19-02-2018, 10:37 AM
Jeg er funktionær uden ledelsesansvar, som det hedder. Jeg var heldig at komme med på bølgen, da der var mangel på EDB folk, som det hed dengang, og har arbejdet med IT i lidt over 30 år.
Jeg interesserer mig for mange ting, så det er næsten altid et spørgsmål om at prioriterer, hvad man vil bruge sine penge på. Og så kommer kone, børn og børnebørn jo først, men der bliver da noget til overs til andre ting, heribland ure. Det startede for mange år siden med lommeure, så kom der børn og hus, og så gik det I stå I en del år, indtil at der pludselig var plads I budgettet til at købe et godt armbåndsur, og interessen for ure var vækket igen.
Det er så også lykkedes at få gjort både min kone, min søn og min svigersøn interesseret I ure, så vi får meget god til til at gå med at kigge på de ure, vi gerne vil have en dag.
Jeg kan rigtig godt lide biler og elsker at kigge på dem, men hverken min kone eller jeg selv har nogensinde fået taget et kørekort, så vi har aldrig været nødt til at bruge penge på en bil, hvilket sikkert ville have begrænset urindkøbene betydeligt.
Jeg har for længst opgivet ideen om kun at have et ur, og så bruge hele urbudgettet på det. Derfor kan man jo godt drømme om en dag at få et Lange 1 eller det tidligere omtalte Chronometre Bleu. Lige nu er det dog en del over budgettet, men smertegrænsen flytter sig hele tiden.
Når folk spørger, hvordan jeg kan gå rundt med et ur til 30-40-50 tusind eller det, der er værre, svarre jeg som regel, at de fleste mennesker køre rundt i en bil til flere hundrede tusing kroner, Den holder kun I nogle få år, service koster mange gange den, der skal betales for et ur, og de har den udenpå tøjet og leder den stå ude om natten.
Jeg fandt på et ret tidligt tidspunkt, at det er meget sjovere at være tilfreds med det man har, end at bruge tid på at klage over alt det, man ikke har. Man kan altid drømme, og nogengange går drømme i opfyldelse.
Jeg interesserer mig for mange ting, så det er næsten altid et spørgsmål om at prioriterer, hvad man vil bruge sine penge på. Og så kommer kone, børn og børnebørn jo først, men der bliver da noget til overs til andre ting, heribland ure. Det startede for mange år siden med lommeure, så kom der børn og hus, og så gik det I stå I en del år, indtil at der pludselig var plads I budgettet til at købe et godt armbåndsur, og interessen for ure var vækket igen.
Det er så også lykkedes at få gjort både min kone, min søn og min svigersøn interesseret I ure, så vi får meget god til til at gå med at kigge på de ure, vi gerne vil have en dag.
Jeg kan rigtig godt lide biler og elsker at kigge på dem, men hverken min kone eller jeg selv har nogensinde fået taget et kørekort, så vi har aldrig været nødt til at bruge penge på en bil, hvilket sikkert ville have begrænset urindkøbene betydeligt.
Jeg har for længst opgivet ideen om kun at have et ur, og så bruge hele urbudgettet på det. Derfor kan man jo godt drømme om en dag at få et Lange 1 eller det tidligere omtalte Chronometre Bleu. Lige nu er det dog en del over budgettet, men smertegrænsen flytter sig hele tiden.
Når folk spørger, hvordan jeg kan gå rundt med et ur til 30-40-50 tusind eller det, der er værre, svarre jeg som regel, at de fleste mennesker køre rundt i en bil til flere hundrede tusing kroner, Den holder kun I nogle få år, service koster mange gange den, der skal betales for et ur, og de har den udenpå tøjet og leder den stå ude om natten.
Jeg fandt på et ret tidligt tidspunkt, at det er meget sjovere at være tilfreds med det man har, end at bruge tid på at klage over alt det, man ikke har. Man kan altid drømme, og nogengange går drømme i opfyldelse.
![[-]](https://urdebatten.dk/images/collapse.png)