22-10-2015, 03:14 PM
Lad det være sagt med det samme, ”Dette indlæg er fejlbehæftet”. - Faktisk allerede i overskriftens andet ord: ”ur”.
Efter udpakningen, vil mange sikkert være enige med mig, at det er en tilsnigelse, at kalde ”dimsen”, ”gadget’en” eller ”tingesten” for et ur.
Der er imidlertid gået hyperinflation i begrebet ur, således at ligegyldigt hvad man bærer på håndleddet,
– så kalder man det for nemheds skyld, ”et ur”.
I lyset af denne åbenbart accepterede bekvemmelighed, vil jeg konsekvent tillade mig, at omtale ”anordningen” som et ur.
Osse selv om min grundholdning er, at der i højere grad er tale om et ”gimmick”.
… nok om ”ikke-uret”, og over til hvordan det dog kunne gå til, at en konservativ entusiast plumper i, og køber sådan noget ”pangel”.
I en tidsalder, hvor det er sjældent, at folk påtager sig ansvar for en dum beslutning, en uforsigtighed, eller en ”grumset” disposition
– men i langt højere grad er hurtige til at udbryde:
# ”Det kan jeg slet ikke genkende”,
# ”Der foreligger ingen beviser”,
# ”Der er ikke noget at komme efter”,
# ”Det erindrer jeg ikke”,
# ”Det er helt efter reglerne” eller
# ”Jeg er blevet ført bag lyset. Det er spindoktoren/embedsmanden”.
…. Vil jeg i moderne stil anføre: ”De skyldige er Miwes & gmt-geek”, se blot hvad de skriver:
mives i tråden om ure med sort skive og gmt-geek i tråden om ure med sort skive
Jeg er de herrer tak skyldig, for deres medlevende engagement på forum, og deres inspiration til at jeg har købt et stykke ”pangel”…
… som jeg finder ganske kækt, sjovt og interessant. Selvom det ikke er et ur.
Handelen foregik via Chrono24, hvor jeg tidligere har handlet; men hidtil direkte med privatpersoner.
Denne gang foregik det gennem Chrono24’s system, der på mig virker tillidsvækkende.
Chrono24 virker som ”man in between”, således at de har styr på at køber sender penge, og at sælger sender en vare.
Nok om inspiration, handel og forsendelse. Den modtagne pakke så sådan ud:
Har de sendt et stueur i stedet?
Hvad hulen? – 16 poser luft og et stykke papir?
Nåeh nej – boksen havde bare forputtet sig i et hjørne
Det kan ikke længere holdes skjult, at der er tale om en Mondaine Stop2go.
Uret (hø hø) har følgende specifikationer:
Model number, A512.30358.16SBB
Function, Stop to go
Movement (manufacture. Ref.), MONDAINE stop2go cal. 58-02
Movement (type), Quartz
Case size/diameter (mm), 41.00
Case material, Stainless Steel brushed
Case back, Caseback with Screws
Crown, Regular Gasket
Crystal/Glass material, Sapphire anti-reflective coated
Water resistance (m/ft/atm), 30 / 100 / 3
Strap/Bracelet material, Genuine Leather
Strap width at lug (mm), 20.00
Origin, Swiss Made
Her er det obligatoriske wrist-shot
Urkassen er IMO ganske nydeligt forarbejdet, i børstet stål Ø41 mm.
I forhold til Mondaines tidligere railway ure, har Stop2go fået en reces (om man vil et mavebælte) omkring urkassen.
Denne reces fortsætter i hornene, og giver uret et mere robust udseende i forhold til forgængeren. IMO en lidt mindre elegant fremtoning.
Kronen er særligt udformet, nærmest som en kontakt, og den har da heller ikke andre funktioner end at stille uret.
At uret er i god overensstemmelse med ”forlægget”, det berømte schweiziske jernbaneur
…. er vel ganske iøjnefaldende.
Der er næppe grund til at lægge skjul på, at enten er man begejstret for skivens og viserernes bauhaus design, eller også synes man det er for fersk.
Hvad skivedesignet angår, må man sige at opgaven er nøje bundet til forlægget, men også at ”nedskaleringen” i den henseende er ganske vellykket.
Bagkassen ser således ud:
En simpel bagside, fastholdt med 4 skruer. IMHO: ”Det kan Mondaine ikke være bekendt”.
Alt andet havde været mindre uanstændigt, f.eks. blot en simpel ”klikbar” kapsel.
Remmen er en enkel usømmet læderrem. Ikke prangende kvalitet, pæn tykkelse og pænt forarbejdet.
Som vanligt, når jeg har fattet interesse for et ur – gennemtrawler jeg nettet for information, både om selve uret, oprindelse og historie.
Ved informationssøgning på nettet, står man sig godt ved, at forholde sig kritisk til det fundne.
I tilfældet med Stop2go, har min kritiske sans været stærkt udfordret.
Man mødes, i overvældende grad, af tomgangs vås på tyndbenede og sludrende blogs, der både formoder, antager, tror nok - og i det hele taget forudsætningsløst(?), antagelsesvist og kritikløst lægger ”noget” på nettet.
Et par eksempler på dette er anført nedenstående.
# Youtube bloggeren wornandwound - Udtaler sig klippefast om de schweiziske jernbaners enestående synkroniseringssystem, og sekundviserens 58 sekunders omgangstid.
# Bloggeren aBlogtoWatch.com (Udtaler i ramme alvor, at der er 2 quartz værker i Stop2go.)
Dersom man bliver på aBlogtoWatch, og ser reviewet af Speedmaster Alaska Project – vil jeg påstå, at såfremt man kan se det review, uden at sønderrive sine klæder og henfalde i krampegråd…. Så er man en hård hund.
Det er ikke så meget informationerne han disker op med, for han taler uafbrudt – det er mere denne tales mangel på indhold, og navnlig de informationer han ikke medtager, eller ikke kender(?).
Når en blogger bor nabo til en amerikansk brandstation, kunne han i det mindste holde vinduet lukket, når han optager sin blog.
Her er det ægte indtryk af: ”Fire Department Responding”
Jeg vil ikke påstå, at jeg er klogere end de ovenfor beskrevne bloggere; blot at jeg er omhyggelig i min kildekritik, og skeptisk over for antagelser, der kan resultere i flyvske og vidtløftige udsagn.
… Men lad os så se, hvad der er op og ned på Stop2go.
Forlægget er Schweizer Bahnhofsuhr, der er afbilledet tidligere.
Banegårdsuret blev udviklet i 1944 af den schweiziske ingeniør Hans Hilfiker for Schweizerischen Bundesbahnen SBB.
Designet var så enkelt og klartlæseligt, at det har dannet forbillede for adskillige andre landes design af statsbaneure.
Det er ikke kun det brugsmæssige Hans Hilfikers ur er berømmet for – det er også selve designet, der er blevet en designklassiker, udstillet på Museum of Moderne Art, London Design Museum o.a.
Senere (1947) tilføjer Hans Hilfiker, i samarbejde med Mobatime - den karakteristiske røde sekundviser.
Designet har ikke været ændret siden 1944, og har siden 1986 kunnet anskaffes som armbåndsur, produceret af Mondaine, der således har en aftale om benyttelse af designet.
Tilladelsen til brug af designet, fremgår at urets boks.
Det havde firmaet Apple ikke, da de i 2012 begyndte at anvende designet i IOS6.
Det kom til en patentstrid mellem SBB og Apple, der blev bilagt med et forlig.
Forligets indhold er hemmeligt; men diverse kilder angiver (ubekræftet) kompensationsbeløbet til SBB til 20 mill. CHF.
Apple udfasede anvendelsen med IOS7.
Den røde sekundviser tilføjedes altså i 1947, og er umådelig simpel.
I denne sammenhæng skal ordet ’simpel’ forstås i betydningen ’enkel’, og ikke i betydningen ’tarvelig’.
Sekundviseren drives af en synkronmotor, der henter sin takt fra frekvensen i den almindelige el-forsyning.
Synkronmotoren er indstillet til at yde en hel omdrejning ved den garanteret laveste netfrekvens 48,5 Hz.
Dette medfører en forholdsvis stor pause (op til 2 sek.) ved kl. 12.
Netfrekvensen (50 Hz), har nu om stunder meget mindre afvigelser end den, der blev taget i betragtning på udviklingstidspunktet.
Det betyder at pausen i praksis kunne minimeres betydeligt; men det har SBB afstået fra.
Den forholdsvis lange pause, er altså en bevidst del af banegårdsurets sjæl og funktion.
Kontrollen af sekundviserens pause er baseret på en stift, der falder ind i en fals på en skive, på sekundviserens aksel.
Når selve uret modtager minutimpuls, så minutviseren rykker 1 minut frem, ”hales” stiften ved samme lejlighed ud af falsen, og sekundviseren genoptager sin rotation.
Under pausen har synkronmotoren kørt hele tiden; men blot ”fedtet i en glidekobling”, der altså griber sekundviseren, så snart den frigives.
Stilstands stiften, ses på billedet ovenfor.
Vi kan altså stå os ved, at glemme alt om bloggernes højprisning af nøjagtighed og kompleksitet på det schweiziske banegårdsur.
Systemet er både enkelt og gammeldags. Skal man til et avanceret og nøjagtigt system, må man vende sig mod DB (Deutsche Bahn), der anvender lokalure, der synkroniserer via DCF77.
Et godt ord for det schweiziske banegårdsur er: Minutensprunguhr mit vorauseilendem Sekundenzeiger (Fabrikat Telenorma), altså: Minutspringsur med forud ilende sekundviser.
Med modellen: ”Stop2go”, har Mondaine efterlignet sekundviserens karakteristiske opførsel.
På tidligere modeller, havde Mondaine ikke denne karakteristiske sekundviser-adfærd, hvilket kan ses på:
Youtube, 2 seconds to remember Mondaine stop2go
Den nøjagtige beskrivelse af Stop2go, findes hos: Mondaine om Stop2go ref. A512.30358.16SBB
Beskrivelsen af caliber 58-02, findes hos: Mondaine om kaliber 58-02
Betragter man Mondaines afbildning af kaliberen:
… skal man altså kun 1 eneste gang i sit liv have set en steppermotor, for at udbryde:
”Aha – værket har altså 2 steppermotorer. 1 til time & minut, og 1 til sekundviseren”, hvilket også er nøjagtigt, hvad Mondaine beskriver.
Vi kan altså glemme alt om bloggeres henførte vås om, at værket i virkeligheden består af 2 quartz-værker (vor herre bevares).
Det er ikke alene schweizerne, der er begejstrede for ”Minutensprunguhr mit vorauseilendem Sekundenzeiger”.
På det nyudbyggede og renoverede kvarter i London, Canary Wharf – fandt arkitekten på at opstille ikke 1; men hele 6 stk. af det legendariske ur
See London’s Six Swiss Railway Clocks
Til trods for sin enkle opbygning, må selv et schweizerur bukke under for tidens tand.
The Irish Time: “Time up for second hand on Swiss railway clocks”
– Til schweiziske pendleres store utilfredshed, er SBB begyndt at pille sekundviseren af, når synkronmotoren er slidt op, hvilket efterlader ”national symbolet” i en noget afpillet tilstand.
Begrundelsen for denne disposition er, at det er for kostbart, at indsætte en erstatning for den gamle synkronmotor.
Man hensættes jo i dyb undren om: ”Hvad fanden blev der så af de 20 millioner CHF, som Apple betalte til uret?”
Her et par hvidskivede ure ”side by side”. Begge Ø41; men markant forskel i pris
Jeg håber på jeres forståelse for, at jeg har ”måttet skrive mig ud af”, at have købt en ”håndleds device”, som jeg kun fodslæbende vil kalde ”et ur”.
Tilsvarende er jeg ganske åben for en diskussion om, hvorvidt jeg stempler Mondaines Stop2go for hårdt?
Med venlig hilsen – Geodoc.
Disclaimer: Ingen ure, hverken quartz- eller banegårdsure, led overlast ved udarbejdelsen af dette indlæg
Efter udpakningen, vil mange sikkert være enige med mig, at det er en tilsnigelse, at kalde ”dimsen”, ”gadget’en” eller ”tingesten” for et ur.
Der er imidlertid gået hyperinflation i begrebet ur, således at ligegyldigt hvad man bærer på håndleddet,
– så kalder man det for nemheds skyld, ”et ur”.
I lyset af denne åbenbart accepterede bekvemmelighed, vil jeg konsekvent tillade mig, at omtale ”anordningen” som et ur.
Osse selv om min grundholdning er, at der i højere grad er tale om et ”gimmick”.
… nok om ”ikke-uret”, og over til hvordan det dog kunne gå til, at en konservativ entusiast plumper i, og køber sådan noget ”pangel”.
I en tidsalder, hvor det er sjældent, at folk påtager sig ansvar for en dum beslutning, en uforsigtighed, eller en ”grumset” disposition
– men i langt højere grad er hurtige til at udbryde:
# ”Det kan jeg slet ikke genkende”,
# ”Der foreligger ingen beviser”,
# ”Der er ikke noget at komme efter”,
# ”Det erindrer jeg ikke”,
# ”Det er helt efter reglerne” eller
# ”Jeg er blevet ført bag lyset. Det er spindoktoren/embedsmanden”.
…. Vil jeg i moderne stil anføre: ”De skyldige er Miwes & gmt-geek”, se blot hvad de skriver:
mives i tråden om ure med sort skive og gmt-geek i tråden om ure med sort skive
Jeg er de herrer tak skyldig, for deres medlevende engagement på forum, og deres inspiration til at jeg har købt et stykke ”pangel”…
… som jeg finder ganske kækt, sjovt og interessant. Selvom det ikke er et ur.
Handelen foregik via Chrono24, hvor jeg tidligere har handlet; men hidtil direkte med privatpersoner.
Denne gang foregik det gennem Chrono24’s system, der på mig virker tillidsvækkende.
Chrono24 virker som ”man in between”, således at de har styr på at køber sender penge, og at sælger sender en vare.
Nok om inspiration, handel og forsendelse. Den modtagne pakke så sådan ud:
Har de sendt et stueur i stedet?
Hvad hulen? – 16 poser luft og et stykke papir?
Nåeh nej – boksen havde bare forputtet sig i et hjørne
Det kan ikke længere holdes skjult, at der er tale om en Mondaine Stop2go.
Uret (hø hø) har følgende specifikationer:
Model number, A512.30358.16SBB
Function, Stop to go
Movement (manufacture. Ref.), MONDAINE stop2go cal. 58-02
Movement (type), Quartz
Case size/diameter (mm), 41.00
Case material, Stainless Steel brushed
Case back, Caseback with Screws
Crown, Regular Gasket
Crystal/Glass material, Sapphire anti-reflective coated
Water resistance (m/ft/atm), 30 / 100 / 3
Strap/Bracelet material, Genuine Leather
Strap width at lug (mm), 20.00
Origin, Swiss Made
Her er det obligatoriske wrist-shot
Urkassen er IMO ganske nydeligt forarbejdet, i børstet stål Ø41 mm.
I forhold til Mondaines tidligere railway ure, har Stop2go fået en reces (om man vil et mavebælte) omkring urkassen.
Denne reces fortsætter i hornene, og giver uret et mere robust udseende i forhold til forgængeren. IMO en lidt mindre elegant fremtoning.
Kronen er særligt udformet, nærmest som en kontakt, og den har da heller ikke andre funktioner end at stille uret.
At uret er i god overensstemmelse med ”forlægget”, det berømte schweiziske jernbaneur
…. er vel ganske iøjnefaldende.
Der er næppe grund til at lægge skjul på, at enten er man begejstret for skivens og viserernes bauhaus design, eller også synes man det er for fersk.
Hvad skivedesignet angår, må man sige at opgaven er nøje bundet til forlægget, men også at ”nedskaleringen” i den henseende er ganske vellykket.
Bagkassen ser således ud:
En simpel bagside, fastholdt med 4 skruer. IMHO: ”Det kan Mondaine ikke være bekendt”.
Alt andet havde været mindre uanstændigt, f.eks. blot en simpel ”klikbar” kapsel.
Remmen er en enkel usømmet læderrem. Ikke prangende kvalitet, pæn tykkelse og pænt forarbejdet.
Som vanligt, når jeg har fattet interesse for et ur – gennemtrawler jeg nettet for information, både om selve uret, oprindelse og historie.
Ved informationssøgning på nettet, står man sig godt ved, at forholde sig kritisk til det fundne.
I tilfældet med Stop2go, har min kritiske sans været stærkt udfordret.
Man mødes, i overvældende grad, af tomgangs vås på tyndbenede og sludrende blogs, der både formoder, antager, tror nok - og i det hele taget forudsætningsløst(?), antagelsesvist og kritikløst lægger ”noget” på nettet.
Et par eksempler på dette er anført nedenstående.
# Youtube bloggeren wornandwound - Udtaler sig klippefast om de schweiziske jernbaners enestående synkroniseringssystem, og sekundviserens 58 sekunders omgangstid.
# Bloggeren aBlogtoWatch.com (Udtaler i ramme alvor, at der er 2 quartz værker i Stop2go.)
Dersom man bliver på aBlogtoWatch, og ser reviewet af Speedmaster Alaska Project – vil jeg påstå, at såfremt man kan se det review, uden at sønderrive sine klæder og henfalde i krampegråd…. Så er man en hård hund.
Det er ikke så meget informationerne han disker op med, for han taler uafbrudt – det er mere denne tales mangel på indhold, og navnlig de informationer han ikke medtager, eller ikke kender(?).
Når en blogger bor nabo til en amerikansk brandstation, kunne han i det mindste holde vinduet lukket, når han optager sin blog.
Her er det ægte indtryk af: ”Fire Department Responding”
Jeg vil ikke påstå, at jeg er klogere end de ovenfor beskrevne bloggere; blot at jeg er omhyggelig i min kildekritik, og skeptisk over for antagelser, der kan resultere i flyvske og vidtløftige udsagn.
… Men lad os så se, hvad der er op og ned på Stop2go.
Forlægget er Schweizer Bahnhofsuhr, der er afbilledet tidligere.
Banegårdsuret blev udviklet i 1944 af den schweiziske ingeniør Hans Hilfiker for Schweizerischen Bundesbahnen SBB.
Designet var så enkelt og klartlæseligt, at det har dannet forbillede for adskillige andre landes design af statsbaneure.
Det er ikke kun det brugsmæssige Hans Hilfikers ur er berømmet for – det er også selve designet, der er blevet en designklassiker, udstillet på Museum of Moderne Art, London Design Museum o.a.
Senere (1947) tilføjer Hans Hilfiker, i samarbejde med Mobatime - den karakteristiske røde sekundviser.
Designet har ikke været ændret siden 1944, og har siden 1986 kunnet anskaffes som armbåndsur, produceret af Mondaine, der således har en aftale om benyttelse af designet.
Tilladelsen til brug af designet, fremgår at urets boks.
Det havde firmaet Apple ikke, da de i 2012 begyndte at anvende designet i IOS6.
Det kom til en patentstrid mellem SBB og Apple, der blev bilagt med et forlig.
Forligets indhold er hemmeligt; men diverse kilder angiver (ubekræftet) kompensationsbeløbet til SBB til 20 mill. CHF.
Apple udfasede anvendelsen med IOS7.
Den røde sekundviser tilføjedes altså i 1947, og er umådelig simpel.
I denne sammenhæng skal ordet ’simpel’ forstås i betydningen ’enkel’, og ikke i betydningen ’tarvelig’.
Sekundviseren drives af en synkronmotor, der henter sin takt fra frekvensen i den almindelige el-forsyning.
Synkronmotoren er indstillet til at yde en hel omdrejning ved den garanteret laveste netfrekvens 48,5 Hz.
Dette medfører en forholdsvis stor pause (op til 2 sek.) ved kl. 12.
Netfrekvensen (50 Hz), har nu om stunder meget mindre afvigelser end den, der blev taget i betragtning på udviklingstidspunktet.
Det betyder at pausen i praksis kunne minimeres betydeligt; men det har SBB afstået fra.
Den forholdsvis lange pause, er altså en bevidst del af banegårdsurets sjæl og funktion.
Kontrollen af sekundviserens pause er baseret på en stift, der falder ind i en fals på en skive, på sekundviserens aksel.
Når selve uret modtager minutimpuls, så minutviseren rykker 1 minut frem, ”hales” stiften ved samme lejlighed ud af falsen, og sekundviseren genoptager sin rotation.
Under pausen har synkronmotoren kørt hele tiden; men blot ”fedtet i en glidekobling”, der altså griber sekundviseren, så snart den frigives.
Stilstands stiften, ses på billedet ovenfor.
Vi kan altså stå os ved, at glemme alt om bloggernes højprisning af nøjagtighed og kompleksitet på det schweiziske banegårdsur.
Systemet er både enkelt og gammeldags. Skal man til et avanceret og nøjagtigt system, må man vende sig mod DB (Deutsche Bahn), der anvender lokalure, der synkroniserer via DCF77.
Et godt ord for det schweiziske banegårdsur er: Minutensprunguhr mit vorauseilendem Sekundenzeiger (Fabrikat Telenorma), altså: Minutspringsur med forud ilende sekundviser.
Med modellen: ”Stop2go”, har Mondaine efterlignet sekundviserens karakteristiske opførsel.
På tidligere modeller, havde Mondaine ikke denne karakteristiske sekundviser-adfærd, hvilket kan ses på:
Youtube, 2 seconds to remember Mondaine stop2go
Den nøjagtige beskrivelse af Stop2go, findes hos: Mondaine om Stop2go ref. A512.30358.16SBB
Beskrivelsen af caliber 58-02, findes hos: Mondaine om kaliber 58-02
Betragter man Mondaines afbildning af kaliberen:
… skal man altså kun 1 eneste gang i sit liv have set en steppermotor, for at udbryde:
”Aha – værket har altså 2 steppermotorer. 1 til time & minut, og 1 til sekundviseren”, hvilket også er nøjagtigt, hvad Mondaine beskriver.
Vi kan altså glemme alt om bloggeres henførte vås om, at værket i virkeligheden består af 2 quartz-værker (vor herre bevares).
Det er ikke alene schweizerne, der er begejstrede for ”Minutensprunguhr mit vorauseilendem Sekundenzeiger”.
På det nyudbyggede og renoverede kvarter i London, Canary Wharf – fandt arkitekten på at opstille ikke 1; men hele 6 stk. af det legendariske ur
See London’s Six Swiss Railway Clocks
Til trods for sin enkle opbygning, må selv et schweizerur bukke under for tidens tand.
The Irish Time: “Time up for second hand on Swiss railway clocks”
– Til schweiziske pendleres store utilfredshed, er SBB begyndt at pille sekundviseren af, når synkronmotoren er slidt op, hvilket efterlader ”national symbolet” i en noget afpillet tilstand.
Begrundelsen for denne disposition er, at det er for kostbart, at indsætte en erstatning for den gamle synkronmotor.
Man hensættes jo i dyb undren om: ”Hvad fanden blev der så af de 20 millioner CHF, som Apple betalte til uret?”
Her et par hvidskivede ure ”side by side”. Begge Ø41; men markant forskel i pris
Jeg håber på jeres forståelse for, at jeg har ”måttet skrive mig ud af”, at have købt en ”håndleds device”, som jeg kun fodslæbende vil kalde ”et ur”.
Tilsvarende er jeg ganske åben for en diskussion om, hvorvidt jeg stempler Mondaines Stop2go for hårdt?
Med venlig hilsen – Geodoc.
Disclaimer: Ingen ure, hverken quartz- eller banegårdsure, led overlast ved udarbejdelsen af dette indlæg
![[-]](https://urdebatten.dk/images/collapse.png)
(dog uden garanti 