16-12-2020, 11:15 PM
2020, sikke et underligt år. Godt man havde sine ure til at holde sig med selskab.
Her kommer en lille review af hvad der skete på urfronten hos mig i 2020. Jeg håber, at I andre også vil dele årets rejse.
Det første ur i 2020 blev et Omega Ranchero. Det er jo lillebroren til Omega’s treenighed (Speedmaster, Seamaster og Railmaster), som blev lavet i slutningen af 50’erne. Ranchero var vist tænkt som et billigere alternativ til de tre kendte ure. Da ‘Ranchero’ frit oversat i nogle lande betyder ‘bonderøv’ eller en slags daglejer, var det ikke Omega’s bedst sælgende ur.
Jeg har fået fingre i et pænt eksemplar, dog med nyere visere og forkert krone. Prisen var dog fornuftig for det smukke ur, så den handel blev indgået med åbne øjne.
Det næste ur, der dukkede op var et ur som jeg altid har fundet flot. Og da jeg læste ‘skabelseshistorien’ på Hodinkee (https://www.hodinkee.com/articles/iwc-do...1-in-depth) var jeg solgt. Det er simpelthen for vildt.
Det er selvfølgelig IWC’s berømte Doppelchronograph. Ikke den første - model 3711, men næste udgave, model 3713. Mit ur er fra 1998 og blev købt via en tysk forhandler på Chrono24. Jeg valgte bevidst en model med italiensk dag-visining, da jeg synes kombinationen af det stramme pilot-look og det italienske er ren Sprezzatura. Og uret kom med fuld pakke, dvs. original yder og inder-emballage, kvittering, manualer mv. Fed fornemmelse.
Det er et ur jeg har ekstremt svært ved at tage af armen når det først kommer på. Det kan bare et eller andet. Det sidder reelt ret højt på håndledet, da bagkasser er ret høj, men det virker. Og det er altså ret skægt at lege med split-funktionen.
Som nogen af jer måske kan huske, så har jeg længe, dvs. i flere år, gået og fantaseret om at sælge nogle af mine ure for at opgradere til ét finere ur.
Nogle gange må man bare tage chancen når den byder sig. En dag kom der en besked på Instagram om at en anden urfetischist overvejede at sælge sit Lange1. Jeg mødte ham første gang lige da han havde fået uret og jeg var paf. Ikke over ham (det kom først senere da han opgraderede sine ure i stor hast), men over kombinationen af stramt tysk look, mørkeblå skive, hvidguld-kasse og generel Lange-lækkerhed. Se bare her...
Referencen hedder 191.028 og var en del af en serie på 4 urmodeller Lange introducerede i 2017 (https://www.hodinkee.com/articles/four-b...ember-2017) Så vidt jeg ved blev de kun produceret i et års tid.
Den mulighed fik mig langt om længe - og med blødende hjerte - til at sætte fem ure til salg (tre JLC, et Tudor og et Tissot). Men glæden ved at kigge ned på håndleddet dulmer smerten ved at sige farvel. Det var en god beslutning.
Efter det Lange-køb blev jeg enig med mig selv om at nu skulle der ikke købes flere ure i 2020. Derfor kommer der nu en kort præsentation at tre ure, der på mystisk vis alligevel blev købt...
Hodinkee lavede på et tidspunkt et samarbejde med designbutikken Merci fra Paris. Merci havde nogle år tidligere lavet nogle enkle, billige og smukke ure i bedste pilot-/militærstil, dels med mekanisk værk og dels med quartz med enten sort eller hvid skive. Et dejligt uforpligtende ur på NATO-rem, som fik smilet frem på læben.
Merci fik sig lidt af et hit med dette ur. Bl.a. bar præsident Macron lige pludselig et Merci ur med hvid skive.
Hodinkee og Merci er så gået sammen om LMM-H01, som har en grålig skive, blå visere og forhøjede tal i modsætning til de trykte tal på den originale model. Den blev købt, da kombinationen af Paris og New York trykker på nogle knapper, da jeg har boet begge steder.
Og pænt er det. Det skifter en del karakter gennem skiftet af farve på skiven. Og emballagen skal også lige fremhæves. Ren pap - men med fransk stil.
Derefter blev min trang til en California-skive stillet. Jeg har altid synes de skiver var for cool, om de så sad på et Panerai, et Rolex eller et Nomos. Da Hodinkee her i efteråret lancerede endnu en samproduktion med Swatch måtte jeg jo have det.
Modellen hedder SISTEM51 Hodinkee Generation 1990, kort og mundret...når det er sagt, så er SISTEM51 serien alligevel lidt vild med sine 51 dele i værket, der bliver samlet af maskiner. Urindustrien skylder Swatch en del tak for den nytænkning de bragte på banen mht. materialer, produktion og markedsføring.
Og så når vi til årets sidste ur. Jeg har længe været fan af Supercompressor-teknologien, dvs. de urkasser udviklet af Ervin Piquerez som blev tættere og mere vandtætte jo længere ned man dykkede. Mit yndlingsur, Jaeger-LeCoultre Polaris, har netop sådan en kasse, men den blev generelt brugt på tværs af hele urindustrien. Det betyder, at der er massevis af vintage dykker-ure til salg med masser af forskellige mærker på skiven. Fælles for dem alle er kassedesignet og de 2-3 kroner med tern på. Udover Polaris-uret har jeg også en elektro-mekanisk (nej, ikke quartz) model fra Lip, som ligner en mini-Polaris. Den senest tilkomne er en Hamilton Cape-Horn model med de karakteristiske kroner - men med en lys, ganske flot skive.
Dette ur har også Hodinkee som mellemmand, idet det kom til salg på deres side med vintageure. En forretning, der er vokset markant over de seneste år. Hver uge kommer der nye ure i alle prisklasser - og de bliver hurtigt solgt. Servicen og de små touches er også bare OK. Se billederne nedenfor for at se lidt om indpakningen, æsken og de andre små ting, som er noget anderledes end bare at modtage et gammelt surt ur i bubblewrap.
Hamilton er oprindeligt (men ikke længere) et amerikansk urmærke, der blev produceret i USA, nærmere bestemt Lancaster, Pennsylvania. Det var et meget stort mærke i mange år, men stoppede produktionen i USA i 1969.
Nå, det blev lidt længere end jeg havde regnet med - men det blev jo også til flere ure i 2020 end jeg havde regnet med.
Nu håber jeg bare, at I vil dele jeres 2020 med os andre.
Claus
Sent from my iPad using Tapatalk
Her kommer en lille review af hvad der skete på urfronten hos mig i 2020. Jeg håber, at I andre også vil dele årets rejse.
Det første ur i 2020 blev et Omega Ranchero. Det er jo lillebroren til Omega’s treenighed (Speedmaster, Seamaster og Railmaster), som blev lavet i slutningen af 50’erne. Ranchero var vist tænkt som et billigere alternativ til de tre kendte ure. Da ‘Ranchero’ frit oversat i nogle lande betyder ‘bonderøv’ eller en slags daglejer, var det ikke Omega’s bedst sælgende ur.
Jeg har fået fingre i et pænt eksemplar, dog med nyere visere og forkert krone. Prisen var dog fornuftig for det smukke ur, så den handel blev indgået med åbne øjne.
Det næste ur, der dukkede op var et ur som jeg altid har fundet flot. Og da jeg læste ‘skabelseshistorien’ på Hodinkee (https://www.hodinkee.com/articles/iwc-do...1-in-depth) var jeg solgt. Det er simpelthen for vildt.
Det er selvfølgelig IWC’s berømte Doppelchronograph. Ikke den første - model 3711, men næste udgave, model 3713. Mit ur er fra 1998 og blev købt via en tysk forhandler på Chrono24. Jeg valgte bevidst en model med italiensk dag-visining, da jeg synes kombinationen af det stramme pilot-look og det italienske er ren Sprezzatura. Og uret kom med fuld pakke, dvs. original yder og inder-emballage, kvittering, manualer mv. Fed fornemmelse.
Det er et ur jeg har ekstremt svært ved at tage af armen når det først kommer på. Det kan bare et eller andet. Det sidder reelt ret højt på håndledet, da bagkasser er ret høj, men det virker. Og det er altså ret skægt at lege med split-funktionen.
Som nogen af jer måske kan huske, så har jeg længe, dvs. i flere år, gået og fantaseret om at sælge nogle af mine ure for at opgradere til ét finere ur.
Nogle gange må man bare tage chancen når den byder sig. En dag kom der en besked på Instagram om at en anden urfetischist overvejede at sælge sit Lange1. Jeg mødte ham første gang lige da han havde fået uret og jeg var paf. Ikke over ham (det kom først senere da han opgraderede sine ure i stor hast), men over kombinationen af stramt tysk look, mørkeblå skive, hvidguld-kasse og generel Lange-lækkerhed. Se bare her...
Referencen hedder 191.028 og var en del af en serie på 4 urmodeller Lange introducerede i 2017 (https://www.hodinkee.com/articles/four-b...ember-2017) Så vidt jeg ved blev de kun produceret i et års tid.
Den mulighed fik mig langt om længe - og med blødende hjerte - til at sætte fem ure til salg (tre JLC, et Tudor og et Tissot). Men glæden ved at kigge ned på håndleddet dulmer smerten ved at sige farvel. Det var en god beslutning.
Efter det Lange-køb blev jeg enig med mig selv om at nu skulle der ikke købes flere ure i 2020. Derfor kommer der nu en kort præsentation at tre ure, der på mystisk vis alligevel blev købt...
Hodinkee lavede på et tidspunkt et samarbejde med designbutikken Merci fra Paris. Merci havde nogle år tidligere lavet nogle enkle, billige og smukke ure i bedste pilot-/militærstil, dels med mekanisk værk og dels med quartz med enten sort eller hvid skive. Et dejligt uforpligtende ur på NATO-rem, som fik smilet frem på læben.
Merci fik sig lidt af et hit med dette ur. Bl.a. bar præsident Macron lige pludselig et Merci ur med hvid skive.
Hodinkee og Merci er så gået sammen om LMM-H01, som har en grålig skive, blå visere og forhøjede tal i modsætning til de trykte tal på den originale model. Den blev købt, da kombinationen af Paris og New York trykker på nogle knapper, da jeg har boet begge steder.
Og pænt er det. Det skifter en del karakter gennem skiftet af farve på skiven. Og emballagen skal også lige fremhæves. Ren pap - men med fransk stil.
Derefter blev min trang til en California-skive stillet. Jeg har altid synes de skiver var for cool, om de så sad på et Panerai, et Rolex eller et Nomos. Da Hodinkee her i efteråret lancerede endnu en samproduktion med Swatch måtte jeg jo have det.
Modellen hedder SISTEM51 Hodinkee Generation 1990, kort og mundret...når det er sagt, så er SISTEM51 serien alligevel lidt vild med sine 51 dele i værket, der bliver samlet af maskiner. Urindustrien skylder Swatch en del tak for den nytænkning de bragte på banen mht. materialer, produktion og markedsføring.
Og så når vi til årets sidste ur. Jeg har længe været fan af Supercompressor-teknologien, dvs. de urkasser udviklet af Ervin Piquerez som blev tættere og mere vandtætte jo længere ned man dykkede. Mit yndlingsur, Jaeger-LeCoultre Polaris, har netop sådan en kasse, men den blev generelt brugt på tværs af hele urindustrien. Det betyder, at der er massevis af vintage dykker-ure til salg med masser af forskellige mærker på skiven. Fælles for dem alle er kassedesignet og de 2-3 kroner med tern på. Udover Polaris-uret har jeg også en elektro-mekanisk (nej, ikke quartz) model fra Lip, som ligner en mini-Polaris. Den senest tilkomne er en Hamilton Cape-Horn model med de karakteristiske kroner - men med en lys, ganske flot skive.
Dette ur har også Hodinkee som mellemmand, idet det kom til salg på deres side med vintageure. En forretning, der er vokset markant over de seneste år. Hver uge kommer der nye ure i alle prisklasser - og de bliver hurtigt solgt. Servicen og de små touches er også bare OK. Se billederne nedenfor for at se lidt om indpakningen, æsken og de andre små ting, som er noget anderledes end bare at modtage et gammelt surt ur i bubblewrap.
Hamilton er oprindeligt (men ikke længere) et amerikansk urmærke, der blev produceret i USA, nærmere bestemt Lancaster, Pennsylvania. Det var et meget stort mærke i mange år, men stoppede produktionen i USA i 1969.
Nå, det blev lidt længere end jeg havde regnet med - men det blev jo også til flere ure i 2020 end jeg havde regnet med.
Nu håber jeg bare, at I vil dele jeres 2020 med os andre.
Claus
Sent from my iPad using Tapatalk
![[-]](https://urdebatten.dk/images/collapse.png)