04-02-2010, 05:02 PM
Dette er en lang, useriøs, subjektiv og meget personlig smøre.
Rolex er det mest kendte urmærke , måske et af de mest kendte varemærker overhovedet. Der er meget forskellige opfattelser af, hvad et Rolex signalere. For nogen er det nyrig blærerøv, for andre seriøs samler. Mange rolex-ejere har givet udtryk for, at det spørgsmål, de oftest får stillet er: ’Er det ægte’, og der er nok ikek tvivl om, at Rolex er det mest kopierede ur.
Jeg har aldrig haft et Rolex og ville nok have forsvoret, at jeg nogensinde skulle have et. Alligevel læser jeg med stor interesse Rolex forum her på sitet og nogle gange også på andre sites. I starten var det mest ud fra en betragtning om det alment dannede i at vide noget om et urmærke, man bare ikek kan komme uden om, men efterhånden er jeg blevet lidt afhængig af det.
Jeg kan stadig ikke finde rundt i de mange ref. numre, endsige de små detaljer, der skiller de få ud fra de mange, som f.eks en Red Sub, men det er stadig spændende at læse om. Det er en surrealistisk verden, hvor stort set de samme modeller med utroligt små variationer produceres i enorme mængder til et marked, der trods den store produktion, synes umætteligt; det er nærmest en sensation, når man sender en model på markedet, hvor lynetten er grøn! En verden, hvor detaljer, der knap kan skelnes med det blotte øje, gør en utrolig forskel, og hvor der skal højt specialiserede eksperter til, for at afgøre, om et Red Sub nu også er et ægte Red Sub. Der produceres omkring 1 million Rolex om året, og alligevel er det nok det urmærke, der holder prisen bedst.
Det er mig på den ene side fuldstændigt uforståeligt, hvordan en masseproduceret vare kan blive så eftertragtet igennem så mange år. Hvordan kan det være så eksklusivt at eje et ur, der er produceret guderne må vide hvor mange millioner af? Er det dygtig markedsføring? Det er nok en del af det, især når man kigger på den del af køberne, der ønsker et Rolex fordi det er det ’sikre’ valg, når man vil signalere velstand.
Dog kan markedsføring alene ikke skabe den kult, der er opstået omkring Rolex. For mig virker det som et af disse uforklarlige, sociologiske fænomener, der opstår over tid, lidt ligesom at drikke KB hvidtøl til risengrød, eller tilbedelse af Thor og Odin: irrationelt og dog uomtvisteligt
Det er kulten, der tiltaler mig. Normalt vil jeg langt hellere have noget, som få andre har. Det gør noget, at ingen genkender mit ur. Fællesskab omkring ure kan man altid finde, f.eks. her. Man kulten, det er noget helt specielt for Rolex, som jeg ikke har set ved andre mærker. Dette indforståede broderskab - for det er tilsyneladende 99% mænd, der er interesseret i Rolex - hvor koderne ikke er umiddelbart forståelige for de ikke-indviede, det er dybt fascinerende.
For at vende tilbage til den virkelige verden, så er det første spørgsmål, jeg får, når folk finde ud af, at jeg godt kan lide ure: ’Har du et Rolex?’ Jeg fik egentlig nok af dykkerure med rundsavsklinger rund om skiven i halvfjerdserne, men jeg kan samtidig mærke, at det på det seneste er begyndt at se mere tiltrækkende ud.
Alle mest misundelig er jeg jo på de mennesker, der fik et Rolex, da de var unge, og som stadig har de, eller som har arvet en gammel klokket. Som f.eks. en kollega, der kom forbi mit skrivebord en dag. Han arbejder normalt på et af vores kontorer i udlandet og vi kender mest hinanden fra telefon of email. Da han så et urblad på mit bord, spurgte han, om jeg ville se hans ur. Han havde arvet det fra en onkel, der havde købt det for mange år siden. Det var ikke ret stort, men jeg kunne med det samme se, hvad det var: et originalt Rolex Milgauss. SÅ er det, at man får endnu mere lyst til at få et Rolex.
Jeg er stadig ikke nået dertil, hvor jeg skal have et Pralex, men jeg er ikke længere så sikker på, at det kun er for nyrige og nørder. Eller måske er jeg ved at blive en nørd. Rig er jeg ikke, hverken ny eller gammel.
Rolex er det mest kendte urmærke , måske et af de mest kendte varemærker overhovedet. Der er meget forskellige opfattelser af, hvad et Rolex signalere. For nogen er det nyrig blærerøv, for andre seriøs samler. Mange rolex-ejere har givet udtryk for, at det spørgsmål, de oftest får stillet er: ’Er det ægte’, og der er nok ikek tvivl om, at Rolex er det mest kopierede ur.
Jeg har aldrig haft et Rolex og ville nok have forsvoret, at jeg nogensinde skulle have et. Alligevel læser jeg med stor interesse Rolex forum her på sitet og nogle gange også på andre sites. I starten var det mest ud fra en betragtning om det alment dannede i at vide noget om et urmærke, man bare ikek kan komme uden om, men efterhånden er jeg blevet lidt afhængig af det.
Jeg kan stadig ikke finde rundt i de mange ref. numre, endsige de små detaljer, der skiller de få ud fra de mange, som f.eks en Red Sub, men det er stadig spændende at læse om. Det er en surrealistisk verden, hvor stort set de samme modeller med utroligt små variationer produceres i enorme mængder til et marked, der trods den store produktion, synes umætteligt; det er nærmest en sensation, når man sender en model på markedet, hvor lynetten er grøn! En verden, hvor detaljer, der knap kan skelnes med det blotte øje, gør en utrolig forskel, og hvor der skal højt specialiserede eksperter til, for at afgøre, om et Red Sub nu også er et ægte Red Sub. Der produceres omkring 1 million Rolex om året, og alligevel er det nok det urmærke, der holder prisen bedst.
Det er mig på den ene side fuldstændigt uforståeligt, hvordan en masseproduceret vare kan blive så eftertragtet igennem så mange år. Hvordan kan det være så eksklusivt at eje et ur, der er produceret guderne må vide hvor mange millioner af? Er det dygtig markedsføring? Det er nok en del af det, især når man kigger på den del af køberne, der ønsker et Rolex fordi det er det ’sikre’ valg, når man vil signalere velstand.
Dog kan markedsføring alene ikke skabe den kult, der er opstået omkring Rolex. For mig virker det som et af disse uforklarlige, sociologiske fænomener, der opstår over tid, lidt ligesom at drikke KB hvidtøl til risengrød, eller tilbedelse af Thor og Odin: irrationelt og dog uomtvisteligt
Det er kulten, der tiltaler mig. Normalt vil jeg langt hellere have noget, som få andre har. Det gør noget, at ingen genkender mit ur. Fællesskab omkring ure kan man altid finde, f.eks. her. Man kulten, det er noget helt specielt for Rolex, som jeg ikke har set ved andre mærker. Dette indforståede broderskab - for det er tilsyneladende 99% mænd, der er interesseret i Rolex - hvor koderne ikke er umiddelbart forståelige for de ikke-indviede, det er dybt fascinerende.
For at vende tilbage til den virkelige verden, så er det første spørgsmål, jeg får, når folk finde ud af, at jeg godt kan lide ure: ’Har du et Rolex?’ Jeg fik egentlig nok af dykkerure med rundsavsklinger rund om skiven i halvfjerdserne, men jeg kan samtidig mærke, at det på det seneste er begyndt at se mere tiltrækkende ud.
Alle mest misundelig er jeg jo på de mennesker, der fik et Rolex, da de var unge, og som stadig har de, eller som har arvet en gammel klokket. Som f.eks. en kollega, der kom forbi mit skrivebord en dag. Han arbejder normalt på et af vores kontorer i udlandet og vi kender mest hinanden fra telefon of email. Da han så et urblad på mit bord, spurgte han, om jeg ville se hans ur. Han havde arvet det fra en onkel, der havde købt det for mange år siden. Det var ikke ret stort, men jeg kunne med det samme se, hvad det var: et originalt Rolex Milgauss. SÅ er det, at man får endnu mere lyst til at få et Rolex.
Jeg er stadig ikke nået dertil, hvor jeg skal have et Pralex, men jeg er ikke længere så sikker på, at det kun er for nyrige og nørder. Eller måske er jeg ved at blive en nørd. Rig er jeg ikke, hverken ny eller gammel.
![[-]](https://urdebatten.dk/images/collapse.png)
