02-01-2009, 08:14 PM
Hvorfor blev det egentligt Omega?
Det kan være tilfældigheder der gør, at et mærke kommer til at stå ens hjerte nært.
Vi er jo i et interesse felt, hvor rationelle overvejelser næppe kan siges, at have entydig vægt.
Vel findes der masser af ure, der betragtes som fornemmere end Omega.
Men jeg har nu haft så megen glæde af mit første Ω, og de efterfølgende, at det er et mærke jeg ikke er parat til at slippe endnu, for at vende mig mod andre.
Så indlægget er i god overensstemmelse med overskriften, ” Hvorfor blev det egentligt Omega?
… her følger så lidt baggrund og min oplevelse af Ω.
Begyndelsen.
I kender alle min introduktion til urene. Jeg blev ”skubbet ud i det” af min trofaste 145.007 Seamaster Chronostop, der efter 38 års voldtægt
– fortsat, ukueligt og uden nogensinde at have set skyggen af en urmager blot viste tid, og faktisk altid indenfor kronometer specifikationer.
Det var min undersøgelse af: ”Hvad var det i grunden for et ur, der kunne stå en så voldsomt strabadserende distance”, der førte mig mod Ω.
Lidt personlig baggrund.
Da jeg i tidernes morgen, dvs. 1986, besluttede mig for at drive selvstændig forretning, var mit valg af instrumenter begrundet i følgende:
- Det skal være præcist og ydedygtigt
- Det skal være lækkert og inspirerende at arbejde med
- Der skal stå en solid service organisation bag
- Prisen måtte så komme i anden række.
Valget faldt på LEICA.
Nogle schweiziske kvalitets klassikere
Blandt de dyder en LEICA totalstation har, er at når den måler under ekstremt vanskelige forhold, så er målingen rigtig, såfremt den gennemføres.
Andre instrumenter ”jamrer sig under at blive stresset” og kan finde på, at sende ”en garbage collection” ned i data stakken.
Når man så er kommet hjem og behandler data fra Gudenå, ser man til sin forbløffelse, at der også er ”målt” et punkt på kuplen af Peterskirken i Rom.
En helt speciel service historie.
Under et job på Sjælland ophørte totalstationen pludseligt med at fungere.
Den var hverken til at hugge eller stikke i. Ingen fejlmeddelelse… ingen måling, ”No nothing”.
Når et totalstations målehold ligger stille, bliver jeg særdeles ”rød i kammen”.
Man kan jo sætte sig ned og betragte sit ur, og ”glæde” sig over, at hver gang den store viser har drejet 1 omgang, så er der atter fløjet 1.400 kr. ud af tegnebogen.
En opringning til LEICA gjorde dem klart, at der i løbet af en times tid ville komme en totalstation ind, og den skulle gerne bringes til at fungere korrekt ASAP.
Tilbagemeldingen var klar, ”Kom glad. Vi er klar”
Ankommet til LEICA røg totalstationen straks på værkstedet, og gennem ruderne til det støvfri område kunne jeg nu betragte, at mit instrument blev splittet ad.
Der er godt nok meget finmekanik, optik og forgyldt elektronik i sådan en karl, når den først får ”hevet frakken af”.
En halv time efter retter teknikeren instrumentet mod en række prismer på bygningen overfor. Det er kendte kontrol målemærker.
Han nikker og smiler tilfreds, og samler instrumentet, hvorefter han kommer ud og rækker mig det med ordene: ”Den måler fremragende”
Lidt beklemt (og fedtet er man vel altid som jyde) spørger jeg: ”Kan du give et overslag?”
… Et overslag på hvad? – spørger teknikeren forbavset.
Trædende mig selv over tæerne, får jeg fremstammet, Ja øh, altså på reparationen?
… Så kom det, med stor selvfølelse og produkt stolthed, ”En LEICA skal ikke repareres!”
Bop bop – så kunne jeg lære det!
Men jeg har også indset, at ”grej” der bare ”funker”. Det er lige mig.
Om Omega.
Kvalitetsmæssigt og grundholdningsmæssigt fandt jeg så mange lighedspunkter mellem mit instrument og mit ur, at jeg besluttede mig for at sætte mig nøjere ind i historien om Omega.
I det historiske perspektiv er efterkrigstidens observatorie konkurrencer interessante.
Af 30 mulige placeringer blev resultaterne som nedenfor.
Drejer det sig om første placeringen vedrørende serier af urværker, blev resultatet som nedenfor.
Kilde: Uhrmageriets hjemmeside.
Det var så den del af historien, der vedrører de gamle dage med Ω’s legendariske 30T2 kaliber.
Den nyere historie.
I den nyere historie er NASA’s test af Speedmasteren allerede en klassiker.
I den sammenhæng er det interessant at bemærke, at generaldirektøren for det amerikanske urfirma Bulova blev så fornærmet, at han ved ihærdigt lobby arbejde fik foranstaltet en ny test,
… Som atter blev vundet af Speedmasteren.
I tråden om Ω Marine Chronometer omtaltes dette urs storebror, nemlig marinekronometeret til den franske flåde.
26 firmaer deltog i en langtidstest over 1 år. Ω var bedst, og leverede varen.
I disse eksempler, hvor den ypperste fagekspertise vurderer de konkurrerende ure, konstaterer jeg et forbavsende fravær af ure, som betragtes som meget fornemmere end Ω
– Der må være noget andet, udefinerligt ved disse ure, når de ikke engang er de bedste til det et ur nu engang er lavet til.
Kvarts krisen.
De schweiziske urfirmaer klarede sig forskelligt under kvarts krisen. Mange endda slet ikke.
Det følgende er personlige vurderinger.
Det har fascineret mig, at Ω under kvarts krisen gjorde alt, hvad der stod i deres magt for fornyelse, udvikling og forsøg med både det ene og det andet.
Det er bemærkelsesværdigt, at de andre store ur huse gjorde praktisk talt ingenting.
Om de kunne se gennem krisens tågeslør og havde pejlet, at blot de ventede, ville markedet vende tilbage.
Eller de havde en stor pose penge at læne sig op ad, mens stormen rasede. - ja den historie bliver nok aldrig skrevet.
Som ganske tilfreds bruger af Ω ure, der holder hvor andre fejler, er det naturligvis sørgeligt at konstatere: Ω gjorde alt… og tabte. De der gjorde intet…. vandt.
For Ω var krisen så graverende, at fabrikken befandt sig i frit fald, og måtte reddes af den schweiziske stat.
For den hæderkronede fabrik var fornedrelsen endog så dyb, at den nu er en del af Shwatch koncernen.
En koncern, der slog sig op på, at lave flim-flam ure efter devisen, Køb dem i dag, brug dem i morgen og smid dem væk i overmorgen. Så er de alligevel umoderne eller ubrugelige.
Bortset fra denne sørgelige historie, har Omega’s bestræbelser under kvarts krisen bevirket, at ur interesserede nu har et bredt udvalg af vintage ure, at fordybe sig i og samle på.
Flere af dem endog ganske innovative og interessante.
At interessen yderligere understøttes af Omega’s fremragende hjemmeside om vintage urene, gør det bestemt ikke mindre interessant, at beskæftige sig med dem.
Fremtiden
Når jeg er ved at have rundet mit Omega projekt om Speedmasters og afledte af, skal min ur interesse rettes mod andre områder.
Jeg har jo allerede været lidt ovre i kvarts; men ville en Speedsonic virke malplaceret i min samling?
Interessen kunne måske endog gå i retning af et eller flere andre mærker.
På det område er Zenith måske en mulighed? - De har dog bevist, at de (også) kan lave præcise ure.
Men hvad synes du? – og hvad har fået dig til at interessere dig for Omega?
Med venlig hilsen – Geodoc
Det kan være tilfældigheder der gør, at et mærke kommer til at stå ens hjerte nært.
Vi er jo i et interesse felt, hvor rationelle overvejelser næppe kan siges, at have entydig vægt.
Vel findes der masser af ure, der betragtes som fornemmere end Omega.
Men jeg har nu haft så megen glæde af mit første Ω, og de efterfølgende, at det er et mærke jeg ikke er parat til at slippe endnu, for at vende mig mod andre.
Så indlægget er i god overensstemmelse med overskriften, ” Hvorfor blev det egentligt Omega?
… her følger så lidt baggrund og min oplevelse af Ω.
Begyndelsen.
I kender alle min introduktion til urene. Jeg blev ”skubbet ud i det” af min trofaste 145.007 Seamaster Chronostop, der efter 38 års voldtægt
– fortsat, ukueligt og uden nogensinde at have set skyggen af en urmager blot viste tid, og faktisk altid indenfor kronometer specifikationer.
Det var min undersøgelse af: ”Hvad var det i grunden for et ur, der kunne stå en så voldsomt strabadserende distance”, der førte mig mod Ω.
Lidt personlig baggrund.
Da jeg i tidernes morgen, dvs. 1986, besluttede mig for at drive selvstændig forretning, var mit valg af instrumenter begrundet i følgende:
- Det skal være præcist og ydedygtigt
- Det skal være lækkert og inspirerende at arbejde med
- Der skal stå en solid service organisation bag
- Prisen måtte så komme i anden række.
Valget faldt på LEICA.
Nogle schweiziske kvalitets klassikere
Blandt de dyder en LEICA totalstation har, er at når den måler under ekstremt vanskelige forhold, så er målingen rigtig, såfremt den gennemføres.
Andre instrumenter ”jamrer sig under at blive stresset” og kan finde på, at sende ”en garbage collection” ned i data stakken.
Når man så er kommet hjem og behandler data fra Gudenå, ser man til sin forbløffelse, at der også er ”målt” et punkt på kuplen af Peterskirken i Rom.
En helt speciel service historie.
Under et job på Sjælland ophørte totalstationen pludseligt med at fungere.
Den var hverken til at hugge eller stikke i. Ingen fejlmeddelelse… ingen måling, ”No nothing”.
Når et totalstations målehold ligger stille, bliver jeg særdeles ”rød i kammen”.
Man kan jo sætte sig ned og betragte sit ur, og ”glæde” sig over, at hver gang den store viser har drejet 1 omgang, så er der atter fløjet 1.400 kr. ud af tegnebogen.
En opringning til LEICA gjorde dem klart, at der i løbet af en times tid ville komme en totalstation ind, og den skulle gerne bringes til at fungere korrekt ASAP.
Tilbagemeldingen var klar, ”Kom glad. Vi er klar”
Ankommet til LEICA røg totalstationen straks på værkstedet, og gennem ruderne til det støvfri område kunne jeg nu betragte, at mit instrument blev splittet ad.
Der er godt nok meget finmekanik, optik og forgyldt elektronik i sådan en karl, når den først får ”hevet frakken af”.
En halv time efter retter teknikeren instrumentet mod en række prismer på bygningen overfor. Det er kendte kontrol målemærker.
Han nikker og smiler tilfreds, og samler instrumentet, hvorefter han kommer ud og rækker mig det med ordene: ”Den måler fremragende”
Lidt beklemt (og fedtet er man vel altid som jyde) spørger jeg: ”Kan du give et overslag?”
… Et overslag på hvad? – spørger teknikeren forbavset.
Trædende mig selv over tæerne, får jeg fremstammet, Ja øh, altså på reparationen?
… Så kom det, med stor selvfølelse og produkt stolthed, ”En LEICA skal ikke repareres!”
Bop bop – så kunne jeg lære det!
Men jeg har også indset, at ”grej” der bare ”funker”. Det er lige mig.
Om Omega.
Kvalitetsmæssigt og grundholdningsmæssigt fandt jeg så mange lighedspunkter mellem mit instrument og mit ur, at jeg besluttede mig for at sætte mig nøjere ind i historien om Omega.
I det historiske perspektiv er efterkrigstidens observatorie konkurrencer interessante.
Af 30 mulige placeringer blev resultaterne som nedenfor.
Drejer det sig om første placeringen vedrørende serier af urværker, blev resultatet som nedenfor.
Kilde: Uhrmageriets hjemmeside.
Det var så den del af historien, der vedrører de gamle dage med Ω’s legendariske 30T2 kaliber.
Den nyere historie.
I den nyere historie er NASA’s test af Speedmasteren allerede en klassiker.
I den sammenhæng er det interessant at bemærke, at generaldirektøren for det amerikanske urfirma Bulova blev så fornærmet, at han ved ihærdigt lobby arbejde fik foranstaltet en ny test,
… Som atter blev vundet af Speedmasteren.
I tråden om Ω Marine Chronometer omtaltes dette urs storebror, nemlig marinekronometeret til den franske flåde.
26 firmaer deltog i en langtidstest over 1 år. Ω var bedst, og leverede varen.
I disse eksempler, hvor den ypperste fagekspertise vurderer de konkurrerende ure, konstaterer jeg et forbavsende fravær af ure, som betragtes som meget fornemmere end Ω
– Der må være noget andet, udefinerligt ved disse ure, når de ikke engang er de bedste til det et ur nu engang er lavet til.
Kvarts krisen.
De schweiziske urfirmaer klarede sig forskelligt under kvarts krisen. Mange endda slet ikke.
Det følgende er personlige vurderinger.
Det har fascineret mig, at Ω under kvarts krisen gjorde alt, hvad der stod i deres magt for fornyelse, udvikling og forsøg med både det ene og det andet.
Det er bemærkelsesværdigt, at de andre store ur huse gjorde praktisk talt ingenting.
Om de kunne se gennem krisens tågeslør og havde pejlet, at blot de ventede, ville markedet vende tilbage.
Eller de havde en stor pose penge at læne sig op ad, mens stormen rasede. - ja den historie bliver nok aldrig skrevet.
Som ganske tilfreds bruger af Ω ure, der holder hvor andre fejler, er det naturligvis sørgeligt at konstatere: Ω gjorde alt… og tabte. De der gjorde intet…. vandt.
For Ω var krisen så graverende, at fabrikken befandt sig i frit fald, og måtte reddes af den schweiziske stat.
For den hæderkronede fabrik var fornedrelsen endog så dyb, at den nu er en del af Shwatch koncernen.
En koncern, der slog sig op på, at lave flim-flam ure efter devisen, Køb dem i dag, brug dem i morgen og smid dem væk i overmorgen. Så er de alligevel umoderne eller ubrugelige.
Bortset fra denne sørgelige historie, har Omega’s bestræbelser under kvarts krisen bevirket, at ur interesserede nu har et bredt udvalg af vintage ure, at fordybe sig i og samle på.
Flere af dem endog ganske innovative og interessante.
At interessen yderligere understøttes af Omega’s fremragende hjemmeside om vintage urene, gør det bestemt ikke mindre interessant, at beskæftige sig med dem.
Fremtiden
Når jeg er ved at have rundet mit Omega projekt om Speedmasters og afledte af, skal min ur interesse rettes mod andre områder.
Jeg har jo allerede været lidt ovre i kvarts; men ville en Speedsonic virke malplaceret i min samling?
Interessen kunne måske endog gå i retning af et eller flere andre mærker.
På det område er Zenith måske en mulighed? - De har dog bevist, at de (også) kan lave præcise ure.
Men hvad synes du? – og hvad har fået dig til at interessere dig for Omega?
Med venlig hilsen – Geodoc
![[-]](https://urdebatten.dk/images/collapse.png)