18-12-2015, 03:09 PM
Hodinkee Collector’s Summit 2015
Hodinkee skifter gear
Hodinkee er i løbet af 2015 blevet en væsentligt mere velfunderet virksomhed med kræfter og ambitioner. Fra starten i 2007 har den været drevet af Benjamin Clymer og hans få kolleger. I 2015 valgte Benjamin Clymer så at få nye aktionærer ombord samt styrke strukturen rundt om virksomheden.
Virksomheden har nu en CEO, Kevin Rose, samt en række nye muskler til at arbejde videre med Hodinkee konceptet. Kevin Rose har skabt sin formue gennem opbygning og salg af internetvirksomhederne Revision3, Digg, Pownce, og Milk. Kort tid inden han blev en del af Hodinkee lancerede han – grundet sin fascination af ure – appen Watchville, der samler nyheder fra en række ur-blogs på et sted.
Udover penge og ambitioner medbringer Kevin Rose et hold af folk, der kan noget med teknologi. Derfor har vi også set en ny hjemmeside på hodinkee.com samt en decideret hodinkee app til mobile enheder.
Bag kulisserne har de også fået nye kræfter. Der er hyret tunge folk ind for at hjælpe med at udvikle forretningen. En af dem er f.eks. Kiran Shekar, der er Director of Special Operations. Kiran kommer fra et vellønnet job i finanssektoren – men hans store kærlighed til ure har gjort ham kendt i miljøet og endte med at give ham et job hos Hodinkee til en lidt anden løn end han tidligere var vant til.
At Kiran har kærlighed til ure kommer bl.a. til udtryk ved at han har skrevet en meget anerkendt bog om F.P. Journe i sin fritid. Firmaet vidste ikke, at han var i gang før han kom med det færdige manuskript. Da F.P. Journe og hans team læste bogen fandt de detaljer, som de ikke selv kendte. Bogen er nu udgivet af firmaet og bliver uddelt til kunderne i deres boutiques.
Kombinationen af penge, ambitioner og nye ressourcer førte til, at Hodinkee ville investere i at skabe et årligt forum for ur-samlere, hvor de kunne mødes og snakke frit om urfirmaerne, hvor fremtiden ligger og andre ting af interesse. Alt sammen i fortrolighed, så det ikke blev en gang marketing-snak, men en reel diskussion af værdi for ur-samlere. Et andet af resultaterne skulle være, at samlerne møder hinanden og skaber nye netværk på kryds og tværs.
Barren bliver sat – og den bliver sat højt
Det førte til arrangementet med den noget pompøse titel ’Hodinkee Collector’s Summit 2015’, hvilket oversat til dansk jo nærmest betyder topmøde. Tanken var, at de ville have 100 personer med, som de selv udvalgte efter deres kærlighed til og interesse i ure. Talerne skulle være eksperter på forskellige områder som f.eks. auktionsmarkedet, bestemte ur-mærker, ur-produktion osv. – men ingen marketingfolk eller andre fra producent-siden.
https://www.hodinkee.com/articles/introd...ors-summit
For at sikre denne ambitiøse linie valgte Hodinkee at prissætte arrangementet ret aggressivt – USD 3,500 for knap halvanden dag – og samtidig at dem, der ønskede at deltage skulle ansøge om deltagelse. Man ville maksimalt tage 100 deltagere ind, udvalgt af Hodinkee-folkene selv. De skriver selv, at de fik 300 ansøgninger.
Det førte til larm og ballade med det samme – både på Hodinkee’s egen side og andre steder i ur-universet. Mange af ankerne gik på prissætningen, der fra start udelukkede et stort antal mennesker, der enten ikke kunne eller ville betale prisen. Arrangementet blev karakteriseret som elitært og indspist og endnu værre ting. Mange mente også, at arrangementet umuligt kunne være de penge værd og at det var en profitmaskine for Hodinkee – og et endeligt bevis på at den oprindelige entusiasme for guldure var blevet erstattet af jagten på guldmønter. Kommentar-området på Hodinkee’s elektroniske kanaler blev lukket efter man havde forsøgt at svare lidt på folks kommentarer.
Min egen oplevelse af det var, at det på den ene side var meget dyrt, men at det samtidigt var en unik mulighed for to-tre ting: At skabe et netværk blandt samlere fra hele verden og at lære om hvordan folkene bag kulisserne i branchen ser på ure og deres værdi. Dertil kommer muligheden for at få fingrene på nogle ure som man aldrig nogensinde ville komme til at se. Hodinkee havde også fået samlet en vild række af talere på et ret højt, internationalt niveau, herunder
https://www.hodinkee.com/articles/2015-h...akers-list
- Aurel Bacs, chef for urafdelingen i auktionshuset Philips – har været involveret i næsten alle de største auktionshandler – bl.a. købet af verdens dyreste ur – Henry Graves uret fra Patek Philippe,der blev handlet til USD 24 millioner tidligere i år
- Daryn Schnipper, chef for Sotheby’s internationale urafdeling, der jævnligt holder urauktioner over hele verden. Darien har senest stået for salget af ovennævnte Henry Graves ur.
- Philippe Dufour, som har arbejdet hos mange af branchens top-mærker, men som har etableret sig som en af verdens førende urmagere og som har en helt særligt status når det kommer til finish af hans ure
- John Reardon, der er Christie’s International Head of Watches og ekspert indenfor Patek Philippe
- Michael Friedman, der har en lang historie som international ekspert indenfor bl.a. Audemars Piquet og som for tiden arbejder for AP med at etablere deres historiske samling
- Paul Boutros, der inden han kom til Hodinkee arbejdede for XXXX og er en af verdens førende eksperter på Vacheron Constantin
- Kiran Shekar, ekspert i independents, arbejder nu for Hodinkee
- Erik Ku og Andrew Shear som driver nogle af de største forhandlere af vintage Rolex
- Jason Singer – en legendarisk samler fra Arizona som er kendt for sin meget principfaste tilgang til indkøb af ure
Den liste af personer fik mig overbevist om at det godt kunne være pengene værd. Jeg udfyldte den rimeligt detaljerede ansøgning og ventede.
https://docs.google.com/a/hodinkee.com/f...o/viewform
Om jeg blev inviteret fordi jeg var villig til at betale eller fordi jeg fortalte en god historie og at de kendte mig fra ’lokalområdet’ ved jeg ikke. Men jeg kom på gæstelisten.
NY-style conferencing
Den potentielle kundekreds er nogle kræsne folk – de er vant til at blive godt behandlet, bl.a. af deres urforhandlere. Samtidigt foregik det i New York, hvor grund- og prisniveauet for sådanne ting er ganske højt.
Derfor var det ikke den store overraskelse, at vi fik at vide at det hele ville foregå på The Standard – et af de konsistent mere hippe hoteller i byen, beliggende i et af de p.t. hotteste områder lige ved High Line, Meatpacking District og det nye dyre boligkvarter, der skyder op i rasende hast i området. Alt er i topkvalitet på den hippe måde – der er gratis skøjtebane udenfor hotellet, indbygget biergarten, en hip natklub og ikke mindst en berømt bar i toppen af bygningen
http://www.standardhotels.com/new-york/p.../high-line
Hotellet står midt på High-Line, et gammelt togspor i 2. sals højde, der for 10 år siden blev omdannet til park og som nu er et af de mest populære besøgsmål for turister.
Det var heller ikke en overraskelse, at den eneste sponsor, der slap ind var Cadillac som transporterede deltagerne til og fra lufthavne og til og fra barer og restauranter – alt sammen i store, sprit nye Escalades med Hodinkee-logo på. Og chaufførerne var tidligere NY politimænd, der havde styr på tingene og kunne slippe afsted med at parkere ulovligt når det var nødvendigt.
Derfor var det heller ikke en overraskelse at der blev bedt om fortrolighed mht. hvor det hele foregik og at der blev hyret sikkerhedsfolk. Deltagerne ville nok medbringe en del af deres tunge skyts – enten i form af watch-rolls stoppet til randen med ure eller i jakke- og bukselommer og ikke mindst på hver arm.
Da der blev lagt op til åbne diskussioner af producenter, ure og meget andet blev vi også bedt om at underskrive en NDA – en såkaldt fortrolighedsaftale (Non-Disclosure Agreement) hvor der blev lagt begrænsninger på fotografering og referater.
Endelig skal det selvfølgelig også hedde et ’Summit’. Der skal jo være vigtigt og unikt. Men her dækker det over et ’topmøde’ af samlere, uden deltagelse af folk fra producenterne og en rimeligt klar tale fra mange af deltagerne.
Alt i alt ender det på et niveau, som er ukendt i Danmark, men som er helt normalt i New York. Kan virke hidsigt og overstyret – men det matcher nu engang kundernes forventninger på dette område.
Og hvad blev der så talt om?
Set fra toppen af, så var der en række temaer på tværs af indlæggene, som kunne beskrives sådan her
Hvordan samler man – hvad skal du kigge efter og hvordan beslutter du dig? Der blev præsenteret forskellige rammer for hvordan du kunne sikre dig, at din beslutning blev lidt mere med hjernen end hjertet. En af rammerne var en 10 punkts liste, som kunne give lidt struktur på dine overvejelser omkring et eller to ure, som du overvejede at investere i. Bare lige at stoppe op og tænke sig lidt om kunne gøre en stor forskel på om du endte med et ur som blev mere værd eller et ur, som hurtigt røg i glemmebogen. En anden måde at sige det på er – bliver det en klassiker til et bredt publikum eller et ’modeur’ med kort holdbarhed, rettet til et smalt publikum – f.eks. Hublot’s fodboldure.Der blev også talt en del om hvordan en hel del af de store mærker ’oversælger’ andelen af håndarbejde og måske også kvaliteten af håndarbejdet i fremstillingen af det enkelte ur. Der blev decideret vist billeder og sammenlignet på tværs af brands – med knubsede ord til enkelte mærker. Sjovt nok fortalte Philippe Dufour om hans store respekt for Credo, som jo er ultra-high end hos Seiko. De var kommet på besøg i hans workshop og havde set hvordan han bl.a. polerede med noget lokalt træ. De havde så fået træ med retur til Japan og året efter havde Mr. Dufour sendt dem noget mere. To år senere havde japanerne stolt meddelt, at nu var alt 100% japansk idet de havde fundet en tilsvarende japansk træsort, som de nu brugte. Der blev også vist billeder, der underbyggede sammenligningen. Flere bemærkede, at det højeste niveau af finish hos et af de større brands nok lå uden for Sweitz, nemlig et bestemt sted i Tyskland. Kombinationen af 10-punkts rammen og tankerne omkring hvad god finish egentlig er og hvad man skal kigge efter var gode at tage med hjem. Der var også overvældende enighed om at man skal købe det bedste ur man kan finde – og have nosser ok til at springe over, hvis det ikke er helt godt nok. Eksempler var der nok af – og forskellene på standard god stand og exceptionel god stand løb op i mange 100.000 dollars i nogle tilfælde, hvilket man kunne se i diverse statistikker, f.eks. den nedenstående, der blev nævnt flere gange.
http://erictortella.com
Hvad bliver godt fremadrettet – hvad skal man købe indenfor de enkelte brands (PP, L&S, VC, independents) Hvert enkelt brand har en lang historie bag sig med mange forskellige ur-modeller. For hvert af de nævnte brands var der diskussioner om hvad der ville sælge i fremtiden, bl.a. baseret på den 10-punkts ramme, der blev nævnt ovenfor. Der var da nogle øjenåbnere hist og pist – bl.a. når den erfarne taler kunne meget præcist gætte på hvor mange stk. af en bestemt Patek model, der reelt var på markedet – og dermed om det var nemt eller svært at få fat i. Pointen var gennemgående, at man skal gøre sit hjemmearbejde – enten selv eller få input fra andre, der ved noget om det pågældende brand. For mig var det f.eks. en stor overraskelse hvor få ure Vacheron egentlig har lavet.
Hvor meget der er at lære – selv de hårde drenge bliver jævnligt overrasket. Et andet fælles tema var usikkerhed. Urproduktion var ikke en eksakt videnskab eller særligt stramt styret – så både Patek, Vacheron og Rolex er i større eller mindre grad ramt af at urproduktion i gamle dage så stort på dokumentation, fik de samme dele fra mange forskellige leverandører og generelt så lidt stort på reelt industriproduktion med standardisering osv. Dette gælder jo i særdeleshed for Rolex, hvilket jo er skyld i den støt stigende positive historie om vintage rolex, hvor det er en videnskab at se om en bestemt skivevariant er realistisk i forhold til den kendte produktion. Rolex præsentationen bekræftede f.eks. for mig, at der er no way in hell jeg nogensinde skal samle vintage Rolex. Dels får de ikke pulsen op på mig – men samtidig er fake/frankenstein modellerne så vanskelige at gennemskue for en ’civilist’. Med de andre mærker handlede det om at skabe lister af serienumre efterhånden som man fik urene gennem sin forretning, eller at gå til skiveproducenten, hvis man ville prøve at få et tal på hvor mange stk., der reelt er produceret af en bestemt model. Med nyere ure er der nogle af producenterne, der tilsyneladende er lidt slemme til at love deres samlere, at der kun er lavet meget, meget få af en bestemt model – hvorefter man finder ud af at der er lavet 10-20-30 ekstra som man ikke har hørt om officielt, men som er ude på markedet. Igen var pointen her, at man skulle gøre sit hjemmearbejde grundigt.
Og hvad med det sociale?
Et af Hodinkee’s erklærede mål var at lade deltagerne finde sammen og etablere nye kontakter og måske endda venskaber.
Aftenen før var der arrangeret cocktails i en cool bar i nærheden af hotellet. Faktisk den bar, hvor William Massena for nylig blev interviewet til ’Talking Watches’. Baren hedder The Beatrice Inn – se mere her
http://thebeatriceinn.com
Der var god stemning og deltagerne gik alle rundt og hilste på hinanden og kiggede på hinandens håndled. Selvfølgelig var der hurtigt en gruppe, der satte sig ved et bord og hev urene frem. Store smil og løgnehistorier begynder så at titte frem.
Hvad tager man på til en dag med ufatteligt tunge samlere – well, jeg havde mit blå F.P. Journe med, der altid får anerkendende nik og så selvfølgelig mit 1968 Polaris, som spiller uden for kategori og derfor altid vækker opsigt.
Dagen efter var der ’free seating’ i lokalet, hvor mødet blev holdt. Dermed blev det lidt tilfældigt hvem man kom til at sidde med igennem dagen. Og i modsætning til ude i ’det virkelige liv’ var der ingen hæmninger med at spørge om hvad man havde på armen eller bare bragt med i løs vægt. På den måde får man lige rystet sig sammen og kigget hinanden lidt an.
En af fyrene ved mit bord var en canadier, der aftenen før havde et Mark XI JLC militær ur på armen i flot, flot stand. Morgenen efter havde han så et Reverso med sort skive fra 1931 på armen, dvs. den model som de sidste år har været genstand for en række ’tributes’. Reversoen var købt på auktion i Hong Kong ubeset – han havde først set uret da han kom for at hente det. Utroligt smukt ur – ikke så stort som en moderne Reverso, men de klassiske linier holder.
En anden fyr ved bordet havde en ny flot Speedmaster på armen. Han undskyldte for at det ikke var noget eksotisk, men det var det eneste ur, der kunne holde til hans job. Han var guldsmed/juveler i Ohio og hamrede en del i sin hverdag. En anden fyr ved bordet havde en ’watch roll’ med med tre daytonaer, hvoraf den ene var en Paul Newman. Mit manglende kendskab til Rolex gør det umuligt for mig at sige mere om dem, men på de andres reaktioner kunne jeg se, at der var tale om kram.
Midt på dagen var der to gange break-out sessions, hvor man kunne vælge mellem hhv. en AP diskussion og en VC diskussion i den første runde og Lange vs. Independents i den anden runde.
Disse sessions var mindre og igen fik man mulighed for at skifte pladser og møde nye deltagere. Spørgelysten bliver også større når lokalet er mere intimt – så man begyndte også her at kunne høre at deltagerne havde ret stor indsigt i emnet. Det var også her de rigtige skrækhistorier og triumfer blev delt – f.eks. om ham, der havde købt et USD 300.000 ur af en berømt independent. Det kom aldrig helt til at virke og efter en masse senden frem og tilbage til reparation og justering modtog ejeren et brev fra producenten, hvor der kort og godt stod, at han måtte leve med den manglende præcision (10 sekunder pr. dag eller mere) og at de ikke kunne gøre mere ved sagen. Han køber så ikke flere ure derfra. Andre i salen havde lignende historier om mærker, der havde efterladt dem med ting, der ikke var færdige eller havde en chance for at komme til at virke som det var planlagt.
Som afslutning på dagen var der igen cocktails og buffet – denne gang på toppen af The Standard, hvor de har en fantastisk bar med 360 graders udsigt ud over New York, Hudson River og dele af New Jersey.
En superflot bar
Og udsigten var heller ikke så ringe endda
Også her var der fremvisning af urene på armen og det obligatoriske bord med ure. Denne gang var det et rimeligt aggressivt bord med Lange Datograph Zeitwerk, diverse sjældne FP Journe – herunder en, der kun er lavet i tre eksemplarer (se @doobooloo på Instagram) og andre vilde ting. Men rundt om bordet sad jo også Philippe Dufour, Kevin Rose og Ben Clymer – og de morede sig. Mr. Dufour havde et minute repeater lommeur fra 20’erne med som han lod os sidde og lege med på omgang. Igen skabes der venskaber og fede øjeblikke så snart hardwaren kommer på bordet – uanset om man er en af de bedste urmagere i verden eller om man ’bare’ er samler.
Her er de tunge drenge, inkl. Hodinkee stifteren og Mr. Dufour samt Kevin Rose
Der blev hygget
Og her kommer lidt billeder af urene på tværs af dagen. Først en limited edition MB&F LM101
Jason Singers sindssyge Rolex 8171
En Lange Datograph
Og bagfra…suk…
Lidt Nomos og et andet jeg ikke kan huske navnet på
Et selvlysende Zeitwerk – Kevin Rose’s, som har været med i ’Talking Watches’
Lidt blandet – inkl. en blå Reverso – så smuk
En af de sjældne F.P. Journe modeller
Her sammen med mit
Lidt stopure
Jeg tror, at der var fem Dufour Simplicity ure til stede…det sker ikke så tit
Arnold & Son – spritny tourbillon
Samme mand havde også en tourbillon på armen…
Jason Singer’s watch roll
Som vakte beundren
Mere derfra
Og mere. En af tre (3) Patek, der er blevet officielt ’omcaset’ af fabrikken og har fået sit eget referenenummer
En boutique edition af F.P. Journe
Min oplevelse på den sociale front er, at man tager hjem med flere ting. Dels bliver man bekræftet i at man ikke er den eneste, der er bidt af denne hobby og har været igennem nogenlunde samme rejse. Dels får man nogle gange sat ansigt på folk man kun har skrevet med på diverse forums eller set billeder fra på Instagram. Du får også nogle kontakter, som du kan tage fat i hvis du vil spørge om et bestemt type ur engang i fremtiden.
Hvad er så kvadratroden?
Var det pengene og tiden værd er vel et af de spørgsmål man kan stille sig.
Jeg havde to-tre mål med at deltage. Dels at bygge netværk, dels at lære om vintage ure og dels at møde nogle spændende mennesker. Jeg synes jeg lykkedes med alle tre ting – særligt menneske-delen sætter jeg stor pris på.
At få nogle unikke drengerøvs-oplevelser med barer på toppen af New York eller at køre rundt i Hodinkee-Escalades med en tidligere New York politimand bag rattet eller sidde med de mest sindssyge ure på markedet i sin svedende hånd er ekstra flødeskum ovenpå lagkagen.
Det var en af de dyrere lagkager, men jeg synes at den var prisen værd. Der er nogle ting at grine af når jeg sidder med ble på alderdomshjemmet – hvis jeg kan huske dem…
Og så fik jeg jo også mulighed for at besøge min yndlingsbutik, JLC-butikken på Madison Avenue. Der havde de lidt guf liggende til demonstration for 1-2 high-end kunder, der havde bedt om at se disse ure.
Det første var Hybris Mechanica a Grande Sonnerie…et ur til ca. USD 600,000 som var blevet bestilt af en kunde. Det er jo fra JLC’s ultimative serie Hybris Mehanica, der skal vise det ypperste de kan.
Bagsiden er også meget pæn
Det andet ur var Master Grande Tradition Gyrotourbillon 3, som også ligger i finansfyrste prisklassen med ca. USD 400,000…plus tax.
Flot, flot ur med 3D-tourbillonen, der nærmest slår som et hjerte når den kører.
Og så var det retur til Newark med Hodinkee expressen, endnu en spritny Cadillac Escalade. Ganske cool!
Selvom det måske havde været endnu sjovere i denne…
Vil I se flere billeder, så check hodinkee.com og ikke mindst Instagram under #hsummit
Hodinkee skifter gear
Hodinkee er i løbet af 2015 blevet en væsentligt mere velfunderet virksomhed med kræfter og ambitioner. Fra starten i 2007 har den været drevet af Benjamin Clymer og hans få kolleger. I 2015 valgte Benjamin Clymer så at få nye aktionærer ombord samt styrke strukturen rundt om virksomheden.
Virksomheden har nu en CEO, Kevin Rose, samt en række nye muskler til at arbejde videre med Hodinkee konceptet. Kevin Rose har skabt sin formue gennem opbygning og salg af internetvirksomhederne Revision3, Digg, Pownce, og Milk. Kort tid inden han blev en del af Hodinkee lancerede han – grundet sin fascination af ure – appen Watchville, der samler nyheder fra en række ur-blogs på et sted.
Udover penge og ambitioner medbringer Kevin Rose et hold af folk, der kan noget med teknologi. Derfor har vi også set en ny hjemmeside på hodinkee.com samt en decideret hodinkee app til mobile enheder.
Bag kulisserne har de også fået nye kræfter. Der er hyret tunge folk ind for at hjælpe med at udvikle forretningen. En af dem er f.eks. Kiran Shekar, der er Director of Special Operations. Kiran kommer fra et vellønnet job i finanssektoren – men hans store kærlighed til ure har gjort ham kendt i miljøet og endte med at give ham et job hos Hodinkee til en lidt anden løn end han tidligere var vant til.
At Kiran har kærlighed til ure kommer bl.a. til udtryk ved at han har skrevet en meget anerkendt bog om F.P. Journe i sin fritid. Firmaet vidste ikke, at han var i gang før han kom med det færdige manuskript. Da F.P. Journe og hans team læste bogen fandt de detaljer, som de ikke selv kendte. Bogen er nu udgivet af firmaet og bliver uddelt til kunderne i deres boutiques.
Kombinationen af penge, ambitioner og nye ressourcer førte til, at Hodinkee ville investere i at skabe et årligt forum for ur-samlere, hvor de kunne mødes og snakke frit om urfirmaerne, hvor fremtiden ligger og andre ting af interesse. Alt sammen i fortrolighed, så det ikke blev en gang marketing-snak, men en reel diskussion af værdi for ur-samlere. Et andet af resultaterne skulle være, at samlerne møder hinanden og skaber nye netværk på kryds og tværs.
Barren bliver sat – og den bliver sat højt
Det førte til arrangementet med den noget pompøse titel ’Hodinkee Collector’s Summit 2015’, hvilket oversat til dansk jo nærmest betyder topmøde. Tanken var, at de ville have 100 personer med, som de selv udvalgte efter deres kærlighed til og interesse i ure. Talerne skulle være eksperter på forskellige områder som f.eks. auktionsmarkedet, bestemte ur-mærker, ur-produktion osv. – men ingen marketingfolk eller andre fra producent-siden.
https://www.hodinkee.com/articles/introd...ors-summit
For at sikre denne ambitiøse linie valgte Hodinkee at prissætte arrangementet ret aggressivt – USD 3,500 for knap halvanden dag – og samtidig at dem, der ønskede at deltage skulle ansøge om deltagelse. Man ville maksimalt tage 100 deltagere ind, udvalgt af Hodinkee-folkene selv. De skriver selv, at de fik 300 ansøgninger.
Det førte til larm og ballade med det samme – både på Hodinkee’s egen side og andre steder i ur-universet. Mange af ankerne gik på prissætningen, der fra start udelukkede et stort antal mennesker, der enten ikke kunne eller ville betale prisen. Arrangementet blev karakteriseret som elitært og indspist og endnu værre ting. Mange mente også, at arrangementet umuligt kunne være de penge værd og at det var en profitmaskine for Hodinkee – og et endeligt bevis på at den oprindelige entusiasme for guldure var blevet erstattet af jagten på guldmønter. Kommentar-området på Hodinkee’s elektroniske kanaler blev lukket efter man havde forsøgt at svare lidt på folks kommentarer.
Min egen oplevelse af det var, at det på den ene side var meget dyrt, men at det samtidigt var en unik mulighed for to-tre ting: At skabe et netværk blandt samlere fra hele verden og at lære om hvordan folkene bag kulisserne i branchen ser på ure og deres værdi. Dertil kommer muligheden for at få fingrene på nogle ure som man aldrig nogensinde ville komme til at se. Hodinkee havde også fået samlet en vild række af talere på et ret højt, internationalt niveau, herunder
https://www.hodinkee.com/articles/2015-h...akers-list
- Aurel Bacs, chef for urafdelingen i auktionshuset Philips – har været involveret i næsten alle de største auktionshandler – bl.a. købet af verdens dyreste ur – Henry Graves uret fra Patek Philippe,der blev handlet til USD 24 millioner tidligere i år
- Daryn Schnipper, chef for Sotheby’s internationale urafdeling, der jævnligt holder urauktioner over hele verden. Darien har senest stået for salget af ovennævnte Henry Graves ur.
- Philippe Dufour, som har arbejdet hos mange af branchens top-mærker, men som har etableret sig som en af verdens førende urmagere og som har en helt særligt status når det kommer til finish af hans ure
- John Reardon, der er Christie’s International Head of Watches og ekspert indenfor Patek Philippe
- Michael Friedman, der har en lang historie som international ekspert indenfor bl.a. Audemars Piquet og som for tiden arbejder for AP med at etablere deres historiske samling
- Paul Boutros, der inden han kom til Hodinkee arbejdede for XXXX og er en af verdens førende eksperter på Vacheron Constantin
- Kiran Shekar, ekspert i independents, arbejder nu for Hodinkee
- Erik Ku og Andrew Shear som driver nogle af de største forhandlere af vintage Rolex
- Jason Singer – en legendarisk samler fra Arizona som er kendt for sin meget principfaste tilgang til indkøb af ure
Den liste af personer fik mig overbevist om at det godt kunne være pengene værd. Jeg udfyldte den rimeligt detaljerede ansøgning og ventede.
https://docs.google.com/a/hodinkee.com/f...o/viewform
Om jeg blev inviteret fordi jeg var villig til at betale eller fordi jeg fortalte en god historie og at de kendte mig fra ’lokalområdet’ ved jeg ikke. Men jeg kom på gæstelisten.
NY-style conferencing
Den potentielle kundekreds er nogle kræsne folk – de er vant til at blive godt behandlet, bl.a. af deres urforhandlere. Samtidigt foregik det i New York, hvor grund- og prisniveauet for sådanne ting er ganske højt.
Derfor var det ikke den store overraskelse, at vi fik at vide at det hele ville foregå på The Standard – et af de konsistent mere hippe hoteller i byen, beliggende i et af de p.t. hotteste områder lige ved High Line, Meatpacking District og det nye dyre boligkvarter, der skyder op i rasende hast i området. Alt er i topkvalitet på den hippe måde – der er gratis skøjtebane udenfor hotellet, indbygget biergarten, en hip natklub og ikke mindst en berømt bar i toppen af bygningen
http://www.standardhotels.com/new-york/p.../high-line
Hotellet står midt på High-Line, et gammelt togspor i 2. sals højde, der for 10 år siden blev omdannet til park og som nu er et af de mest populære besøgsmål for turister.
Det var heller ikke en overraskelse, at den eneste sponsor, der slap ind var Cadillac som transporterede deltagerne til og fra lufthavne og til og fra barer og restauranter – alt sammen i store, sprit nye Escalades med Hodinkee-logo på. Og chaufførerne var tidligere NY politimænd, der havde styr på tingene og kunne slippe afsted med at parkere ulovligt når det var nødvendigt.
Derfor var det heller ikke en overraskelse at der blev bedt om fortrolighed mht. hvor det hele foregik og at der blev hyret sikkerhedsfolk. Deltagerne ville nok medbringe en del af deres tunge skyts – enten i form af watch-rolls stoppet til randen med ure eller i jakke- og bukselommer og ikke mindst på hver arm.
Da der blev lagt op til åbne diskussioner af producenter, ure og meget andet blev vi også bedt om at underskrive en NDA – en såkaldt fortrolighedsaftale (Non-Disclosure Agreement) hvor der blev lagt begrænsninger på fotografering og referater.
Endelig skal det selvfølgelig også hedde et ’Summit’. Der skal jo være vigtigt og unikt. Men her dækker det over et ’topmøde’ af samlere, uden deltagelse af folk fra producenterne og en rimeligt klar tale fra mange af deltagerne.
Alt i alt ender det på et niveau, som er ukendt i Danmark, men som er helt normalt i New York. Kan virke hidsigt og overstyret – men det matcher nu engang kundernes forventninger på dette område.
Og hvad blev der så talt om?
Set fra toppen af, så var der en række temaer på tværs af indlæggene, som kunne beskrives sådan her
Hvordan samler man – hvad skal du kigge efter og hvordan beslutter du dig? Der blev præsenteret forskellige rammer for hvordan du kunne sikre dig, at din beslutning blev lidt mere med hjernen end hjertet. En af rammerne var en 10 punkts liste, som kunne give lidt struktur på dine overvejelser omkring et eller to ure, som du overvejede at investere i. Bare lige at stoppe op og tænke sig lidt om kunne gøre en stor forskel på om du endte med et ur som blev mere værd eller et ur, som hurtigt røg i glemmebogen. En anden måde at sige det på er – bliver det en klassiker til et bredt publikum eller et ’modeur’ med kort holdbarhed, rettet til et smalt publikum – f.eks. Hublot’s fodboldure.Der blev også talt en del om hvordan en hel del af de store mærker ’oversælger’ andelen af håndarbejde og måske også kvaliteten af håndarbejdet i fremstillingen af det enkelte ur. Der blev decideret vist billeder og sammenlignet på tværs af brands – med knubsede ord til enkelte mærker. Sjovt nok fortalte Philippe Dufour om hans store respekt for Credo, som jo er ultra-high end hos Seiko. De var kommet på besøg i hans workshop og havde set hvordan han bl.a. polerede med noget lokalt træ. De havde så fået træ med retur til Japan og året efter havde Mr. Dufour sendt dem noget mere. To år senere havde japanerne stolt meddelt, at nu var alt 100% japansk idet de havde fundet en tilsvarende japansk træsort, som de nu brugte. Der blev også vist billeder, der underbyggede sammenligningen. Flere bemærkede, at det højeste niveau af finish hos et af de større brands nok lå uden for Sweitz, nemlig et bestemt sted i Tyskland. Kombinationen af 10-punkts rammen og tankerne omkring hvad god finish egentlig er og hvad man skal kigge efter var gode at tage med hjem. Der var også overvældende enighed om at man skal købe det bedste ur man kan finde – og have nosser ok til at springe over, hvis det ikke er helt godt nok. Eksempler var der nok af – og forskellene på standard god stand og exceptionel god stand løb op i mange 100.000 dollars i nogle tilfælde, hvilket man kunne se i diverse statistikker, f.eks. den nedenstående, der blev nævnt flere gange.
http://erictortella.com
Hvad bliver godt fremadrettet – hvad skal man købe indenfor de enkelte brands (PP, L&S, VC, independents) Hvert enkelt brand har en lang historie bag sig med mange forskellige ur-modeller. For hvert af de nævnte brands var der diskussioner om hvad der ville sælge i fremtiden, bl.a. baseret på den 10-punkts ramme, der blev nævnt ovenfor. Der var da nogle øjenåbnere hist og pist – bl.a. når den erfarne taler kunne meget præcist gætte på hvor mange stk. af en bestemt Patek model, der reelt var på markedet – og dermed om det var nemt eller svært at få fat i. Pointen var gennemgående, at man skal gøre sit hjemmearbejde – enten selv eller få input fra andre, der ved noget om det pågældende brand. For mig var det f.eks. en stor overraskelse hvor få ure Vacheron egentlig har lavet.
Hvor meget der er at lære – selv de hårde drenge bliver jævnligt overrasket. Et andet fælles tema var usikkerhed. Urproduktion var ikke en eksakt videnskab eller særligt stramt styret – så både Patek, Vacheron og Rolex er i større eller mindre grad ramt af at urproduktion i gamle dage så stort på dokumentation, fik de samme dele fra mange forskellige leverandører og generelt så lidt stort på reelt industriproduktion med standardisering osv. Dette gælder jo i særdeleshed for Rolex, hvilket jo er skyld i den støt stigende positive historie om vintage rolex, hvor det er en videnskab at se om en bestemt skivevariant er realistisk i forhold til den kendte produktion. Rolex præsentationen bekræftede f.eks. for mig, at der er no way in hell jeg nogensinde skal samle vintage Rolex. Dels får de ikke pulsen op på mig – men samtidig er fake/frankenstein modellerne så vanskelige at gennemskue for en ’civilist’. Med de andre mærker handlede det om at skabe lister af serienumre efterhånden som man fik urene gennem sin forretning, eller at gå til skiveproducenten, hvis man ville prøve at få et tal på hvor mange stk., der reelt er produceret af en bestemt model. Med nyere ure er der nogle af producenterne, der tilsyneladende er lidt slemme til at love deres samlere, at der kun er lavet meget, meget få af en bestemt model – hvorefter man finder ud af at der er lavet 10-20-30 ekstra som man ikke har hørt om officielt, men som er ude på markedet. Igen var pointen her, at man skulle gøre sit hjemmearbejde grundigt.
Og hvad med det sociale?
Et af Hodinkee’s erklærede mål var at lade deltagerne finde sammen og etablere nye kontakter og måske endda venskaber.
Aftenen før var der arrangeret cocktails i en cool bar i nærheden af hotellet. Faktisk den bar, hvor William Massena for nylig blev interviewet til ’Talking Watches’. Baren hedder The Beatrice Inn – se mere her
http://thebeatriceinn.com
Der var god stemning og deltagerne gik alle rundt og hilste på hinanden og kiggede på hinandens håndled. Selvfølgelig var der hurtigt en gruppe, der satte sig ved et bord og hev urene frem. Store smil og løgnehistorier begynder så at titte frem.
Hvad tager man på til en dag med ufatteligt tunge samlere – well, jeg havde mit blå F.P. Journe med, der altid får anerkendende nik og så selvfølgelig mit 1968 Polaris, som spiller uden for kategori og derfor altid vækker opsigt.
Dagen efter var der ’free seating’ i lokalet, hvor mødet blev holdt. Dermed blev det lidt tilfældigt hvem man kom til at sidde med igennem dagen. Og i modsætning til ude i ’det virkelige liv’ var der ingen hæmninger med at spørge om hvad man havde på armen eller bare bragt med i løs vægt. På den måde får man lige rystet sig sammen og kigget hinanden lidt an.
En af fyrene ved mit bord var en canadier, der aftenen før havde et Mark XI JLC militær ur på armen i flot, flot stand. Morgenen efter havde han så et Reverso med sort skive fra 1931 på armen, dvs. den model som de sidste år har været genstand for en række ’tributes’. Reversoen var købt på auktion i Hong Kong ubeset – han havde først set uret da han kom for at hente det. Utroligt smukt ur – ikke så stort som en moderne Reverso, men de klassiske linier holder.
En anden fyr ved bordet havde en ny flot Speedmaster på armen. Han undskyldte for at det ikke var noget eksotisk, men det var det eneste ur, der kunne holde til hans job. Han var guldsmed/juveler i Ohio og hamrede en del i sin hverdag. En anden fyr ved bordet havde en ’watch roll’ med med tre daytonaer, hvoraf den ene var en Paul Newman. Mit manglende kendskab til Rolex gør det umuligt for mig at sige mere om dem, men på de andres reaktioner kunne jeg se, at der var tale om kram.
Midt på dagen var der to gange break-out sessions, hvor man kunne vælge mellem hhv. en AP diskussion og en VC diskussion i den første runde og Lange vs. Independents i den anden runde.
Disse sessions var mindre og igen fik man mulighed for at skifte pladser og møde nye deltagere. Spørgelysten bliver også større når lokalet er mere intimt – så man begyndte også her at kunne høre at deltagerne havde ret stor indsigt i emnet. Det var også her de rigtige skrækhistorier og triumfer blev delt – f.eks. om ham, der havde købt et USD 300.000 ur af en berømt independent. Det kom aldrig helt til at virke og efter en masse senden frem og tilbage til reparation og justering modtog ejeren et brev fra producenten, hvor der kort og godt stod, at han måtte leve med den manglende præcision (10 sekunder pr. dag eller mere) og at de ikke kunne gøre mere ved sagen. Han køber så ikke flere ure derfra. Andre i salen havde lignende historier om mærker, der havde efterladt dem med ting, der ikke var færdige eller havde en chance for at komme til at virke som det var planlagt.
Som afslutning på dagen var der igen cocktails og buffet – denne gang på toppen af The Standard, hvor de har en fantastisk bar med 360 graders udsigt ud over New York, Hudson River og dele af New Jersey.
En superflot bar
Og udsigten var heller ikke så ringe endda
Også her var der fremvisning af urene på armen og det obligatoriske bord med ure. Denne gang var det et rimeligt aggressivt bord med Lange Datograph Zeitwerk, diverse sjældne FP Journe – herunder en, der kun er lavet i tre eksemplarer (se @doobooloo på Instagram) og andre vilde ting. Men rundt om bordet sad jo også Philippe Dufour, Kevin Rose og Ben Clymer – og de morede sig. Mr. Dufour havde et minute repeater lommeur fra 20’erne med som han lod os sidde og lege med på omgang. Igen skabes der venskaber og fede øjeblikke så snart hardwaren kommer på bordet – uanset om man er en af de bedste urmagere i verden eller om man ’bare’ er samler.
Her er de tunge drenge, inkl. Hodinkee stifteren og Mr. Dufour samt Kevin Rose
Der blev hygget
Og her kommer lidt billeder af urene på tværs af dagen. Først en limited edition MB&F LM101
Jason Singers sindssyge Rolex 8171
En Lange Datograph
Og bagfra…suk…
Lidt Nomos og et andet jeg ikke kan huske navnet på
Et selvlysende Zeitwerk – Kevin Rose’s, som har været med i ’Talking Watches’
Lidt blandet – inkl. en blå Reverso – så smuk
En af de sjældne F.P. Journe modeller
Her sammen med mit
Lidt stopure
Jeg tror, at der var fem Dufour Simplicity ure til stede…det sker ikke så tit
Arnold & Son – spritny tourbillon
Samme mand havde også en tourbillon på armen…
Jason Singer’s watch roll
Som vakte beundren
Mere derfra
Og mere. En af tre (3) Patek, der er blevet officielt ’omcaset’ af fabrikken og har fået sit eget referenenummer
En boutique edition af F.P. Journe
Min oplevelse på den sociale front er, at man tager hjem med flere ting. Dels bliver man bekræftet i at man ikke er den eneste, der er bidt af denne hobby og har været igennem nogenlunde samme rejse. Dels får man nogle gange sat ansigt på folk man kun har skrevet med på diverse forums eller set billeder fra på Instagram. Du får også nogle kontakter, som du kan tage fat i hvis du vil spørge om et bestemt type ur engang i fremtiden.
Hvad er så kvadratroden?
Var det pengene og tiden værd er vel et af de spørgsmål man kan stille sig.
Jeg havde to-tre mål med at deltage. Dels at bygge netværk, dels at lære om vintage ure og dels at møde nogle spændende mennesker. Jeg synes jeg lykkedes med alle tre ting – særligt menneske-delen sætter jeg stor pris på.
At få nogle unikke drengerøvs-oplevelser med barer på toppen af New York eller at køre rundt i Hodinkee-Escalades med en tidligere New York politimand bag rattet eller sidde med de mest sindssyge ure på markedet i sin svedende hånd er ekstra flødeskum ovenpå lagkagen.
Det var en af de dyrere lagkager, men jeg synes at den var prisen værd. Der er nogle ting at grine af når jeg sidder med ble på alderdomshjemmet – hvis jeg kan huske dem…
Og så fik jeg jo også mulighed for at besøge min yndlingsbutik, JLC-butikken på Madison Avenue. Der havde de lidt guf liggende til demonstration for 1-2 high-end kunder, der havde bedt om at se disse ure.
Det første var Hybris Mechanica a Grande Sonnerie…et ur til ca. USD 600,000 som var blevet bestilt af en kunde. Det er jo fra JLC’s ultimative serie Hybris Mehanica, der skal vise det ypperste de kan.
Bagsiden er også meget pæn
Det andet ur var Master Grande Tradition Gyrotourbillon 3, som også ligger i finansfyrste prisklassen med ca. USD 400,000…plus tax.
Flot, flot ur med 3D-tourbillonen, der nærmest slår som et hjerte når den kører.
Og så var det retur til Newark med Hodinkee expressen, endnu en spritny Cadillac Escalade. Ganske cool!
Selvom det måske havde været endnu sjovere i denne…
Vil I se flere billeder, så check hodinkee.com og ikke mindst Instagram under #hsummit
![[-]](https://urdebatten.dk/images/collapse.png)
Du er guld værd for dette forum.
