@longbear - Det var dog en forrygende opdatering - Tak!
Emerald Time app'en virker jo ganske seriøs, og er installeret

Emerald app'en ved siden af GW 5600, der har nedtaget tidssynkronisering i dag kl. 03:04
Af nysgerrighed, ville jeg lige kontrollere hvad "klokken" var i mit GPS kamera:

... og kunne konstatere, at det "troede" klokken var 09:27 (klik for stort billede)
Det skyldes, at sidst jeg "fumlede" med dets settings, var i Sydafrika - hvor jeg tilbragte sidste halvdel af februar måned i år.
Der havde jeg for nemheds skyld "bildt kameraet ind", at tidszonen var Athen, der passer med Sydafrikansk tid.
Nu måtte jeg så til at "stå på hovedet" i settings, og min sandten om der ikke var en AUTO setting, så kameraet selv finder sin tidszone på grundlag af UTC.
Når jeg nu har været "omvejen" ad Sydafrika, benytter jeg lige lejligheden til at vise et par stemningsbilleder:

Aften stemning fra "Alfred & Victoria Waterfront" i Cape Town, med Taffelbjerget i baggrunden, hvor indkommende atlantiske skyer "flyder som candy floss" over det flade bjerg.

Noordhoek Beach fotograferet i sydlig retning. - Billedet er uredigeret, så de overvældende (pastel)farver er hvad kameraet "så".
Det er ikke hver dag man ser en 1 x 8 km badestrand uden en badegæst.
Forklaringen er temperatur, lav temperatur ca. 10° C, da det er koldt atlantisk bundvand, der vælder op på Østkysten af Kap Det Gode Håb.
Fotoposition og retning fremgår af nedenstående MapView.

Fotoposition Noordhoek Beach.
Hvad angår radiobølgers udbredelse og stabilitet, er jeg ofte professionelt blevet spurgt om, hvorfor jeg ikke anvender GPS til landmåling.
Det skyldes i høj grad, min erfaring på opmålingsområdet. Når noget er "umuligt" er det altid mig, der bliver tilkaldt.
Umuligt betyder dybt nedskårne og bevoksede vandløb, eller endnu værre underjordiske vandløb.

Her arbejdes i slusebroen under Vester Allé i århus. Pilen peger på katteøjet på en "strandet" cykel.

Her ligeledes under slusebroen længere nedstrøms. Tilstedeværelsen af GPS signaler er absolut ingenting.
Spændende opmåling. Mørke og tidevand kunne vi gøre noget ved;
..... men lugten

Her er tilstedeværelsen af GPS signaler lige så udtalte som fedtet på næbbet af en hornfisk.

Her under broerne for Brabrandstien i Århus Å, er der sporadisk signal - som ingen levende djævel har tid til at vente på.
Denne lange omvej er for at illustrere forskellen mellem tidssignalet fra DCF77, der sendes på langbølger, mens GPS'ens UTC signal hentes på mikrobølger.
Langbølger tordner gennem murværk, glasfacader og vegetation, mens mikrobølger bliver "ædt" eller reduceres til en ynkelig jamren.
Der er ingen tvivl om, at Emerald app'en er fremragende, og at jeg vil bruge den i fremtiden.
Principielt er app'en en midlet anden ordens kvalitetsklasse leveret indirekte, mens DCF77 er første ordens kvalitetsklasse leveret direkte.
Forskellene vurderes at være mindre end tusindedele eller titusinddele af et sekund, så en diskussion om hvilket der er bedst, ville være regulær:

...... insekt sex.
Alle ønskes en fortræffelig WE. Med venlig hilsen - Geodoc