25-02-2012, 06:32 PM
Jeg har en rum tid været på udkig efter et Panerai. ”Feberen” startede, da jeg i sommers var forbi Klarlund – fast besluttet for, at mit kommende ur skulle var et Rolex Deep Sea. Jeg skulle bare lige prøve det først. Sælgeren mente dog, at jeg - da jeg ytrede nervøsitet om at DS'erens høje kasse - lige skulle prøve et Panerai med 1950er-kasse. Straks blev jeg klar over, at jeg skulle eje et Panerai på et tidspunkt.
Efter en del research på nettet, inkl. skriven frem og tilbage på diverse fora, var jeg efter et par måneder lige ved at købe et Panerai 351. Forblændet af kassen, værket, remmen og ikke mindst det forhold, at uret var af titanium. Det hele spillede bare. Af forskellige årsager endte det dog med, at jeg ikke fik ”landet” dette ur, men det skulle vise sig ikke at være så slemt alligevel...
Jeg havde dog stadig den velkendte "craving", som bare kun kan stilles, når man erhverver sig et nyt ur. Således endte det med, at jeg købte et Breitling Steelfish fra CT-Watches. Et ur, som jeg tidligere har ejet med hvid/silver skive, men som er blevet solgt, da det havde for mange brugsspor fra den tidligere ejer. Dette nye Steelfish havde sort skive og fremstod mint, så jeg selv med tiden kan påføre uret ”ar”. Desuden er uret fra min ældste søns fødselsår og –måned.
Nå, men der var tale om en stakket frist, og Panerai dukkede da også igen og igen op i baghovedet på mig, og jeg fandt mig flere gange om dagen på nettet for at prøve at finde ud af den jungle, som Panerais modeller udgør.
351’eren var stadig helt oppe i mine prioriteringer, men nu da jeg havde købt et Steelfish – som jeg ikke vil af med – synes jeg ikke, at jeg ville bruge det beløb, som en 351’er koster. Da jeg så faldt over billeder af KimT’s Panerai 176, tænkte jeg, at det da virkede som en oplagt kandidat. Jeg havde dog tre usikkerheder; 1) er uret stort nok til mig, 2) kan jeg affinde mig med den manglende sekundviser, som viser, at uret ikke er gået i stå, og 3) hvordan vil jeg have det med at skulle trække uret op manuelt?
For at undersøge, om størrelsen var passende, smuttede jeg igen forbi Klarlund for ligeledes at høre, hvordan ventetiden var på et Panerai 176 eller et 177. De havde selvfølgelig ingen af modellerne hjemme, men jeg fik lov til at prøve et anden historic Panerai; PAM113.
Sælgeren fortalte, at der var mindst to års leveringstid på Panerai 176 og 177, hvilket selvsagt var nedslående, men til gengæld fik jeg optur over, at størrelsen passede mig perfekt IMO. På trods af de lange udsigter, blev jeg skrevet op til begge ure.
Kort tid efter besluttede jeg mig for, at jeg ikke vil have et ur ”uden bevægelse”, hvorfor 176’eren blev diskvalificeret. Således gik den laaange ventetid ind på en 177 – eller også måtte jeg ud på globale internetmarked og kigge mig omkring. Som tænkt, så gjort
Det var relativt nemt at skanne markedet, eftersom der ikke er mange 177’er til salg. Jeg afgrænsede hurtigt min søgning til EU pga. afgifter. Jeg postede en WTB-tråd på Paneristi og fik et par henvendelser fra folk, som ville sælge deres brugte 177. Min tidligere erfaring med det arrede hvide/silver Steelfisk har jeg dog stadig ikke glemt, så jeg besluttede mig for, at jeg ville forsøge at finde et mint eller BNIB 177. Muligvis et "long shot", men man har vel lov til at være heldig.
Via chrono24 blev jeg opmærksom på Temposecondo, der er en sælger fra Italien. Jeg tog kontakte til Nicelli Gianmaria, der ejer Temposecondo. Han virkede yderst professionel, og straks sendte han mig en liste med 30-35 navn inkl. mailadresser på personer, jeg kunne kontakte som reference. Jeg sendte 8-9 tilfældigt udvalgte af dem en mail, ligesom en, der af sælger var udpeget som dansker, og en anden, der havde de danskklingende navn, ligeledes fik en mail. Af disse fik jeg 7-8 positive tilbagemeldinger (og ingen negative). Desuden fandt jeg Gianmaria/Temposecondo omtalt i en tråd på Paneristi, hvor han ligeledes blev ”lovprist” af adskillige tidligere købere. Det skal også nævnes, at jeg havde et par medlemmer fra dette herlige forum med på råd i processen. Endelig sendte Gianmaria 18 ekstra billeder til mig af uret, ligesom jeg telefonisk talte med ham, inden handlen blev afgået.
Der var lidt problemer med betalingen, hvilket dog ingenlunde skyldes Gianmaria, men derimod VISA, som - erfarede jeg - kun tillader, at man betaler 20k pr. 30 dage via PayPal. (Dette kan dog klares ved et opkald til banken og en betaling på 200 kr)
Hvorom alt gælder, så var pengene betalt til Gianmaria torsdag formiddag, og torsdag eftermiddag blev uret sendt til mig med DHL. Urets vej gennem Europa kunne jeg følge via et track and trace-nummer.
Som det fremgår, ramte uret min matrikel allerede fredag formiddag, så stor var min overraskelse, da jeg mellem to møder sneg mig på nettet for at se, hvor i Europa, uret befandt sig. Godt gået, DHL.
Fra mit tidligere besøg hos Klarlund var jeg bevidst om, at jeg skulle tilkøbe en ny rem, idet de medfølgende OEM-remme ikke ville være tilstrækkeligt lange til mit håndled. I hvert fald ikke hvis uret skal sidde, som jeg ønsker det. Derfor smuttede jeg forbi Klarlund på vej hjem. Desværre viste det sig dog, at Klarlund ikke havde nogen OEM-remme i XL og krokodilleskind hjemme. Øv. Derfor har jeg faktisk stadig ikke haft uret på armen…
Det skal nævnes, at Gianmaria havde sendt mig fem billeder af pakken med uret, før den blev afsendt, så jeg kunne tjekke, om pakken havde været åbnet, når jeg modtog den. Det havde den ikke
Nå, men hvorom alt gælder, så ventede pakken på mig, da jeg kom hjem – og udpakningen kunne påbegyndes
Godt med gaffatape
Og masser af beskyttelse
En flot bearbejdet trækasse kommer til syne
Spændingen stiger
Og udløses
Det er ingen tvivl om, at uret er BNIB
Det er nu et smukt ur
Og til sidst et par makro-billeder
Mine oplevelser af, hvordan det rent faktisk er at bære uret, må I vente med, til jeg har fået fat i en ny rem. På samme måde må jeg vente med at finde ud af, hvordan jeg har det med manuel-optræk...
Fortsat god lørdag.
Efter en del research på nettet, inkl. skriven frem og tilbage på diverse fora, var jeg efter et par måneder lige ved at købe et Panerai 351. Forblændet af kassen, værket, remmen og ikke mindst det forhold, at uret var af titanium. Det hele spillede bare. Af forskellige årsager endte det dog med, at jeg ikke fik ”landet” dette ur, men det skulle vise sig ikke at være så slemt alligevel...
Jeg havde dog stadig den velkendte "craving", som bare kun kan stilles, når man erhverver sig et nyt ur. Således endte det med, at jeg købte et Breitling Steelfish fra CT-Watches. Et ur, som jeg tidligere har ejet med hvid/silver skive, men som er blevet solgt, da det havde for mange brugsspor fra den tidligere ejer. Dette nye Steelfish havde sort skive og fremstod mint, så jeg selv med tiden kan påføre uret ”ar”. Desuden er uret fra min ældste søns fødselsår og –måned.
Nå, men der var tale om en stakket frist, og Panerai dukkede da også igen og igen op i baghovedet på mig, og jeg fandt mig flere gange om dagen på nettet for at prøve at finde ud af den jungle, som Panerais modeller udgør.
351’eren var stadig helt oppe i mine prioriteringer, men nu da jeg havde købt et Steelfish – som jeg ikke vil af med – synes jeg ikke, at jeg ville bruge det beløb, som en 351’er koster. Da jeg så faldt over billeder af KimT’s Panerai 176, tænkte jeg, at det da virkede som en oplagt kandidat. Jeg havde dog tre usikkerheder; 1) er uret stort nok til mig, 2) kan jeg affinde mig med den manglende sekundviser, som viser, at uret ikke er gået i stå, og 3) hvordan vil jeg have det med at skulle trække uret op manuelt?
For at undersøge, om størrelsen var passende, smuttede jeg igen forbi Klarlund for ligeledes at høre, hvordan ventetiden var på et Panerai 176 eller et 177. De havde selvfølgelig ingen af modellerne hjemme, men jeg fik lov til at prøve et anden historic Panerai; PAM113.
Sælgeren fortalte, at der var mindst to års leveringstid på Panerai 176 og 177, hvilket selvsagt var nedslående, men til gengæld fik jeg optur over, at størrelsen passede mig perfekt IMO. På trods af de lange udsigter, blev jeg skrevet op til begge ure.
Kort tid efter besluttede jeg mig for, at jeg ikke vil have et ur ”uden bevægelse”, hvorfor 176’eren blev diskvalificeret. Således gik den laaange ventetid ind på en 177 – eller også måtte jeg ud på globale internetmarked og kigge mig omkring. Som tænkt, så gjort
Det var relativt nemt at skanne markedet, eftersom der ikke er mange 177’er til salg. Jeg afgrænsede hurtigt min søgning til EU pga. afgifter. Jeg postede en WTB-tråd på Paneristi og fik et par henvendelser fra folk, som ville sælge deres brugte 177. Min tidligere erfaring med det arrede hvide/silver Steelfisk har jeg dog stadig ikke glemt, så jeg besluttede mig for, at jeg ville forsøge at finde et mint eller BNIB 177. Muligvis et "long shot", men man har vel lov til at være heldig.
Via chrono24 blev jeg opmærksom på Temposecondo, der er en sælger fra Italien. Jeg tog kontakte til Nicelli Gianmaria, der ejer Temposecondo. Han virkede yderst professionel, og straks sendte han mig en liste med 30-35 navn inkl. mailadresser på personer, jeg kunne kontakte som reference. Jeg sendte 8-9 tilfældigt udvalgte af dem en mail, ligesom en, der af sælger var udpeget som dansker, og en anden, der havde de danskklingende navn, ligeledes fik en mail. Af disse fik jeg 7-8 positive tilbagemeldinger (og ingen negative). Desuden fandt jeg Gianmaria/Temposecondo omtalt i en tråd på Paneristi, hvor han ligeledes blev ”lovprist” af adskillige tidligere købere. Det skal også nævnes, at jeg havde et par medlemmer fra dette herlige forum med på råd i processen. Endelig sendte Gianmaria 18 ekstra billeder til mig af uret, ligesom jeg telefonisk talte med ham, inden handlen blev afgået.
Der var lidt problemer med betalingen, hvilket dog ingenlunde skyldes Gianmaria, men derimod VISA, som - erfarede jeg - kun tillader, at man betaler 20k pr. 30 dage via PayPal. (Dette kan dog klares ved et opkald til banken og en betaling på 200 kr)
Hvorom alt gælder, så var pengene betalt til Gianmaria torsdag formiddag, og torsdag eftermiddag blev uret sendt til mig med DHL. Urets vej gennem Europa kunne jeg følge via et track and trace-nummer.
Som det fremgår, ramte uret min matrikel allerede fredag formiddag, så stor var min overraskelse, da jeg mellem to møder sneg mig på nettet for at se, hvor i Europa, uret befandt sig. Godt gået, DHL.
Fra mit tidligere besøg hos Klarlund var jeg bevidst om, at jeg skulle tilkøbe en ny rem, idet de medfølgende OEM-remme ikke ville være tilstrækkeligt lange til mit håndled. I hvert fald ikke hvis uret skal sidde, som jeg ønsker det. Derfor smuttede jeg forbi Klarlund på vej hjem. Desværre viste det sig dog, at Klarlund ikke havde nogen OEM-remme i XL og krokodilleskind hjemme. Øv. Derfor har jeg faktisk stadig ikke haft uret på armen…
Det skal nævnes, at Gianmaria havde sendt mig fem billeder af pakken med uret, før den blev afsendt, så jeg kunne tjekke, om pakken havde været åbnet, når jeg modtog den. Det havde den ikke
Nå, men hvorom alt gælder, så ventede pakken på mig, da jeg kom hjem – og udpakningen kunne påbegyndes
Godt med gaffatape
Og masser af beskyttelse
En flot bearbejdet trækasse kommer til syne
Spændingen stiger
Og udløses
Det er ingen tvivl om, at uret er BNIB
Det er nu et smukt ur
Og til sidst et par makro-billeder
Mine oplevelser af, hvordan det rent faktisk er at bære uret, må I vente med, til jeg har fået fat i en ny rem. På samme måde må jeg vente med at finde ud af, hvordan jeg har det med manuel-optræk...
Fortsat god lørdag.
![[-]](https://urdebatten.dk/images/collapse.png)
):
