01-08-2014, 02:17 PM
Tio Malo Skrev:... en ganske forvirrende og forgrenet tråd må man sige.KristofferJ Skrev:Årets tråd?Det begyndte der ved årtusindskiftet hvor jeg fik historien flere gange fra Swatch Group Danmark folk, rangerende fra toppen til salgsrepræsentanter; "Om nogle år er Omega lige så stærk - og dyrt - som Rolex".
Og mht. Omegas priser så tror jeg det er en måde at løfte mærket op fra forstads klokke / finere bonde ur. De har rolex i kikkertsigtet, og helmer ikke før et po har samme status som en sub (dvs. Aldrig)
Midlerne var og er; hidsig nedbarbering af mængden af autoriserede dealers, store indretnings- og indkøbsmæssige krav for de tilbageværende AD´ers butikker og priserne hidsigt op.
Men ganske som Kristoffer skriver: No f....n way. Omega er det bedre bondeur - på godt og ondt. Og det er ikke kun noget urnørder (fra Rolex-fraktionen) synes.
Her i bibelbæltet møder man ikke urnørder; men forældrene fra sønnikens skole præsenterer dog i lokal forstand en grandios samling af bedre ure - og holdninger.
2 Omega PO´er, 6 Rolex´ og 1 Cartier Tank 100 og PO er bare opfattet som "en discountudgave af Sub´en". Men hvem ved. Måske ser det anderledes ud om 30 år ?
Under alle omstændigheder kan Omega takke sig selv for sin bondeurstatus i dag:
Fejlagtig håndtering af 1970´nes quartzkrise,
udsprøjten af alt for mange modeller,
alt for mange modeller med quartzværk og alt for mange AD´er, tilsyneladende (tidligere) uden nogen som helst krav om indretning af butikken osv.
"Bondeurstatus" har dog også sine gode grunde pga. at Omega siden primo 1900 tallet var uret man købte til 50 års fødselaren, gav for 20 års trofast tjeneste i firmaer og delte ud som konfirmationsgaver for unger i middelklassen.
(= det var før alle i dette land blev medlemmer af den udvidede middelklasse).
Omega var et ur, som var eventyrligt dyrt og godt, dog ikke astronomisk dyrt som det blandt folket ukendte Rolex (og glem alle de high end mærker hvis navne de jævne mennesker ikke engang kan udtale).
Omega havde hele markedet af "bedre ure" for sig selv. In mente her, at Rolex blev først kendt blandt den brede befolkning i DK i 80´ne da Don Johnson i Miami Vise gik med ét og product placement generelt spredte sig alle vegne i underholdningsindustrien.
Jeg kan - af egen erfaring love - at man stadigvæk bliver stirret på som én med en akut sindslidelse, hvis man siger at ens armbåndsurs vejledende udsalgspris er 44K.
I 70'erne blev man klassificeret som en sindsforvirret (og muligvis kriminel og absolut farlig) når man fortalte, hvad ens Rolex havde kostet.
Man fik slet ikke scoret de billige "føre sig frem" points, Jack and Jones og Matas ekspedienter med en Datejust på håndledet tilsyneladende får i dag.
"Årets tråd?" - har spørgsmålet lydt, og jeg er da tilbøjelig til at løfte til "Årenes tråd"....
... for aldrig har jeg da oplevet en sådan tilsvining af et mærke, oven i købet på mærkets eget forum.
Det er et ganske godt oplæg til: At gøre tråden endnu mere forvirrende og forgrenet, hvorfor jeg med den øvrige pøbel vil oplade min stemme.
Blandt det forvirrende er udtalelsen: "Men ganske som Kristoffer skriver: No f....n way."
Forvirringen er opstået ved, at jeg (ganske vist) perifert erindrer "F-ordet" skrevet fuldt ud; men nu ikke engang kan genfinde det citerede.
Ligeledes indeholder redaktørloggen ingen registreringer af, at rettelser er foretaget.
Når ens indlæg står sidst i en tråd, kan man slette det, og (u-logget) foretage rettelser i det; men er der først svaret på indlægget, bliver hændelsen logget.
Logningen består i en registrering af, at der er foretaget en rettelse og af hvem/hvornår, og fremgår osse af indlægget. Derimod logges ingenting om hvad der er rettet.
På grund af den manglende logning, og såfremt min erindring er korrekt, giver det mig grund til at antage, at Kristoffer diskret har nedtonet tilsviningen af Omega...
... hvilket jeg synes er fucking ærgerligt, nu vi lige havde det så sjovt.
Tilsviningen fortsætter gennem en række punkter, der er ganske korrekt observerede, og som giver anledning til benævnelsen, "Bondeur"...
... la' os nu blot i svineriets navn, og uden at være så lange i spyttet anvende ordet, "Bonderøvsur", når det nu er det, der menes.
Til de eventuelt Omega-interesserede, der læser med i denne tråd, og som sidder og krymper sig under denne tsunami af ukvemsord, negative bedømmelser, fordømmelser og ganske håndfaste (skråsikre?) vurderinger...
... La' vær' med at krympe jer!!!!!!!
Der er intet af det ovenstående, der baserer sig på eksakte metalurgiske analyser fra et internationalt anerkendt institut.
Der er heller intet, der er underbygget af veldokumenterede pålidelige målinger af præcision og/eller holdbarhed fra horologisk anerkendt side.
Tvært imod er udsagnene af formen, synes, opfatter, føler, fornemmer, status - og på den præmis er slaget jo helt og aldeles frit.
Før jeg kommenterer yderligere, skal jeg summere et trøstens ord til de (få) Omega interesserede, (der muligvis stadig findes) ...
... det er ingen skam, at vedkende sig, at man finder Omega mere interessant (eller "bare mere er mig") end et hvilket som helst andet mærke.
I den verserende helgenkåring af Rolex, er det forbigået, at mærket har lidt karakter af et opkomlingsmærke.
Rolex er etableret i 1905, mens Omega er etableret i 1848.
Det har været bebrejdet Omega, at de reagerede forkert under quartz krisen; men forbigås, at Omega i 1898 forårsagede en lignende krise i den schweiziske urindustri.
Det fandt sted, da urfirmaet "Louis Freres et fils" udviklede et urværk, en kaliber, som de kaldte Omega.
Værket produceredes efter helt nye principper, i form af samlebåndsproduktion, med en energisk, ubønhørlig og ufravigelig kvalitetskontrol.
Nu var det ikke længere en urmager, der producerede et værk fra A til Z; men han indsatte i stedet grupper af (højkvalitets) dele i en forbipasserende ebausche.
Succesen ved at kunne producere pålidelige urværker til en langt lavere pris, rystede den daværende urindustri i lige så høj grad, som quartz teknologien gjorde 72 år senere.
For "Louis Freres et Fils" var succesen med Omega værket så stor, at firmaet i 1905 skiftede navn til "Omega".
Samme år etableredes Rolex, der således kunne påbegynde en produktion, stående på skuldrene af de nye principper, der udvikledes af Omega 7 år tidligere.
De første 60 år, bevaredes status som opkomling, idet Rolex ikke formåede at producere et urværk, der kunne vinde i sammenlignende konkurrence.
Da kronometerkonkurrencerne (overvåget af Geneve og Neuchatêl observatorierne) fandt sted, fordeltes årenes 30 mulige placeringer således:

Da disse konkurrencer ophørte kunne Rolex trygt addere "Superlative" til skivens tekst, for nu var der ingen til at kontrollere og holde i ørerne.
På den lange bane opfandt Rolex Oysterkassen, Triplock kronen og Parachrom balancefjederen.
Ingen af delene har deres flittige PR afdeling nogensinde tilladt brugerne at glemme.
Under quartzkrisen er Omega (med rette?) blevet beskyldt for: "Fejlagtig håndtering af 1970´nes quartzkrise"
Denne fuldstændig korrekte konklusion er hentet fra "efterrationaliseringens krystalklare bakspejl",
for hvem fanden havde dengang en krystalkugle, der spåede korrekt, da markedet stod i flammer og alt hang i laser.
Omega slumpede til at beslutte, "Der må vi være med" hvilket viste sig forkert, mens Rolex slumpede til, "at der skal vi ikke være med" hvilket viste sig at være korrekt.
... så lad os blot beundre Rolex i overensstemmelse med tesen, "Den der handler risikerer at fejle, mens den der ikke handler undgår at fejle".
Endvidere skal vi foragte Omega for, "Udsprøjten af alt for mange modeller" - og atter er det korrekt.
Der er en periode i Omega's historie, hvor der leveredes utallige modeller til et veritabelt rædselskabinet af både kiksede og dårlige ure, dog iblandet nogle undtagelser.
Personligt "bløder jeg foragten op med", at Omega fra hylderne i rædselskabinettet senere har kunnet drage, f.eks...
... en "Speedmaster Alaska Project", en "Ploprof 1200" en "Z33" baseret på Flightmaster og X33 - Speedmaster MKII (reborn) eller præsident Kennedy's ur.
Fra kabinettet med tidligere modeller kan Rolex gribe en dåse rød maling, og påføre skiven en linie rød tekst (ohh hvilken fantasi, spændvidde og gå på mod).
Så har vi udsagnet, "alt for mange modeller med quartzværk" - Ja det må man da nok sige, og endnu værre, alt for mange uinspirerede, kiksede og grimme ure med quartzværk.
Men atter er der højdespringere iblandt rædslerne. F.eks. Marine Chronometer, der lanceredes i 1974, som verdens mest præcise armbåndsur.
Verdens første højfrekvens quartz armbåndsur og ligeledes det første Marine Chronometer certificerede quartz armbåndsur.
Sjovt nok er uret stadig det mest præcise armbåndsur indenfor sin klasse af ukompenserede; men dog termostabiliserede ure.
I samme boldgade lavede Rolex en enlig svale: Rolex Oysterquartz.
Både OysterQuartz og MC er karakteriserede ved en fremragende mekanisk del (Rolex med 11 lejesten og Omega med 13).
Rolex med den lækreste finish; men med en banal elektronik.
Når det kommer til at være "fremme i skoene" og deltage i åben konkurrence med andre, har Omega ofte taget stikket hjem, og kan med stolthed se tilbage på kaliber (Vega) 1525.
Kaliberen sidder i Marine kronometeret, leveret til den franske flådes atomslagstyrke efter at have vundet i konkurrence med et dusin andre udviklere. Se nedenfor

Her ses Omegas Marine Chronometre, henholdsvis 2,4 & 4,19 mHz

Det appetitlige(?) hjerte i kaliber 1525
Endeligt har vi bemærkningen: "og alt for mange AD´er, tilsyneladende (tidligere) uden nogen som helst krav om indretning af butikken osv." - og atter har kritikeren ret.
Tidligere havde hver landsby en Omega AD, der i et hjørne havde en skuffe og en Omega reklame, hvilket jo fuldstændig er til grin og bonderøvsagtigt.
Når Omega tager skeen i den anden hånd, og efterligner Rolex konceptet, så skal vi høre klynk over dette,
som om det var en patenteret rettighed, at kun store veletablerede forretninger i større byer kan være AD'er.
Mærkelig holdning, at Omega havde dette lavstatus koncept, og det "behager de sandelig at blive ved med", så Rolex segmentet fortsat kan grine i skægget. Vor herre bevares.
Ordet status har også været anvendt. Her er Rolex klart i spidsen.
Mit skriveri har ikke haft til formål, at rakke ned på Rolex eller holdningen, at man foretrækker et ur med høj status.
Det har først og fremmest været for at illustrere, at højstatus ikke eentydigt behøver at gøre et mærke interessant,
og at mange af de fremførte kritikpunkter netop (på trods) kan være årsag til et finde Omega (mest) interessant.
Søger man et urmærke med en dramatisk, fanden i voldsk historie, nogle gange helt i hampen, så er det ikke Rolex man skal vælge.
Rolex har det nærmest som dengang Volvo var selvstændig, og havde renomeet, Bundhæderlig, gennemrobust, pålidelig... og røvkedelig.
Men mange var alligevel tilfredse med at køre i, hvad der karakteriseredes som: "Verdens hurtigste traktor".
I status-segmentet kunne man også foretage en sammenligning mellem Tourbillon ure fremstillet af Rolex overfor Omega.
[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=VrdTtvdRDic[/youtube]
Ovenfor ses Omega CoAx Central Tourbillon. Jeg har ikke kunnet finde et godt billede af Rolex Tourbillon.
Personligt finder jeg Omega's tourbillon(er) mest spændende.
Yderligere læsning om: Omega Tourbillon Watches og Rolex Tourbillon Watches
Med venlig hilsen - Geodoc

![[-]](https://urdebatten.dk/images/collapse.png)