Investment or not

[Gert]

Jeg har de sidste 2 år læst en masse om ure på nettet. Det er langt fra nok til at gøre mig til ekspert på ure. Og da slet ikke vintage-ure, for det er ikke lige dem, jeg har interesseret mig for. Men den her debat drejer sig ikke blot om ure. Den drejer sig også om noget helt fundamentalt i økonomisk teori: Prissætning baseret på udbud og efterspørgsel. Og det er faktisk noget, som jeg efter et par annanas-juices vil påstå at have forstand på.

Og netop med den baggrund har det har været interessant for mig at læse Mads' og Willys beskrivelser af markedsforholdene på de mere eller mindre ekstremt dyre og mere eller mindre tusse-gamle klokker. Det er et marked, hvor udbuds- og efterspørgsels-forholdene er ekstreme, og det ekstreme er altid interessant.

Willy har nogle meget troværdige pointer om Langes kvalitet, nyskabelser og "sjældenheds-faktor". Alt andet lige taler det for høje priser i fremtiden. Men det bestrider Mads jo heller ikke. Han anlægger en kompliceret (men korrekt) økonomisk betragtning om størrelsen af den forventede værdi-tilvækst og om værdi-tilvækstens risiko (eller rettere: Volatilitet) for ure med større eller mindre "sjældenheds-faktor". Jeg får en mistanke om, at Mads har læst økonomi. Ellers er han i hvert fald et naturtalent  ;-)

Undervejs i debatten har der været en sammenligning med aktier. Og det kan jeg da lige gøre mere konkret med et eksempel: A. P. Møller Mærsk har to aktie-klasser: A-aktier og B-aktier. De er helt ens, bortset fra at A-aktierne giver stemmeret på generalforsamlingerne. Så skulle man jo tro, at A-aktierne var mere værd. Men faktum er, at B-aktierne er dyrere. Og forklaringen er, at der er mange flere B-aktier, og at de handles meget mere. De er altså en smule lettere at omsætte, og omsætteligheden har en forbløffende stor værdi for mange af investorerne.

Dette blot for at understrege, at for investorer har det værdi, at deres aktiver kan omsættes. For den 100% idealistiske ur-samler er det selvfølgelig ligegyldigt. Han/hun elsker uret og vil derfor ikke vurdere det efter, hvad det kan sælges for. Men hvis den slags investorer overhovedet findes, så har de ikke meget betydning for prisdannelsen. Og så er samlerne nok heller ikke altid selv bevidst om, hvor meget økonomisk kynisme betyder faktisk betyder for dem.

Den slags overvejelser skal så kombineres med en vurdering af, hvad investorerne på det pågældende marked faktisk tænder på. Mit gæt er, at "værdien af  omsættelighed" for PP m.fl.  vil være attraktivt for de horder af ny-rige kinesiske investorer, som kommer på markedet de næste 20-40 år. Eller mere præcist: Værdien af urenes omsættelighed vil tælle forholdsvis endnu mere for disse fremtidige investorer, end det i dag gør for de nuværende samlere. Og ligeledes: De pris-trykkende forhold (Langes kortere historie, mindre volumen, mindre kendskab) vil have forholdsvis større betydning for kommende fjernøstlige investorer, end de har for de nuværende samlere/investorer.

Specielt for det stadig kommunistiske Kina kunne man også gætte på, at de ikke vil fostre ekstremt rige mennesker, sådan som f.eks. Rusland har gjort, men til gengæld mange flere ny-rige i de lidt mere menneskelige indkomstklasser. Med den formodning kunne man måske ligefrem tro på, at Rolex'er og den slags vil stige mere end både PP og Lange i fremtiden.


Det er selvfølgelig altsammen ræsonnementer baseret på den præmis, at markedet på lang sigt vil blive præget af den økonomiske udvikling i mainland Kina. Og måske Indien? Den præmis kan man selvfølgelig være u-enig i. Men kun, hvis man har hovedet begravet i sand ;-)