08-01-2014, 09:13 PM
Hej Chr. Borup c/o Lars
Det er korrekt, at John Harrison efter umådelige trængsler fik prisen.
Men han er ikke den "egentlige fader til senere tids søure" - Den kedelige og vindtørre museumsmand har desværre en pointe.
Nedenstående tabel viser kronologisk (så vidt muligt) John Harrison's samtidige urmagere og opfindere.
John Harrison må krediteres fortjenesten, at det overhovedet var muligt at bringe et nøjagtigt gående ur til søs, og navigere efter det.
Hans samtidige og efterfølgere gik andre veje, med hensyn til gang (dvs. Harrison er ikke ophav til den klassiske kronometergang) og termokompensation.
Det er Pierre Le Rois, der opfinder kronometergangen i 1748.
Ligeledes termokompenserer han (uden ændring af balancefjederens længde) ved hjælp af delt bimetalbalance.
Tilsvarende benytter han isokron fjeder.
- Disse detaljer, der er grundlæggende for det moderne kronometer - ses på nedenstående figur.
Russisk marinekronometer Kirova 6MX. Den delte balance ses tydeligt.
Balancefjederen er af Palladium
Marine kronometerets funktion kan studeres i nedenstående video:
[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=P8Liy-BeH_I[/youtube]
I Dava Sobe's bog omtales Rupert Thomas Gould. Han er personen, der i 1920 får tilladelse til at restaurere Harrisons ure.
I sit forfatterskab omtaler Rupert Gould: Pierre Le Rois - som opfinderen af det moderne skibskronometer.
Trods det stillesiddende arbejde uden store armsving, viser historien ofte, at store urmagere må gennemgå opslidende dramaer og uretfærdigheder.
Det er tilsyneladende sådan, at store horologer skal være omgivet af ignoranter, underløbere og idioter.
Harrison's ignoranter, underløbere og idioter var længdegrads kommiteen, der umuligt kunne forestille sig, at en uvidenskabelig tømrer kunne løse sådan en opgave.
Gennem hele forløbet opfandt de nye vilkår for prisens uddeling, og underløb John Harrison flere gange.
Først ved et aktstykke vedtaget i parlamentet, fik Harrison tildelt en kompenserende del af anden halvdel af prisen.
Pierre Le roi's ignorant, underløber og idiot hed, Ferdinand Berthoud - der var en samtidig schweizisk urmager, med en formidabel evne til at indynde sig de rette steder.
Dette i så høj grad, at Ferdinand Berthoud afløser Pierre Le roi som kongelig urmager i 1763, med det resultat, at Pierre Le roi "smider det hele fra sig", og trækker sig tilbage.
I nutiden har vi et eksempel med CoAxial escapementets opfinder George Daniels.
Han henvendte sig til Rolex, om de kunne være interesserede i det nye escapement; men optrådte som ignoranter ved, Bestemt ikke at skulle have noget nyt escapement.
Daniels underløbere var sagsanlægget på hans patentrettigheder. Sagen løb i mere end 10 år, indtil det stod klart at sagsøger ikke havde forstået noget om CoAxial escapementet.
Daniel's idioter var forsknings og udviklingsafdelingen hos Patek Philippe, der satte alverdens snubletråde op for, at det ikke skulle lykkes Daniels at få et CoAxial til at fungere i et PP værk.
Udviklingsafdelingen fik arbejdet så grundigt forpurret, at samarbejdet opløstes, og Daniels gik andet steds hen med sin opfindelse.
I hvor høj grad din "museumsmand" pure(?) har affærdiget John Harrison, er jeg ikke klar over.
Men umiddelbart lyder det som: "Lad os omtale astronomiens udvikling, og rask springe Tycho Brae over".
Tycho Brae var helt galt på den med det geocentriske verdenssystem; men var en umådelig inspiration for Johannes Keppler, der supplerede Kopernikus's heliocentriske verdenssystem.
jeg mener:
"Hvorfor sendte den franske konge (1763) sin urmager Ferdinand Berthoud til London for at studere Harrisons ure - når de åbenbart ikke er værd at nævne?"
Museumsmanden har ret i sin "mentale milepæl"; men kan ikke fratage John Harrison, at han beviste, "Det er muligt", og derved inspirerede sin samtid.
Spørgsmålet om Poul de Løwenørn aner jeg intet om - beklager.
med venlig hilsen - Geodoc
Det er korrekt, at John Harrison efter umådelige trængsler fik prisen.
Men han er ikke den "egentlige fader til senere tids søure" - Den kedelige og vindtørre museumsmand har desværre en pointe.
Nedenstående tabel viser kronologisk (så vidt muligt) John Harrison's samtidige urmagere og opfindere.
John Harrison må krediteres fortjenesten, at det overhovedet var muligt at bringe et nøjagtigt gående ur til søs, og navigere efter det.
Hans samtidige og efterfølgere gik andre veje, med hensyn til gang (dvs. Harrison er ikke ophav til den klassiske kronometergang) og termokompensation.
Det er Pierre Le Rois, der opfinder kronometergangen i 1748.
Ligeledes termokompenserer han (uden ændring af balancefjederens længde) ved hjælp af delt bimetalbalance.
Tilsvarende benytter han isokron fjeder.
- Disse detaljer, der er grundlæggende for det moderne kronometer - ses på nedenstående figur.
Russisk marinekronometer Kirova 6MX. Den delte balance ses tydeligt.
Balancefjederen er af Palladium
Marine kronometerets funktion kan studeres i nedenstående video:
[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=P8Liy-BeH_I[/youtube]
I Dava Sobe's bog omtales Rupert Thomas Gould. Han er personen, der i 1920 får tilladelse til at restaurere Harrisons ure.
I sit forfatterskab omtaler Rupert Gould: Pierre Le Rois - som opfinderen af det moderne skibskronometer.
Trods det stillesiddende arbejde uden store armsving, viser historien ofte, at store urmagere må gennemgå opslidende dramaer og uretfærdigheder.
Det er tilsyneladende sådan, at store horologer skal være omgivet af ignoranter, underløbere og idioter.
Harrison's ignoranter, underløbere og idioter var længdegrads kommiteen, der umuligt kunne forestille sig, at en uvidenskabelig tømrer kunne løse sådan en opgave.
Gennem hele forløbet opfandt de nye vilkår for prisens uddeling, og underløb John Harrison flere gange.
Først ved et aktstykke vedtaget i parlamentet, fik Harrison tildelt en kompenserende del af anden halvdel af prisen.
Pierre Le roi's ignorant, underløber og idiot hed, Ferdinand Berthoud - der var en samtidig schweizisk urmager, med en formidabel evne til at indynde sig de rette steder.
Dette i så høj grad, at Ferdinand Berthoud afløser Pierre Le roi som kongelig urmager i 1763, med det resultat, at Pierre Le roi "smider det hele fra sig", og trækker sig tilbage.
I nutiden har vi et eksempel med CoAxial escapementets opfinder George Daniels.
Han henvendte sig til Rolex, om de kunne være interesserede i det nye escapement; men optrådte som ignoranter ved, Bestemt ikke at skulle have noget nyt escapement.
Daniels underløbere var sagsanlægget på hans patentrettigheder. Sagen løb i mere end 10 år, indtil det stod klart at sagsøger ikke havde forstået noget om CoAxial escapementet.
Daniel's idioter var forsknings og udviklingsafdelingen hos Patek Philippe, der satte alverdens snubletråde op for, at det ikke skulle lykkes Daniels at få et CoAxial til at fungere i et PP værk.
Udviklingsafdelingen fik arbejdet så grundigt forpurret, at samarbejdet opløstes, og Daniels gik andet steds hen med sin opfindelse.
I hvor høj grad din "museumsmand" pure(?) har affærdiget John Harrison, er jeg ikke klar over.
Men umiddelbart lyder det som: "Lad os omtale astronomiens udvikling, og rask springe Tycho Brae over".
Tycho Brae var helt galt på den med det geocentriske verdenssystem; men var en umådelig inspiration for Johannes Keppler, der supplerede Kopernikus's heliocentriske verdenssystem.
jeg mener:
"Hvorfor sendte den franske konge (1763) sin urmager Ferdinand Berthoud til London for at studere Harrisons ure - når de åbenbart ikke er værd at nævne?"
Museumsmanden har ret i sin "mentale milepæl"; men kan ikke fratage John Harrison, at han beviste, "Det er muligt", og derved inspirerede sin samtid.
Spørgsmålet om Poul de Løwenørn aner jeg intet om - beklager.
med venlig hilsen - Geodoc
![[-]](https://urdebatten.dk/images/collapse.png)