11-11-2009, 01:54 PM
For et lille års tid siden var jeg, efter en glad aften i byen, på vej hjem. Det var mørkt, uret viste ca. 1.15, det regnede og da jeg havde fået et par genstande den aften, var min eneste mulighed for at komme hjem derfor, at begive mig ud på min cykel, da buschaufførene var gået til fyraften, og jeg ikke havde i sinde at spadsere de godt tre kilometer hjem. Jeg kom op på cyklen og satte fart på ned ad bakken på cykelstien, som af en eller anden grund var blevet indsnevret lige netop den aften. Set i bakspejlet er det jo aldrig en god idé at begive sig op på en cykel, når man har indtaget alkohol, og det gik hverken værre eller bedre, end at jeg ramte en sten som jeg, formentlig på grund af mørket, ikke bemærkede og da det nu stod ned i stænger, var asfalten glat, og jeg tog et ikke-planlagt hovedspring fra toppen af cyklen og ned på fortorvet som fulgte cykelstien.
Da jeg, efter et par sekunder på jorden kom til mig selv, opdagede jeg, til min store lettelse, at jeg ikke havde synderlig ondt nogen steder, men i samme sekund kigger jeg ned på min arm og opdager at min Explorer er taget på sit livs første ekspidition, uden mig, og ligger, med hovedet ned i asfalten, ca. halvanden meter fra mig. Jeg når ikke at se mig om, før en mand kommer løbende og spørger om jeg er okay, men det eneste jeg kan tænke på er, om Exploreren har det godt, og om den er i live. Manden vil hjælpe mig, men jeg bliver ved med at fable om mit ur, og til sidst forstår han hvad jeg mener og samler det op til mig. Jeg takker ham mange gange for hjælpsomheden og begiver mig, noget forslået og meget langsomt, hjem på ny.
Da jeg, kold, våd, forslået og nervøs for hvad der er sket med mit ur, kommer hjem er min første tanke at få set ordentligt på uret og få konstatert om det var til at redde.
Diagnosen lød som følger: "Stiften som holder lænken fast ved kl 12 er knækket, samt ridser på lænken nede ved låsen." Jeg åndede lettet op.
Det er nu næsten et år siden og uret kører upåklageligt. Det har været til eftersyn og det har ikke taget nogen form for skade af styrtet, udover lidt kosmetiske ridser på lænken, som den dag i dag minder mig om aldrig igen at kører på en fuld cykel med mit Rolex-ur på.
Da jeg, efter et par sekunder på jorden kom til mig selv, opdagede jeg, til min store lettelse, at jeg ikke havde synderlig ondt nogen steder, men i samme sekund kigger jeg ned på min arm og opdager at min Explorer er taget på sit livs første ekspidition, uden mig, og ligger, med hovedet ned i asfalten, ca. halvanden meter fra mig. Jeg når ikke at se mig om, før en mand kommer løbende og spørger om jeg er okay, men det eneste jeg kan tænke på er, om Exploreren har det godt, og om den er i live. Manden vil hjælpe mig, men jeg bliver ved med at fable om mit ur, og til sidst forstår han hvad jeg mener og samler det op til mig. Jeg takker ham mange gange for hjælpsomheden og begiver mig, noget forslået og meget langsomt, hjem på ny.
Da jeg, kold, våd, forslået og nervøs for hvad der er sket med mit ur, kommer hjem er min første tanke at få set ordentligt på uret og få konstatert om det var til at redde.
Diagnosen lød som følger: "Stiften som holder lænken fast ved kl 12 er knækket, samt ridser på lænken nede ved låsen." Jeg åndede lettet op.
Det er nu næsten et år siden og uret kører upåklageligt. Det har været til eftersyn og det har ikke taget nogen form for skade af styrtet, udover lidt kosmetiske ridser på lænken, som den dag i dag minder mig om aldrig igen at kører på en fuld cykel med mit Rolex-ur på.
![[-]](https://urdebatten.dk/images/collapse.png)
