31-05-2014, 09:00 AM
Det jeg kan misunde en anelse er wake up call / oplevelsen som startede det hele. Urene var der bare altid for mig, som en naturlig del af livet.
Far gik oftest - i min tidligt barndom - med et sortskivet guld Zenith. Han var ikke synderligt interesseret om horologiens vidundere (kan ikke huske at han nogensinde fortalte mig om komplikationer etc) men fra anden side var han meget bevist om sine ure og vi kiggede på hans ofte (han ejede vist to eller tre stykker), ikke en ursamling men samling ure.
Engang i primo 60´ene skiftede farmanden til en S/S Omega Constellation, han gik med til sine dages ende.
Hans far, min farfar var den gammeldags direktør-patriarka som jeg aldrig nogensinde har set i andet end i dobbelradet mørk jakkesæt og han havde altid et Rolex på armen. Der blev absolut ikke sagt at hverken Rolex eller Zenith var "verdens bedste urmærke", men fra anden side var det indforstået at både fars og farfars ure var absolut noget specielt. Dog var de i vores verden primært højkvalitets klokker og sekundært "dyre ure".
Når jeg blev 13, fik jeg farfars gammelt ur, et ref. 6605 S/S Rolex Datejust som gave af ham. Jeg gik med det indtil jeg som 19 årig købte mit første Rolex, en 5512 Sub fra AD´en i Amsterdam.
Og sådant er det gået, slag på slag. Dog har urene på mit håndled ikke forændret sig besynderligt meget i årenes løb. En ikke-urinteresseret ville mene at det har været hele tiden det samme (måske bortset fra en periode med en sortskivet G/S Sub).
Når folk her skriver om at have stået bag urmagerens vindue og savlet for et bestemt ur (mærket er lige meget) med blå skive eller når en globetrotter har fortalt sine røverhistorier og viftet med sit Sub, kan jeg - desværre - ikke hive noget lignende fra ærmet. Og indrømmet, jeg er en anelse misunderligt
Urene, en samling ure, har altid været der, i mit tilfælle Rolex, og de vil altid være der som en substantiel del af livet og mere kompliceret, spændende eller romantisk er historien ikke.
Vh. John
Far gik oftest - i min tidligt barndom - med et sortskivet guld Zenith. Han var ikke synderligt interesseret om horologiens vidundere (kan ikke huske at han nogensinde fortalte mig om komplikationer etc) men fra anden side var han meget bevist om sine ure og vi kiggede på hans ofte (han ejede vist to eller tre stykker), ikke en ursamling men samling ure.
Engang i primo 60´ene skiftede farmanden til en S/S Omega Constellation, han gik med til sine dages ende.
Hans far, min farfar var den gammeldags direktør-patriarka som jeg aldrig nogensinde har set i andet end i dobbelradet mørk jakkesæt og han havde altid et Rolex på armen. Der blev absolut ikke sagt at hverken Rolex eller Zenith var "verdens bedste urmærke", men fra anden side var det indforstået at både fars og farfars ure var absolut noget specielt. Dog var de i vores verden primært højkvalitets klokker og sekundært "dyre ure".
Når jeg blev 13, fik jeg farfars gammelt ur, et ref. 6605 S/S Rolex Datejust som gave af ham. Jeg gik med det indtil jeg som 19 årig købte mit første Rolex, en 5512 Sub fra AD´en i Amsterdam.
Og sådant er det gået, slag på slag. Dog har urene på mit håndled ikke forændret sig besynderligt meget i årenes løb. En ikke-urinteresseret ville mene at det har været hele tiden det samme (måske bortset fra en periode med en sortskivet G/S Sub).
Når folk her skriver om at have stået bag urmagerens vindue og savlet for et bestemt ur (mærket er lige meget) med blå skive eller når en globetrotter har fortalt sine røverhistorier og viftet med sit Sub, kan jeg - desværre - ikke hive noget lignende fra ærmet. Og indrømmet, jeg er en anelse misunderligt
Urene, en samling ure, har altid været der, i mit tilfælle Rolex, og de vil altid være der som en substantiel del af livet og mere kompliceret, spændende eller romantisk er historien ikke.
Vh. John
Mvh. John - nu under det sorte flag*.
(*Jolly Roger, ikke IS !
)
(*Jolly Roger, ikke IS !
)
![[-]](https://urdebatten.dk/images/collapse.png)