Er vi for konservative i vores urvalg?

[TimeToWatch.dk]

Med lidt erfaring i hvad der sælges og ikke sælges på brugtmarkedet i DK, må jeg efterhånden konstatere, at vi danskere er noget af det mest stok konservative og kedelige køber segmant på urmarkedet. Det er stort set umuligt at sælge andet end de ca. 10 forskellige mærker vi anser som de mest populære. Alt andet end Rolex, Omega, TH, Breitling, IWC, Panerai og til dels 4-5 andre kendte mærker, er stort set umuligt at sælge i DK. Alt hvad jeg har, der er mere eksotisk, ryger udenlands.

Der er masser af ure jeg godt selv gad prøve at eje, men idet jeg ved der ikke vil være tale om keepers, tør jeg simpelthen ikke investere i dem af frygt for at blive gift med dem, eller tabe big-time $ på dem. Nu er mit spørgsmål så, om vi bare generelt har en super konservativ tilgang til mærker, og stort set alle har samme smag, eller om denne "smag" er delvist påtaget, fordi vi ikke tør købe med hjertet, men nærmere i forhold til de økonomiske aspekter, som gensalgsværdien og eftertragtetheden på brugtmarkedet?!

Jeg får tilbudt MANGE ure i bytte som jeg kategorisk afviser pga. jeg ikke kan videresælge dem, og i 97 % af tilfældene ønsker folk at bytte deres knap så eftertragtede mærker/modeller ind for noget letomsætteligt.

Så spørgsmålet er om vi vitterligt har en meget konservativ smag og kun kan lide stål sports ure fra kendte mærker, eller om vi tager det sikre valg for at undgå et kæmpe tab i et gensalg?! Eller måske en kombination?!

/Mads