07-11-2015, 03:46 AM
For mig handler high-end om to ting:
1. Konstruktionen af værket inkl. dettes komplikationer
2. Finish på urets dele
Alt andet anser jeg subjektive "holdninger" der kan være meget styret af ens personlige præferencer.
1. Værkets konstruktion er de tekniske løsninger som bidrager til værkets præcision, driftsikkerhed og levetid. Det kan feks. være når man på en balance tilføjer gyromax som Patek Philippe og Audemars Piguet. Dette giver en mulighed for at justere balancens inerti mere præcist end uden disse. En detalje som bidreager til mere præcis gang men også en detalje som koster at tilføje.
Her balancen i et ETA 2824
Her balancen i et PP med Gyromax. Denne løsning er standard hos PP i alle deres modeller.
Skal det være i en klasse over PP er Philippe Dufour nok mesteren over dem alle. I modellen Simplicity har han både tilføjet gyromax og vægtskruer i balancer:
Der er et hav af andre tekniske detaljer der kan føjes til et urværk for at løfte konstruktionen. Et andet eksempel er L&S der monterer alle lejer med tre skruer frem for at presse dem i. Umiddelbart ikke en løsning der bidrager med meget på det funktionelle plan, men det er en klassisk Glashütte løsning som Lange værner om. Bestemt en detalje som bidrager til at løfte værkets horologiske kvalitet men det koster på bundlinjen. En detalje de fleste derfor "sparer" væk.
Et andet punkt jeg vurderer bidrager til at skubbe et værk op i high-end er graden af værkets komplikationer. Dvs. hvad uret kan vise ud over tiden. Her er der forskellige grader af komplikationer. Skal vi liste dem i "sværhedsgrad" ville det være noget a la (letteste først):
1. Dato funktion
2. Dag/dato
3. Kronograf
4. Fuld kalender inkl. dag, dato, måned, månefase
5. Års kalender (som skifter mellem 30 og 31 dage)
6. Rattrapante kronograf (mulighed for mellemtidstagning)
7. Evighedskalender (tager højde for 30/31 dage samt skudår)
8. 1. minute Tourbillon (balance der roterer om din egen akse én gang i minuttet for at reducere tyngdekraftens påvirkning på urets gang)
9. Minute repeater (funktion hvor uret har et klokkeværk der kan slå tiden via 3 forskellige klange)
10. Grand complications (værker som kombinerer min. 2 og gerne 3 af funktionerne nævnt i pkt. 6-9.
De store kendte mærker som Breguet, PP, AP, JLC og VC har de sidste små 100 år behersket de ovennævnte komplikationer. Mange er siden kommet til men kun ganske få formår at udvikle og producere værker in-house med disse komplikationer. Det er dog blevet meget mere almindeligt end for bare 20-30 år siden.
At tilføje disse komplikationer gør værket teknisk langt mere kompliceret end et time-only. Dette bidrager i min bog dermed til at løfte et værk op i klasserne jo sværere en komplikation uret besidder. Idet det kræver dygtige urmagere at producere og samle disse ure tilføjes de også typisk en høj grad af finish. Idag besidder alle de kendte mærker selv R&D afdelinger der mestre disse komplikationer i større eller mindre grad. For mig har det betydning om man magter dette in-house eller trækker på andres viden og produktionsapparat. Således for Cartier og Richard Mille aller deres ure med komplikationer pkt. 6-10 udviklet og produceret af AP's R&D afdeling. Nå ikke mere snak om det...
Når det kommer til pkt. 2 som er finish fokuserer jeg nu KUN på hvor flot delene er forarbejdet og finisheret. Det være sig særligt slibninger, kantfinish, overflade finish som ruhed og rejfningernes skarphed. Det er her urmageren skal gøre en forskel og håndarbejdet sætter ind. Alle delene i pkt. 1 er typisk "billige" maskinfremstillede da maskinerne gør dette langt mere nøjagtigt end en håndværker kan. Men finishen er ren håndværk som KUN kan udføres af en urmager (herunder også specialarbejdere, der er eksperter i at udføre få detaljer på finishen).
Kigger vi på finishen smider jeg en stak billeder, hvor det ses hvori forskellen ligger:
ETA 2824 som vi kender det fra div. TH, Breitlings, Tudor (har dog deres egen version) samt en lang række andre ure i 5-15 k klassen:
2824 er et meget basic værk i både konstruktion og finish. De fabrikater der benytter værket gør sjældent noget yderligere ved finishen ud over navn på rotoren. Bemærk kanter og overflader der tydeligt ikke har synderlig finish.
ETA 2892 som er kendt fra utallige ure i 10-50 k klassen. Her er finishen noget bedre og de tekniske løsninger en anelse mere sofistikeret end 2824:
Her i en finisheret udgave fra Omega som hører til i den bedre ende. Bemærk kanter og overflade finishen som er bedre end 2824. Lignende værker med samme finish findes i alle IWC ETA-baserede modeller.
Her så Rolex:
Igen en ganske flot finish uden at være high-end. Det man ikke ser på billedet er Rolex ekstremt fine tolerancer og deres fantastiske evne til at holde en høj produktionskvalitet i deres maskinfremstillede dele. INGEN andre formår at producere basis-komponenter i så kvalitet som Rolex. De er bare de bedste når det kommer til ensartethed i produktionen hvilket bonner ud i en ekstrem høj driftsikkerhed (selvfølgelig også pga. en solid konstruktion). Personligt synes jeg det er en fin finish for et ur i 50 k klassen.
Grand Seiko nævnes også ofte som værende high-end. Her et close up af deres finish:
Som Rolex er de skarpe til tolerancer og produktion, men finishen på delenes kanter så jeg gerne bedre afsluttet. Omend stadig fin til prisen.
Konstruktionen ligger meget godt op af ovenstående fra Omega/Rolex men dog meget strippet.
IWC's 7-days værk er en fin konstruktion med Pellaton optræk og lang gangreserve, men finishen er ikke fantastisk på et ur til 85-110 k. Døm selv:
Igen manger der lidt for at det er oppe at ringe i min bog.
Stepper vi op i pris og sammenligner med feks. PP og VC som af visse personer er udskældt for ikke at have high-end finish kan man sammenligne med disse billeder:
Her VC. Bemærk kanter, skruer, overflader som er i en klar finere finish end både Omega, Rolex og Grand Seiko. Ligeledes svanehalsreguleringen som er en finere horologisk løsning i forhold til den simple justering på ETA værkernes præcision.
Her PP:
Igen er finishen høj på alle dele, kanter og flader. Dog ikke helt på ultra high-end niveau. PP's store force er at dette også er deres bundniveau. Ingen af deres ure er under det viste.
Her Seiko Credor som af mange her på forummet betragtes som højere finish end de schweiziske high-end mærker:
Flot finish men i min verden ikke finer end den schweiziske. Dog meget flot og på niveau med toppen.
Et andet lille uafhængigt high-end brand FP Journe:
Her er vi i en prisklasse på niveau med PP. Finishen er også på niveau, hvis ikke en anelse bedre end PP og co. Bemærk den slående lighed med PP konstruktionen.
Lange & Söhne er også i en klar high-end position hvor deres Datograph er en klassiker. Tjek finishen ud her:
Her taler vi også noget på niveau og endda over de gl. schweiziske.
Mesteren i finish er Philippe Dufour:
Modellen Simplicity er kun lavet i 200 stk og i high-end kredse toppen af poppen når vi taler finish. På et klart niveau over de kendte store schweiziske.
Jeg håber billederne taler mere for sig selv og de lyver ikke. Jeg vil vælge ikke at gå så meget op i HVORDAN værkerne er blevet produceret hos de enkelte producenter, da det vel i bund og grund ikke har betydning for slutproduktet om det er kavet fra A-Z af én urmager eller om det har passeret 30 personer.
Skal jeg konkludere på ovenstående, så er der stadig en ganske synlig forskel på om man smider 10 eller 200 k for et ur. Heldigvis... At påstå de gl. velkendte mærker er overhalet af små uafhængige brands vil jeg sige "både-og" til. Dem der ligger over har også et prisskilt der matcher eller er dyrere. Der er prisbaskere indenfor hvert segment men at påstå et Grand Seiko er mere "high-end" end et VC mener jeg billederne beviser er at tage munden for fuld.
Men at påstå at der ikke er en sammenhæng mellem pris og horologisk kvalitet vil jeg mene i 80 % af tilfældene er direkte løgn. Der findes enkelte eksempler hvor urenes pris slet ikke står mål med den horologiske kvalitet, men det er mere undtagelsen end reglen, hvis I spørger mig.
Hvorvidt man mener high-end er den meget højere pris værd mener jeg er en personlig vurdering. Værdsætter man ikke komplikationerne og finishen er svaret NEJ. Tænder man derimod på den fantastisk komplicerede teknik og konstruktionen bag samt den flotte finish i alle detaljer, ja så er det måske de +100 k værd.
/Mads
1. Konstruktionen af værket inkl. dettes komplikationer
2. Finish på urets dele
Alt andet anser jeg subjektive "holdninger" der kan være meget styret af ens personlige præferencer.
1. Værkets konstruktion er de tekniske løsninger som bidrager til værkets præcision, driftsikkerhed og levetid. Det kan feks. være når man på en balance tilføjer gyromax som Patek Philippe og Audemars Piguet. Dette giver en mulighed for at justere balancens inerti mere præcist end uden disse. En detalje som bidreager til mere præcis gang men også en detalje som koster at tilføje.
Her balancen i et ETA 2824
Her balancen i et PP med Gyromax. Denne løsning er standard hos PP i alle deres modeller.
Skal det være i en klasse over PP er Philippe Dufour nok mesteren over dem alle. I modellen Simplicity har han både tilføjet gyromax og vægtskruer i balancer:
Der er et hav af andre tekniske detaljer der kan føjes til et urværk for at løfte konstruktionen. Et andet eksempel er L&S der monterer alle lejer med tre skruer frem for at presse dem i. Umiddelbart ikke en løsning der bidrager med meget på det funktionelle plan, men det er en klassisk Glashütte løsning som Lange værner om. Bestemt en detalje som bidrager til at løfte værkets horologiske kvalitet men det koster på bundlinjen. En detalje de fleste derfor "sparer" væk.
Et andet punkt jeg vurderer bidrager til at skubbe et værk op i high-end er graden af værkets komplikationer. Dvs. hvad uret kan vise ud over tiden. Her er der forskellige grader af komplikationer. Skal vi liste dem i "sværhedsgrad" ville det være noget a la (letteste først):
1. Dato funktion
2. Dag/dato
3. Kronograf
4. Fuld kalender inkl. dag, dato, måned, månefase
5. Års kalender (som skifter mellem 30 og 31 dage)
6. Rattrapante kronograf (mulighed for mellemtidstagning)
7. Evighedskalender (tager højde for 30/31 dage samt skudår)
8. 1. minute Tourbillon (balance der roterer om din egen akse én gang i minuttet for at reducere tyngdekraftens påvirkning på urets gang)
9. Minute repeater (funktion hvor uret har et klokkeværk der kan slå tiden via 3 forskellige klange)
10. Grand complications (værker som kombinerer min. 2 og gerne 3 af funktionerne nævnt i pkt. 6-9.
De store kendte mærker som Breguet, PP, AP, JLC og VC har de sidste små 100 år behersket de ovennævnte komplikationer. Mange er siden kommet til men kun ganske få formår at udvikle og producere værker in-house med disse komplikationer. Det er dog blevet meget mere almindeligt end for bare 20-30 år siden.
At tilføje disse komplikationer gør værket teknisk langt mere kompliceret end et time-only. Dette bidrager i min bog dermed til at løfte et værk op i klasserne jo sværere en komplikation uret besidder. Idet det kræver dygtige urmagere at producere og samle disse ure tilføjes de også typisk en høj grad af finish. Idag besidder alle de kendte mærker selv R&D afdelinger der mestre disse komplikationer i større eller mindre grad. For mig har det betydning om man magter dette in-house eller trækker på andres viden og produktionsapparat. Således for Cartier og Richard Mille aller deres ure med komplikationer pkt. 6-10 udviklet og produceret af AP's R&D afdeling. Nå ikke mere snak om det...
Når det kommer til pkt. 2 som er finish fokuserer jeg nu KUN på hvor flot delene er forarbejdet og finisheret. Det være sig særligt slibninger, kantfinish, overflade finish som ruhed og rejfningernes skarphed. Det er her urmageren skal gøre en forskel og håndarbejdet sætter ind. Alle delene i pkt. 1 er typisk "billige" maskinfremstillede da maskinerne gør dette langt mere nøjagtigt end en håndværker kan. Men finishen er ren håndværk som KUN kan udføres af en urmager (herunder også specialarbejdere, der er eksperter i at udføre få detaljer på finishen).
Kigger vi på finishen smider jeg en stak billeder, hvor det ses hvori forskellen ligger:
ETA 2824 som vi kender det fra div. TH, Breitlings, Tudor (har dog deres egen version) samt en lang række andre ure i 5-15 k klassen:
2824 er et meget basic værk i både konstruktion og finish. De fabrikater der benytter værket gør sjældent noget yderligere ved finishen ud over navn på rotoren. Bemærk kanter og overflader der tydeligt ikke har synderlig finish.
ETA 2892 som er kendt fra utallige ure i 10-50 k klassen. Her er finishen noget bedre og de tekniske løsninger en anelse mere sofistikeret end 2824:
Her i en finisheret udgave fra Omega som hører til i den bedre ende. Bemærk kanter og overflade finishen som er bedre end 2824. Lignende værker med samme finish findes i alle IWC ETA-baserede modeller.
Her så Rolex:
Igen en ganske flot finish uden at være high-end. Det man ikke ser på billedet er Rolex ekstremt fine tolerancer og deres fantastiske evne til at holde en høj produktionskvalitet i deres maskinfremstillede dele. INGEN andre formår at producere basis-komponenter i så kvalitet som Rolex. De er bare de bedste når det kommer til ensartethed i produktionen hvilket bonner ud i en ekstrem høj driftsikkerhed (selvfølgelig også pga. en solid konstruktion). Personligt synes jeg det er en fin finish for et ur i 50 k klassen.
Grand Seiko nævnes også ofte som værende high-end. Her et close up af deres finish:
Som Rolex er de skarpe til tolerancer og produktion, men finishen på delenes kanter så jeg gerne bedre afsluttet. Omend stadig fin til prisen.
Konstruktionen ligger meget godt op af ovenstående fra Omega/Rolex men dog meget strippet.
IWC's 7-days værk er en fin konstruktion med Pellaton optræk og lang gangreserve, men finishen er ikke fantastisk på et ur til 85-110 k. Døm selv:
Igen manger der lidt for at det er oppe at ringe i min bog.
Stepper vi op i pris og sammenligner med feks. PP og VC som af visse personer er udskældt for ikke at have high-end finish kan man sammenligne med disse billeder:
Her VC. Bemærk kanter, skruer, overflader som er i en klar finere finish end både Omega, Rolex og Grand Seiko. Ligeledes svanehalsreguleringen som er en finere horologisk løsning i forhold til den simple justering på ETA værkernes præcision.
Her PP:
Igen er finishen høj på alle dele, kanter og flader. Dog ikke helt på ultra high-end niveau. PP's store force er at dette også er deres bundniveau. Ingen af deres ure er under det viste.
Her Seiko Credor som af mange her på forummet betragtes som højere finish end de schweiziske high-end mærker:
Flot finish men i min verden ikke finer end den schweiziske. Dog meget flot og på niveau med toppen.
Et andet lille uafhængigt high-end brand FP Journe:
Her er vi i en prisklasse på niveau med PP. Finishen er også på niveau, hvis ikke en anelse bedre end PP og co. Bemærk den slående lighed med PP konstruktionen.
Lange & Söhne er også i en klar high-end position hvor deres Datograph er en klassiker. Tjek finishen ud her:
Her taler vi også noget på niveau og endda over de gl. schweiziske.
Mesteren i finish er Philippe Dufour:
Modellen Simplicity er kun lavet i 200 stk og i high-end kredse toppen af poppen når vi taler finish. På et klart niveau over de kendte store schweiziske.
Jeg håber billederne taler mere for sig selv og de lyver ikke. Jeg vil vælge ikke at gå så meget op i HVORDAN værkerne er blevet produceret hos de enkelte producenter, da det vel i bund og grund ikke har betydning for slutproduktet om det er kavet fra A-Z af én urmager eller om det har passeret 30 personer.
Skal jeg konkludere på ovenstående, så er der stadig en ganske synlig forskel på om man smider 10 eller 200 k for et ur. Heldigvis... At påstå de gl. velkendte mærker er overhalet af små uafhængige brands vil jeg sige "både-og" til. Dem der ligger over har også et prisskilt der matcher eller er dyrere. Der er prisbaskere indenfor hvert segment men at påstå et Grand Seiko er mere "high-end" end et VC mener jeg billederne beviser er at tage munden for fuld.
Men at påstå at der ikke er en sammenhæng mellem pris og horologisk kvalitet vil jeg mene i 80 % af tilfældene er direkte løgn. Der findes enkelte eksempler hvor urenes pris slet ikke står mål med den horologiske kvalitet, men det er mere undtagelsen end reglen, hvis I spørger mig.
Hvorvidt man mener high-end er den meget højere pris værd mener jeg er en personlig vurdering. Værdsætter man ikke komplikationerne og finishen er svaret NEJ. Tænder man derimod på den fantastisk komplicerede teknik og konstruktionen bag samt den flotte finish i alle detaljer, ja så er det måske de +100 k værd.
/Mads
![[-]](https://urdebatten.dk/images/collapse.png)