Har lyst til at genoplive denne gamle tråd, som jeg netop har gennemlæst fra sin begyndelse
Min far, som var landmand på Odder egnen, og senere i det Vestfynske, hvor jeg er vokset op, havde ALTID en såkaldt "Svanekniv" i lommen, nøjagtig som den Baun har .
Efter at have ledt forgæves efter et pænt eksemplar i en del år nu, er det endelig lykkedes mig !
Kniven ankom i dag med DAO og jeg har givet benskæfterne en gang Renaissance voks, mekanismen en dråbe nano-olie og bladet et tyndt lag Ballistol olie.
Jeg har skærpet knivens æg, så den nu er barbérblads skarp og samtidig har jeg haft held af at fjerne et grimt hak i bladets spids,
næsten uden at ændre på bladets profil.
Logoet med Odderen, samt teksten på bladet er ikke ætset, men præget/graveret i bladet. Det samme gælder teksten "Gebr. Berns - Solingen" på ricassoen. Der er ingen tekst eller numre på den anden side af ricassoen.
Der er ingen tvivl om, at skæftets plader er af ben og nitterne ser ud til at være jern og liners er af stål.
Kniven fremstår som utroligt flot forarbejdet. Der er ingen sprækker hvor benskæfterne møder liners og der er ingen slør i bladet eller i mekanismen. Samlekvaliteten er på højde med det bedste fra f.eks. Sheffield.
Jeg kommer til at bevare knivens patina, idet det er en del af knivens historie. Så udover at have slebet æggen, olieret bladet og mekanismen og have givet benskæfterne voks, så vil jeg holde den i original stand som den står. Den kommer til at være i min lomme på næsten daglig basis.
Som et ekstra og lidt sjovt og meget tankevækkende element, så er de bogstaver, der er ridset i bladets venstre side tæt på ricassoen, "P.B.R." - de var der, da kniven ankom og var også synlige (dog ikke læsbare) på salgsannoncens billeder. Det tankevækkende er, at bogstaverne svarer til mine initialer, "PBR" som er mit alias i mange sammenhænge. Det er som om det var "bestemt" at kniven skulle ende hos mig :-) Jeg er ikke overtroisk og normalt meget nøgtern - men det er alligevel noget af et tilfælde !
Jeg har forsøgt at datere kniven ved hjælp af Claude AI, som mener at den er fremstillet i 1950'erne eller 1960'erne, da logoet på bladet er præget og ikke ætset, ligesom skæftets bakker er af ben og ikke plastik som de senere modeller. Jeg ved ikke om nogen her kan komme en datering nærmere ?