24-06-2015, 06:07 PM
Diskussionen om spørgsmålet:
”Så, jeg spørger jer: HVORFOR går du med et ur prismæssigt svarende til en akademikers månedsløn?”
… har været ganske interessant at følge. Navnlig som ”følger”, uden fjerneste intention om at ytre et kvæk derom.
Flere er kommet ganske behændigt om ved et svar på, hvorfor de selv som person ”deltager i galskaben”; men få har kunnet svare på hvorfor ”man” deltager i galskaben.
Det bilder jeg mig heller ikke ind, at jeg kan, men måske tilføje lidt baggrund og måske nogle nuancer.
Beslutningen om af skifte fra ”følger” til deltager skyldes nedenstående:
[min deltagelse er] … over hovedet ikke horologisk vinklet (som f. eks. den gode Geodoc´s indlæg er).
… en sætning som initierede tankegangen, Det var (sgu) da godt nok svært, at man sådan bliver ”punket”, intimideret, tricket og provokeret til overhovedet at udtrykke en mening, da jeg ellers er en stor ynder af Harry Callahans (eufemisk oversatte) teorem:
”Meninger er som analåbninger. Alle har en”.
Men som pigen sagde til matrosen: ”Lad gå det løse” – Her kommer det.
Som det er fremgået andetsteds, har jeg med Værkstedsgruppen været på visit i Geneve.
Nogle dage henvist til offentlig transport og ”apostlenes heste” medførte længsel efter uafhængighed og individuel stil.
Kort sagt - de øvrige medlemmer i gruppen var ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg (efter sublime horologiske oplevelser), længselsfuldt så frem til genforening med …….
”Prinsesse Cooper”.
Tio Malo har med sin tråd (også) rejst spørgsmålet. ”Er det overhovedet i orden, at eje et så håbløst køretøj”, og tager man munden mere fuld, ”Er det bæredygtighedsmæssigt og ressourcemæssigt overhovedet forsvarligt?”
Anvendes det store afbalancerede ”ligheds regneark”, hvor vi har jordens erkendte og potentielle ressourcer på den en side og en forbrugende menneskehed på den anden side, bliver svaret:
”Nej! – Det er overhovedet ikke i orden, for metallet i ”Prinsessen” burde i stedet være anvendt til hammer og segl, synåle, plovskær, rør og søm og skruer, således at en hungrende menneskehed kunne opretholde et underhold i form af en levevej, få tag over hovedet og acceptable hygiejniske levevilkår”.
Men nu står ”Prinsessen” altså i Silkeborg, i al sin kække, uanvendelige buttede yppighed - - - og Tio Malo rejser bl.a. spørgsmålet, om jeg overhovedet kan tillade mig at være glad for og fascineret af ”Prinsessens” tilstedeværelse og performance.
Lad det være sagt i en bisætning, at Tio malo og jeg har en igangværende privat korrespondance om betimeligheden og resultaterne af 1968, det såkaldte ungdomsoprør.
I samme bisætning kan anføres, at vi har divergerende opfattelser.
Jeg sætter lighedstegn mellem min uddannelses forløb under perioden med 68’ernes skrål og bragesnak om forkastelig materialisme, og at jeg pludseligt får anfægtelser og overvejelser over ejerskabet af en ”overflødig” luksusgenstand.
Siden Cro Magnon mennesket skriblede mageløse tegninger på hulevægge, har mennesket haft en iboende trang til at fremstille og eje noget særligt.
Mennesker har brug for drømme. At bære et kunsthåndværk på håndleddet er materialiseringen af en drøm.
1968’ernes funktions- eller nytte syn svarer til, at overvære en opførelse af ”Sylfiden”, og bemærke: ”Ja det er fint med alle de sylfidetrin; men kan hun skrælle kartofler?”
Til spørgsmålet om de dyre ure er pengene værd, er der vel blot at spørge, ”Kan/eller skal man skrælle kartofler med drømme?”.
Med venlig hilsen - Geodoc
”Så, jeg spørger jer: HVORFOR går du med et ur prismæssigt svarende til en akademikers månedsløn?”
… har været ganske interessant at følge. Navnlig som ”følger”, uden fjerneste intention om at ytre et kvæk derom.
Flere er kommet ganske behændigt om ved et svar på, hvorfor de selv som person ”deltager i galskaben”; men få har kunnet svare på hvorfor ”man” deltager i galskaben.
Det bilder jeg mig heller ikke ind, at jeg kan, men måske tilføje lidt baggrund og måske nogle nuancer.
Beslutningen om af skifte fra ”følger” til deltager skyldes nedenstående:
[min deltagelse er] … over hovedet ikke horologisk vinklet (som f. eks. den gode Geodoc´s indlæg er).
… en sætning som initierede tankegangen, Det var (sgu) da godt nok svært, at man sådan bliver ”punket”, intimideret, tricket og provokeret til overhovedet at udtrykke en mening, da jeg ellers er en stor ynder af Harry Callahans (eufemisk oversatte) teorem:
”Meninger er som analåbninger. Alle har en”.
Men som pigen sagde til matrosen: ”Lad gå det løse” – Her kommer det.
Som det er fremgået andetsteds, har jeg med Værkstedsgruppen været på visit i Geneve.
Nogle dage henvist til offentlig transport og ”apostlenes heste” medførte længsel efter uafhængighed og individuel stil.
Kort sagt - de øvrige medlemmer i gruppen var ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg (efter sublime horologiske oplevelser), længselsfuldt så frem til genforening med …….
”Prinsesse Cooper”.
Tio Malo har med sin tråd (også) rejst spørgsmålet. ”Er det overhovedet i orden, at eje et så håbløst køretøj”, og tager man munden mere fuld, ”Er det bæredygtighedsmæssigt og ressourcemæssigt overhovedet forsvarligt?”
Anvendes det store afbalancerede ”ligheds regneark”, hvor vi har jordens erkendte og potentielle ressourcer på den en side og en forbrugende menneskehed på den anden side, bliver svaret:
”Nej! – Det er overhovedet ikke i orden, for metallet i ”Prinsessen” burde i stedet være anvendt til hammer og segl, synåle, plovskær, rør og søm og skruer, således at en hungrende menneskehed kunne opretholde et underhold i form af en levevej, få tag over hovedet og acceptable hygiejniske levevilkår”.
Men nu står ”Prinsessen” altså i Silkeborg, i al sin kække, uanvendelige buttede yppighed - - - og Tio Malo rejser bl.a. spørgsmålet, om jeg overhovedet kan tillade mig at være glad for og fascineret af ”Prinsessens” tilstedeværelse og performance.
Lad det være sagt i en bisætning, at Tio malo og jeg har en igangværende privat korrespondance om betimeligheden og resultaterne af 1968, det såkaldte ungdomsoprør.
I samme bisætning kan anføres, at vi har divergerende opfattelser.
Jeg sætter lighedstegn mellem min uddannelses forløb under perioden med 68’ernes skrål og bragesnak om forkastelig materialisme, og at jeg pludseligt får anfægtelser og overvejelser over ejerskabet af en ”overflødig” luksusgenstand.
Siden Cro Magnon mennesket skriblede mageløse tegninger på hulevægge, har mennesket haft en iboende trang til at fremstille og eje noget særligt.
Mennesker har brug for drømme. At bære et kunsthåndværk på håndleddet er materialiseringen af en drøm.
1968’ernes funktions- eller nytte syn svarer til, at overvære en opførelse af ”Sylfiden”, og bemærke: ”Ja det er fint med alle de sylfidetrin; men kan hun skrælle kartofler?”
Til spørgsmålet om de dyre ure er pengene værd, er der vel blot at spørge, ”Kan/eller skal man skrælle kartofler med drømme?”.
Med venlig hilsen - Geodoc
![[-]](https://urdebatten.dk/images/collapse.png)