Store ure - hvorfor?

[TioMalo]

Citat:Forklaringen er jo givetvis at "markedet går dén vej" - men hvorfor? Hvad er det ved de store ure der "tænder" jer?

Ikke for at være kontrær bare for at være kontrær, men trenden med de store / over size ure er ved at være overstået. Det kommer man først at se i gadebilledet om 3 - 5 år, men modeavantgarden går pt. vist mest med "Hannova-type-chronos fra ca. 30´ene til 50´ene". Ser man på nogle (specielt italianske) gademodeblogs, er dette meget tydeligt.
Selve størrelsesspørgsmålet er lidt sjovt. Mine hænder er nok samme kaliber som Don Werners men hos mig er det urstørrelsen 36 til 42 mm i diameter. Er det mere, ser det direkte morsomt ud. Og det på trods af at der er nok mere (fysisk) volume i mig end i DW. Her er måske pointet; synes man selv at noget ser latterligt eller cool ud, sender man nogle nonverbale signale om dette som omgivelserne (oftest) tolker på samme måde. Ergo, synes du at det er cool, synes størstedel af andre det også. Sådant firekantet sagt.
John

[jacob jensen]

100% enig Don werner vi er bare nogle mennesker hvor alt under 40mm ser mærkeligt ud
da jeg gik med min 47mm diver mindes jeg heller ikke at jeg gik og bankede ind i alt muligt.
(dem der så en sub på min arm hos gufle tror jeg vil give mig ret)

Som sagt et spørgsmål om vane og ens størrelse
men efter at have prøvet et DS på armen vil jeg dog mene at det er lidt flashy
uden der dog for mig ikke er noget negativt i det vi snakker jo ikke bling bling

Det er da cool nok at være vild med ure under 40mm og have dem i alle afskyggninger,
men vi er altså nogle hvor de ikke opfylder kravet til uret og hvor de på vores arm ligner
et dame ur.

For mig mangler disse ure også noget af den udstråling jeg søger i et ur,så jeg mener også du generaliser en tand for meget Baun.

[Mr. Korsbek!]

Sjovt med endnu en diskussion om størrelsen.

Jo moden siger noget om vise urmærker som gerne vil følge moden. Men altså der findes urmærker som altid har lavet store ure og faktisk for at tilpasse sig moden laver små ure, så jeg ved ikke hvad jeg skal mene om det.

Jeg bærer Panerai ure som er 44 mm. De har været sådan siden starten af 90'erne og deres ure i 47 mm har været sådan siden 50'erne.

Så moden har været sådan længe, hvis det Baun skriver er rigtigt - Panerai er sku en klassiker inden for moden, nej det er det ikke og derfor passer det vel ikke helt alle steder.

Mht. størrelsen, så er det for mig vigtigt, at man kan lide urmærket, derefter skal det se godt ud på armen for en selv. Synes personligt, at folk er lidt konservative ved altid at bære et lille omega, eller rolex, når der er så mange fede mærker derude.

Og ærligt talt, så har jeg aldrig stødt mine ure mod noget og haft problemer med deres størrelse generelt. Dermed ikke sagt, at andre kan have disse problemer, men tror ikke folk har de problemer - desværre.

[jacob jensen]

Tror der er meget rigtig i hvad du skriver Mr. Korsbek.
for mig ser f.eks. mange af Bauns Omegaer meget ens ur og i min verden er de små og tæt
på at være et dameur,de mangler også det tool look jeg personligt søger i et ur.
(deres små forskelle interesser mig heller ikke rigtig så det spiller jo selvfølgelig også ind)

Hvilke urstørrelse moden end foreskriver vi bliver nødt til at gå med så bliver modeverden
altså nødt til at leve med at jeg aldrig kommer til at gå med ure under 40mm.
(det tror jeg nu også de overlever ganske fint )

[DonWerner]

Hvad moden dikterer er for mig ligegyldig. Jeg har altid gået med store ure og vil fortsætte med det, da det er det der passer bedst til mig, uanset om det er moderne eller ej. Det er lidt pussigt at mange folk tror, at man går med et stort ur, fordi det er trenden. Sådan er det måske for nogle, men altså ikke for mig.

[TioMalo]

Citat:Hvad moden dikterer er for mig ligegyldig. Jeg har altid gået med store ure og vil fortsætte med det, da det er det der passer bedst til mig, uanset om det er moderne eller ej. Det er lidt pussigt at mange folk tror, at man går med et stort ur, fordi det er trenden. Sådan er det måske for nogle, men altså ikke for mig.

Heh, regnede nu absolut ikke at du går med store ure pga. trenden <!-- s:lol: --><img src="{SMILIES_PATH}/icon_lol.gif" alt=":lol:" title="Laughing" /><!-- s:lol: -->
MEEEN... selvfølgeligt napper vi nogle singnaler og retter os i større eller mindre grad efter dem.
Det bedste bevis for dette er at der ikke er ret mange som går i plateausko eller frynsejakke idag
John

[DonWerner]

Tio Malo Skrev:MEEEN... selvfølgeligt napper vi nogle singnaler og retter os i større eller mindre grad efter dem.
Det bedste bevis for dette er at der ikke er ret mange som går i plateausko eller frynsejakke idag

Helt enig og jeg skal bestemt heller ikke sige mig fri for at være påvirket af tidens trend. Jeg er det bare ikke i forhold til mine ure.

[hannover_dk]

jacob jensen Skrev:100% enig Don werner vi er bare nogle mennesker hvor alt under 40mm ser mærkeligt ud

Eh - det ville vel ha været rigtig hvis der stod 100% enig Don Werner vi er bare nogle mennesker der selv synes alt under 40mm ser mærkeligt ud Det er jo jeres selvopfattelse, og den er der da intet galt med, sådan en skal man ha.

I øvrigt er det jo en diskution som ikke kan eller skal vindes af helt samme årsag. Hver person vælger sine ure i sine størrelser og er glade for det. Moden har i nogle år sagt store ure, og går lidt ned i størrelse pt - i alle bedømt ud fra div modeblogs og billeder af folk - 38-42 mm mere end 44-46 mm, men det kan sagtens svinge rundt en gang mere.

Jeg tror ikke 34 mm lige komme på mode til mænd inden for de nærmeste år - og det med større ure er en fast trend lige fra 30'ernes 30-32 mm og over 50 - 60 ernes 34 mm og så videre. Jeg TROR standarderne kommer til at ligge på 39-45 mm fremover, og jeg synes alt fra 34 til 45 mm kan se godt ud på folk(mænd) Det kan vise individuelle valg, eller for de store, lidt tilpasning til dagens noget bredere håndled - og eller frit valg og halleluja.
Panarai størrelsen kan jo til en vis del begrundes med lommeurværker der kræver stor kasse, og så virker det naturligt. Kæmpe ure med ETA 2824 inde i midten og en kæmpebred værkholder, virker lidt mere umotiverede.

Jeg rammer flere dørkarme og bordkanter med min zenith deep-sea end med min Eterna - men i øvrigt enig med Don W i, at der ligger megen tilvænning i det - hvis man gider den tilvænning

bang på kanter

ingen bang på kanter - ingen krav om tilvænning

direkte skift mellem de to? Lidt noget rod
vh

[makita]

ja så er samme diskussion jo i gang igen. Til at starte med vil jeg foreslå muligheden at der for 50 år siden også fandtes mennesker med DW, jacobs o.a. propertioner, og så kan man jo undre sig over hvilke ure de så skulle gå med. Jeg har set billeder af Arnold Schwarzenegger med RO, og jo det ser stort ud selv på hans bette håndled

Men folk må selvfølgelig gå med de ure de ønsker, det betyder dog ikke at omverdenen ikke gør sig tanker om hvordan det klæder vedkommende person, og ja så er vi nok en del på forummet som får Arnolds håndled til at ligne pastrami <!-- s:lol: --><img src="{SMILIES_PATH}/icon_lol.gif" alt=":lol:" title="Laughing" /><!-- s:lol: -->

Det som for mig er vigtigt at holde fast i er begrebet "dressure", som jeg synes ofte bliver forvredet til noget det ikke er. Er urkassen bygget op i guld eller platinum eller lignende, er folk hurtigt af den opfattelse at det er et dressur, - det er det IKKE nødvendigvis. Et dressur kan være af hvilket som helst materiale, det er først og fremmest propertionerne der afgør om det er et dressur eller ej. Dressure har i over 100 år været et segment, hvor udviklere af værker har konkurreret om at fremstille så tynde værker som overhovedet muligt. Først i lommeure/fräckure og sidenhen i håndoptrukket time-only(time/minut), hvorefter automatikværker blev et naturligt næste skridt.

Den evige higen efter at fremstille så tynde værker som overhovedet muligt, har selvfølgelig også banet vej for tekniske løsninger, som sidenhen finder indpas i normalværker. eksempler på disse er bl.a. mikrorotor, optræksfjedermekanisme o.a.

Når jeg skrev time-only er det ikke på nogen som helst måde en beskreven regel, snarere et naturligt valg, hvis man vil lave et så tyndt værk som muligt. JLC(LeCoultre dengang) er jo som bekendt ikke dem der hopper over hvor gærdet er lavest, og i 1920 lavede de et dressur med minuterepeaterfunktion, som vel er at regne som den mest komplicerede komplikation overhovedet, højden på værket var imponerende 3,2 mm. (se eventuelt link)

[url]"http://journal.hautehorlogerie.org/en/passion/in-history/brief-history-of-extra-thin-movements.html#" onclick="window.open(this.href);return false;">http://journal.hautehorlogerie.org/en/p ... ents.html#[/url]" onclick="window.open(this.href);return false;

Her fra samme link er sakset en løs definetion af, hvad betragtes som en tynd kaliber, som er en forudsætning for at det endelige ur betragtes som et egentlig dressur (artiklen skrevet af Christophe Roulet)

...In the absence of any precise classification distinguishing between thin calibres, extra-thin watches or ultra-thin movements other than companies’ own, and let it be said very vague, terminology, a definition can be inferred from chronological developments in the field (see box). These suggest that an extra-thin hand-wound or self-winding mechanical watch without complications (i.e. indicating hours and minutes, and possibly seconds or the date) is one whose calibre does not exceed 3.5mm in height, including the barrel but excluding the hand staff. And quite evidently Jacques-David LeCoultre was not alone in his determination to create mechanical movements of unimaginably slim proportions...

...Still considered the height of elegance and classicism in a watch, simple extra-thin timepieces, some hand-wound to avoid having to raise the oscillating weight, have provided over a century of inspiration and, since the 1840s, prompted some truly astounding feats of technology, first in pocket watches (see box) then, naturally, in wristwatches. LeCoultre opened fire as of 1907 with a 1.38mm high calibre for a fob watch. Audemars Piguet was quick to riposte, shaving its calibre down to 1.32mm in 1925. Since then the race to be thinnest has been played out in wristwatches, with companies rivalling in ingenuity to produce the world’s thinnest movement. Piaget, Vacheron Constantin, Patek Philippe, Juvenia and Bouchet-Lassalle followed in the footsteps of Jaeger-LeCoultre and Audemars Piguet. They were joined more recently by Blancpain, Chopard, Frédéric Piguet and Oris...(journal.hautehorlogere.org)

Både Omega og Rolex har såmend lavet dressure, men de Seamastere som Baun oftest linker til er ikke det man normalt forstår ved et dressur, ej heller et Rolex Datejust. De har simpelthen ikke de propertioner (højde) som man forbinder med et dressur. Omega DeVille, hvis jeg ikke går helt forkert i byen, er til gengæld et mere udpræget dressur samt Rolex Cellini ligeså. Begge har benyttet det klassiske F.Piguet cal.21 som ebauche (1,71mm) hos Omega kal.700 og hos rolex kal.650. Kaliberen er benyttet af et hav af prominente dressursmanufakturer deriblandt PP (kal.175/177), Cartier(cal.21) blancpain (cal.21) osv.

Standarden for dressursværker i armbåndsure blev 9-ligne (omkr. Ø20 mm), hvorfor er svært at sige, men et mindre værk kan både benyttes i dame og herremodeller, og giver ligeledes friere hænder til udformning af urkasse, hvilket Master ultrathin fra JLC er et strålende eksempel på. Størrelsen på uret er intet problem i den henseende, da værket jo er time-only. Med komplikationer ville det ikke betragtes kønt med dressur over Ø30 mm, som havde 9-ligne værk(subdials ville klumpe sig i midten). Man kan sagtens lave urkasser på både 40mm og 50mm for den sags skyld, men samtidig vokser disse også propertionelt i højden og bevæger sig naturligvis væk fra egentlige dressurspropertioner.

En klassisk model som RO med kal.2121, benytter jo et ultratyndt automatikværk som ligeledes benyttes i dressure fra AP. Royal oak´en betegnes dog som et sports-watch og ikke et dressur, da man går på kompromis i designet af urkassen. Urkassens udformning skal naturligvis også reflektere værkets højde i et dressur.

Men tiden står naturligvis ikke stille i geneve, og som en naturlig videreudvikling kommer selvfølgelig ultratynde værker med komplikationer, og på trods af at JLC for snart 100 år siden satte standarden med deres 3,2 mm minuterepeater, såvel som de gør det i dag med deres grand komplikationsur, og givetvis også ville gøre det i mellemliggende tid(hvis de gad ), så er et komplikationsværk på f.eks. 6 mm (beroende på hvilke komplikationer) at betragte som et ultratyndt komplikationsværk. Og monteret i en urkasse som reflekterer værkets højde er det naturligvis at betragte som et dressur. Med andre ord forskyder propertionerne sig i takt med kompleksitet, men konceptet for et dressur er dog nøjagtigt det samme som det altid har været.

[jacob jensen]

Hannover du skal have det med jeg sætte i ()
jeg ved at det ikke kun var mig der syntes sådan,jeg prøvede også et lille ur som Gufle
havde og at bedømme af grinet fra de andre lå de på linie med mig med hensyn til om størrelsen passede mig.