En "skabs"-Rolex beundrers bekendelser
#1
Til trods for, at man – vi, eller i hvert fald jeg; søger at tillægge urinteressen et rationelt præg af logiske valg, er det ikke muligt, at komme uden om en høj grad af subjektivitet.

En subjektivitet, der kan være så fjernt fra logik og rationale, at dens rette navn er ”fordom”.
Lad mig – uden at det skal have præg af en Oxford bekendelse, berette om et langt opgør med en fordom, der har vendt sig til ”distance beundring”.

I tidernes morgen
For at ridse den historiske baggrund op, har jeg valgt, at indlede beretningen med mit første ur indkøb.
Mit første ur begynder at skrive kalenderblade i november, det herrens år 1968.

På det tidspunkt var jeg geologistuderende, i en på mange måder turbulent og usædvanlig tid.
Det var en tid med en uhørt lethed, og sammenlignet med nutiden, må man ofte knibe sig i armen, og spørge sig selv, ”jamen sagde/mente han virkeligt det?”
Spørgsmålet kunne f.eks. dreje sig om, hvorvidt en person virkeligt mente, at såfremt vi blot lyttede til Mao eller til ”den kære leder” Kim Il Sung, og arbejdede på at få samme samfundsforhold som i Nordkorea…
… så ville alle trængsler ophøre.

I studiemiljøet herskede i det hele taget en højtflyvende, naiv og ureflekteret revolutionsromantik, så man netop skal knibe sig i ”sin nutidige arm”, for virkeligt at overtyde sig om, at man ikke drømmer.
Der herskede en utrolig lethed vedrørende penge, f.eks. A. P. Møllers penge, der blot de konfiskeredes, ville medføre befolkningens idelige lykke.

Letheden, med hvilken man omgikkes penge, var ikke udelukkende reserveret andres penge.
Når man havde nogle – så brugte man dem, og kom man til at mangle nogle, så tjente man bare nogle andre.

Det foregik stort set ved, at man gik hen til en udbyder af arbejde, pegede på et stykke arbejde, og sagde: ”Det arbejde vil jeg gerne udføre”.
Arbejdsgiveren fik tårer i øjnene, kastede sig på jorden, kyssede ens fødder, og takkede overstrømmende.
Det er en anelse anderledes i dag.

Med et således ”ophobet” større beløb, handlede jeg i nøje overensstemmelse med tidsånden.
Penge var ikke noget, der skulle ”fornuftes”, opspares, hensættes til senere studieudgifter, endsige pensionsopspares
– de skulle fyres af, og fyrværkeriet blev så meget mere spektakulært ved beløbets størrelse.

Således bevæbnet, begav jeg mig af sted til Knud Pedersen i Århus, med henblik på, at købe…

Mit første ur.
I udstillingen havde jeg set en Omega Seamaster Chronostop, der havde besnæret mit hjerte, og det sprang ganske rigtigt et taktslag over, første gang jeg holdt uret til mit håndled.

For nu at sikre mig, at jeg ikke havde overset noget, spurgte jeg ekspedienten, om der var noget tilsvarende kvalitativt og udseendemæssigt.
Hertil svarede han, at der selvfølgeligt også var Rolex.
– Herefter ”hev” han en stribe ufatteligt gammeldags udseende ure frem, der hensatte mig i undren om, hvorvidt han havde ”et batch ure” fra før anden verdenskrig.

Som man måske kan gætte, blev en Seamaster indkøbt. – Herefter gik 38 år før næste urindkøb.

Som jeg tidligere har berettet, vaktes interessen af, at Seamasteren havde ”hængt på” i 38 år, uden service; og med en gruopvækkende, sløset, hårdhændet, og ubegribelig brutal mishandling undervejs.
Da min opmærksomhed først var blevet dirigeret mod uret, reflekterede jeg over, hvad det egentligt var, jeg uretfærdigt havde udsat for så langvarig og ubønhørlig afstraffelse.
Jeg søgte på Google, der prompte dirigerede mig til ”Old-Omegas.com”.

Her lærte jeg, at uret drives af en kaliber 865, der er en forenklet kaliber 861, og at det svinger 21.600 gange i timen.
Det fascinerede mig, at en sådan lille fin maskine havde kunnet levere 7,2 milliarder præcise gangbevægelser, under hæmningsløs og skånselsløs mishandling….
… beundringen for gedigne ure havde indfundet sig, og ur interessen var vakt.

I foråret 2006 fandt jeg Urforum, og ”lurkede” indtil september 2007, hvor jeg tilmeldte mig, for at tage til …..

Mit første ur træf.
… der foregik hos Baun.
Som ”kanin” er man jo noget beklemt ved sådan pludselig, at mødes med de forum-aktive og meget vidende nørder.
Men der var absolut ingen grund til beklemmelse. Modtagelsen var fantastisk imødekommende og venlig, ikke blot fra arrangørens side; men også alle deltagende.

Der stod jeg så med mine to ure, og et i mente. Uret ”i mente” var en netop istandsat Flightmaster, som Peter Halse medbragte til træffet, frisk fra værkstedet.
Flighty supplerede så Seamasteren og en nyindkøbt Speedmaster (franken model).

Således løsnende op, og lettet ved hverken at blive udsat for hån, spot eller latterliggørelse – begyndte jeg at cirkulere blandt de fremmødte.

Et bord, omkring hvilket folk stod så tæt, at man næppe kunne kline en remstift ind blandt dem – tiltrak min opmærksomhed.
Inde fra centret af ”kødranden” lød dæmpet mumlen á la ”16-mumble jumble” og 10.000 kroner.

Ti tusinde kroner for et ur????
– det lød da fuldstændig forrykt, så jeg kilede mig ind mellem de forsamledes hærdebrede rygge, for at tage et kig på det sælsomme.

Stor var min forbavselse, da jeg observerede et bord, tæt plastret til med ufatteligt gammeldags udseende ure, af samme type som jeg 39 år tidligere havde afvist med tanken, at det nok var ”et batch ure fra før anden verdenskrig”.
Jeg lærte også, at priserne var både 20, 30 og +40 tusinde kroner, og at ”de 10.000 kroner” absolut ikke var prisen for uret.
Næh – 10.000 kroner var blot merprisen for, at et gammeldags udseende ur var endnu mere gammeldags, slidt, træt, patineret og absolut ikke selvlysende…
-men tværtimod, at det der engang havde været hvidt på urskiven nu lignede chokolademælk.

Oplevelsen oversteg i den grad min fatteevne.
Da jeg hverken følte mig vidende, naiv eller umiddelbar nok til, at ”udsynge” bemærkningen fra ”Kejserens nye klæder”, trak jeg mig diskret tilbage, til dyb refleksion.

Det var en refleksion, der fik yderligere næring ved et Ur Rally, som jeg var med til at arrangere sammen med Micki (Dreamwatch.dk)

Foredraget ved et Ur Rally
At arrangere et Ur Rally er faktisk let. Når først ”man er den”, og har sat sig i spidsen for at arrangere, er antallet af hjælpende hænder overstrømmende.
Spørgsmål til et medlem, om han vil hjælpe til med dit eller dat – mødes øjeblikkeligt med et stort JA, og tak for det.

Foredraget ved et Ur Rally er oftest det, der sætter flest grå hår i hovedet. På daværende tidspunkt var holdningen, at foredragets emne skulle være generelt og mærke neutralt.
Det viste sig vanskeligere end som så.
Kristian Haagen skulle have, hvad der svarede til spidserne af jetjagerne i en hel eskadrille, eller i hvert fald langt over hvad budgettet rakte til.

Jeg ”vrissede igennem”, og udbrød, at det kunne vel ikke være så stor en ulykke, at en vidende person fra forummets største mærkeforum holdt et foredrag om sin lidenskab.
Som sagt så gjort. Vi gjorde op med det mærke neutrale, og fik ”Gufle” til at holde et veloplagt foredrag om Rolex.

Det blev spændende. Nervepirrende spændende.
Et godt stykke inde i foredraget viser Gufle en PowerPoint planche, med nogle hovedpunkter om overgang fra en serie til en anden.
Rekapituleret efter hukommelsen, nogenlunde således:
#1. Superluminova
#2. Anden font på skriften
#3. Ny caliber.

Punkt 1 gik aldeles fortryllende. Det endte oven i købet med at to deltagere sammen gik på badeværelse, i mørke, for at sammenligne superluminova og tritium.
Punkt 2 hensatte mig i stor betænkelighed, da højdepunktet her var, at eventuelle 2-taller i serienummeret var udstyrede med en serif, altså en lille ”op-streg”.
Mine tæer arbejdede energisk på, at sprænge overlæderet af mine sko; men det holdt.

Nu så jeg med stor fortrøstning frem til punkt 3, hvor jeg imødeså en forklaring på, at Rolex havde løst et teknisk problem på en elegant og stabil måde
– eller at Rolex havde bidraget væsentligt til løsning af isokronismens drilagtigheder.
Men nej! – Gufle forlod Powerpoint planchen, med bemærkningen, ”nåeh ja – og så kom der en ny caliber”.

Dette hensatte mig i dyb fortvivlelse og stor frygt for snarligt, at blive klynget op i en lygtepæl på hotellets parkeringsplads.
Resten af foredraget overværede jeg, i en nærmest tågeagtig døs. - Foredraget sluttede og bifaldet tordnede.
Jeg sad allerede på spring, orienteret mod den mest optimale flugtvej, da en tilhører henvendte sig til mig, at det var en god idé jeg havde søsat, og at det havde været et spændende foredrag.
Flere deltagere udtalte det samme eller tilsvarende, og langsomt gik det op for mig, at jeg havde ”undgået strikken” i denne omgang.

Det beviste dog, at min initiale idé havde været korrekt, at man som arrangør udmærket kan planlægge et foredrag, som næppe har ens personlige interesse; men som man forudser, at et flertal vil være glade for.

For mit eget vedkommende, stod fordommen nu i lys lue.
Den lød nogenlunde sådan her: ”Rolex ejere er kun forelskede i, at uret er så rasende dyrt, at de kan ”punke” os andre mere pris-forsigtige oven i hovedet med det”.

Jeg lod fordommen sætte på en prøve, og satte mig for, at bevise dens rigtighed statistisk.

Data grundlaget og dets tilvejebringelse
Over årene, dvs. fra 5. marts 2009 har jeg regelmæssigt foretaget måling af forekomsten af nogle udvalgte søgeord, henholdsvis på Omega forum og på Rolex forum.
Søgeordene er: Pris, Koster, Listepris, Investering og Værdi.
Der er foretaget måling af disse søgeords antal på 29 udvalgte datoer, der fremgår af de grafiske fremstillinger.

Talmaterialet er organiseret således:
İmage
Der er valgt et udsnit af talmaterialet (det samlede materiale kan tilsendes ved PB, med E-Mail adresse)

Det ses, at behandlingen er en måling af søgeordets procentvise forekomst i alle indlæg på de 2 fora. Forskellen er udtrykt som en faktor.
I første måling d. 15. marts 2009 ses det således, at ”Listepris” interesserer Rolex forum 10,83 gange mere end det interesserer Omega forum.

Der er naturligvis også forsøgt et nøjere studie af tilvækstens størrelse mellem 2 på hinanden følgende målinger, (Nye forekomster, udtrykt som periode differens).
Betragter man målingerne d. 30. juni 2009 – d. 27. august 2009, vil man konstatere, at der er 15 nye forekomster af ”Investering” på Rolex forum, og ingen nye forekomster på Omega forum.

Sådanne udfald er der mange af, og det giver naturligvis ingen mening, at behandle disse yderligere med statistiske værktøjer.

Gennem alle 29 målinger er der statistisk signifikant overvægt af søgeordene på Rolex forum.
Nogle af forskellene er så små, at de om end signifikante – er uinteressante.

Derimod er 2 søgeord iøjnefaldende: ”Listepris” og ”Investering”. - De ses afbilledet grafisk nedenfor.

İmage
Det ses, at interessen på Rolex forum for ”Listepris” er faldet til ro på et niveau omkring faktor 7.
Det vil altså sige, at hver gang ”Listepris” har været anvendt 1 gang på Omega forum, så har det været anvendt 7 gange på Rolex forum.

Tilsvarende interesserer ”Investering” Rolex forummet 3 gange så meget, som det interesserer Omega forum.

Da disse tal ”så glimrende” så ud til at bekræfte min fordom, supplerede jeg de seneste 21 målinger med yderligere 2 søgeord.
Det var ordene: ”Værk” og ”Kaliber + Caliber”
- Meningen var selvfølgelig(?) at bevise, at Omega forum havde en overvægt på disse, og dermed ”bevise”, at de ”ægte ur interesserede” befandt sig der.

Det kom til at se således ud:

İmage
Det ses, at ”Kaliber” interesserer Omega forum 9 gange så meget, som det interesserer Rolex forum.
Ligeledes ligger Omega’s interesse for ”Værk” støt på en interesse 3 gange større end hos Rolex.

Lad mig blot lægge hånden på hjertet, og sige, at disse tal og figurer ikke beviser noget som helst; men at de har været væsentlige for bearbejdelsen af min fordom. – Mere om det i diskussionen.

Ganske pudsigt viser talmaterialet om ”Kaliber” & ”Caliber”, at Rolex forum konsekvent anvender ”Caliber” 1,76 gange hyppigere end samme ord stavet med ”K”.
På Omega forum anvendes ”Caliber” kun med en overhyppighed på 1,25.

Diskussion.
Som jeg allerede har ladet ”sive”, synes jeg ikke, at talmaterialet støtter min fordom.
Gennem adskillige års læsning på Vintageures Urforum, har jeg lært, at en særlig egenskab ved Rolex urene er, at de er rasende dyre.
Ofte 2 – 3 gange dyrere end tilsvarende teknisk sammenlignelige ure.

Når et ur andrager en økonomisk udskrivning i størrelse ”af mere end en månedsløn”, endda før skat har fået sit og konen nye sko…
… er det for mig ganske naturligt, at netop dette aspekt giver anledning til overvejelser, og altså også en del skriveri.

At Omega forum beskæftiger sig mere med Værk og Kaliber, skyldes i høj grad dette mærkes organisation om forskellige værker.
En diskussion om Speedmaster før og efter ”Moon”, medfører selvfølgeligt at kaliber 321 og 861 nævnes hyppigt og i flæng.
Ikke som udtryk for ”den eneste ægte ur entusiasme”; men i højere grad for at skelne forskellige generationer af uret, hvor Rolex ganske elegant klarer sig med ”16 mumble jumble”.

Man kan så glæde sig over (eller lade være), at min anvendelse af talmaterialet har bidraget til, at ”lægge en fordom i graven”.
Det er naturligvis mit håb, at andre kan bruge det til det samme, og i modsat fald: at anvende det med udsøgt omhu.

Såfremt nogen er blevet ”mopset” over disse tal, kan jeg kun anføre, at netop så mange gange som fremlagt, er disse søgeord altså skrevet.

Som ganske nørdet urinteresseret, smerter det mig selvfølgelig, at jeg hverken som 21 årig ung mand med for mange penge på lommen, eller nu et stykke over folkepensionsalderen….
.... endnu ikke har oplevet suset eller betagelsen af Rolex urene.
Jeg står på sidelinien, og nyder de mange indsigtsfulde og vidende indlæg om disse hundedyre ure – samtidig med at jeg nyder den gennemførte kvalitet, de gedigne materialer og den kompromisløse forarbejdning af urene.

Den udsøgte varsomhed med at ændre designet, har jo også givet sig udtryk i, at mærket aldrig har præsteret et LED ur, og kun 1 quartz ur, med henholdsvis beta21 og et eget værk.
Heller ikke udvikling af et Marine Chronometer, har Rolex haft mod på, eller lyst til.
På High End Quartz Watch Forum, ”hygger” man sig med en særlig forklaring på, at Rolex aldrig har udviklet et Marine Chronometer.
…: ”Der var ikke plads til mere tekst på urskiven”.

Jeg er altså ”fjern-beundrer” af Rolex, og er også med tiden blevet beundrer af den konsekvente designlinie, hvor ændringer er få og små, således at den klassiske genkendelighed bevares.
(Bemærk, hvor behændigt, ”ufatteligt gammeldags udseende ure” er blevet skiftet ud med, ”den klassiske genkendelighed” )

Som ”fjern-beundrer”, er det i særlig høj grad ExplorerII, der har charmeret mig. Min personlige opfattelse er, at det er verdens smukkeste sportsur.
Som (fjern, distance – eller skabs)beundrer af Rolex, skærer det mig i hjertet, at ExplorerII er blevet ”pumpet op” til at møde nutidens uartikulerede brøl på STORE ure.
Vor herre bevares. En ExplorerII har den størrelse en ExplorerII skal have, og synes man uret er for lille, skal man undlade at købe det.

Det siges, at statistik er ligesom en bikini, ”Afslører meget; men skjuler det væsentlige”.
Jeg har ikke forsøgt at skjule noget væsentligt; men håber blot, at man har fået en oplevelse af, at statistik kan anvendes til opgør med en fordom.

Disclaimer:
Forfatteren indestår for talmaterialets rigtighed.
Materialets anvendelse og konklusioner i artiklen, tager forfatteren det fulde ansvar for.
Forfatteren påtager sig intet ansvar for anden eventuel anvendelse eller afvigende konklusioner.
Artiklens formål har kun været at illustrere, at man kan opleve forskellige mærker på forskellig måde, og bearbejde denne oplevelse.
Ingen ure, hverken Omega eller Rolex - har lidt overlast under produktion af denne artikel.

Alle ønskes en formidabel WE – Med venlig hilsen – Geodoc
Svar
#2
Considering the amount of different calibers Omega have used compaired to Rolex . Your result was a forgone conclusion . Willy
- Jeg er engelsk - bor i Danmark, forstår dansk - men foretrækker at skrive på engelsk Icon_smil
Svar
#3
Underholdende indlæg Torben. Tak for det Icon_e_biggrin
Mvh
Klaus
Mvh Klaus
Svar
#4
Interessant. Godt skrevet og god disponeret tekst med vekslen mellem din subjektive indgang til denne forundelige urverden og en mere videnskabelig "approach" til at gøre op med egne fordomme. Spændende og velreflekteret.
Svar
#5
Et helt igennem fantastisk stykke arbejde denne artikel/observans afspejler...
Jeg læser altid dine indlæg med spænding, og en forventning på at enten blive klogere eller underholdt... Denne gang blev jeg begge dele...

Tak for artiklen.

Kjeldsen.

Ps. Vil du aldrig eje et Rolex eller er du mere til Omega.
Rolex seadweller - V serie.
Rolex 14060 - N serie.
Suunto Advizor.
Promaster citizen - Pingo.
Svar
#6
Kjeldsen Skrev:Et helt igennem fantastisk stykke arbejde denne artikel/observans afspejler...
Jeg læser altid dine indlæg med spænding, og en forventning på at enten blive klogere eller underholdt... Denne gang blev jeg begge dele...

Tak for artiklen.

Kjeldsen.

Ps. Vil du aldrig eje et Rolex eller er du mere til Omega.
Tak skal du ha' Icon_e_biggrin - Jo et ejerskab af et Rolex er absolut muligt (grænsende til forestående).
ExplorerII har virkeligt besnæret mig fra allerførste færd.

Med venlig hilsen - Geodoc
Svar
#7
Som altid et imponerende indlæg, og gennemarbejdet ned til mindste detajle, fantastisk arbejdeTorben
Mywatch.dk
Bjarne Vork
Svar
#8
Totalt imponerende hele vejen TAK
Mvh. John  - Glad for ure og frisk på lidt iværksætterråd.
Besøg min blog med gode råd til iværksættere!
Besøg min blog om ure!
Svar
#9
Fantastisk underholdende og gode refleksioner Torben
Du nagler endnu engang et område som har fået din opmærksomhed, og vi andre bliver samtidig klogere Icon_idea
Svar
#10
Icon_e_biggrin Icon_e_biggrin Icon_e_biggrin
Super spaendende og meget fornoejende, mange tak! Jeg har dog besluttet mig at vedholde mine fordom. Icon_mrgreen

Det betyder ikke, at jeg aldrig ville koebe en Rolex. Nu bevaeger jeg meg jo udelukkende i vintage verdenen, og der er for mange faelder man kan stolpre ind i - jeg toer altsaa ikke, til den pris. Icon_e_wink
Jeg har heller ikke set mange modeller som jeg synes er spaendende. Gider ikke have en boble paa glasset, f.x.
Skift ur, når du står op!
Svar




Brugere der kigge i denne tråd: