Har vintage ure mere sjæl og charme end nye?

[baun]

For mig er det den samlede oplevelse. Mærkets historie, modellens historie og eksemplarets historie og som Klaus siger, hvad gik jeg lige rund og lavede da det ur kom på gaden? Hvem købte sådanne ure?

Men så er der også det element i det, at disse ure stammer fra en tid hvor ure var noget fint, noget dyrbart, noget man passede på. Mange mænd på min alder husker deres første ur og det næste osv. Ofte noget man talte med sin far om, så det er en mandeting. Når jeg står med et Omega fra 50 og 60 erne tænker jeg komfirmationsgave, 18 års fødselsdagsgave eller tillykke med endt uddannelse. Er det lidt finere - fx. Constellation eller guld tænker jeg revisor, tandlæge, 50 års fødselsdag..... og dette bekræftes når jeg på få ure har papir der siger som køber: Kontorchef Bille, Sorø.

Så er der jo kvaliteten holdt op mod nye ure. Tager vi de gamle daglig Omegaer mener jeg at man for under 4 K kan købe et ur med et værk i som ville koste 15 K (mindst) idag fra nyt. Kasse og glas naturligvis er forældet, men stadig i fin kvalitet. Tager man de særlig samleværdige ure - fx Ranchero, tidlige Speedmastere, mit nyerhvervede Ploprof er nye ure til samme pris mere ur for pengene på alle punkter undtagen "samleværdi".

Der hvor man får allermest for pengene er når det kommer til Vintage guldure. de er uhyggelig billige sammenlignet med nye. Et fint Seamaster automatic i 18 karat guld til 10 K er et superlækkert guldur som hvis man skal ud og finde noget nyt hurtigt bevæger sig op. De billigste Omegaer er De Ville prestige til ca 50 K.

Et Vintage Constellation med 18 karat guldkasse koster måske 10-25 K - stadig langt under hvad et nyt guldur fra Omega koster.

Og så er Vintage ure bare meget sjovere at lede efter, finde og købe.

vh Baun