Hej Michael - Det er da nogle irriterende "second thoughts", der har grebet dig om det overordentligt smukke ur.
Det er korrekt ræsonneret, at når man ved mere om ure, så kan man forfalde til den slags reflektioner.
Modsætningsvis, så har vi alle(?) et eller flere ure, der kan vække nogle (automat)reflektioner hos os.
For mit eget vedkommende har jeg et par stykker:
#1. I en udsalgsraptus solgte jeg min Speedmaster125, ærgrede mig da auktionen løb - og har siden generhvervet uret.
#2. I en efterfølgende udsalgsraptus, frembød jeg også min Alaska Project, som Kaplans Auktioner satte en overordentlig lav mindstepris på.
Mit håb var så, at der ville udbryde budkrig om Alaska'en; men intet skete, og den opnåede ikke engang mindstebud.
Der var ikke een eneste djævel, der ville have leveret en "Alaska" på en dansk adresse for 19.500 kr. - Mit ræsonnement var følgende:
"Uret vil ikke af med mig. Den troskab er påskønnelsesværdig, jeg hjemtager uret, og herefter bliver det op til min arving at kapitalisere det".
Sådan er det blevet, og uanset hvor meget jeg bliver budt for uret, vil svaret være: "Nuts". (Googl evt. "General Anthony McAuliffe")
Baggrunden for dine "ETA reflektioner" er ganske korrekte, se evt:
WatchBase: ETA caliber C01.211
Det fremgår, at ophavet til kaliberen er Lemania 5100. - Den pågældende kaliber er udgået af produktion, hvilket "vakte stort skrig og skrål".
Det er ganske korrekt, at Lemania 5100 er både berygtet og berømmet. - Se blot nedenstående billede af:

Omegas udgave af Lemania 5100, Omega kaliber 1045 - For yderligere information se:
Ranfft (Lemania 5100) Omega 1045
Lad os forlods være enige om, at værket bestemt ikke er en skønhedsåbenbaring. Der er tale om industrielt formede værkdele uden æstetisk finesse.
Der er oven i købet tale om flere dele af plastik (perlon), se blot de store grå "pølseformede legemer" under rotoren.
Disse "øjebæer" er en af årsagerne til værkets formidable robusthed, da de er støddæmpere for rotoren, når uret modtager et aksialt stød. (langs med rotorakslen)
Værket fandt anvendelse i flere små fabrikkers produktion af navnlig militært certificerede ure. - Det var ikke kønt; men robust.
Når man dertil lægger, at finisheringen ser ud som om den er foretaget med den sløve side af en frikadelle - må det afrundes:
"Der er tale om en traktor, der med enestående robusthed, uendeligt tålmod og uden jomfrunøkker udfører sit arbejde".
Blandt de horologiske minus'er hører:
# Det er et af de første værker, der er specielt udviklet til maskinsamling. (sådan hed det i 1978, i dag ville man kalde det robotsamlet)
# Det indeholder ingen horologiske finesser, bortset fra central minuttæller
# Det indeholder "horologisk fremmede materialer", så som plastik
# Der er et minimum af håndarbejde på delene og i samlingen af værket.
# Det er tudegrimt.
Blandt ur bruger/samler'ere er plusserne:
# Robust og pålideligt
# Central minuttæller er blevet højt estimeret.
# Efter ophør af produktionen, er det blevet hypet(?), eller i hvert fald betydeligt mere estimeret.
Hele denne historie kan læses hos:
Chuck Maddox, Watch Legends: The calibre Lemania 5100 - Not beautiful but rare
Til de "fin-horologer", der udtaler, at det jo
bare er en Lemania 5100 afledt, vil jeg gøre Glistrups ord til mine, da han karakteriserede Pia Kærsgård...
"Der er
ingen huller i hendes uvidenhed".
I sin revitaliserede form (C01.211) ser værket nydeligt ud, og ophavet er i hvert fald i orden.
For god ordens skyld - det ser ikke ud til, at ophavets centrale minuttæller er bevaret. Til gengæld er registrene smukt placerede.
Jeg kan naturligvis ikke erstatte dine egne reflektioner om værket. Der er du fuldstændig "on your own";
... men IMHO ville (det smukke) urs historie og ophav som en kær gave veje højere end intellektuel reflektion om graden af fornemhed.
Håber du kunne bruge det, og samtidig glæde dig over nedenstående..
Disclaimer: "Ingen horologer led overlast ved udarbejdelsen af dette indlæg".
Med venlig hilsen - Geodoc