09-07-2014, 07:01 PM
Tio Malo Skrev:Masseltov, John !... her kommer jeg alvorligt i tvivl om stavemåden, for er det ikke enten: "Mazel tov" eller "mazal tov".
Min egen udlægning er, at der skulle have stået, "Masser af tov", som understregning af, at Hannover gennem årene har været vor faste tovholder på kronografværker, Eterna og små (nu lukkede) mærker.
Hvad angår signaturen, "i diaspora, langt ude på prærien - 7400", må det erkendes, at det er en ubønhørlig, grænsende til urimelig - skæbne.
Det er ikke alene geografien, for så vidt man overhovedet kan kalde et landskab blottet for højdekurver - for et landskab.
Det er navnlig den lokale befolkning, der er det ubønhørlige og urimelige element.
Den sidste "demonstration", jeg har bemærket, er motorvejen, der anlægges gennem Silkeborg til Herning.
Nu hvor en deletape tages i brug i 2015, kommer så spørgsmålet om vejens navn.
I de 13 år, der er forløbet med skænderier om linieføringen gennem Silkeborg, har folketinget og pressen kaldt vejen for: "Silkeborg Motorvejen".
Om "Silkeborg Motorvejen" har Herning være overordentligt tavs.
Man kunne måske have forventet, at Herning havde givet udtryk for, at en motorvej gennem en by er lige lovligt uanstændigt...
.... men nej! - Ikke en lyd.
I forbindelse med den forestående ibrugtagning og navngivning, har Herning rørt overordentligt kraftigt på sig, sådan cirka en 8-9 stykker på Richterskalaen.
Fra Herning forlyder det, at vejen skal hedde "Herning motorvejen", fordi en vej hedder altid navnet på den by, hvortil vejen fører.
Nu er afgørelsen truffet, og motorvejen kommer til at hedde "Silkeborg Motorvejen"
- hvilket er utåleligt, og ekstra salt i såret, når vejen bliver det mest skændige stykke infrastruktur i kongeriget.
Jeg er selv af den holdning, at vejen (for himlens skyld) kunne hedde "Olsen" eller "Herning Motorvejen", alt andet end "Silkeborg Motorvejen".
Havde den fået navnet "Herning Motorvejen", kunne herningenserne selv ligge og rode med navnet, når den færdiggøres til sin endelige destination: Holstebro.
Med sådanne lokalpatriotiske klaphatte, må en diaspora på den lokalitet være en drøj skæbne.
Men det stopper ikke her.
- En af byens berømte sønner, Helge Sander - tidligere bingovært, der blev undervisningsminister - tager ganske enkelt prisen.
Som undervisningsminister anvendte helge Sander slagordet, "Fra forskning til faktura" - om universiteternes nye struktur.
På mindre end 8 år lykkedes det Helge Sander, at smadre vore universiteter til det ugenkendelige...
... noget som i Kina tog formand Mao 20 år og en kulturrevolution at eftergøre.
På Århus Universitet har vi fået "New public Management" og Koldau affæren.
I Aalborg lænser man en verdenskapacitet indenfor vindmøllers infrastøj ud, for hans forskning stod i vejen for "at skidtet kunne sælges, og fakturaen kunne skrives".
I det hele taget er ændringerne til at få øje på.
Eleverne, for de opfattes sådan - frem for de studerende, går ikke til forelæsning; men til timer, hvor fremmødet bliver afkrydset.
Det teknisk- administrative personale er blevet halveret og deres arbejdsbyrde fordoblet.
Medbestemmelse er der ikke længere noget der hedder, og udtalelser om sådant bliver skarpt irettesat.
Jo jo - Herningsønnen Helge Sander har sandelig afsat fodaftryk, store blodige støvletramp på kryds og tværs. Ham kan Herning være stolt af.
Han er naturligvis i perfekt samklang med den særlige Herning mentalitet, der går sådan nogenlunde således:
Herning, "Kan det sælges?"
Uni, "Ja det kan det"
Herning, "Glimrende, så er det lige det vi har brug for. For resten - Kan man tjene penge på det?"
Uni, "Ja det kan man"
Herning, "Så er det ikke alene det vi har brug for; men også det eneste. Smid resten af det overflødige lort overbord".
Med sådanne klaphattes højtflyvende ånd...
- er det hjerteskærende, at konstatere, at vor tapre Tio Malo er henvist til diaspora, på en lokalitet, der får Nordkorea til at virke fornuftigt.
Bortset fra disse ubønhørlige kendsgerninger, er der (fortsat) al mulig grund til at ønske Hannover, "Masser af tovværk".
Med venlig hilsen - Geodoc
(PS til "Tio", modtag venligst min overordentlige og dybfølte medfølelse i forbindelse med lokaliteten for din diaspora)

![[-]](https://urdebatten.dk/images/collapse.png)