18-10-2009, 01:13 PM
ja så er samme diskussion jo i gang igen. Til at starte med vil jeg foreslå muligheden at der for 50 år siden også fandtes mennesker med DW, jacobs o.a. propertioner, og så kan man jo undre sig over hvilke ure de så skulle gå med. Jeg har set billeder af Arnold Schwarzenegger med RO, og jo det ser stort ud selv på hans bette håndled 
Men folk må selvfølgelig gå med de ure de ønsker, det betyder dog ikke at omverdenen ikke gør sig tanker om hvordan det klæder vedkommende person, og ja så er vi nok en del på forummet som får Arnolds håndled til at ligne pastrami <!-- s:lol: --><img src="{SMILIES_PATH}/icon_lol.gif" alt=":lol:" title="Laughing" /><!-- s:lol: -->
Det som for mig er vigtigt at holde fast i er begrebet "dressure", som jeg synes ofte bliver forvredet til noget det ikke er. Er urkassen bygget op i guld eller platinum eller lignende, er folk hurtigt af den opfattelse at det er et dressur, - det er det IKKE nødvendigvis. Et dressur kan være af hvilket som helst materiale, det er først og fremmest propertionerne der afgør om det er et dressur eller ej. Dressure har i over 100 år været et segment, hvor udviklere af værker har konkurreret om at fremstille så tynde værker som overhovedet muligt. Først i lommeure/fräckure og sidenhen i håndoptrukket time-only(time/minut), hvorefter automatikværker blev et naturligt næste skridt.
Den evige higen efter at fremstille så tynde værker som overhovedet muligt, har selvfølgelig også banet vej for tekniske løsninger, som sidenhen finder indpas i normalværker. eksempler på disse er bl.a. mikrorotor, optræksfjedermekanisme o.a.
Når jeg skrev time-only er det ikke på nogen som helst måde en beskreven regel, snarere et naturligt valg, hvis man vil lave et så tyndt værk som muligt. JLC(LeCoultre dengang) er jo som bekendt ikke dem der hopper over hvor gærdet er lavest, og i 1920 lavede de et dressur med minuterepeaterfunktion, som vel er at regne som den mest komplicerede komplikation overhovedet, højden på værket var imponerende 3,2 mm. (se eventuelt link)
[url]"http://journal.hautehorlogerie.org/en/passion/in-history/brief-history-of-extra-thin-movements.html#" onclick="window.open(this.href);return false;">http://journal.hautehorlogerie.org/en/p ... ents.html#[/url]" onclick="window.open(this.href);return false;
Her fra samme link er sakset en løs definetion af, hvad betragtes som en tynd kaliber, som er en forudsætning for at det endelige ur betragtes som et egentlig dressur (artiklen skrevet af Christophe Roulet)
...In the absence of any precise classification distinguishing between thin calibres, extra-thin watches or ultra-thin movements other than companies’ own, and let it be said very vague, terminology, a definition can be inferred from chronological developments in the field (see box). These suggest that an extra-thin hand-wound or self-winding mechanical watch without complications (i.e. indicating hours and minutes, and possibly seconds or the date) is one whose calibre does not exceed 3.5mm in height, including the barrel but excluding the hand staff. And quite evidently Jacques-David LeCoultre was not alone in his determination to create mechanical movements of unimaginably slim proportions...
...Still considered the height of elegance and classicism in a watch, simple extra-thin timepieces, some hand-wound to avoid having to raise the oscillating weight, have provided over a century of inspiration and, since the 1840s, prompted some truly astounding feats of technology, first in pocket watches (see box) then, naturally, in wristwatches. LeCoultre opened fire as of 1907 with a 1.38mm high calibre for a fob watch. Audemars Piguet was quick to riposte, shaving its calibre down to 1.32mm in 1925. Since then the race to be thinnest has been played out in wristwatches, with companies rivalling in ingenuity to produce the world’s thinnest movement. Piaget, Vacheron Constantin, Patek Philippe, Juvenia and Bouchet-Lassalle followed in the footsteps of Jaeger-LeCoultre and Audemars Piguet. They were joined more recently by Blancpain, Chopard, Frédéric Piguet and Oris...(journal.hautehorlogere.org)
Både Omega og Rolex har såmend lavet dressure, men de Seamastere som Baun oftest linker til er ikke det man normalt forstår ved et dressur, ej heller et Rolex Datejust. De har simpelthen ikke de propertioner (højde) som man forbinder med et dressur. Omega DeVille, hvis jeg ikke går helt forkert i byen, er til gengæld et mere udpræget dressur samt Rolex Cellini ligeså. Begge har benyttet det klassiske F.Piguet cal.21 som ebauche (1,71mm) hos Omega kal.700 og hos rolex kal.650. Kaliberen er benyttet af et hav af prominente dressursmanufakturer deriblandt PP (kal.175/177), Cartier(cal.21) blancpain (cal.21) osv.
Standarden for dressursværker i armbåndsure blev 9-ligne (omkr. Ø20 mm), hvorfor er svært at sige, men et mindre værk kan både benyttes i dame og herremodeller, og giver ligeledes friere hænder til udformning af urkasse, hvilket Master ultrathin fra JLC er et strålende eksempel på. Størrelsen på uret er intet problem i den henseende, da værket jo er time-only. Med komplikationer ville det ikke betragtes kønt med dressur over Ø30 mm, som havde 9-ligne værk(subdials ville klumpe sig i midten). Man kan sagtens lave urkasser på både 40mm og 50mm for den sags skyld, men samtidig vokser disse også propertionelt i højden og bevæger sig naturligvis væk fra egentlige dressurspropertioner.
En klassisk model som RO med kal.2121, benytter jo et ultratyndt automatikværk som ligeledes benyttes i dressure fra AP. Royal oak´en betegnes dog som et sports-watch og ikke et dressur, da man går på kompromis i designet af urkassen. Urkassens udformning skal naturligvis også reflektere værkets højde i et dressur.
Men tiden står naturligvis ikke stille i geneve, og som en naturlig videreudvikling kommer selvfølgelig ultratynde værker med komplikationer, og på trods af at JLC for snart 100 år siden satte standarden med deres 3,2 mm minuterepeater, såvel som de gør det i dag med deres grand komplikationsur, og givetvis også ville gøre det i mellemliggende tid(hvis de gad
), så er et komplikationsværk på f.eks. 6 mm (beroende på hvilke komplikationer) at betragte som et ultratyndt komplikationsværk. Og monteret i en urkasse som reflekterer værkets højde er det naturligvis at betragte som et dressur. Med andre ord forskyder propertionerne sig i takt med kompleksitet, men konceptet for et dressur er dog nøjagtigt det samme som det altid har været.
Men folk må selvfølgelig gå med de ure de ønsker, det betyder dog ikke at omverdenen ikke gør sig tanker om hvordan det klæder vedkommende person, og ja så er vi nok en del på forummet som får Arnolds håndled til at ligne pastrami <!-- s:lol: --><img src="{SMILIES_PATH}/icon_lol.gif" alt=":lol:" title="Laughing" /><!-- s:lol: -->
Det som for mig er vigtigt at holde fast i er begrebet "dressure", som jeg synes ofte bliver forvredet til noget det ikke er. Er urkassen bygget op i guld eller platinum eller lignende, er folk hurtigt af den opfattelse at det er et dressur, - det er det IKKE nødvendigvis. Et dressur kan være af hvilket som helst materiale, det er først og fremmest propertionerne der afgør om det er et dressur eller ej. Dressure har i over 100 år været et segment, hvor udviklere af værker har konkurreret om at fremstille så tynde værker som overhovedet muligt. Først i lommeure/fräckure og sidenhen i håndoptrukket time-only(time/minut), hvorefter automatikværker blev et naturligt næste skridt.
Den evige higen efter at fremstille så tynde værker som overhovedet muligt, har selvfølgelig også banet vej for tekniske løsninger, som sidenhen finder indpas i normalværker. eksempler på disse er bl.a. mikrorotor, optræksfjedermekanisme o.a.
Når jeg skrev time-only er det ikke på nogen som helst måde en beskreven regel, snarere et naturligt valg, hvis man vil lave et så tyndt værk som muligt. JLC(LeCoultre dengang) er jo som bekendt ikke dem der hopper over hvor gærdet er lavest, og i 1920 lavede de et dressur med minuterepeaterfunktion, som vel er at regne som den mest komplicerede komplikation overhovedet, højden på værket var imponerende 3,2 mm. (se eventuelt link)
[url]"http://journal.hautehorlogerie.org/en/passion/in-history/brief-history-of-extra-thin-movements.html#" onclick="window.open(this.href);return false;">http://journal.hautehorlogerie.org/en/p ... ents.html#[/url]" onclick="window.open(this.href);return false;
Her fra samme link er sakset en løs definetion af, hvad betragtes som en tynd kaliber, som er en forudsætning for at det endelige ur betragtes som et egentlig dressur (artiklen skrevet af Christophe Roulet)
...In the absence of any precise classification distinguishing between thin calibres, extra-thin watches or ultra-thin movements other than companies’ own, and let it be said very vague, terminology, a definition can be inferred from chronological developments in the field (see box). These suggest that an extra-thin hand-wound or self-winding mechanical watch without complications (i.e. indicating hours and minutes, and possibly seconds or the date) is one whose calibre does not exceed 3.5mm in height, including the barrel but excluding the hand staff. And quite evidently Jacques-David LeCoultre was not alone in his determination to create mechanical movements of unimaginably slim proportions...
...Still considered the height of elegance and classicism in a watch, simple extra-thin timepieces, some hand-wound to avoid having to raise the oscillating weight, have provided over a century of inspiration and, since the 1840s, prompted some truly astounding feats of technology, first in pocket watches (see box) then, naturally, in wristwatches. LeCoultre opened fire as of 1907 with a 1.38mm high calibre for a fob watch. Audemars Piguet was quick to riposte, shaving its calibre down to 1.32mm in 1925. Since then the race to be thinnest has been played out in wristwatches, with companies rivalling in ingenuity to produce the world’s thinnest movement. Piaget, Vacheron Constantin, Patek Philippe, Juvenia and Bouchet-Lassalle followed in the footsteps of Jaeger-LeCoultre and Audemars Piguet. They were joined more recently by Blancpain, Chopard, Frédéric Piguet and Oris...(journal.hautehorlogere.org)
Både Omega og Rolex har såmend lavet dressure, men de Seamastere som Baun oftest linker til er ikke det man normalt forstår ved et dressur, ej heller et Rolex Datejust. De har simpelthen ikke de propertioner (højde) som man forbinder med et dressur. Omega DeVille, hvis jeg ikke går helt forkert i byen, er til gengæld et mere udpræget dressur samt Rolex Cellini ligeså. Begge har benyttet det klassiske F.Piguet cal.21 som ebauche (1,71mm) hos Omega kal.700 og hos rolex kal.650. Kaliberen er benyttet af et hav af prominente dressursmanufakturer deriblandt PP (kal.175/177), Cartier(cal.21) blancpain (cal.21) osv.
Standarden for dressursværker i armbåndsure blev 9-ligne (omkr. Ø20 mm), hvorfor er svært at sige, men et mindre værk kan både benyttes i dame og herremodeller, og giver ligeledes friere hænder til udformning af urkasse, hvilket Master ultrathin fra JLC er et strålende eksempel på. Størrelsen på uret er intet problem i den henseende, da værket jo er time-only. Med komplikationer ville det ikke betragtes kønt med dressur over Ø30 mm, som havde 9-ligne værk(subdials ville klumpe sig i midten). Man kan sagtens lave urkasser på både 40mm og 50mm for den sags skyld, men samtidig vokser disse også propertionelt i højden og bevæger sig naturligvis væk fra egentlige dressurspropertioner.
En klassisk model som RO med kal.2121, benytter jo et ultratyndt automatikværk som ligeledes benyttes i dressure fra AP. Royal oak´en betegnes dog som et sports-watch og ikke et dressur, da man går på kompromis i designet af urkassen. Urkassens udformning skal naturligvis også reflektere værkets højde i et dressur.
Men tiden står naturligvis ikke stille i geneve, og som en naturlig videreudvikling kommer selvfølgelig ultratynde værker med komplikationer, og på trods af at JLC for snart 100 år siden satte standarden med deres 3,2 mm minuterepeater, såvel som de gør det i dag med deres grand komplikationsur, og givetvis også ville gøre det i mellemliggende tid(hvis de gad
), så er et komplikationsværk på f.eks. 6 mm (beroende på hvilke komplikationer) at betragte som et ultratyndt komplikationsværk. Og monteret i en urkasse som reflekterer værkets højde er det naturligvis at betragte som et dressur. Med andre ord forskyder propertionerne sig i takt med kompleksitet, men konceptet for et dressur er dog nøjagtigt det samme som det altid har været.
![[-]](https://urdebatten.dk/images/collapse.png)