29-01-2016, 05:03 PM
Ligesom med alt andet, så handler det jo om udbud og efterspørgsel. En del af forklaringen tror jeg er, at mange private ser rundt på nettet hvad div. modeller bliver sat til salg til. Når man så kigger lidt på de mest kendte sælgere i Danmark, så kan man hurtigt komme til at tænke at det er normalprisen. Og prisen er jo altid hvad sælger og køber kan blive enige om.
Jeg tror egentlig ikke at Rolexure adskiller sig særligt meget for andre aktiver. Markedet er i nogle perioder villig til at give mere for en vare end det er i andre perioder. Men ligesom hvis man skulle handle en aktie, så mener jeg at man som køber skal beskytte sig selv ved at kræve en vis sikkerhedsmargin i prisen. Forstået på den måde, at man skal kræve en pris, der såfremt markedet bliver surt i nogle år, ikke efterlader en med et potentielt stort tab, såfremt man bliver nødt til at likvidere en del af sin samling.
Lad mig give et eksempel: Microsoft er en fremragende virksomhed, og har været det i mange år. Rekordresultaterne mange, og virksomheden har skabt værdi for sine aktionærer år efter år i flere årtier, og er i dag et af kun tre selskaber med en AAA credit rating hos S&P. På trods af en fantastisk forretning, har selve aktien ikke gjort meget for ejerne siden toppen i år 2000. Og hvorfor ikke? Fordi de aktionærer der købte aktien i år 2000 var villig til at betale en utrolig høj pris i forhold til virksomhedens indtjeningsevne for at blive medejere, og de handlede derfor uden en sikkerhedsmargin. Man havde således tager forskud på hvad det viste sig at være de næste 15 års vækst i indtjeningen, og der gik som følge heraf 15 år fra boblen brast til at aktiekursen indhentede sin gamle top, dog med en markant lavere og mere realistisk prissætning målt på P/E.
Det samme tror jeg vil ske for en del af dem der er villig til at betale uhyre summer for ikke særlig sjældne Rolexmodeller i middelmådig stand.
Men, i det mindste er det sjovere at kigge på sit ur end sin aktieportefølje i de kedelige år :)
Jeg tror egentlig ikke at Rolexure adskiller sig særligt meget for andre aktiver. Markedet er i nogle perioder villig til at give mere for en vare end det er i andre perioder. Men ligesom hvis man skulle handle en aktie, så mener jeg at man som køber skal beskytte sig selv ved at kræve en vis sikkerhedsmargin i prisen. Forstået på den måde, at man skal kræve en pris, der såfremt markedet bliver surt i nogle år, ikke efterlader en med et potentielt stort tab, såfremt man bliver nødt til at likvidere en del af sin samling.
Lad mig give et eksempel: Microsoft er en fremragende virksomhed, og har været det i mange år. Rekordresultaterne mange, og virksomheden har skabt værdi for sine aktionærer år efter år i flere årtier, og er i dag et af kun tre selskaber med en AAA credit rating hos S&P. På trods af en fantastisk forretning, har selve aktien ikke gjort meget for ejerne siden toppen i år 2000. Og hvorfor ikke? Fordi de aktionærer der købte aktien i år 2000 var villig til at betale en utrolig høj pris i forhold til virksomhedens indtjeningsevne for at blive medejere, og de handlede derfor uden en sikkerhedsmargin. Man havde således tager forskud på hvad det viste sig at være de næste 15 års vækst i indtjeningen, og der gik som følge heraf 15 år fra boblen brast til at aktiekursen indhentede sin gamle top, dog med en markant lavere og mere realistisk prissætning målt på P/E.
Det samme tror jeg vil ske for en del af dem der er villig til at betale uhyre summer for ikke særlig sjældne Rolexmodeller i middelmådig stand.
Men, i det mindste er det sjovere at kigge på sit ur end sin aktieportefølje i de kedelige år :)
![[-]](https://urdebatten.dk/images/collapse.png)