Det er ikke mange år siden, at armbåndsuret blev spået til at forsvinde, men virkeligheden er, at der aldrig har været større efterspørgsel på de tikkende vidundere. Først blev de mekaniske ure spået en hurtig død, da kvartsurene kom frem i 1970’erne. Det var da også tæt på at være tilfældet, men ved smarte tiltag fik urbranchen det vendt. Herefter kom mobiltelefonen til, og der blev skrevet spalte op og spalte ned om armbåndsurets død.
Formålet med et armbåndsur er bestemt ikke det samme, som det var for 50 år siden, hvor urene virkelig blev skabt til et formål. I dag har vi apps på vores telefoner, som gør, at vi kan se, hvad klokken er både her og i New York, se dato, måned og skudår og måle hvor lang tid cykelturen til arbejdet har varet. Disse ting skulle man også vide, før smartphone’en blev opfundet, og det hele kunne klares med et tryk på skærmen. Nu til dags er der så skeptikere, der mener, at smartwatches endelig vil tage livet af det forældede mekaniske ur. Det tør jeg godt garantere ikke kommer til at ske.
Det handler nemlig ikke om at se, hvad tiden er med et armbåndsur. Det handler meget mere om historiefortællingen og fascinationen bag mikro-mekanikken eller charmen ved at bære et vintage ur. Det mekaniske ur er skabt gennem århundreds arbejde, og det afspejler sig i de traditioner, der lægger bag arbejdet med urene.
Eller det er i hvert fald min tilgang til urene