23-02-2018, 06:58 PM
For nogle uger siden kom der en invitation fra Ole Mathiesen (OM) til at besøge Jaeger-LeCoultres (JLC) hovedkvarter og fabrik i Le Sentier. Jeg har tidligere haft mulighed for at besøge dem i oktober 2011, men sagde da ja tak med det samme til endnu en tur.
En af attraktionerne ved dette besøg var muligheden for at få set på og rørt ved den nye Polaris kollektion, lanceret på SIHH i januar.
Programmet kom i en flot PDF, der satte programmet og stemningen. Vi skulle flyve derned aftenen før. Det skyldtes bl.a. at det hotel man tidligere boede på lige i nærheden af JLC - som vist var Audemars Piguets hotel - var blevet revet ned. På grunden bliver der nu bygget et AP museum og et nyt hotel. Det tager ca 1,5 time at køre fra Geneve til JLC, så vi måtte afsted aftenen før.
Det er jo altid spændende at se hvem man kommer afsted med. Man har jo én ting til fælles, og det er urinteressen, men hvad mere? Det var denne gang en gruppe på 13 personer, inkl. to fra OM. En af deltagerne havde også været med på 2011-turen. Der var desuden et par søde mennesker jeg kendte fra nettet, men aldrig havde mødt i virkeligheden. Det er altid sjovt at få sat ansigter på. Resten var nye ansigter for mig. Men man kommer jo hurtigt igang med ur-snakken og ikke mindst med at lade andre se og røre ved det ur man har på.
Der var en masse JLC ure, som f.eks. Master Control Triple Calendar med meteoritskive, Geophysic i world timer udgaven, Master Control Geographic, Reverso mv. Af ikke-JLC så jeg et smukt Glashütte og et lækkert Lange af den tunge slags.
Jeg havde selvfølgelig mit gamle Polaris fra 1968 på, da det jo er grundlaget for den nye kollektion. Jeg håbede også på at få mulighed for at få JLC til at kigge på det, da jeg ikke ved noget om uret, am det end at min far købte det engang i 1968.
Afsted gik set. Himlen var latterligt flot udenfor. Det kunne man kun tage som varsel om en god tur.
Da vi var lidt flere end man kan være i en taxa og da vi skulle tranporteres lidt rundt dagen efte, blev vi hentet i en lækker minibus med lædersæder, wi-fi og det hele. JLC’s salgsdirektør for Nordeuropa mødte os i lufthavnen. En supersød hollænder ved navn Erwin, som jeg har mødt nogle gang, bl.a. i forbindelse med en JLC Master Class i København.
Vi blev indkvarteret på Hotel N’v Y i Geneve. Lækre værelser.
https://www.hotelnvygeneva.com/fr/
Der var også en lille velkomstgave fra JLC-chokolade og det nye katalog. Chokoladen har naturligvis JLC logo. Kataloget er en tand lækrere end tidligere i mine øjne. Og det var en ting, der kom til at gå igen gennem hele besøget. En masse små detaljer var blevet forbedret i måden JLC præsenterer sig på. Jeg skal prøve at huske at nævne dem nedenfor.
Aftenen fortsatte så med en lækker middag på Hotel d’Angleterre med udsigt til Geneve søen. Og menuen var ikke ringe.
En god middag skal jo altid afsluttes med en hvid Rolls...
Jeg var så heldig at komme til at sidde ved siden af Erwin. Vi fik snakket om mange JLC-relaterede ting som f.eks. deres indsats for at få after sales/reparationer til at fungere bedre/hurtigere, ledelsesændringer hos Richemont (JLCs ejer), hvor en af topdirektørerne for nyligt overraskende var skiftet til en CEO stilling hos Breitling, den nye ledelse hos JLC, der gør en masse nye ting både internt og eksternt, mange af dem omkring den interne kultur. Den relativt unge JLC CEO er vist ca 39 år, meget aktiv på bl.a. Instagram og det lyder som om han har en ‘yngre’ tilgang til det at være CEO i en meget traditionel virksomhed. Spændende. Oven over det hele flyder så den tidligere JLC CEO, Jerome Lambert. Han var den, der fik sat ny gang i JLC mht. produktudvikling mv. Han har været en tur rundt om Montblanc, men er nu i toppen af Richemont, men stadig meget knyttet til JLC.
Dagen efter var der afgang kl 08.00. Turen tog ca 1,5 time og bragte os op over et bjergpas i 1.400 meters højde, som I kan se på billedet.
Vejret var med os. Blå himmel og solskin.
Det var SÅ godt at se stedet igen. Umiddelbart kunne jeg se, at der var bygget en del nyt. Jeg mener, at de nu er 1.200 medarbejdere og at bygningsarealet er ca 20.000 kvm. En af de ting, der var røget var et gammelt lille, separat hus, hvor ‘Metiers Rare’ (gravering, emaljering mv) sad for sig selv i deres egen hule i 2011. Nu sidder de i lyse, store lokaler - dels for at give dem bedre arbejdsforhold, men også for at besøgende ikke vælter rundt på urmagerbordene i de små lokaler i det gamle lille hus.
Vi blev modtaget af Tina Vanesson, en svensk kvinde, der ad omveje var endt i Jura-bjergene hos JLC. Her var en af de små forbedringer, nemlig den indledende præsentation, som var en meget fin video-intro til stifteren af JLC og husets historie.
Efter det skulle vi i kitlerne. Det er jo en tradition når man besøger urfabrikker. Sikkert af hensyn til ens tøj, da man kommer rundt i fabriksmiljæer med olie mv, og for at gøre en til ‘urmager for en dag’. Men nok også for at holde styr på os. De ansatte havde mørkeblå kitler, gæsterne hvide.
Selv kitlerne var blevet opgraderet. Bedre stof og ikke mindst flottere knapper med JLC logo. Sådan!
Og så var det afgang. At gå rundt i fabrikken handler om trapper. Vi skulle ned af trapper, op af trapper, ned af lange gange og op af trapper for derefter at gå ned igen. Alle steder hvor man møder de ansatte bliver der kigget nysgerrigt på gæsterne og sagt ‘bonjour’. Man må ikke fotografere derinde, så I må bare tro mig.
JLC laver ca. 60.000 ure/år. Det betyder at der er masser af maskiner, der laver det grove arbejde med at lave dele. De er så suppleret af mennesker, der sætter de små dele sammen, polerer og giver finish mv. Det gælder dog ikke de dele, der skal i de komplicerede ure (haute horlogerie), hvor der er helt andre grader af manuelt arbejde involveret.
Vi blev taget rundt til en række forskellige værksteder - nogle aflukkede, hvor man kun kunne kigge ind, og nogle åbne. Alle steder var der konsekvent et lille bord med eksempler på hvad de lavede det pågældende sted. I de åbne værksteder kunne man stå lige bagved folk og se deres arbejde eller kigge i deres mikroskoper.
Annoncerne snakker altid om håndværket i urene. I virkeligheden er der som nævnt masser af maskiner. Menneskene bliver brugt der hvor man skal binde tingene sammen. F.eks. er der et sted hvor de sætter nogle ufatteligt små dele sammen med syntetiske rubiner, der bliver smeltet og behandlet på en særlig måde, som kun to JLC folk kender. De står så og rører massen, så den har perfekt temperatur og konsistens, hvorefter den klippet i små dele, klar til endnu en opvarmning og påføring som en slags lim, der skal holde delene sammen. Det er sådanne steder det begynder at gå op for en, at der måske er en god forklaring på prisen på vores elskede ure.
I samme værksted monterer de fjedrene til de komplecerede ure. En kvindelig medarbejder laver arbejdet helt alene. Det kan tage mellem to timer og en hel dag at få givet den præcis den rigtige kurve på fjederen, da den skal have en helt speciel profil for at sikre bedst mulig præcision i værket. Dette arbejde gøres i hånden med en computer i baggrunden til at checke resultatet.
Menneskene laver også kvalitetskontrol. Hver 7 dims der kommer ud af maskinerne bliver checket af industrirobot, der bruger laser til at måle. Vi er nede på målinger på mikron nivau (milliontedel millimeter), hvor det bliver holdt op imod forudbestemte tolerancer for den bestemte del. Og de tager ikke bare ét mål. På de lidt mere komplicerede dele tages der vist op mod 500 forskellige mål. Det lyder voldsomt, men det gøres lynhurtigt af en industrirobot.
Alle steder er der en latterligt flot udsigt, som under vores besøg aflørede solskin, bjerge med sne og grønne arealer. Det må være perfekt som en lille pause fra tandhjulene når øjne og hoved begynder at blive trætte. Arbejdstiden er lidt længere end i Danmark med to-tre pauser i løbet af dagen.
Kitler skaber folk....
Lige før frokost - kom vi til l’Atelier des Complications Horlogeres, dvs dér hvor de helt vilde ure bliver født. Udviklingen af et ur eller ny komplikation starter her i tæt samarbejde med designere og en række andre type kompetencer. En urmager udvikler ikke længere et ur helt alene som i gamle dage. Et af de sidste, der blev udviklet som et hobby-projekt af en lille gruppe urmagere i deres fritid (true story...) var den første gyrotourbillon.
En af de dygtige urmagere, Laurent, stod for præsentationen, der gav os et godt indblik i de tungeste komplikationer JLC kan lave. Sjove facts: Den almindelige Duometre tager ca. en uge at samle (efter at dele og værktøjer er lavet). Den mest komplicerede repeater tager 9-12 måneder - for ét ur. Hvert ur blev gennemgået af Laurent, hvorefter vi fik lov til at røre.
Her er lidt lækker hardware...af den helt tunge slags.
Så var det tid til frokost ved søen med Laurent. Dejlig frokost med sol i øjnene. Laurent deltog også og fortalte om hvor glad han var og hvor meget han fik mulighed for at fordybe sig. Han arbejdede med ét ur ad gangen. Han fortalte om urmageruddannelser, om arbejdet med de komplicerede ure og meget andet. Jeg var så heldig at han lovede med at hjælpe med at få dateret min Polaris gennem nogle af hans kolleger.
Tilbage på fabrikken gik det så op og ned ad trapper igen. Vi endte i Atmos afdelingen. Atmos-teknologien er fra 1928. Det er næsten et evighedsur, der får energi fra omgivelserne gennem en lille gasbeholder, der udvider sig eller trækker sig sammen ved temperaturskift. 1 grad temperatursving kan give 48 timers gangreserve. Atmos er den schweitziske stats officielle gave ved statsbesøg.
Marc Newson’s seneste design - et stykke krystal...Han har designet en hel del forskellige ting. En cykel for det danske firma Biomega, en fyldepen for Montblanc, Apple Watch, Ikepod uret.
Det sidste stop på fabrikken var i ‘Metiers Rare’, dvs. der hvor urene bliver graveret eller dekoreret med emaljeudsmykning o.l. De ligger nu i et nyt område med fred til eksperterne, men videoadgang, så man kan se deres arbejde. Man taber underkæben når man ser på det håndarbejde, der bliver udført her. Et af eksemplerne var en skive med et Van Gogh maleri i miniature. Van Goghs teknik med tykke, synlige penselstrøg er blevet genskabt. Lyder umiddelbart nemt indtil man ser hvor småt det hele er og man hører om en proces, hvor hver farve påføres separat for derefter at blive brændt i en ovn. Farverne ændrer karakter ved brændingen og kan ikke fjernes bagefter. Én fejl betyder at det hele skal laves om fra bunden.
En af deltagerne på turen overvejer p.t. en Reverso, der skal udsmykkes. Han fik en god snak om mulighederne - og ikke mindst omkostningerne, der hurtigt løber op i mange tusind Euro oven i urets pris, alt afhængig af den tegning der skal laves. Almindelige initialer koster ca. 700 Euro og tager 8-10 uger at få lavet, da alt laves i hånden af ganske få mennesker.
Tilbage var JLC galleriet, der indeholder virksomhedens arkiv over ure produceret gennem tiden samt en stor samling af JLCs originale, historiske ure.
Her er nogle af de udstillede ure. Vi starter dog lige med dimsen, der lagde grunden for det hele. Antoine LeCoultre opfandt en dims, der kunne måle milliontedele millimetre. (VRØVL - det er milliontedel meter!! Tak til Frans som fangede bøffen)
Og så lidt Polaris.
Og Polaris II
Og her et par lommeure, der nok har inspireret de tre Master Control modeller med sektor-skiver, der er blevet et stort hit
En af de store ting dér er en glasvæg med et eksemplar af alle de urværker JLC har lavet gennem tiderne. Helt vildt. Her kan man se beviset på JLCs ret unikke tilgang - de laver helst et nyt værk til nye modeller af ure. Der er ikke så meget genbrug af værker på tværs af modelserier. Hele området er blevet ombygget siden sidste besøg, så det nu også har fået plads til den lille afdeling, der arbejder med restaurering af ure sendt ind af kunderne.
Tilsidst var vi tilbage i vores udgangspunkt. Mens vi havde været ude var lokalet blevet opgraderet til en fremvisning af den seneste kollektion. Alle de nye Polaris modeller var der - desværre uden Memovox modellen, da de kun havde en enkelt af disse og den var ude på et fotoshoot. Kollektionen frigives i april. Priserne ser ud til at blive som følger.
Automatic 53.000 (læderrem, blå eller sort skive)
Date 67.000 (gummirem, blå eller sort skive)
Chrono 78.000 (læderrem)
Memovox (1.000 ex.) 99.500 (gummirem)
Worldtimer 112.000 (titanium-kasse, læderrem)
Der en merpris på ca 6-7.000 for stålremmen.
Her kommer Polaris serien.
Guld med grå skive....suk....
Nutid og fortid
Den nye kollektion er damn flot. Den er god på fotos, men endnu bedre i virkeligheden. Worldtimeren, der vist er 44 mm virker stor, men er forbløffende let grundet titanium kassen. Både chrono og worldtimer er på kanten af ‘busy’ i skivedesignet, men det lykkes nu alligevel meget godt at kombinere fortid og nutid. Vinderen i mine øjne er klart Date-modellen med sort skive. Ny, men alligevel tydeligt i familie med den gamle Polaris.
Og så var der nogle andre småting, som vi fik lov til at røre ved.
Ny Reverso med blå skive
Ultrathin Moon i hvidguld
Reserve de Marche med flot blå skive
Endnu en Ultrathin
Den smukke Master med sektor-skive
Og som Geographic
Her med og uden sektor-skive. Stor forskel!
To forskellige former for finish på de to modeller
Lidt Duometre lækkerhed - både for og bag
Der var også blå skiver til kvinderne i vores liv
Lidt blandet dyrt stuff....som i rigtigt dyrt ude til vemstre...
Så smukt i tynd udgave
Og i normal udgave
Og så lidt Geophysic Universal Time
Og den meget kølige Geophysic Date
Apropos den gamle Polaris, så blev den overdraget til urmagerne da vi kom tilbage til lokalet. Jeg var jo lidt spændt på hvad arkiverne ville vise. Frygtede lidt, at de kom tilbage og fortalte at de havde fundet et batteridrevet Seiko-værk indeni.
Det viste sig, at uret er fra 1967, ikke 1968 som jeg havde troet. Der er vist lavet ca. 1.100-1.200 Polaris, de fleste i 1968 og frem til 1971. Jeg har læst et sted for nylig, at man kun kendte til 7-9 eksemplarer fra 1967. Fantastisk! Nu skal jeg have bestilt et officielt ekstrakt fra JLCs arkiver, som man kan bestille via deres hjemmeside.
Så gik det retur til Geneve lufthavn med goodie-bag, som indeholdt en JLC bog, et par manchetknapper i nyt design og så et glas af JLCs egen honning. Vi var alle godt møre i hovedet efter en spændende dag med sjove mennesker, flotte ure, masser af historier og en hel del nye drømme.
Slut for denne gang. Tak for tålmodigheden!
Sent from my iPad using Tapatalk
En af attraktionerne ved dette besøg var muligheden for at få set på og rørt ved den nye Polaris kollektion, lanceret på SIHH i januar.
Programmet kom i en flot PDF, der satte programmet og stemningen. Vi skulle flyve derned aftenen før. Det skyldtes bl.a. at det hotel man tidligere boede på lige i nærheden af JLC - som vist var Audemars Piguets hotel - var blevet revet ned. På grunden bliver der nu bygget et AP museum og et nyt hotel. Det tager ca 1,5 time at køre fra Geneve til JLC, så vi måtte afsted aftenen før.
Det er jo altid spændende at se hvem man kommer afsted med. Man har jo én ting til fælles, og det er urinteressen, men hvad mere? Det var denne gang en gruppe på 13 personer, inkl. to fra OM. En af deltagerne havde også været med på 2011-turen. Der var desuden et par søde mennesker jeg kendte fra nettet, men aldrig havde mødt i virkeligheden. Det er altid sjovt at få sat ansigter på. Resten var nye ansigter for mig. Men man kommer jo hurtigt igang med ur-snakken og ikke mindst med at lade andre se og røre ved det ur man har på.
Der var en masse JLC ure, som f.eks. Master Control Triple Calendar med meteoritskive, Geophysic i world timer udgaven, Master Control Geographic, Reverso mv. Af ikke-JLC så jeg et smukt Glashütte og et lækkert Lange af den tunge slags.
Jeg havde selvfølgelig mit gamle Polaris fra 1968 på, da det jo er grundlaget for den nye kollektion. Jeg håbede også på at få mulighed for at få JLC til at kigge på det, da jeg ikke ved noget om uret, am det end at min far købte det engang i 1968.
Afsted gik set. Himlen var latterligt flot udenfor. Det kunne man kun tage som varsel om en god tur.
Da vi var lidt flere end man kan være i en taxa og da vi skulle tranporteres lidt rundt dagen efte, blev vi hentet i en lækker minibus med lædersæder, wi-fi og det hele. JLC’s salgsdirektør for Nordeuropa mødte os i lufthavnen. En supersød hollænder ved navn Erwin, som jeg har mødt nogle gang, bl.a. i forbindelse med en JLC Master Class i København.
Vi blev indkvarteret på Hotel N’v Y i Geneve. Lækre værelser.
https://www.hotelnvygeneva.com/fr/
Der var også en lille velkomstgave fra JLC-chokolade og det nye katalog. Chokoladen har naturligvis JLC logo. Kataloget er en tand lækrere end tidligere i mine øjne. Og det var en ting, der kom til at gå igen gennem hele besøget. En masse små detaljer var blevet forbedret i måden JLC præsenterer sig på. Jeg skal prøve at huske at nævne dem nedenfor.
Aftenen fortsatte så med en lækker middag på Hotel d’Angleterre med udsigt til Geneve søen. Og menuen var ikke ringe.
En god middag skal jo altid afsluttes med en hvid Rolls...
Jeg var så heldig at komme til at sidde ved siden af Erwin. Vi fik snakket om mange JLC-relaterede ting som f.eks. deres indsats for at få after sales/reparationer til at fungere bedre/hurtigere, ledelsesændringer hos Richemont (JLCs ejer), hvor en af topdirektørerne for nyligt overraskende var skiftet til en CEO stilling hos Breitling, den nye ledelse hos JLC, der gør en masse nye ting både internt og eksternt, mange af dem omkring den interne kultur. Den relativt unge JLC CEO er vist ca 39 år, meget aktiv på bl.a. Instagram og det lyder som om han har en ‘yngre’ tilgang til det at være CEO i en meget traditionel virksomhed. Spændende. Oven over det hele flyder så den tidligere JLC CEO, Jerome Lambert. Han var den, der fik sat ny gang i JLC mht. produktudvikling mv. Han har været en tur rundt om Montblanc, men er nu i toppen af Richemont, men stadig meget knyttet til JLC.
Dagen efter var der afgang kl 08.00. Turen tog ca 1,5 time og bragte os op over et bjergpas i 1.400 meters højde, som I kan se på billedet.
Vejret var med os. Blå himmel og solskin.
Det var SÅ godt at se stedet igen. Umiddelbart kunne jeg se, at der var bygget en del nyt. Jeg mener, at de nu er 1.200 medarbejdere og at bygningsarealet er ca 20.000 kvm. En af de ting, der var røget var et gammelt lille, separat hus, hvor ‘Metiers Rare’ (gravering, emaljering mv) sad for sig selv i deres egen hule i 2011. Nu sidder de i lyse, store lokaler - dels for at give dem bedre arbejdsforhold, men også for at besøgende ikke vælter rundt på urmagerbordene i de små lokaler i det gamle lille hus.
Vi blev modtaget af Tina Vanesson, en svensk kvinde, der ad omveje var endt i Jura-bjergene hos JLC. Her var en af de små forbedringer, nemlig den indledende præsentation, som var en meget fin video-intro til stifteren af JLC og husets historie.
Efter det skulle vi i kitlerne. Det er jo en tradition når man besøger urfabrikker. Sikkert af hensyn til ens tøj, da man kommer rundt i fabriksmiljæer med olie mv, og for at gøre en til ‘urmager for en dag’. Men nok også for at holde styr på os. De ansatte havde mørkeblå kitler, gæsterne hvide.
Selv kitlerne var blevet opgraderet. Bedre stof og ikke mindst flottere knapper med JLC logo. Sådan!
Og så var det afgang. At gå rundt i fabrikken handler om trapper. Vi skulle ned af trapper, op af trapper, ned af lange gange og op af trapper for derefter at gå ned igen. Alle steder hvor man møder de ansatte bliver der kigget nysgerrigt på gæsterne og sagt ‘bonjour’. Man må ikke fotografere derinde, så I må bare tro mig.
JLC laver ca. 60.000 ure/år. Det betyder at der er masser af maskiner, der laver det grove arbejde med at lave dele. De er så suppleret af mennesker, der sætter de små dele sammen, polerer og giver finish mv. Det gælder dog ikke de dele, der skal i de komplicerede ure (haute horlogerie), hvor der er helt andre grader af manuelt arbejde involveret.
Vi blev taget rundt til en række forskellige værksteder - nogle aflukkede, hvor man kun kunne kigge ind, og nogle åbne. Alle steder var der konsekvent et lille bord med eksempler på hvad de lavede det pågældende sted. I de åbne værksteder kunne man stå lige bagved folk og se deres arbejde eller kigge i deres mikroskoper.
Annoncerne snakker altid om håndværket i urene. I virkeligheden er der som nævnt masser af maskiner. Menneskene bliver brugt der hvor man skal binde tingene sammen. F.eks. er der et sted hvor de sætter nogle ufatteligt små dele sammen med syntetiske rubiner, der bliver smeltet og behandlet på en særlig måde, som kun to JLC folk kender. De står så og rører massen, så den har perfekt temperatur og konsistens, hvorefter den klippet i små dele, klar til endnu en opvarmning og påføring som en slags lim, der skal holde delene sammen. Det er sådanne steder det begynder at gå op for en, at der måske er en god forklaring på prisen på vores elskede ure.
I samme værksted monterer de fjedrene til de komplecerede ure. En kvindelig medarbejder laver arbejdet helt alene. Det kan tage mellem to timer og en hel dag at få givet den præcis den rigtige kurve på fjederen, da den skal have en helt speciel profil for at sikre bedst mulig præcision i værket. Dette arbejde gøres i hånden med en computer i baggrunden til at checke resultatet.
Menneskene laver også kvalitetskontrol. Hver 7 dims der kommer ud af maskinerne bliver checket af industrirobot, der bruger laser til at måle. Vi er nede på målinger på mikron nivau (milliontedel millimeter), hvor det bliver holdt op imod forudbestemte tolerancer for den bestemte del. Og de tager ikke bare ét mål. På de lidt mere komplicerede dele tages der vist op mod 500 forskellige mål. Det lyder voldsomt, men det gøres lynhurtigt af en industrirobot.
Alle steder er der en latterligt flot udsigt, som under vores besøg aflørede solskin, bjerge med sne og grønne arealer. Det må være perfekt som en lille pause fra tandhjulene når øjne og hoved begynder at blive trætte. Arbejdstiden er lidt længere end i Danmark med to-tre pauser i løbet af dagen.
Kitler skaber folk....
Lige før frokost - kom vi til l’Atelier des Complications Horlogeres, dvs dér hvor de helt vilde ure bliver født. Udviklingen af et ur eller ny komplikation starter her i tæt samarbejde med designere og en række andre type kompetencer. En urmager udvikler ikke længere et ur helt alene som i gamle dage. Et af de sidste, der blev udviklet som et hobby-projekt af en lille gruppe urmagere i deres fritid (true story...) var den første gyrotourbillon.
En af de dygtige urmagere, Laurent, stod for præsentationen, der gav os et godt indblik i de tungeste komplikationer JLC kan lave. Sjove facts: Den almindelige Duometre tager ca. en uge at samle (efter at dele og værktøjer er lavet). Den mest komplicerede repeater tager 9-12 måneder - for ét ur. Hvert ur blev gennemgået af Laurent, hvorefter vi fik lov til at røre.
Her er lidt lækker hardware...af den helt tunge slags.
Så var det tid til frokost ved søen med Laurent. Dejlig frokost med sol i øjnene. Laurent deltog også og fortalte om hvor glad han var og hvor meget han fik mulighed for at fordybe sig. Han arbejdede med ét ur ad gangen. Han fortalte om urmageruddannelser, om arbejdet med de komplicerede ure og meget andet. Jeg var så heldig at han lovede med at hjælpe med at få dateret min Polaris gennem nogle af hans kolleger.
Tilbage på fabrikken gik det så op og ned ad trapper igen. Vi endte i Atmos afdelingen. Atmos-teknologien er fra 1928. Det er næsten et evighedsur, der får energi fra omgivelserne gennem en lille gasbeholder, der udvider sig eller trækker sig sammen ved temperaturskift. 1 grad temperatursving kan give 48 timers gangreserve. Atmos er den schweitziske stats officielle gave ved statsbesøg.
Marc Newson’s seneste design - et stykke krystal...Han har designet en hel del forskellige ting. En cykel for det danske firma Biomega, en fyldepen for Montblanc, Apple Watch, Ikepod uret.
Det sidste stop på fabrikken var i ‘Metiers Rare’, dvs. der hvor urene bliver graveret eller dekoreret med emaljeudsmykning o.l. De ligger nu i et nyt område med fred til eksperterne, men videoadgang, så man kan se deres arbejde. Man taber underkæben når man ser på det håndarbejde, der bliver udført her. Et af eksemplerne var en skive med et Van Gogh maleri i miniature. Van Goghs teknik med tykke, synlige penselstrøg er blevet genskabt. Lyder umiddelbart nemt indtil man ser hvor småt det hele er og man hører om en proces, hvor hver farve påføres separat for derefter at blive brændt i en ovn. Farverne ændrer karakter ved brændingen og kan ikke fjernes bagefter. Én fejl betyder at det hele skal laves om fra bunden.
En af deltagerne på turen overvejer p.t. en Reverso, der skal udsmykkes. Han fik en god snak om mulighederne - og ikke mindst omkostningerne, der hurtigt løber op i mange tusind Euro oven i urets pris, alt afhængig af den tegning der skal laves. Almindelige initialer koster ca. 700 Euro og tager 8-10 uger at få lavet, da alt laves i hånden af ganske få mennesker.
Tilbage var JLC galleriet, der indeholder virksomhedens arkiv over ure produceret gennem tiden samt en stor samling af JLCs originale, historiske ure.
Her er nogle af de udstillede ure. Vi starter dog lige med dimsen, der lagde grunden for det hele. Antoine LeCoultre opfandt en dims, der kunne måle milliontedele millimetre. (VRØVL - det er milliontedel meter!! Tak til Frans som fangede bøffen)
Og så lidt Polaris.
Og Polaris II
Og her et par lommeure, der nok har inspireret de tre Master Control modeller med sektor-skiver, der er blevet et stort hit
En af de store ting dér er en glasvæg med et eksemplar af alle de urværker JLC har lavet gennem tiderne. Helt vildt. Her kan man se beviset på JLCs ret unikke tilgang - de laver helst et nyt værk til nye modeller af ure. Der er ikke så meget genbrug af værker på tværs af modelserier. Hele området er blevet ombygget siden sidste besøg, så det nu også har fået plads til den lille afdeling, der arbejder med restaurering af ure sendt ind af kunderne.
Tilsidst var vi tilbage i vores udgangspunkt. Mens vi havde været ude var lokalet blevet opgraderet til en fremvisning af den seneste kollektion. Alle de nye Polaris modeller var der - desværre uden Memovox modellen, da de kun havde en enkelt af disse og den var ude på et fotoshoot. Kollektionen frigives i april. Priserne ser ud til at blive som følger.
Automatic 53.000 (læderrem, blå eller sort skive)
Date 67.000 (gummirem, blå eller sort skive)
Chrono 78.000 (læderrem)
Memovox (1.000 ex.) 99.500 (gummirem)
Worldtimer 112.000 (titanium-kasse, læderrem)
Der en merpris på ca 6-7.000 for stålremmen.
Her kommer Polaris serien.
Guld med grå skive....suk....
Nutid og fortid
Den nye kollektion er damn flot. Den er god på fotos, men endnu bedre i virkeligheden. Worldtimeren, der vist er 44 mm virker stor, men er forbløffende let grundet titanium kassen. Både chrono og worldtimer er på kanten af ‘busy’ i skivedesignet, men det lykkes nu alligevel meget godt at kombinere fortid og nutid. Vinderen i mine øjne er klart Date-modellen med sort skive. Ny, men alligevel tydeligt i familie med den gamle Polaris.
Og så var der nogle andre småting, som vi fik lov til at røre ved.
Ny Reverso med blå skive
Ultrathin Moon i hvidguld
Reserve de Marche med flot blå skive
Endnu en Ultrathin
Den smukke Master med sektor-skive
Og som Geographic
Her med og uden sektor-skive. Stor forskel!
To forskellige former for finish på de to modeller
Lidt Duometre lækkerhed - både for og bag
Der var også blå skiver til kvinderne i vores liv
Lidt blandet dyrt stuff....som i rigtigt dyrt ude til vemstre...
Så smukt i tynd udgave
Og i normal udgave
Og så lidt Geophysic Universal Time
Og den meget kølige Geophysic Date
Apropos den gamle Polaris, så blev den overdraget til urmagerne da vi kom tilbage til lokalet. Jeg var jo lidt spændt på hvad arkiverne ville vise. Frygtede lidt, at de kom tilbage og fortalte at de havde fundet et batteridrevet Seiko-værk indeni.
Det viste sig, at uret er fra 1967, ikke 1968 som jeg havde troet. Der er vist lavet ca. 1.100-1.200 Polaris, de fleste i 1968 og frem til 1971. Jeg har læst et sted for nylig, at man kun kendte til 7-9 eksemplarer fra 1967. Fantastisk! Nu skal jeg have bestilt et officielt ekstrakt fra JLCs arkiver, som man kan bestille via deres hjemmeside.
Så gik det retur til Geneve lufthavn med goodie-bag, som indeholdt en JLC bog, et par manchetknapper i nyt design og så et glas af JLCs egen honning. Vi var alle godt møre i hovedet efter en spændende dag med sjove mennesker, flotte ure, masser af historier og en hel del nye drømme.
Slut for denne gang. Tak for tålmodigheden!
Sent from my iPad using Tapatalk
![[-]](https://urdebatten.dk/images/collapse.png)
• 116520, ALGJ, Avantismo, bjorn_e58, Farabeuf, Frans, HG, Lars, Lille Nørd, longbear, mic211, mkm, Møller, onkeldunkel, p.sebastian, Stensbjerg
