The one.

[Larsb]

Min far havde en fætter, der ligesom min far og min farfar havde brudt med normerne. min farfar skulle have arvet gården, og min far skulle nok have arvet grøntforretningen, men blev kunstner og fætter Egon skulle have arvet gården. Egon blev istedet forstkandidat, ekspert i eukalyptus træer og flyttede derfor til Australien. Min far og Egon havde været meget tætte som børn og unge, en det her er tilbage omkring 1965-66, og der tog man ikke lige sådan rundt mellem kontinenterne. Jeg var en lille dreng, og havde hørt mange historier om, hvad min far og Egon havde lavet (af gale streger) som drenge, og så det, at han boede på den anden side af jorder! Han var allerede meget spændende, selvom jeg aldrig havde set ham.

En dag fortalte min far, at fætter Egon kom på besøg. Han rejste en del, hvilket var usædvanligt på det tidspunkt, og han kom til København via Hong Kong og Zürich. Jeg har som dårligt vist, hvor de to steder var, men jeg viste, at det var langt væk.
Han ankom om natte, så han var der, da jeg vågnede om morgenen. Om han virkelig var så stor, som jeg huske, ved jeg ikke. Når man er en lille dreng, er ens helte altid store. Han havde gaver med, bl. a. en lille bitte transistorradio, som alle mine venner var meget misundelig på.

Men det mest fantastiske var, at han havde købt et nyt ur i en Zürich. Det ur huske jeg ikke, hvad var, eller hvordan det så ud, men da han tog sit gamle ur af, gav han det til mig, for jeg måtte være stor nok til at få et ur.
Det var et rigtigt herreur og jeg var stolt som en pave. Han fortalte nogle fantastisk og spændende historier, og uret havde været med mange steder blandt andet med ude i junglen – han rådgav forskellige organisationer, der bekæmpede malaria i at bruge Eukalyptus træer til at hjælpe med at tørre sumpområder ud. Man kunne godt se, at uret havde haft et hårdt liv, men det var næsten det bedste af det hele.
Jeg så aldrig Fætter Egon igen. Nogle år senere blev han dræbt i en trafikulykke i Malaysia, men jeg har stadig uret, og over 50 år senere kan jeg stadig huske den følelse af at møde denne store mand med det spændende liv.

Jeg har aldrig fået serviceret uret og har ikke gået med det i mange år. Min far gik med det i en periode, og har monteret flexi-lænken med et søm, men ellers står det, som det gjorde., da jeg fik det. Det har absolut ingen værdi for andre end mig, men det er nok det ur, jeg nødigst vil miste.