23-06-2015, 11:05 AM
Hvorfor ?
Hvorfor samler vi, voksne (?) mænd små tikkende tingester som faktisk ikke har den store praktiske betydning eller nyttegrad og som koster mange penge?
Indtil fornylig svarede jeg altid at "analog præcisionsteknik fascinerer mig og de ure jeg går med ser skønne ud". Jeg kan stadigvæk nikke genkendende til begge påstande men kun halvhjertet. Efter at have gået et - par måneder med en moddet japser for et - par tusinder kroner (og uret taber sikkert ca. 30 - 45 sek.i døgnet) og følt samme barnlig glæde ved at se det på håndledet, har fået mig at tvivle lidt om mine og vores motiver at have nogle hundreder K stående i ure... Sagen er ikke af praktisk betydning hvis man har købt billigt ind og ved at hvis det hele skulle sælges, kan man få det samme for dem i dag. Eller måske tjene nogle tusinder ;-)
Efter at have double wristed (skammer mig at indrømme det) og efter at have vist et Rolex og et moddet Seiko til nogle ikke-urvidende eller interesserede medmennesker og efter at have spurgt hvad ser bedste ud og hvilket er det dyreste af de to, blev de sidste rester af "flash-trang" pillet af mig. Jo, i en varierende grad nyder vi at folk ser vores dyre klokker (det kan så variere meget: Helt fra close-to-zero til 100%, men den er altid der). De fleste syntes at Seiko så bedre ud og var sikkert det dyreste (contra en Rolex Sub eller GMT Master) blev det klart at der ikke var nogen i nabolaget jeg kunne dupere med Rolex (OK, et - par vidste at Rolex var det der "verdens bedste og dyreste ur, men er dit nu ikke bare en kopi ?").
Så er der selvfølgeligt urtosserne. Der hvor jeg residerer for tiden er der ikke nogle omkring. Og når jeg kigger forbi Kbh eller Aarhus og egentlig møder nogle, synes de altid et eller andet kritisk om mine Rollierne. Så ikke hellere der kan man dupere nogen.
Jeg kan så redde min sag ved at sige at "jeg har jo altid haft en Rolex, i hvert fald siden jeg blev 13 år gammel og jeg er så vandt til at have et på armen" men ville det så ikke vare same-same hvis jeg var vandet til at gå med et billigt ur af bestemt mærke ?
Det som slog mig nok mest var indrømmelsen af at prisen og nydelsen i dette kategori ikke hang sammen.
Den som spørger lidt undrende at "hvorfor går du rund med en klokke som har udsalgspris af omkring 50K og hvorfor ejer flere af dem ????" bliver mere og mere reelt for mig.
Så, jeg spørger jer: HVORFOR går du med et ur svarende prismæssig for en akademikers månedsløn. Og svarene som "det ser godt ud" eller "jeg er fascineret af teknikken" købes ikke som hele svaret. Jo, begge elementer ER der, men herrejøsses, prisen in mente MÅ der være en anden vigtig grund.
Eller, har jeg trukket af natpotten og havnet i en eksistentiel krise ??
Hvad er din grunde ?
Hilsen John
Hvorfor samler vi, voksne (?) mænd små tikkende tingester som faktisk ikke har den store praktiske betydning eller nyttegrad og som koster mange penge?
Indtil fornylig svarede jeg altid at "analog præcisionsteknik fascinerer mig og de ure jeg går med ser skønne ud". Jeg kan stadigvæk nikke genkendende til begge påstande men kun halvhjertet. Efter at have gået et - par måneder med en moddet japser for et - par tusinder kroner (og uret taber sikkert ca. 30 - 45 sek.i døgnet) og følt samme barnlig glæde ved at se det på håndledet, har fået mig at tvivle lidt om mine og vores motiver at have nogle hundreder K stående i ure... Sagen er ikke af praktisk betydning hvis man har købt billigt ind og ved at hvis det hele skulle sælges, kan man få det samme for dem i dag. Eller måske tjene nogle tusinder ;-)
Efter at have double wristed (skammer mig at indrømme det) og efter at have vist et Rolex og et moddet Seiko til nogle ikke-urvidende eller interesserede medmennesker og efter at have spurgt hvad ser bedste ud og hvilket er det dyreste af de to, blev de sidste rester af "flash-trang" pillet af mig. Jo, i en varierende grad nyder vi at folk ser vores dyre klokker (det kan så variere meget: Helt fra close-to-zero til 100%, men den er altid der). De fleste syntes at Seiko så bedre ud og var sikkert det dyreste (contra en Rolex Sub eller GMT Master) blev det klart at der ikke var nogen i nabolaget jeg kunne dupere med Rolex (OK, et - par vidste at Rolex var det der "verdens bedste og dyreste ur, men er dit nu ikke bare en kopi ?").
Så er der selvfølgeligt urtosserne. Der hvor jeg residerer for tiden er der ikke nogle omkring. Og når jeg kigger forbi Kbh eller Aarhus og egentlig møder nogle, synes de altid et eller andet kritisk om mine Rollierne. Så ikke hellere der kan man dupere nogen.
Jeg kan så redde min sag ved at sige at "jeg har jo altid haft en Rolex, i hvert fald siden jeg blev 13 år gammel og jeg er så vandt til at have et på armen" men ville det så ikke vare same-same hvis jeg var vandet til at gå med et billigt ur af bestemt mærke ?
Det som slog mig nok mest var indrømmelsen af at prisen og nydelsen i dette kategori ikke hang sammen.
Den som spørger lidt undrende at "hvorfor går du rund med en klokke som har udsalgspris af omkring 50K og hvorfor ejer flere af dem ????" bliver mere og mere reelt for mig.
Så, jeg spørger jer: HVORFOR går du med et ur svarende prismæssig for en akademikers månedsløn. Og svarene som "det ser godt ud" eller "jeg er fascineret af teknikken" købes ikke som hele svaret. Jo, begge elementer ER der, men herrejøsses, prisen in mente MÅ der være en anden vigtig grund.
Eller, har jeg trukket af natpotten og havnet i en eksistentiel krise ??
Hvad er din grunde ?
Hilsen John
Mvh. John - nu under det sorte flag*.
(*Jolly Roger, ikke IS !
)
(*Jolly Roger, ikke IS !
)
![[-]](https://urdebatten.dk/images/collapse.png)