Hvorfor Rolex?

[Stefan Garvig]

Da jeg i mine unge dage var entusiastisk piberyger, købte jeg, i 1980, min første Dunhill-pibe hos den fine pibeforretning Pibe Dan i Kattesundet i København. Piben var en rødbrun sandblæst sag med Cumberland-mundstykke.
Pris (hold fast): 1.370 kr. Dét var mange penge dengang - også i dag.
Var jeg lykkelig for min dyre pibe? JA! Og jeg er det den dag i dag.

Min Dunhill-pibe er ret beset kun et stykke træ (bryar, en korsikansk lyngrod i meget hård og ildfast kvalitet) med et stump plastic som mundstykke.
En tilsvarende pibe fra Stanwell kostede dengang omkring 200 kr.

Hvorfor købte jeg så den over seks gange dyrere pibe - som jeg stadig er glad for?

Tjaahhhhh .... Det har noget gøre med, at jeg - og nok mange andre luksus-nørder - er prestige-freaks. Jeg tror, at det kan siges så kort.

I dag bærer jeg min SD på andet år, og jeg vil ikke lægge det fra mig. Jeg tager det kun af armen, når jeg skal i bad - og det er sgi ette løvn

Rolex koster velsagtens omkring det dobbelte af, hvad det er værd (i min vurdering), men det afholder mig ikke fra at elske og bære min kære SD.

Rationalitet og fornuft har intet med anskaffelse af luksusvarer at gøre.
Det er så fortryllende at eje en luksus-ting - jo dyrere jo bedre. Især, når gensalgsværdien kun går én vej, opad. Se, der kom rationaliteten alligevel ind


Venligst

Stefan Garvig