02-06-2013, 05:04 PM
Jeg har været så heldig, at jeg i kassen har PAM 002, Omega PO Ti og IWC AT 3568. Alle tre ure kan siges at høre hjemme i luksus klassen, så derfor har jeg fået lyst til at sammenligne urene. Formålet er ikke at kåre en vinder, men at kigge nærmere på de ting, som jeg lægger vægt på at få ved de enkelte ure. Nedenstående skal altså læses som værende mit dybt subjektive syn på hvert ur, sammenholdt med de to andre, og derfor er I alle velkomne til at yde bidrag i tråden, ud fra de vinkler, som I finde relevante. Tak.
Værkerne i urene vil jeg springe ret let henover, da jeg på ingen måder kan siges at vide ret meget om emnet. Da jeg ydermere holder meget af både robuste og let servicerbare værker, finder jeg det fint, at PAM 002 indeholder et godt gennemprøvet ”slave værk”, baseret på 6497 værket. Jeg har det fint med, at det horologisk ikke er noget vidunder, for jeg ved, at det med selv meget sporadisk opmærksomhed, nok skal overleve sin ejer. I den anden ende ligger Omegas cal. 8500 inhouse værk. Det er producentens non-chrono flagskib med en god gedigen historie bag, og det er også meget smukt lavet af et masseproduceret værk at være. Det kræver dog speciel kunne, at servicere, og det skal med garanti have mere opmærksomhed end Panerai værket i fremtiden. IWC kiler sig så ind i midten, med deres modificerede og velfinisherede 2892 ETA værk. Jeg er svært glad for dette værk af forskellige årsager, og på mange måder finder jeg værket både interessant, arbejdshest og forholdsvist let servicerbart på en og samme gang – og det er godt for ejeren! Dermed er værket en fin ”mellemløsning” i sammenligningen af de tre ure.
Urenes generelle æstetiske udtryk er meget forskelligt. Mange mener nok ikke, at PAM 2 kan siges at være et dykkerur, da det ingen lynette har, men da det før anden verdenskrig blev konstrueret som værende et sådan, vil jeg holde fast i denne betegnelse af uret. Panerai er på mange måder enkelthedens æstetiske mester, og hvor både IWC og Omega gør brug af langt flere optiske virkemidler, og teknologiske løsninger, for at holde trit med konkurrenterne i segmentet, har Panerai holdt fat i deres helt distingte design, som på mange måder tiltaler mig så usigeligt meget. Som med god kunst kan man ikke her sætte sin finger helt præcist på, hvad der gør denne tiltrækning så stor, men det kan mærkes i ens indre, at æstetikken rammer. Både Omega og IWC gør det æstetisk godt, og med begge ure i hånden kan man mærke, at der er gjort rigtig meget ud af en flot skive- og kassefinish. Begge ures lænker er også yderst vellavede, uden dog at nå fx Rolex DeepSea til lårbasserne (dog også et dyrere ur).
På alle tre modeller kan man tilpasse urets udtryk ved at skifte til lænke, rem eller gummi. IWC har dog valgt et Cartier patenteret system, som godt nok er praktisk, da der ikke skal anvendes værktøj til skifte fra den ene type rem/lænke til den anden, men til gengæld kan man så heller ikke anvende de remme, som ikke har dette system indeholdt i designet. Lidt øv, synes jeg. PAM 2 er super let at skifte udtryk på, og det kan således fungere elegant til råt, alt efter rem type. En lænke kan man imidlertid ikke montere på uret, og personligt gør dette mig dog intet, da jeg bedst kan lide PAM 2, som er en historisk model, på enten gummi eller læder. Omega PO Ti har jeg faktisk ikke lyst til at se eller bære på andet end den flotte lænke. Javist mangler den micro justeringsmuligheder, men til gengæld udgør ur og lænke en fantastisk flot helhed, som spiller super smukt sammen, både visuelt og funktionelt.
Jeg glæder mig til at kunne stifte bedre bekendtskab med IWC AT 3568, når jeg få et ekstra led hjem, men i mellemtiden klarer jeg mig fint med de øvrige ure i kassen. Særligt får PO Ti arm tid i de næste dage, er jeg overbevist om. PAM 2 skal dog også sagtens trænge sig på – det har den jo for vane.
Værkerne i urene vil jeg springe ret let henover, da jeg på ingen måder kan siges at vide ret meget om emnet. Da jeg ydermere holder meget af både robuste og let servicerbare værker, finder jeg det fint, at PAM 002 indeholder et godt gennemprøvet ”slave værk”, baseret på 6497 værket. Jeg har det fint med, at det horologisk ikke er noget vidunder, for jeg ved, at det med selv meget sporadisk opmærksomhed, nok skal overleve sin ejer. I den anden ende ligger Omegas cal. 8500 inhouse værk. Det er producentens non-chrono flagskib med en god gedigen historie bag, og det er også meget smukt lavet af et masseproduceret værk at være. Det kræver dog speciel kunne, at servicere, og det skal med garanti have mere opmærksomhed end Panerai værket i fremtiden. IWC kiler sig så ind i midten, med deres modificerede og velfinisherede 2892 ETA værk. Jeg er svært glad for dette værk af forskellige årsager, og på mange måder finder jeg værket både interessant, arbejdshest og forholdsvist let servicerbart på en og samme gang – og det er godt for ejeren! Dermed er værket en fin ”mellemløsning” i sammenligningen af de tre ure.
Urenes generelle æstetiske udtryk er meget forskelligt. Mange mener nok ikke, at PAM 2 kan siges at være et dykkerur, da det ingen lynette har, men da det før anden verdenskrig blev konstrueret som værende et sådan, vil jeg holde fast i denne betegnelse af uret. Panerai er på mange måder enkelthedens æstetiske mester, og hvor både IWC og Omega gør brug af langt flere optiske virkemidler, og teknologiske løsninger, for at holde trit med konkurrenterne i segmentet, har Panerai holdt fat i deres helt distingte design, som på mange måder tiltaler mig så usigeligt meget. Som med god kunst kan man ikke her sætte sin finger helt præcist på, hvad der gør denne tiltrækning så stor, men det kan mærkes i ens indre, at æstetikken rammer. Både Omega og IWC gør det æstetisk godt, og med begge ure i hånden kan man mærke, at der er gjort rigtig meget ud af en flot skive- og kassefinish. Begge ures lænker er også yderst vellavede, uden dog at nå fx Rolex DeepSea til lårbasserne (dog også et dyrere ur).
På alle tre modeller kan man tilpasse urets udtryk ved at skifte til lænke, rem eller gummi. IWC har dog valgt et Cartier patenteret system, som godt nok er praktisk, da der ikke skal anvendes værktøj til skifte fra den ene type rem/lænke til den anden, men til gengæld kan man så heller ikke anvende de remme, som ikke har dette system indeholdt i designet. Lidt øv, synes jeg. PAM 2 er super let at skifte udtryk på, og det kan således fungere elegant til råt, alt efter rem type. En lænke kan man imidlertid ikke montere på uret, og personligt gør dette mig dog intet, da jeg bedst kan lide PAM 2, som er en historisk model, på enten gummi eller læder. Omega PO Ti har jeg faktisk ikke lyst til at se eller bære på andet end den flotte lænke. Javist mangler den micro justeringsmuligheder, men til gengæld udgør ur og lænke en fantastisk flot helhed, som spiller super smukt sammen, både visuelt og funktionelt.
Jeg glæder mig til at kunne stifte bedre bekendtskab med IWC AT 3568, når jeg få et ekstra led hjem, men i mellemtiden klarer jeg mig fint med de øvrige ure i kassen. Særligt får PO Ti arm tid i de næste dage, er jeg overbevist om. PAM 2 skal dog også sagtens trænge sig på – det har den jo for vane.
De venligste hilsner, John
![[-]](https://urdebatten.dk/images/collapse.png)
