15-07-2015, 06:13 AM
Som antydet forleden kom der til at ske noget nyt i aften. Under besøget i Lange’s boutique på Madison Avenue forleden blev jeg spurgt om jeg kunne komme til middag tirsdag aften.
Da jeg kom hjem derfra lå invitationen i min e-mail.
Her til aften tog jeg så derned, gik ind, fik det obligatoriske glas champagne og kindkyssene for derefter at blive hilst på af en af gæsterne, der troede jeg arbejdede der…
Det fik vi så lidt sjov ud af, hvorefter vi snakkede lidt om ur-sygen og hvor alvorligt man kan blive smittet. Min med-gæst havde lige købt et 1815 Chronograph i den nye model, men havde også lidt Jaeger som han sagde og lidt Journe og en Datograph fra Lange og en 1815 Up Down og…..så holdt jeg op med at høre efter.
Så fik jeg en ny samtalepartner – Chuck, en advokat, der arbejde med M&A, dvs. køb og salg af virksomheder. Han fortalte, at han havde samlet på ure i snart 40 år og nu kun købte af lyst, ikke for investeringen. Han havde et 1815 Moonphase på – meget smukt. Han fik også nævnt at han samlede lidt på Ferrarier…jeg fik ikke lige nævnt, at jeg var glad for mit subway-kort.
Chuck's ur (modelfoto fra nettet)
Lidt efter kom en nydelig høj herre med hvid hår hen og sagde goddag. Det var så Wilhelm Schmid, CEO for Lange & Sohne. Vi havde så en lang snak om Lange, deres fokus på ikke at vokse i antal producerede ure eller i antal butikker. Mr. Schmid nævnte som eksempel, at der havde været 242 udsalgssteder (egne butikker og forhandlere) da han startede og i dag var der 231. Der blev skiftet lidt rundt alt efter hvor i verden der var de bedste muligheder. Vi nåede rundt om Kina og den ’ur-boble’, som er blevet punkteret af kampen mod korruption i Kina.
Så var det tid til middag. På 1. salen i boutiquen var der indrettet et smukt bord – i alt var vi 16 personer, inklusiv Mr. Schmid, Langes chef i USA, Gaetan samt tre af deres kolleger fra butikken.
Og man havde fast plads
Menuen var vanvittigt lækker, som I kan se
Undervejs var der forskellige røverhistorier, der blev delt. Bl.a. havde en af deltagerne oplevet at få stjålet to Lange ure i 2004 i forbindelse med en forsendelse fra USA til Lange i Tyskland. 10 år senere var han blevet kontaktet af en kvinde, der havde fundet hans ur – en limited variant af 1815 Moonphase - i en kurv med vasketøj i sit hus. Hun havde googlet uret og var snublet over en af de mange skriverier han havde lagt ude på nettet. Det viste sig, at hendes eks-mand for 10 år siden havde arbejdet hos UPS med pakkepost til udlandet. Nu sad han i fængsel for mordforsøg. Han fik sit ur tilbage, der var blevet godt mishandlet – det andet ur er aldrig blevet fundet.
For at det ikke skal være løgn, så har den samme mand for få måneder siden mistet endnu et ur – denne gang i forbindelse med en forsendelse fra Japan til USA. Et Lange ur til ca. 40.000 USD, som er pist væk. Han var overbevist om at det nok skulle dukke op – ligesom det første ur han mistede. Han bar i øvrigt et Zeitwerk Striking Time…ikke ligefrem det ur du ser så ofte.
Min bordherre var manden med 1815 Chronographen. Den fik jeg lov til at tage et billede af.
Bagsiden var endnu mere interessant - men fotoet viser ikke helt den fantastiske dybde i værket
Ellers var det p.gr. af selskabets størrelse ikke et sted hvor man tog mange billeder. Jeg fik da sneget mig til et enkelt – herren med det hvide hår er Mr. Schmid, CEO for Lange.
Han gik i øvrigt rundt og hyggesnakkede lidt undervejs. Det viste sig, at han havde boet og arbejdet i Danmark for mange år siden. Han kunne nogle få danske ord endnu og påstod at han stadig kunne læste på dansk. Og nævnte så, at han havde boet i Virum, nord for København. Det grinede vi lidt af, da jeg er vokset op i Virum.
Til sidst var det tid til afsked – i boutiquen nedenunder kunne man stadig få lov til at gramse på de lækre ure inden man gik ud i ca. 30 graders fugtigvarm aften.
Smilende gik jeg ned til min elskede subway og tog den hjem...efter en helt almindelig tirsdag.
Claus
Da jeg kom hjem derfra lå invitationen i min e-mail.
Her til aften tog jeg så derned, gik ind, fik det obligatoriske glas champagne og kindkyssene for derefter at blive hilst på af en af gæsterne, der troede jeg arbejdede der…
Det fik vi så lidt sjov ud af, hvorefter vi snakkede lidt om ur-sygen og hvor alvorligt man kan blive smittet. Min med-gæst havde lige købt et 1815 Chronograph i den nye model, men havde også lidt Jaeger som han sagde og lidt Journe og en Datograph fra Lange og en 1815 Up Down og…..så holdt jeg op med at høre efter.
Så fik jeg en ny samtalepartner – Chuck, en advokat, der arbejde med M&A, dvs. køb og salg af virksomheder. Han fortalte, at han havde samlet på ure i snart 40 år og nu kun købte af lyst, ikke for investeringen. Han havde et 1815 Moonphase på – meget smukt. Han fik også nævnt at han samlede lidt på Ferrarier…jeg fik ikke lige nævnt, at jeg var glad for mit subway-kort.
Chuck's ur (modelfoto fra nettet)
Lidt efter kom en nydelig høj herre med hvid hår hen og sagde goddag. Det var så Wilhelm Schmid, CEO for Lange & Sohne. Vi havde så en lang snak om Lange, deres fokus på ikke at vokse i antal producerede ure eller i antal butikker. Mr. Schmid nævnte som eksempel, at der havde været 242 udsalgssteder (egne butikker og forhandlere) da han startede og i dag var der 231. Der blev skiftet lidt rundt alt efter hvor i verden der var de bedste muligheder. Vi nåede rundt om Kina og den ’ur-boble’, som er blevet punkteret af kampen mod korruption i Kina.
Så var det tid til middag. På 1. salen i boutiquen var der indrettet et smukt bord – i alt var vi 16 personer, inklusiv Mr. Schmid, Langes chef i USA, Gaetan samt tre af deres kolleger fra butikken.
Og man havde fast plads
Menuen var vanvittigt lækker, som I kan se
Undervejs var der forskellige røverhistorier, der blev delt. Bl.a. havde en af deltagerne oplevet at få stjålet to Lange ure i 2004 i forbindelse med en forsendelse fra USA til Lange i Tyskland. 10 år senere var han blevet kontaktet af en kvinde, der havde fundet hans ur – en limited variant af 1815 Moonphase - i en kurv med vasketøj i sit hus. Hun havde googlet uret og var snublet over en af de mange skriverier han havde lagt ude på nettet. Det viste sig, at hendes eks-mand for 10 år siden havde arbejdet hos UPS med pakkepost til udlandet. Nu sad han i fængsel for mordforsøg. Han fik sit ur tilbage, der var blevet godt mishandlet – det andet ur er aldrig blevet fundet.
For at det ikke skal være løgn, så har den samme mand for få måneder siden mistet endnu et ur – denne gang i forbindelse med en forsendelse fra Japan til USA. Et Lange ur til ca. 40.000 USD, som er pist væk. Han var overbevist om at det nok skulle dukke op – ligesom det første ur han mistede. Han bar i øvrigt et Zeitwerk Striking Time…ikke ligefrem det ur du ser så ofte.
Min bordherre var manden med 1815 Chronographen. Den fik jeg lov til at tage et billede af.
Bagsiden var endnu mere interessant - men fotoet viser ikke helt den fantastiske dybde i værket
Ellers var det p.gr. af selskabets størrelse ikke et sted hvor man tog mange billeder. Jeg fik da sneget mig til et enkelt – herren med det hvide hår er Mr. Schmid, CEO for Lange.
Han gik i øvrigt rundt og hyggesnakkede lidt undervejs. Det viste sig, at han havde boet og arbejdet i Danmark for mange år siden. Han kunne nogle få danske ord endnu og påstod at han stadig kunne læste på dansk. Og nævnte så, at han havde boet i Virum, nord for København. Det grinede vi lidt af, da jeg er vokset op i Virum.
Til sidst var det tid til afsked – i boutiquen nedenunder kunne man stadig få lov til at gramse på de lækre ure inden man gik ud i ca. 30 graders fugtigvarm aften.
Smilende gik jeg ned til min elskede subway og tog den hjem...efter en helt almindelig tirsdag.
Claus
![[-]](https://urdebatten.dk/images/collapse.png)
