Hvordan fik du interessen for ure?

[Jette]

Det er godt, at emnet ikke er specificeret - hvilket tillader, at jeg fortæller en historie fra det virkelige liv fra slut 50'erne.
Min morfar var formand for Grosserersocietetet og havde nogle udenlandske kontakter. Samtidig var han, min oldefar, min oldefars bror og en af hans sønner (morfars fætter) vældigt urinteresserede.
Jeg kan ikke ikke længere huske starten på historien, men gamle morfar havde fundet et længe savnet engelsk standur i den ønskede fine og antikke kvalitet på Malta. Det må være foregået per brevkorrespondance frem og tilbage. Summa summarum, han købte uret for en formue, det blev skilt ad og fragtet per skib til DK. Hjemme i privaten samlede morfar selv uret (han elskede at nørkle med sine gamle stueure).
Han nænnede ikke at bore huller i kassen, så uret med samt de 2 kæmpe blylodder blev bare stillet op ad væggen.
Min 2 år yngre lillesøster og jeg havde fjollet rundt på gulvet og åbenbart stødt til uret, som væltede ned over os begge med et brag.
Bedsteforældrene kom styrtende til, morfar måtte ene mand løfte op i uret, mens mormor trak 2 hylende unger ud.
Morfar var simpelthen stiktosset over det fine ur, mens mormor bare var lykkelig for, at vi ikke var blevet slået ihjel af blylodderne eller værket. Det lykkedes i øvrigt at samle uret igen, og det blev efterfølgende boltet fast i væggen, men morfar kunne skumle over historien resten af sit liv.
Jeg har jo så urinteressen både som arv og miljø; der er vist ikke lavet nogen videnskabelige studier over, hvad et ur i hovedet i barndommen gør for en fremtidig interesse?
Interessen har primært drejet sig om væg- og bordure, men jeg har da altid haft armbåndsure også. Fik det første af min mormor, da jeg havde lært klokken, før jeg startede i skolen.

Igennem årene har jeg så - ud over dem på væggen og i reolen - haft et dagligt og et til-fint-brug armbåndsur, lige til jeg 10.04.11 var inviteret til "en kop kaffe og en ursnak" hos Baun, som jeg kom i kontakt med via denne side, hvor jeg søgte lidt hjælp.
Jeg fandt så ud af, at det bestemt ikke var nok med de 2 vanlige ure, så der er støt og roligt kommet flere til.

Og det engelske standur? Desværre havde vi ikke pladsen til det, da morfar døde.....