Mads Gjødesen Skrev:Jeg har set utallige safirglas med hak, så det kræver ikke diamanter for at lave det.
I teorien gør det, men praksis er en anden snak. Et mindre hårdt materiale kan gøre det hvis kombinationen af kraft og vinkel er uheldig
/Mads
Sub'erman Skrev:Sandkorn kan ridse.
Hvis man feks tørrer uret af med håndklædet efter at have badet ved stranden.
Der vil ofte være lidt sand i håndklædet, som kan forvolde "stor" skade...(læs: ridse som 1 i helvede!!).
... er enig med de citerede indlæg; og Hannovers der er landet i "produktionstiden"
Fascinationen af safirglas er (efter min mening) så stor, at man har "forelsket sig hovedkulds" i hårdheden; men ser ser bort fra en anden væsentlig mineral egenskab: Tenacitet (styrke)
Fra linket:
Physical Characteristics of Minerals citeres:
Tenacity: Tenacity refers to the strength rather than the hardness of a mineral.
It actually represents its resistance to breaking, crushing, bending, or tearing. The following terms are used to describe the tenacity of minerals:
Brittle: breaks or powders easily
Malleable: can be hammered into thin sheets without breaking
Sectile: can be cut into thin shavings with a knife
Ductile: can be drawn into a wire without breaking
Elastic: can be bent and then returns to its original shape
Flexible: can be bent but does not return to its original shape
Tenacity is the resistance to bending and breaking, while hardness measures the resistance to scratch.
Diamond cannot be scratched by any other mineral and therefore, it is a gem with high hardness; diamond has low tenacity, in part due to perfect cleavage.
Nephrite jade is relatively soft for a gem, easily scratched by dust in the air, but it is composed of fibrous crystals that resist breaking and therefore, it is tough or has high tenacity.
Safirglassets store popularitet og tilliden til dets holdbarhed, er kun "hængt op" på een egenskab: Hårdhed.
Når der så "lander en påvirkning", der er udfordrende for en anden kritisk egenskab, nemlig tenaciteten - og det går galt....
.... så klynker man, for hammeren havde "jo kun" hårdhed 7 - mens safirglasset har hårdhed 9.
Safirglasset har lav tenacitet og ligger på skalaen i "brittle", der oversat til danske geologiske termer hedder: Sprødhed.
Det er safirglassets sprødhed, der bevirker at det kan få afslag i form af skår i randen.
Jeg vil supplere med et par andre misforståede materialer i urverdenen.
#1 - Titanium.
- jamen det kan jo ridses??????
Ja og fine ridser forsvinder ved dannelse af titaniumoxid (overfladen gråner).
Til gengæld har Titanium en trækstyrke, der får rustfrit stål til at minde om knækbrød.
Ligeledes er Titanium upåvirket af de fleste syrer og tåler ophold i hyperkoncentrerede saltlager.
Man kan sige om et dykkerur af Titanium, at det overlever i saltvand
på grund af, at det er Titanium. Et dykkerur af stål overlever
på trods af, at det er stål.
#2 - Guld.
Det forkætrede, smukke og stabile metal. - Det er dybest set håbløst til en urkasse.
Gamle guld lommeure, der har været brugt stadigt - er da osse ganske godt rundpolerede uden nogensinde at have modtaget en polering.
Til gengæld er det næsten lige så kemisk upåvirkeligt som Titanium; men (håbløst?) blødt.
At forum medlemmer anskaffer et Titanium ur, medfører altid bemærkningen, "Det kan ridses"
... sjovt nok hører man ikke ved erhvervelsen af et guldur, "Jamen kassen kan jo skæres i skiver og bøjes"
En sag har flere sider, og et safirglas har flere egenskaber, hvor man ikke blindt skal forlade sig på hårdheden.
Med venlig hilsen - Geodoc