25-04-2012, 10:36 PM
Jeg tager nogen gange mig selv i at have romantiske forestillinger om hvordan afkom eller familie skal arve mine ure når jeg engang skal herfra.
Jeg kan se i forskellige tråde herinde (og i PP reklamer) at jeg ikke er den eneste, men hvordan mon sådan noget bliver modtaget og passet på efterfølgende?
3-4 år efter min fars død, havde jeg fundet hans gamle firkantede stål Casio digital-ur i en af vores skuffer derhjemme.
Det var sådan en fancy model, der kunne spille melodier, og når stopuret kørte var der en viser der kørte en omgang hvert sekund, så det næsten lignede sådan et radar-sweep der kørte på skærmen. Som sagt, meget fancy, og sikkert meget moderne idag
Desværre var spændet ved at være lidt løst i det, og efter fire års brug, kom jeg en dag hjem fra gymnasiet og kunne konstatere at uret ikke længere var med, men sikkert fortsat på sædet i regionaltoget efter jeg var stået af.
På daværende tidspunkt anede jeg ikke noget om ure, og værdien af uret bestod ikke i andet end mindet om min far, der med tyndslidt tålmodighed måtte sætte uret til at spille en melodi når jeg havde plaget ham længe nok
Yellow Rose of Texas var én af dem i repertoiret ...
Hvorom alting er, så er jeg sikker på, at hvis jeg en dag skal lade et ur gå videre, så vil det også blive mishandlet på det groveste og sandsynligvis mistet i et uopmærksomt øjeblik af en uimponeret sløv teenager.
Men jeg er også sikker på at netop dét er nok til at så det lille frø, den lille tanke, der til sidst vil ende i et ur-misbrug af den allerfineste slags.
Det er nemlig altid den ________* du mistede, som du vil huske ...
* indsæt: "kæreste", "fisk", "ur", "bil", etc.
Jeg håber desuden i den forbindelse, at han/hun vil være så fattig, at opsparing og købet af et dyrt ur, vil være en så langsommelig og grundig affære, at glæden ved endelig at sidde ved en urforhandler og stakåndet sidde og befamle et horologisk vidunder, er så meget desto større
Hvordan var det så, som en romantisk forestilling synes i?
Jeg kan se i forskellige tråde herinde (og i PP reklamer) at jeg ikke er den eneste, men hvordan mon sådan noget bliver modtaget og passet på efterfølgende?
3-4 år efter min fars død, havde jeg fundet hans gamle firkantede stål Casio digital-ur i en af vores skuffer derhjemme.
Det var sådan en fancy model, der kunne spille melodier, og når stopuret kørte var der en viser der kørte en omgang hvert sekund, så det næsten lignede sådan et radar-sweep der kørte på skærmen. Som sagt, meget fancy, og sikkert meget moderne idag
Desværre var spændet ved at være lidt løst i det, og efter fire års brug, kom jeg en dag hjem fra gymnasiet og kunne konstatere at uret ikke længere var med, men sikkert fortsat på sædet i regionaltoget efter jeg var stået af.
På daværende tidspunkt anede jeg ikke noget om ure, og værdien af uret bestod ikke i andet end mindet om min far, der med tyndslidt tålmodighed måtte sætte uret til at spille en melodi når jeg havde plaget ham længe nok
Yellow Rose of Texas var én af dem i repertoiret ...
Hvorom alting er, så er jeg sikker på, at hvis jeg en dag skal lade et ur gå videre, så vil det også blive mishandlet på det groveste og sandsynligvis mistet i et uopmærksomt øjeblik af en uimponeret sløv teenager.
Men jeg er også sikker på at netop dét er nok til at så det lille frø, den lille tanke, der til sidst vil ende i et ur-misbrug af den allerfineste slags.
Det er nemlig altid den ________* du mistede, som du vil huske ...
* indsæt: "kæreste", "fisk", "ur", "bil", etc.
Jeg håber desuden i den forbindelse, at han/hun vil være så fattig, at opsparing og købet af et dyrt ur, vil være en så langsommelig og grundig affære, at glæden ved endelig at sidde ved en urforhandler og stakåndet sidde og befamle et horologisk vidunder, er så meget desto større
Hvordan var det så, som en romantisk forestilling synes i?
![[-]](https://urdebatten.dk/images/collapse.png)
)