16-01-2016, 12:15 AM
Jeg tillader mig at rangordne de interessante pointe:
First price: Maclerchles whisky-test. Den giver en helt ny dimension til begrebet ”dug-punkt”.
Second price: Rune Bakkendorffs forklaring om, at vandmolekyler i vædskeform eet sted i uret kan transporteres ved at varme dem op, så de fordamper, hvorefter man kan få dem til at kondensere et andet sted. F.eks. på et nedfrosset ur-glas. Rent trylleri. Ikke helt sjovt som whisky, men der er en høj genious-factor.
Men ellers… JA, selvfølgelig kan de vandmolekyler, som fandtes i luften i fabrikkens eller ur-magerens værksted kondensere på et ur-glas, som udsættes for en tilstrækkeligt kold isterning. Jeg kunne såmænd udsætte mine egne ure for den test, for jeg har faktisk hele to kvalitetsure, som endnu ikke har været åbnet i et tilfældigt og muligvis særlig fugtigt ur-mager-miljø. Men jeg nænner det ikke. Som sagt: De er ret nye.
Og ja, selvfølgelig gør vandet skade på urets motor.
Men det interessante er altså noget andet. Nemlig: Hvor og hvordan kommer vandmolekyler ind og ud af et ur? Vi er vist enige om, at det sker. Men hvor meget H2O kommer ind og ud? Og under hvilke omstændigheder? Og med hvilken fart?
Nu er jeg ikke fysiker, men jeg er ret sikker på, at H2O i gas-form (a.k.a. ”vand-damp”) trænger bedre gennem grænsefladen mellem pakningen og metallet end H2O i væske-form (a.k.a. vand). Bliver det første testet ordentligt ved en tryktest?
Jeg gætter på, at H2O ikke kan trænge gennem selve pakningens materiale, sådan som helium kan. Men øh… er vi helt sikre på det? Faktisk er vandmolekyler også ekstremt små. Dette fysiske faktum benytter astronauter, langturs-sejlere og skib-brudne sig af, når de forvandler tis til vand. Med en såkaldt ”water-maker” presser man tis (og andet og mere unævneligt affaldsvand) gennem et materiale, som tilbageholder alle molekyler, der er større en H2O. Det eneste, bortset fra H2O, der slipper igennem, er de helt uskadelige molekyler af brint, helium og ilt (så vidt jeg lige husker). Ingen andre molekyler er mindre end H2O-molekyler, og derfor får man på den måde det reneste, mest økologiske og efter sigende mest velsmagende vand, som findes på planeten. Or so they say... ;-)
First price: Maclerchles whisky-test. Den giver en helt ny dimension til begrebet ”dug-punkt”.
Second price: Rune Bakkendorffs forklaring om, at vandmolekyler i vædskeform eet sted i uret kan transporteres ved at varme dem op, så de fordamper, hvorefter man kan få dem til at kondensere et andet sted. F.eks. på et nedfrosset ur-glas. Rent trylleri. Ikke helt sjovt som whisky, men der er en høj genious-factor.
Men ellers… JA, selvfølgelig kan de vandmolekyler, som fandtes i luften i fabrikkens eller ur-magerens værksted kondensere på et ur-glas, som udsættes for en tilstrækkeligt kold isterning. Jeg kunne såmænd udsætte mine egne ure for den test, for jeg har faktisk hele to kvalitetsure, som endnu ikke har været åbnet i et tilfældigt og muligvis særlig fugtigt ur-mager-miljø. Men jeg nænner det ikke. Som sagt: De er ret nye.
Og ja, selvfølgelig gør vandet skade på urets motor.
Men det interessante er altså noget andet. Nemlig: Hvor og hvordan kommer vandmolekyler ind og ud af et ur? Vi er vist enige om, at det sker. Men hvor meget H2O kommer ind og ud? Og under hvilke omstændigheder? Og med hvilken fart?
Nu er jeg ikke fysiker, men jeg er ret sikker på, at H2O i gas-form (a.k.a. ”vand-damp”) trænger bedre gennem grænsefladen mellem pakningen og metallet end H2O i væske-form (a.k.a. vand). Bliver det første testet ordentligt ved en tryktest?
Jeg gætter på, at H2O ikke kan trænge gennem selve pakningens materiale, sådan som helium kan. Men øh… er vi helt sikre på det? Faktisk er vandmolekyler også ekstremt små. Dette fysiske faktum benytter astronauter, langturs-sejlere og skib-brudne sig af, når de forvandler tis til vand. Med en såkaldt ”water-maker” presser man tis (og andet og mere unævneligt affaldsvand) gennem et materiale, som tilbageholder alle molekyler, der er større en H2O. Det eneste, bortset fra H2O, der slipper igennem, er de helt uskadelige molekyler af brint, helium og ilt (så vidt jeg lige husker). Ingen andre molekyler er mindre end H2O-molekyler, og derfor får man på den måde det reneste, mest økologiske og efter sigende mest velsmagende vand, som findes på planeten. Or so they say... ;-)
![[-]](https://urdebatten.dk/images/collapse.png)