Jaeger-LeCoultre Polaris 1967 og 2018

[Larsb]

Jeg havde jo fornøjelsen af at se de nye Polarismodeller sammen med bl.a. Claus hos JLC i Le Sentier, og jeg gjorde mig stor umage med ikke at blive for forelsket i de nye Polaris modeller. Memovox versionen var desværre ude af huset, da vi var der, og den var også lidt dyr, og modellerne med den sorte skive lignede ikke helt Claus orginal. Så var der lige dem med de blå skiver, men chrono og worldtime var lidt for meget, for mange ting på skiven på en gang. Polaris date havde for lille dato til min smag (og syn). Og jeg havde jo alligevel ikke brug for endnu et time only. Alt i alt mange gode argumenter for at lade være med at drømme for meget om det. Måske senere, men der var bestremt andre JLC, der trængte sig mere på, f.eks Master Thin Moonphase med den sorte skive. Jeg har ikke nogen ure med månefase, og det er en af mine ynglingsfunktioner på et ur, dels fordi det som regel ser rigtig godt ud, og fordi det nuomdage er så vidunderligt uanvendeligt.

Så gik der en måned tid og vi skulle lige forbi Ole Mathisen for at se på et IWC Da Vinci men blå skive, som min frue havde forelsket sig i. Men hun kiggede, kom den vedlige ekspedient med et ur til mig. Nu var de nye Polaris kommet til forretningen, så nu kunne jeg jo også kigge på et med blå skive. Så kunne vi jo også sammenligne. Nu var det gået så godt i over en måned, og så kom hun med Polaris Automatic i blå, og så fordampede alle mine gode argumenter for ikke at skulle anskaffe den. Forfandendaogså… Den fantastiske blå skive, de børstede sider og horn, måden sekundviseren glider hen over skiven… Det var bare så lækkert et ur. Og jo, det viste jeg godt, og nu havde jeg fået overbevist migselv om, at jeg ikke skulle have det, men nu var det ikke til at få ud af hovedet. Det sad bare helt perfekt på armen, ikke for lille, ikke for stort. Bezellen drejede så let, selvom det var lidt underligt, at den ikke kunne låse. Forklaringen var, at den heller ikke låste på det oprindelige, og hvis jeg skal være helt ærlig, så kommer jeg næppe til at tage tid på noget mere vigtigt en at koge et æg, så jeg kunne bare fryde mig over fornemmelsen af, hvis smidigt det kørte.

Der gik igen nogle uger, og så kom tiden til at aflevere mit Reverso til gravering. Polarisen havde spøgt fælt siden sidste besøg og den var der stadig. Jeg havde jo ikke noget ur på, efter at Reversoen var afleveret, så jeg prøvede lige Polaris igen.

Og så gik det jo galt. Der kommer nogle billeder senere, men hold op, hvor det sidder godt på håndledet, og det nye spænde er utroligt let at indstille.