Det der med værker.
#1
Spørgsmålet om in-house værker kommer jævnligt op og det ender ofte i en diskussion om personlig præferencer. Jeg kunne godt tanke mig at vide lidt om, hvorfor andre interessere sig for ure. Det efterfølgende er nogle personlige betragtninger og skal ikke opfattes som et forsøg på at nedgøre andres holdninger til ure. Jeg er til hverdag omgivet af mennesker, for hvem et ur er praktisk instrument, der viser tiden, og kan udskiftes med at vilkårligt ur, hvis det ikke fungere, og jeg respektere den holdning.Med hensyn til mange andre ting har jeg nøjagtig den samme holdning.

Min interesse for ure er hamrende irrationel. Jeg er ikke urmager og kan/vil ikke forsøge at skille et ur ad. Jeg kan genkende de almindeligste dele af et urværk, men så heller ikke mere. Alligevel er jeg dybt fascineret af den mekanik, der ligger inde i kassen.

I mine lommeure er det nemt nok at kigge på værket, men selvom jeg ikke kan se værket i et armbåndsur, er den viden om det værk, der ligger i uret stadig en meget stor del af urets sjæl. (Rædselsfuldt udtryk, men det er som sagt meget irrationelt.) Selvom jeg ikke kan se værket, kan jeg høre det. Nogle ekspedienter kigger lidt underligt på en, når noget at det første man gør er at lytte til uret, men jeg kan godt leve med, at folk synes jeg er lidt underlig.

Heldigvis er der nogle geniale mennesker, der har fundet på, at man kan sætte glas i bagkassens, så brugeren kan se uret. Så får man ikke alene glæden veed at se uret gå, men kan også nyde og værdsætte de modifikation og dekorationer, der er lavet på et standardværk eller, hvis man har råd, se det unikke in-house værk, som er designet netop til det urmærke.

Jeg har haft et enkelt quartzur, et meget smukt ur, men det manglede et eller andet. Jeg kan ikke rationelt forklare, hvad det var jeg savnede. Det var, indtil det begyndte at tage vand ind, langt mere præcist end 99% af mine mekaniske ure, men egentlig betyder et urs præcision ikke ret meget for mig. Man vender sig til, at ens ur et par minutter foran.

Det er selvfølgelig ikke kun værket, der gør et ur. Design og historie har også stor betydning for mig. Det kan både være det enkelte urs historie eller mærkets. Jeg elsker mine gamle, slidte Tissot, og ville ikke drømme om at skille mig af med dem. De har ingen økonomisk værdi, men de har en historie. Fremtidige anskaffelser skal helst kunne opfylde alle tre elementer, plus holdes indenfor realistiske, økonomiske rammer.

Med venlig hilsen
Med venlig hilsen

Lars

https://www.instagram.com/sralhb/
Svar
#2
Citat:Min interesse for ure er hamrende irrationel. Jeg er ikke urmager og kan/vil ikke forsøge at skille et ur ad. Jeg kan genkende de almindeligste dele af et urværk, men så heller ikke mere. Alligevel er jeg dybt fascineret af den mekanik, der ligger inde i kassen.
Du er ikke alene. Det kunne være skrevet af mig.
Ib Jensen
Svar
#3
Min fascination af mekaniske ure ligger helt klart i den lille fortryllende maskine - urværket! Hér finder jeg uret "sjæl". Værket må meget gerne være legendarisk - lidt a la en "Harley Davidson"-maskine (Rolex) eller en til perfektion toptunet Rolls Royce-motor (Jaeger Le Coultre).

Jeg har netop købt et IWC Automatic med super-maskinen cal. 8541B (anno 1968). Maskinen har en meget flot historie, et fænomenalt godt ry og fremstår den dag i dag som et af Schweiz' juveler inden for urværker.

"Indpakningen" betyder også en del for mig. Som ejeren af WOOLLHEAD.DK sagde til mig en gang:
Husk, at når du køber et dyrt ur, så vælg et, som du kan holde ud at se på hver dag i mange år!
Og mit IWC Automatic glæder jeg mig til at beskue i de kommede årtier - sammen med alle mine øvrige ur-skatte.


Venligst

Stefan Garvig
Rødovre
Svar
#4
Noget med godt design, noget med et godt image, noget med, at der ligger et godt værk i eller måske noget, der har en god historie.

Men det er heller ikke det samme med alle ure. Jeg mener et ur blev købt fordi det var samme årgang som mig selv. Et andet blev købt pga. historien - jeg måtte have et Speedmaster.

Glas back - ja og nej. Det er også spændende at eje et ur der ser almindelig ud (klasisk) og så vide, at indeni er der noget helt særligt. Altså næsten håndlavet ,ciceleret og med ægte guld dele osv.

Ligesom at nogen biler ikke skilter med hvilken motor der ligger i - men det, at de ikke skilter med det, betyder ikke at det ikke er en 6 eller 8 cyllindret toptunet og poleret fidus i. Kunne man forestille sig biler med plexiglasmotorhjelm? På en eller anden måde er værket lavet til at ligge som det bankende hjerte - skjult men det bedste af det bedste...

Men de første gange jeg så et ur med glas back, var det meget facinerende og jeg ville gerne have et. Jeg havde ingen penge, så det blev et Seiko, men det er da sjov at have også!
Svar




Brugere der kigge i denne tråd: 2 gæst(er)