Som Fugl Føniks - Selvgjort er velgjort... - FINITO..!
#1
Hiiiiv ohøj alle sammen!

Læsere af skibschonometertråden vil sikkert huske denne stakkels Golay kasse:
İmage

Som jeg også nævnte i tråden så pønsede jeg på at få brugt den tomme kasse...
Som også nævnt, er det nok utopisk at satse på at finde noget originalt mekanik...
Jeg er nu kommet så langt, at jeg godt tør starte en tråd om kassen. Icon_e_wink
Jeg har haft en testopstilling i gang og det eneste jeg ikke kan sige noget om er præcisionen. Jeg mangler en - for præcisionen - vital del samt det skal køre i et godt stykke tid da jeg ikke har specialværktøj til at kunne måle det, men delen er ikke påkrævet for et proof of concept, som jeg som sagt har gennemført.

Inden jeg går for godt igang vil jeg nævne en række key features/design goals:
  • Der må ikke laves ireversible ændringer i låget, så hvis det usandsynlige skulle ske, kan mekanikken skiftes til den originale og elektronikken blot loddes om til at levere 1/2 sek. impulser - meget simpel ændring.
  • Kun minimale ændringer i kassen og som bliver skjult hvis det (imho endnu mere usandsynlige) at jeg finder batteriholdere og/eller original elektronik og dækplade (anvendelse af original elektronik vil dog kræve originalt værk eller i hvert fald værk med 1/2 sek. steps).
  • En indvendig aluminiumsplade i kassen. OK, ligne den originale kan det ikke komme til, men konceptet skal hen af originalt.
  • Der skal være mulighed for synkronisering af sekundviseren via. en stop og quad speed mulighed (ja, ved godt normalt er double speed, det er sådan det er på Golay og Seiko og sikkert også andre skibschronometre med den mulighed (f.eks. Glashutte har jo kun stop), men jeg synes 2x er for langsomt)
  • Backupkondensator til når der skiftes batteri - ok, ikke vildt påkrævet, den kan vente indtil jeg alligevel skal bestille komponenter hos min foretrukne pusher.
  • En batterimåler. Ligeledes heller ikke vild påkrævet, den kan komme når jeg finder et passende drejespoleinstrument, men både Seiko og 1974 Golay har den, så det skal denne da også have.

Derudover, hvordan det lige tager sig ud i praksis vil afhænge af flere ting. Min og min kære morfars kunnen, hvilke materialer jeg allerede har og hvis nogle skal købes, så om prisen kan retfærdiggøres og om de er nemme at skaffe.

Jeg har en plan... Lad os så komme igang!

İmage
Her ses de to dele, der skal holde hele maskineriet i låget på plads.
Drejet af noget teflon der ligner kunst-marmor. Det var hvad morfars roddekasse havde af egnet materiale - det er nemlig min morfar der har drejebænken - til gengæld kan han intet om elektronik. Kunst-marmoren bliver næsten ikke synligt udefra, kun en lille kant når der kommer en urskive i.

İmage
Det skulle lige prøves hvordan det passer i kassen. Jeg mangler at skaffe en rund glasskive 100 mm dia. og 2,5-3 mm tyk til glasset.

İmage
Og hvordan det lige ser ud bagfra. Urværket er godt nok et køkkenurværk, men af langt højere kvalitet end de fleste ure som folk har hængende. Det er et tysk U.T.S. af høj kvalitet. Der er langt mindre slør i dette end det typiske kinesiske urværk som folk har siddende i deres ure på væggen (med mindre det er Junghans eller andet hvor der er valgt god kvalitet). Man mærker det med det samme, også mindre slack i tandhjulene - det føles bare mere lækkert og når der er sekundviser på bevæger den sig kontant og præcist - ikke "larme-slaske-upræcis-pegning" som de kinesiske. Derfor har jeg valgt et sådant værk selvom jeg slet ikke skal bruge elektronikken i det.

İmage
Jeg prøvede lige at printe en urskive og montere de visere jeg har der skal på. Jeg er ikke tilfreds med sekundviseren. Enten finder jeg en anden eller også laver jeg en selv. Jeg har også fundet et andet skivedesign jeg synes passer bedre til visere og kasse.

İmage
Jeg har kradset printbanerne over, så jeg kan styre spolen via en ledning fra min egen elektronik. Printpladen tjener nu kun til at holde sammen på det hele - den er nemlig en del af designet og kan ikke undværes hvis det hele skal være mekanisk stabilt. Men ok, bare den er sat ud af spillet er det jo også fint nok.

İmage
Sådan en omgang teflon er noget glat noget og det er ikke rigtigt til at holde urværket fra at kunne dreje - hverken med gummiskive eller lim. Så det fik lige 4 skruer - nu render det ingen steder Icon_e_wink
Det er så heldigt, at den ledning jeg har valg, den kan lægges så den har labyrint-aflastning. Og den passer præcis i frihøje mellem delene. Hvor heldig kan man være Icon_e_smile

İmage
Så er jeg godt igang med at få loddet elektronikken og eksperimentere mig frem til hvordan de usikre detaljer helt præcist skal være.
Jeg bruger en masse nul-ohms modstande til forbindelserne, det synes jeg er nemmere og de ser også bedre ud end en masse lus.

İmage
Så er detaljerne på plads. Faktisk mangler der kun én vigtig del - en spændingsregulator med ultralavt egetforbrug til DS32KHZ - en HT7130-1 og en håndfuld af dem er bestilt (aner ikke hvilken Seiko har brugt og hvilken spænding, så jeg prøver denne, den har fine data så det er kun et spørgsmål om spændingen er perfekt). Den er ikke vigtig for konceptet, men den er vigtig for præcisionen. Der mangler også nogle loddesteder, så ledninger loddes på fra oven. De skal nok komme.

Et par ord om designet:
Jeg har valgt en ultra simpel K.I.S.S.-approach. Her er ingen komplicerende elementer. Grundstenen er en DS32KHZ. Når jeg har store forventninger til den, så skyldes det, at den også bruges (godt nok SMD-udgave) i min Seiko QM-11 der kører mellem 2 og 3 sek for hurtigt - på et helt år(!). Egenlig kunne jeg også bare benytte et alm. 32 KHz krystal, men så vil der ikke være meget chronometer over det, omend jeg modsat urværket her ville kunne trimme det så det ved min temperatur er præcist. Så jeg valgte løsningen med DS32KHZ.

Efter DS32KHZ skal signalet sådan set bare gennem nogle binære tællere. Jeg havde nogle 74HC4060 liggende - helt perfekte. De er godt nok lidt sjove i og med at nogle af de binære tællere er der ikke adgang til, men de skal bare kobles sammen så højst tilgængelige deler på 2. IC i kæden giver 2 Hz ud på den første tilgængelige tæller, det skal bruges til quad speed. To tællere længere nede i kæden kommer 0,5 Hz ud - det er til normal drift.

Nu vil den kvikke sikker sige: Hov, urværket skal jo ikke bruge pulserende jævnspænding, men polvendt impuls... Ja, og det er ligepræcis derfor der er de tre røde dimser. Det er 3 stk. polyesterkondensatorer på 3,3 µF hver i parallel - dvs. ca. 10 µF i alt, det giver passende styrke i værket. Det er sådan, at når impulsen skifter state, så oplades hhv. aflades kondenssatorerne gennem urværkets spole og denne får derved så de polvendte impulser den har behov for - total smart og jeg undgår at skulle have gang i en masse flere kredse eller noget decideret timer til at få impulsbredden og samme bredde uanset om der køres normal eller quad speed. Efter inspiration af gammelt Philips urværk fra slut 70'erne - der brugte de dog en tantal. Jeg har valgt filmtype da den aldrig vil fejle.

Stop foregår ved at udgangen på DS32KHZ ledes via en 39 kOhm modstand inden den føres ind i første tællekreds. Nu kan indgangen på 74HC4060 kredsen bare kortsluttes til stel uden at DS32KHZ lider overlast og tælleriet stopper hvor det er kommet til. Modsat elektronikken i mine andre skibschronometre, som jeg synes kan drille at få synkroniseret præcis på beatet da tælleriet nulstilles når man stopper dem. Her kan jeg blot stoppe så hurtigt jeg kan når jeg har set sekundviseren bevæge sige. Dernæst vente på det den skal synkroniseres med når samme tid og igen så hurtigt jeg kan slippe. Da reaktionstiden er meget ens begge gange er de nu synkroniseret *præcis* på beatet. Og skulle den være en tøddel foran, så et par små hurtige dups på stop og den stopper i de få 100-dele sekunder knappen er nede og fortsætter så hvor den er kommet til - igen nemt at få synkroniseringen til at være så på beatet som det er muligt med det menneskelige øje.

Det er så langt jeg nu er kommet.
Desværre så revnede den lille plade med serienummeret da jeg skruede den af kassen for at få kassen ordenligt rengjort og fjernet sandkorn fra alle hjørner af kassen. Nogen har strammet de skruer mere end plastpladen havde godt af. Så den håber jeg jeg kan redde ved at lime den på et stykke plastic. Det er ikke meningen kassen på nogen måde skal se ny ud. Men beskidt skal den dog heller ikke være.

Jeg følger naturligvis op her i tråden når der sker flere fremskridt, håber I synes det er spændende.
Måske der ligefrem kunne være nogen derude, der er blevet inspireret? Mener, der er jo intet der siger at man skal have en tom chronometer kasse. Nu faldt jeg bare over én så billigt at jeg købte den. Man kan lige så godt bruge et hvilket som helst andet ur.
Ja, hvorfor ikke, lave et chronometer ud af et quartz kamin-ur? Hvilken bjerghytte har ikke brug for ultra præcision? <!-- s:lol: --><img src="{SMILIES_PATH}/icon_lol.gif" alt=":lol:" title="Laughing" /><!-- s:lol: -->
Mvh Morten
- Et skibschronometer? - Når man ikke kun sejler i sin egen sø!


Svar
#2
Super indlæg, Morten - tak !
Lidt pjanket og totalt nørdtet. (= den højeste ros man kan få her).
Godt Nytår,
Cheers - John
Mvh. John - nu under det sorte flag*.
(*Jolly Roger, ikke IS !  Icon_blink )
Svar
#3
Tio Malo Skrev:Super indlæg, Morten - tak !
Lidt pjanket og totalt nørdtet. (= den højeste ros man kan få her).
Godt Nytår,
Cheers - John
+1
Mvh. John  - Glad for ure og frisk på lidt iværksætterråd.
Besøg min blog med gode råd til iværksættere!
Besøg min blog om ure!
Svar
#4
Takker, glæder mig I synes det er interessant Icon_e_smile
I hvert fald, så er det jo en lidt anderledes ur-tråd end sådan er flest... Icon_e_wink

Også i dag er der sket små fremskridt. Bevares, der er stadig et stykke vej, men det begynder da at ligne noget...
Jeg har søgt nettet tyndt efter et passende drejespoleinstrument. Det skal åbenbart ikke være let, for det skal være både lille og pænt. Det kan være jeg dropper det i første omgang.

Det leder mig nemlig til næste punkt... Batteriforbruget. Det kræver lidt snilde at måle hvor meget det bruger med urværket da jeg kun har alm. multimeter og de er ikke glade for impulserne, de må glattes gennem modstande og kondensator for at få et mere nøjagtigt billede. Men pt. er tomgangsstrømmen, dvs. for oscillator og 2 stk. binære tællere det helt vildt astronomisk store tal af ca. 10 µA. Sagt på en anden måde, så er IC'ernes egetforbrug på godt og vel 90 mAh på et helt år. Til sammenligning er der over 2500 mAh i et alkaline, så det hele afhænger faktisk af hvor meget der går til urværket. OK, der kommer så lige en ca. 3 µA oveni når spændingsregulatoren kommer i - næppe noget der vælter regnskabet Icon_e_wink

İmage
Hvis der ikke lige pt. kommer en batterimåler i, så er pladen faktisk færdig. Pladen er filet til og det er paskram med få 10-dele mm at give af Icon_e_biggrin Alle huller boret, lige klar til montering. Der mangler noget at montere pladen på nede i kassen, så jeg kom lige nogle møtrikker ned den kunne stå på for at få en idé om det færdige look. Det begynder jo at ligne lidt Icon_cool

Vippekontakten til venstre er fjederbelastet og er den man sætter urværket til quad speed "catch up".
Stop er den lille røde knap til højre.
De tre huller til højre for batteriholderen er til ledningsgennemføring til viserværket. Tre huller for at ledningen kan holdes fast - det skal i nok få et se Icon_e_wink

İmage
Sådan ser kassen ud indvendig. Der skal bygges en ramme rundt i kanten, som pladen kan spændes fast på.

İmage
Bagsiden af pladen med elektronikken monteret, men dog på ingen måde med nogen tilslutninger.

İmage
Her er sket to ting. Som jeg nævnte i mit første indlæg, så knækkede den pladen med serienummeret da jeg to den af for at rense kassen - jeg var ved at rive håret af mig selv. Et gæt er skruerne har været spændt hårdt og med tiden er opstået en usynlig revne. Heldigvis, så er det en plasttype som modellim binder godt på, så den blev limet på et andet stykke tyndt plast - ligeledes en type modellim binder godt på. Og ja, den rager lidt længere ud og er hvidt rundt i kanten (det kan evt. males sort) og der er synlige hårfine revner. Men alt i alt, så synes jeg nu det blev repareret rigtig godt. Og herregud, et par hårfine revner bidrager kun til kassens patina. Hmm ja, det er sandt. Jeg må lære at blive en bedre fotograf. Kameraets blitz får kassen til at se noget mere hærget ud end den rent faktisk er. Efter den blev renset for støv og snavs ser den faktisk flot ud. Ikke ny, men flot brugt patina vs. "trashet patina".

Anden ting der er sket er at der er blevet lavet nogle propper til hullerne. Noget passende messing lå ikke lige for, så de blev lavet i noget hårdt ædeltræ (eftersigende Wengé, men jeg ved det ikke 100%, så skarp er jeg ikke til sorter). Jeg spekulerer nu som en gal på om jeg blot skal lakere propperne med alm. lak eller give dem guldspray og dernæst lak - så vil de nemlig passe til låget, hmmm....

En sjov detalje. Låsen knaste og pev. Da alt skulle renses skulle den selvfølgelig også. Den fik med vand og sæbe, blev motioneret indsmurt i sæbe og dernæst skyllet også under motionering. Den går nu som silke(!) Blødt og lækkert, ingen knas og piven og når lågen lukkes ned glider den lige så stille til siden - klik! Man skulle tro den har fået fedt el. olie, men det har den overhovedet ikke. Jeg overveje at give den lidt, men tænkte så at det nemt kommer til at misfarve træet.

To be continued...
Mvh Morten
- Et skibschronometer? - Når man ikke kun sejler i sin egen sø!


Svar
#5
McAllan slutter trådens andet indlæg med: "To be continued...... og hold da op, hvor jeg glæder mig til fortsættelsen.
Ikke for at lægge noget pres på, for sådant arbejde tager den tid det tager og skrivelysten skal også være tilstede - så det er dejligt, at have noget at se frem til.

Som anført; jeg er kuldret med denne tråd, selvom indholdet har sendt mig ud på en del "googling" Icon_e_wink
- Fremragende, uortodokst og med en smittende entusiasme. - Det er bare så flot - TAK Icon_e_biggrin

Med venlig hilsen - Geodoc
Svar
#6
Geodoc - du kan være helt rolig, jeg skal nok fortsætte når jeg har noget mere Icon_e_wink

Ikke at jeg lige har noget jeg synes jeg vil vise billeder af, men jeg har faktisk fundet ud af lidt. Og det kan være der skal ændres lidt i konstruktionen...

Dvs. noget har jeg ændret. Jeg kom i tanke om om ikke det var lidt federe med 2 tryk-knapper end 1 tryk og 1 fjederbelastet vippe. Den oprindelige kontruktion havde også den egenskab, at afhængig af state på 1x og 4x udtaget, så kunne polatiteten skifte meget hurtigt og der blev derved sprunget 2 sekunder på mindre end 1/4 sek. Ikke at konstruktionen ikke kunne bruges, jeg synes bare det var en øjebæ og ændringen var meget minimal.
Desværre så var hullet til den større vippekontakt boret, så jeg fandt nogle større trykknapper i roddekassen. De er også mere behagelige for fingrene, omend måske knap flotte - men det er jo en smagssag.

Jeg har haft det hele kørende en dags tid på 2 celler - målte 3.0 v ret præcist.
Og det lader til at over 24 timer, så vindes der nok til at det lige nøjagtig kan ses. Hmm... Det var jo ikke så godt Icon_razz
Skal man tro databladet, så vil den faktisk også vinde i omegnen af 1 PPM (guderne må vide hvad tolerancen er i forhold til grafen i databladet) ved 3 volt. Og 1 PPM er jo faktisk lige knap 0,09 sek/dag, det bilder jeg mig selv ind man godt kan se, 32 sek på et helt år. Det passer også med at når jeg har forsøgt at justere de to ældste Glashütter, så skal der gå nogle dage før 8 sek/år kan ses.

Så det jeg forestiller mig skal ske - må se hvor jeg kan skaffe delene fra...
En justérbar low quiescent current LDO spændingsregulator. Så kan oscillatoren få meget præcis spænding. Og et multiturn trimmpotentiometer, så er det finregulering der vil noget. Jeg overvejer så om ikke det hele skal forsynes fra regulatoren eller kun oscillatoren. Der er fordele og ulemper ved begge dele. Fordelen er at urværket vil få samme styrke indtil batterierne er flade, ulempen at oscillatoren måske påvirkes af støj fra den lidt større impuls når værket bevæger sig. Men ok, det er måske negligerbart, ved 3 volt er DC strømmen gennem spolen 8 mA og så stor vil den slet ikke være i praksis, dels pga. dens impedans og dels pga. at så stor strøm kan der slet ikke gå fra 74HC4060 ved 3 v ud, uden at vide det vil jeg gætte på peak 1 max 2 mA. Jeg kunne også bare bruge 2 spændingsregulatorer, men der er jo trods alt et lille strømforbrug pr. regulator. Måske de bestilte HT7130-1 kan bruges dér så. De har nemlig så lav quiescent current at det er uden betydning. Den regularbare jeg har kig på har lidt højere forbrug, men håber ikke det er så meget at et sæt AA ikke vil kunne holde det kørende 1 år uden ændringer i stabiliteten. Potentialet er jo i hvert fald imponerende - det er Seiko QM-11 bevis på (gad godt vide hvad spænding de giver oscillatoren, men så skal jeg prikke hul i den lak det har fået) og med en multiturntrimmer så burde den kunne slå den afhængig af hvor meget man gider justere.
Spændende hvor jeg kan bestille fra, den mulige er ikke at få på eBay. Alle de store distributører/forhandlere med kæmpe udvalg kræver efterhånden et CVR nr. (formentlig fordi ikke gider opfylde købelovens betingelse vedr. salg til private - hey, de her to modstande, de skal byttes...!) for at man kan få lov at købe Icon_e_sad

Her i weekenden vil jeg se om ikke jeg kan få lavet lidt på kassen. Få lavet den ramme alupladen skal monteres på. Må se hvor langt jeg kommer.
Rent elektronisk så er udsigterne til at det bliver færdigt først engang efter nytår når jeg får fat i en passende regulator.
Glarmesteren åbner også først efter nytår, så visere og skive bliver også først færdig derefter. Ingen grund til at lave det færdigt nu og så skal være så forsigtig med det, så er det bedre at kunne lave det færdigt på én gang og så skal der ikke ændres mere på den mekaniske del.

Nok engang: To be continued...
Mvh Morten
- Et skibschronometer? - Når man ikke kun sejler i sin egen sø!


Svar
#7
Så kom skruen atter en smule i vandet.
Desværre er jeg ikke kommet videre med elektronikken, da jeg venter på nogle spændingsregulatorer.

Til gengæld er jeg kommet lidt videre med kassen og imho tegner det rigtig godt.

İmage
Til sekundviseren er jeg er ikke super tilfreds med nogle af de købevisere jeg kunne finde, for tykke og forkerte, så den må laves selv.
Heldigvis er en af propperne i messing, så den kunne der loddes på.

İmage
Nogle træstykker af en passende liste er tilpasset så aluminiumspladen og propper kan monteres. Det er paskram med max 1/10 mm at give af.

İmage
Viserne er malet "signal-sort". Som det ses er stilen på sekundviseren forsøgt ramt så originalt som det nu er muligt med en rektangulær modvægt. Kan se sekundviseren måske lige skal have en tur mere.

İmage
Lige for at vise aluminiumsplade monteret og de nye trykknapper. Den ene til quad-speed, den anden til stop - næsten som på Seiko's.

İmage
Propperne har fået et andet look. Jeg forsøgte at ramme det look der hedder "patineret lakeret messing". Om det lykkedes vil jeg lade læseren om at bestemme Icon_e_wink Jeg kunne måske nok have brugt en "guld" der var mindre rød i tonen. OK, ikke at den er direkte rødlig, men man kan få guld der er mere skrig-gule.
Men jeg synes nu faktisk de er flotte uanset. De er meget svære at fotografere.

İmage
Så kom der glas i. Det satte bare prikken over i'et! Nu virker det hele mere fladt og tyndt.
Det må jeg sige, et stykke glas det er bare den helt rigtige løsning! (og jo også hvad der har været originalt) Og prisen... Jeg var næsten flov over så billigt det viste sig at være! Den stakkels glarmester har næsten brugt alle pengene i løn til bare at skrive regningen på glasset, så vildt billigt var det. Og jeg slap for at købe en helt plade dyr plexiglas da jeg ikke havde noget klart på lager. Det er sådan nogle gange så er ens første indskydelse at det laver man i plexiglas, men kan godt se at det gør man ikke en anden gang et stykke rigtigt glas kan bruges med de priser et skåret stykke koster.

To be continued...
Mvh Morten
- Et skibschronometer? - Når man ikke kun sejler i sin egen sø!


Svar
#8
Hej Morten.
Det glæder mig du kom til fornuft og gik til en glarmester.... Icon_e_biggrin
så slipper du goså for statisk elektricitet med rigtig glas...
Det begynder at se godt ud.
Der er næppe noget i verden en mand ikke kan lave lidt dårligere, og sælge lidt billigere.
Den som alene ser på prisen, er denne mands lovlige bytte...
John Rusel 1819-1900

Instagram: https://www.instagram.com/denrigtigeurmager/

Mvh
Lars

Svar
#9
Ohøj I lige sindede ur- øh... chronometer-mennesker Icon_e_wink

Så er der faktisk vilde nyheder. Det er ikke 100% færdigt. Endnu... Men land begynder at klart at kunne skimtes i horizonten!

Denne gang kunne der laves lidt på navigationscomputeren a.k.a. elektronikken...

İmage
Hvad skal jeg sige...? Boller fra Kohberg!
Eller jeg kunne også bare sige at nu er elektronikken så godt som færdig (altså færdigkonstrueret Icon_razz). IC'erne endnu ikke genmonteret, men de har heller ikke holdt flyttedag, skal lige tørre ordenligt efter printet er vasket rent for flusmiddel.
Undersiden skal også lige have en gang loddelak for god ordens skyld.

Af ændringer kan nævnes:
  • 74HC4060 kredsene strømforsynes nu via den 3v spændingsregulator, HT7130A-1, jeg bestilte til oscillatoren, men fandt ud af ikke var egnet dertil. Årsagen er at så kan motoren få jævn torque uanset batteriernes restkapacitet - og dens egetforbrug er en dråbe i havet. Af samme årsag fordoblede jeg kapaciteten til motorkoblingen da jeg synes styrken var for svag med kun 3 x 3,3 µF.

  • DS32KHz strømforsynes nu fra en variabel spændingsregulator, SP6200EM5-ADJ. Ikke den jeg synes virker som den mest optimale at bruge når man ser i databladet, men det var den jeg kunne finde og det lader dog til den er ganske fin i praksis. Jeg lægger ud med at prøve at se hvor præcis chronometret er ved 2,7 volt forsyning til oscillatoren. Både spændingsregulator og DS32KHz kan ved stuetemperatur gå noget længere ned end databladet giver udtryk for, så det tegner forhåbentlig til rigtig god justering - men det vil tiden vise når det er helt samlet. Læg mærke til multiturn-trimmeren - giver mulighed for extrem god justering hvis blot ikke DS32KHz er for hurtig ved lavest muligt forsyningsspænding - her skal drejes synlig modsat de typiske trimme i ure der forandre hastighed vildt blot man kigger på dem.

  • Tænk, rodeskuffen havde sq en 0,22 F backupkondensator på lager fra noget skrot, det er den runde "mønt". Så ser vi hvor længde den holder sig frisk, det er i hvert fald en ægte Elna så kvaliteten er i top. En test viser at der overhovedet ingen problemer er at skifte batteri uden det går i stå, hvor mange minutter det er med næsten flade batterier ved jeg ikke, men længe nok - og desuden er god skik jo i sådan en holder at skifte dem én af gangen.

  • Der er nu kun én tantal og den sidder direkte i parallel med batteri og backupkondensator. Jeg er lidt paranoid med at bruge tantaler til afkobling efter en regulator da jeg er usikre på om de er så kortslutningssikre, så her bruger jeg film-typer selvom de fylder mere.

Synes faktisk printet er blevet ret flot og vellykket taget i betragtning det er et universal/prototype-print. Der kunne måske godt være små layout optimeringer, men uanset hvordan sådanne IC'er layoutes så er der altid baner der skal krydses og valg der skal tages med om det skal være indgangs- eller udgangssignaler og/eller strøm der skal være mest bøvlede at lede videre.

İmage
Undersiden af printet. Læg især godt mærke til den sorte "gnalling".

İmage
Et nærbillede af gnallingen hører sig da til! Helt uvant med at skifte/lodde små SMD-dimser er man da heldigvis ikke, så det lykkedes faktisk meget godt at håndlodde den selvom SP6200EM5-ADJ er i et lille bitte SOT-23-5 hus. Findes desværre ikke i DIL8, det havde ellers været lækkert. Læg også mærke der måtte kradses noget af universalprintet for at hver ben på regulatoren kan tilgås.

Så mangler der stadigvæk...
  • Loddelak på bagsiden for god ordens skyld, så opstår der heller ikke krybestrømme der især kan være af betydning ved den justerbare regulator.
  • Print monteres i kassen og alt forbindes.
  • Sekundviser skal have endnu engang signalsort da 1. omgang lige knapt dækkede.
  • Der skal laves en skive.

Til skiven har jeg købt hundedyrt specielt laser-printer fotopapir(!) Det er meget fint og flot i overfladen - langt flottere end alm. kopipapir - det skal nok få et flot professionelt look. Så det håber jeg bliver godt og ikke falmer til total beige-gul. En smule gulligt gør ikke noget, bare det ikke er for voldsomt.

To be continued...

Lars Skrev:Hej Morten.
Det glæder mig du kom til fornuft og gik til en glarmester.... Icon_e_biggrin
så slipper du goså for statisk elektricitet med rigtig glas...
Det begynder at se godt ud.
Tak tak.
Jo, man lærer da noget undervejs Icon_e_wink Som jeg skrev, min første indskydelse var at lave det af plexiglas, men lærte at det er gør man ikke hvis et stykke rigtigt glas egenligt er bedre - som i det her tilfælde. Mit normale indtryk af håndværkere, at det har de nok ikke udstyr til at lave noget rundt og hvis de har så koster set kassen. Gang på gang synes jeg småting jeg har skulle have haft lavet (vandhane skiftes, drypper og i den dur) eller nogen jeg kender - så bliver det bare hurtigt dyrere end man synes det burde være. Så en pris på under 35 kr. for en sådan skive må jeg sige jeg er vildt imponeret at de vil lave den så billigt, jeg havde troet at de havde sagt stik mig 100 kr, så havde jeg da stykket dem det uden at blinke og stadig syntes det var vildt billigt. Men det er måske montering osv. der er det dyre i vinduer eller hvad de nu propper cirkulære skiver i? Nu skulle jeg jo blot bruge et rundtstykke, det var det eneste de skulle lave.
Mvh Morten
- Et skibschronometer? - Når man ikke kun sejler i sin egen sø!


Svar
#10
FINITO..!

Dvs. i hvert fald indtil jeg måtte finde på at lave nogle ændringer Icon_mrgreen Positivt synes jeg der stadig mangler en batterimåler, men at finde et passende lille drejespoleinstrument skal åbenbart være sværere end som så. Jeg må kigge efter skrammel på loppemarkedet at slagte et sådant fra.

İmage
Således tager det sig så ud. Må sige jeg faktisk er blevet rigtig godt tilfreds med resultatet! Icon_e_biggrin
(Det er da et kvarts-chronometer - ik'? Icon_razz)

İmage
Frontpladen.

İmage
Close-up af skiven 1.
Ja, nok synes jeg at jeg har formået at få pladsen kraftigt ned i forhold til hvor meget dybde der normalt afsættes til visere monteret på den slags urværker, men så fladt som originalen er dog ikke muligt. Der måtte frihøjden ca. dobles. Men altså, stadig meget flad alt taget i betragtning.
Hvis jeg en dag falder over noget passende messing eller aluminium kan det være jeg drejer en anden holder til værket fremfor det plastic-marmor. Har en idé om at en blankpoleret kant vil se awesome ud Icon_e_smile

İmage
Close-up af skiven 2.

İmage
Close-up af skiven 3.
Ja, du har set helt rigtigt. Sekundviseren er med vilje bøjet nedad for at når man ser uret med egne øjne har langt lettere ved at se hvor den befinder sig henne. Jeg overvejede lidt forskellige måder at bukke den på. Kan jeg laver den om eller prøver at lave én mere. Det er jo charmen ved selv at lave det - det er som regel aldrig noget problem at lave ændringer Icon_e_wink Tænker at en anden måde at bukke den på er at lade den bukkes lodret inde i eller lige efter proppen (ligeledes med modvægten). Om hvad der vil se bedst ud... Ja, der er nok kun at prøve af når jeg lige får lyst og tid igen at lave en viser. Men det er nu faktisk slet ikke så svært...

İmage
Så lykkedes det med et bedre billede af de propper. Det her billede er meget mere tro mod den måde det opfattes på med menneskelige øjne. Synes som sagt de er flotte - og jeg synes det slidte look passer godt til kasse og chronometret - selvom de har fået blank lak til afslutning for at få dybde i guldfarven.

İmage
Lige hvordan det ser ud i åben tilstand.

İmage
Et bedre billede af den mekaniske del af værket samt hvordan det er monteret.

İmage
Her betjeningspanelet.
Da jeg synes double speed på Seiko og de originale Golay er for langsomt, så kører speed-up-knappen her quad speed. Jeg synes det lyder federe at kalde den "Fast Forward" Icon_cool
En morsomhed på Rolex' bekostning hører sig da til Icon_razz (og så er det faktisk sandt nok - da konstruktionen ikke er fra Schweitz må den gerne kaldes chronometer selvom den ikke har været forbi COSC - men den vil nu uden problemer leve op til kravene)

İmage
Close-up af ledningsgennemføringen. Jeg kunne måske have fundet på en anden løsning, men nu blev det sådan. Et stykke krympeflex bukket mens det stadig er blød så det kan holdes på plads med en kabelbinder.

İmage
Se hvor nydeligt ledningen selv slanger sig når man lukker låget i !

İmage
Her hvordan elektronikken er monteret på bagsiden af aluminiumspanelet. Som det ses er der rigtig god plads til et drejespoleinstrument når et sådan findes.

İmage
Billedserien rundes af med at vise Fugl Føniks (ja, hvad hulen skal jeg kalde den?) ved siden af originalen. Ja ok, den slår ikke originalen på udseendet - det havde jeg heller ikke troet og aldrig været målet - kun at gøre det så godt jeg kan. Men én ting er sikkert - og det er, at konstruktionen er uendeligt meget sjovere end den tomme kasse.. Og skulle jeg falde over nogle originale dele der ikke er et komplet Golay (for så giver det mere mening at renovere det), så kan jeg jo altid pille nogle af de hjemmelavede dele ud igen. Mest håber jeg på mekanikken, men ved dog også godt at det er på linie med at vinde i lotto eller derover. Men skulle det ske, så kan elektronikken jo altid loddes om. Det er lidt sværere at bruge original elektronik med et nymodens viserværk, da jeg endnu ikke har set nogen med 1/2 sekund steps - ok, man kunne vel altid proppe en binær deler efter hvis det endeligt var...

Ja, men ellers er der kun tilbage at justere det. Men det kan godt være det måske ikke bliver aktuelt. Det har kørt i et par dage eller tre nu og jeg kan ikke opservere at det er driftet bare den mindste smule i forhold til DCF77, så det tegner jo rigtig godt! Ser ud til 2,70 volt er den spænding DS32KHz er kalibreret efter fra fabrikken. Så skal der kun justeres lidt når den ældes de første par år med mindre ændringen er så lille at man lever med den.
Lyden... Det er dejligt stille. Dels fordi der er valgt et højkvalitets værk til at agere løbeværk, dels giver kondensatorkoblingen en mere blød bevægelse. Her er i hvert fald den ene del af den skarpe impuls jo barberet væk - nok stiger impulsen skarpt, men den falder blødt. Og selvfølgelig hjælper det også at det er lukket inde i kassen.

Til dem der måtte have fået blod på tanden til at prøve sig med deres eget skibschronometer kan jeg anbefale at søge på google efter Fischer's:
http://lmgtfy.com/?q=Fischer+quarz-marin...+site%3Ade (ja, stavefejlen er helt med vilje, ellers finder man det ikke)
Det minder lidt om Mühle's Yacht chronometer, men er væsentlig billigere og ligeledes med noget billigere køkkenurs-agtigt værk (modsat Mühle rigtige skibschronometer). Her får man kasse og løbeværk foræret - lige klar til at proppe sin egen elektronik i.
Selvfølgelig kan man også bruge et næsten hvilket som helst (dvs. ikke radiostyret) quartz væg-, bord-, kamin- eller lygteur i stedet. Så kan jo vælge at kalde det for bjerghyttechronometer <!-- s:lol: --><img src="{SMILIES_PATH}/icon_lol.gif" alt=":lol:" title="Laughing" /><!-- s:lol: -->

Dog vil jeg sige, at var det ikke fordi jeg ville have det semi tæt på originalen med speed up og CMOS logik, så ville jeg bruge en anden approach. Ja, faktisk kunne jeg godt tænke mig et klassisk skibsur (Schatz Royal, quartz) til at supplere samlingen af skibschronometre - med undtagelse af Golay-hjemmebyggen og evt. de to nyeste Mühle så vil min samling ikke køre konstant - de er mere til samlerbrug. Desuden, skibsuret vil jeg montere med glidende værk (det er de ikke fra start af, heller ikke et sprit nyt) da jeg synes det vil se fedt ud og jeg kan heller ikke fordrage et højlydt vægur.

Nå, men kort fortalt. Hvis jeg ikke er bundet til at skulle have speed up mulighed (det har et glidende værk også svært ved) og CMOS logik, så vil jeg i stedet nøjes med at lodde krystallet ud af den originale elektronik og føde den med signalet fra DS32KHz via et par modstande. Stop-knap der er stadig mulighed for for at kunne synkronisere sekundviseren - bare shunt signalet til stel (gennem en modstand set fra DS32KHz' synspunkt) - at stoppe det midt i en impuls er slet ikke noget man behøver bekymre sig om - minimalt strømtræk ikke skadelig for nogen af delene undtagen batteriet hvis det står på i mange timer. DS32KHz skal selvfølgelig stadig forsynes via variabel spændingsregulator. Den originale elektronik til urværket tåler måske (men langt fra sikkert) de ca. 3 volt som DS32KHz skal have. Men ellers så må man forsyne det fra sin egen regulator - jeg synes det er sjusk med batteri til hhv. oscillator og værk da de ikke bruges lige hurtigt. At finde en low quiescent current på mellem 1,1 og 1,8 volt er ikke let. Men HT7130 og nogle dioder til det sidste vil være en absolut brugbar løsning i praksis. Fordelen ved at bruge urværkets elektronik er også at strømforbruget vil være en anelse lavere end med CMOS kredsene. Dels kredsene selv, dels fordi den aftagende impuls som den simple retro-måde med en kondensatorkobling ikke er den mest energieffektive måde at gøre det på da den aftagende del er noget længere end den behøver være hvis der skal være lidt kræfter i starten af impulsen.

Ja, måske fortsættelse følger når jeg laver ændringer eller måske får modificeret et andet ur til højpræcision. Og ja, med lange udsigter når ånden kommer over mig så tilbagemelding om præcision.
Og så selvfølgelig de spørgsmål I måtte have!

Håber I har nydt tråden!
Mvh Morten
- Et skibschronometer? - Når man ikke kun sejler i sin egen sø!


Svar




Brugere der kigge i denne tråd: 1 gæst(er)