En lille historie om (ur-)abstinenser

[Stefan Garvig]

jkjaers Skrev:I oktober 09 købte jeg efter lang tids overvejelse mit første ur. Mit valg faldt på den store Omega Planet Ocean. Min kammerat gennem mange år havde ca et år forinden købt et Omega seamaster GMT og hans historie mindede på den måde meget om min. Efter kort tids ejerskab fortalte han mig at: "nu var det bare et ur der sad der, og han tænkte ikke sønderligt over det mere". Med det i mente besluttede jeg mig dog alligevel for at købe mit PO.

Medio oktober fik jeg så uret. Efter en justering af lænken har uret fulgt mig, og jeg har på alle måder været en glad mand… indtil for nyligt i hvert fald. Uret var gået i stå en morgen, da jeg tog det fra den specialindkøbte musemåtte. Jeg rystede det, hvorefter det kørte 5 sekunder for atter at gå i stå. Efter en manuel optrækning kørte uret ca en time. Efter flere forsøg kørte uiret et døgn, men problemet var der stadig. I sidste mandag måtte jeg tage uret den tunge gang ned til Uhrmageriet for at få det serviceret ved Omega. Jeg føler mig overbevist om at uret nok skal komme helt og fint tilbage, samt at min ustabilitet nok skal blive fikset, men hold da fast hvor jeg savner mit ur. Jeg kan slet ikke genkende min kammerats historie om at det bare er et ur. Problemet er jo ikke at jeg ikke kan se hvad klokken er. Jeg har taget mit Junghans WR100 cronograph til nåde igen, men det er altså ikke det samme.

Piet Hein ramte det ret præcist i sin tid:

Det manglende

Mit armbåndsur er til reparation -
og er det nu ikke aparte;
jeg har aldrig set så tit på mit ur.
som nu da jeg ikke har det!


Jeg formoder ikke, jeg er den eneste herinde, der ville have det sådan. Jeg må indrømme at jeg ikke havde aktuelle planer om at købe et ekstra mekanisk ur, men jeg er da så småt begyndt at kigge…..

Når jeg for en kort stund har taget min SD 16600 af og evt. prøvet et andet ur, så går der ca. fem minutter - så savner jeg min SD!


Venligst

Stefan Garvig