29-09-2009, 08:55 AM
Giver Klaus fuldstændig ret. Dyrt er for mig når der er udsigt til tab og jo større tab jo dyrere er fornøjelsen 
Et ur til 150 k, der er 250 k værd er vel billigt? Vel er det mange penge, men der er stadig tale om en god handel. Så er spørgsmålet nærmere hvad loftet er for hvad man kan/vil betale for et ur. Her er vi forskellige...
Jeg har nu og da haft den store pung fremme, og i min verden er 20 k for et ur ikke alverden. Dermed skal det ikke misforstås og tro jeg ikke mener 20 k er alverden. For gu er det da det... Når jeg bruger 20-30 k på et ur, er det med den vished i baghovedet, at jeg med stor garanti kan tippe uret af igen til ca. samme pris, hvis jeg bliver træt af det, og pengene dermed ikke er tabt. Skulle jeg bruge 20 k på noget der smed 50 % i værditab, ville mine overvejelser være langt større. Husk på de fleste af os må sælge ure for 30-40 k for at købe et nyt til 40-50 k. Det nævner vi bare ikke i den tråd hvor vi flasher nyerhvervelsen.
De brugere af forumet der jævnligt udskifter i samlingen, vil nikke genkendende til dette, mens de brugere der køber og beholder nok er af en anden holdning. Min pointe her er at vintageure ikke flyder med rigmænd og "Damgaard" typer, men med fornuftige mænd der nok har styr på økonomien, men som prioriterer og handler sig frem til deres drømmeure.
Jeg har været til adskillige urtræf og p-pladsen ligner til forveksling Bilkas en fredag eftermiddag. Ingen store biler der desværre Desuden ved jeg brugerne er ganske almindelige mænd, og dem jeg kender med de fineste samlinger er ganske almindelige lønmodtagere. Så der må være tale om en eller anden form for prioritering?!
/Mads
Et ur til 150 k, der er 250 k værd er vel billigt? Vel er det mange penge, men der er stadig tale om en god handel. Så er spørgsmålet nærmere hvad loftet er for hvad man kan/vil betale for et ur. Her er vi forskellige...
Jeg har nu og da haft den store pung fremme, og i min verden er 20 k for et ur ikke alverden. Dermed skal det ikke misforstås og tro jeg ikke mener 20 k er alverden. For gu er det da det...
Når jeg bruger 20-30 k på et ur, er det med den vished i baghovedet, at jeg med stor garanti kan tippe uret af igen til ca. samme pris, hvis jeg bliver træt af det, og pengene dermed ikke er tabt. Skulle jeg bruge 20 k på noget der smed 50 % i værditab, ville mine overvejelser være langt større. Husk på de fleste af os må sælge ure for 30-40 k for at købe et nyt til 40-50 k. Det nævner vi bare ikke i den tråd hvor vi flasher nyerhvervelsen. De brugere af forumet der jævnligt udskifter i samlingen, vil nikke genkendende til dette, mens de brugere der køber og beholder nok er af en anden holdning. Min pointe her er at vintageure ikke flyder med rigmænd og "Damgaard" typer, men med fornuftige mænd der nok har styr på økonomien, men som prioriterer og handler sig frem til deres drømmeure.
Jeg har været til adskillige urtræf og p-pladsen ligner til forveksling Bilkas en fredag eftermiddag. Ingen store biler der desværre
Desuden ved jeg brugerne er ganske almindelige mænd, og dem jeg kender med de fineste samlinger er ganske almindelige lønmodtagere. Så der må være tale om en eller anden form for prioritering?!/Mads
![[-]](https://urdebatten.dk/images/collapse.png)