Omega Constellation 167.0021
#1
Jeg købte for et stykke tid siden denne Omega Constellation, som er lidt usædvanlig:

İmage
İmage
İmage
İmage

Der er tale om en ref. 167.0021 i guld-på-stål. Denne model opfattes angiveligt som afløseren for 167.005, og blev fremstillet mellem 1967 og 1975.
Mit eksemplar er fra 1971.

Uret er udstyret med en cal. 712, som er den kronometer-certificerede udgave af Omegas "Superflat" værk, uden dato. Værket er kun 3 mm højt, incl. rotor, og er det tyndeste selvoptrukne værk, Omega har fremstillet.

Min egen tid med uret har budt på lidt udfordringer. For noget tid siden så jeg uret på en net-auktion i Sverige, og faldt for designet og den perfekte skive.
Det hed sig i annoncen, at uret "stannar och går", og "behøver service".
Efter at jeg fik uret hjem, viste det sig dog, at det ikke passede helt - uret gik overhovedet ikke. Jeg skruede bagkapslen af, men kunne ikke umiddelbart se noget, som kunne forklare urets stilstand. Jeg lagde det derefter til side, da jeg havde andre projekter i gang.

Efter nogen tid tog jeg det dog med til min urmager, og bad han om at servicere det. Efter lidt undersøgelser afsløredes det, at ikke alene var hovedfjederen gået, men der havde også været stort værktøj på afveje nede i værket; en eller anden idiot - muligvis ham, jeg købte det af - havde forsøgt at puffe til balancen med en skruetrækker, og havde derved bøjet balancens spiralfjeder ud af facon. Det er antagelig den samme idiot, som har lavet den dybe rids i bagkapslen (se billedet), i forsøget på at løsne den med en skruetrækker...

Nå, hvad koster så en ny balance med fjeder, og kan den skaffes? Det kunne den, men den ville koste 3.000-4.000 kroner - det hang bare ikke sammen i forhold til urets værdi :-(
Jeg kom dog i tanke om, at jeg på Ebay havde set en komplet, NOS cal. 712 til salg. Jeg fandt annoncen, og ganske rigtigt: En urmager i Polen havde værket til salg. Et par klik med musen, lidt kreditkortoplysninger, og så var værket undervejs. Fem dage efter havde jeg det, for en pris på cirka 1.400 kroner incl. fragt.

Derefter kunne urmageren lave et komplet service, idet han plukkede hovedfjeder og balance fra det nye værk, og brugte de øvrige dele fra det oprindelige værk. Hovedfjederen holdt dog ikke, så der måtte skaffes en ny hjem. Alt i alt blev det hele en del dyrere, end jeg oprindelig forventede, men jeg har lært en del af det.

Og uret fungerer, og det er en fryd for øjet - tyndt og elegant. Og reservedelsforsyningen er sikret lang tid fremover - fra "donor-værket" :-)

For dem, der har lyst til at læse mere om disse værker og de ure, de blev anvendt i, kan jeg anbefale Desmond Guilfoyles essay om Omega Ultra-thins:
http://www.mediafire.com/view/f2wh10fa1r...ne2013.pdf

Omega Vintage database om 167.0021: http://www.omegawatches.com/planet-omega...?ref=20554

Mvh
Bo
Svar


Beskeder i denne tråd
Omega Constellation 167.0021 - af Skovgaard - 26-04-2015, 09:23 PM
Omega Constellation 167.0021 - af jacobzimmer - 26-04-2015, 09:30 PM
RE: Omega Constellation 167.0021 - af brauer - 26-04-2015, 09:35 PM
RE: Omega Constellation 167.0021 - af olof - 26-04-2015, 10:04 PM
RE: Omega Constellation 167.0021 - af Skovgaard - 27-04-2015, 01:35 PM
RE: Omega Constellation 167.0021 - af P.N. - 27-04-2015, 05:38 PM



Brugere der kigge i denne tråd: 1 gæst(er)