Hej Tommy ... Godt at høre fra dig, fra "down under".
Ligeledes tak for den klare og letforståelige skillelinie mellem:
#1 Skadelig fysisk påvirkning af uret, og
#2 Tålelig, eller ikke fatal fysisk påvirkning af uret.
Resumé
Det er en god og indlysende skillelinie, at arbejde, sport og anden fysisk aktivitet, der leder fysiske påvirkninger gennem kroppen ("gummi"armen), sædvanligvis er uskadelige;
mens tilsvarende aktivitet, der medfører, at påvirkningen (slaget) rammer (direkte) på uret, med risiko for mærker (buler, ridser) på urkassen, sædvanligvis er skadelige.
Reflektion
Vore diskussioner på forum tager afsæt i vor inkarnerede interesse for urene, og bliver ofte farvede af vor omhu og omsorg. Denne omhu eller beskyttertrang kan vel(?) også drives for vidt.
- Det er jo mildest talt selvmodsigende, at være dybt fascineret af et dykkerur, der kan klare trykket på f.eks. en kilometers vanddybde og ursamlerens "trippende" betænkelighed, ved at tage en svømmetur med uret.
Egne erfaringer
Det var faktisk det gode og gedigne urs robusthed, der tændte min samler interesse.
- Da min opmærksomhed blev henledt på, at mit ur gennem 38 år uforstyrret informerede mig om korrekt tid, til trods for aldeles ukorrekt og skændig behandling - Ja! så var min beundring vakt.
Min Seamaster Chronostop er fortsat mit kæreste ur. Det bliver nu omfattet med så megen veneration, at det ikke længere kommer med på arbejde.
Det er nok mest på grund af risikoen for at miste det, for det har (om noget) bevist, at det "kan holde til mosten".
Og påvirkninger var der nok af:
- Håndbetjening af 15 kg's ramlod.
- Udboring af 80 mm kerneprøver af granit og beton med en 30 kg's borehammer.
- Gennemboring af betondæk, op til 80 cm, med ovennævnte borehammer.
- Indhyllet i en sky af kvarts- og borestøv
- Daglig vandpåvirkning, herunder også "tilfedtning" med bore- og bentonit slam.
- Anden betjening af tungt grej, herunder bådmotorer og generatorer.
- .... og fælles for alle aktiviteterne, at uret uundgåeligt blev ramt direkte af værktøj, skiftenøgler, hamre, vinkelsliber - ja af alt, der "kan gøre indtryk" på en urkasse.
"Højdespringeren", eller det absolutte nulpunkt var, da en remstift svigtede og uret tog et to meters drop fra et stillads og ned på et betongulv.
Uret må have ramt gulvet på det hvælvede pleksiglas ved kl. 1; - for herfra spredtes tre gennemgående revner sig vifteformet til området mellem kl. 3 og kl. 5.
Da uret, for første gang i 38 år, blev overladt til en urmagers pleje, og han hørte hvad det havde måttet døje, sagde han (med et iskoldt blik):
"Det er jo overhovedet ikke en måde, at behandle et anstændigt ur på!" - og hvor havde han dog ret.
.... om end koparret og mærket af nærkontakt med vinkelsliber, hamre, svejseværk, file og diverse "klemninger" mellem faste vægge og tungt grej:
"Unbreakable" tikker fortsat på 44'tyvende år lystigt afsted med gangparametre, der er et nyt ur værdigt.
Sammenfatning
... tilbage til Peter g's tråd. Jeg er overbevist om, at et PO kan "klare mosten", selv hvis det kommer til at se sådan ud:
Efterskrift
Jeg vil mene, at vore ure kan holde til 10 gange mere end ursamleren bryder sig om at udsætte det for, og 100 gange mere end ursamleren
tror det kan klare.
I en anden tråd diskuteres omfanget af, hvor skånsom man skal være overfor sit ur.
- Et godt indlæg lyder noget i retning af;
Brug det, og accepter de ridser og skrammer der kommer, som en del af din og urets historie.
Det kan jeg godt følge, for en mint "Unbreakable", ville jeg næppe omfatte med samme veneration som nu, hvor brugssporene stolt beretter:
"When the going get's tough - The tough's get going".
Med venlig hilsen - Geodoc