21-02-2013, 01:50 PM
Hvis vi skal starte fra Adam og Eva kan det her skriv blive MEGET langt. Jeg deler derfor tingene lidt op.
Low-end ure (med udgangspunkt i schweiziske ure til priser fra 3.000-20.000 kr.)
Her designes urene in-house, men delene købes fra underleverandører som ETA, der har produceret og samlet værket, så det er klar til at smide direkte i kassen. Dermed foretager producenter (her Oris) intet ud over at montere urets dele. Dvs. sætte skive og visere på værket, smide det i kassen, tryk- og præcisionsteste og færdig. Det eneste der foretages i hånden er montagen, og da de måske producerer 20.000 ure årligt, er det alt for dyrt at udskifte disse processer med maskineri.
Denne produktion er billig at etablere pga. stort set ingen håndkraft pånær montagen og ingen produktionsapparat til værker. Man behøver ikke bruge mio. på udvikling af in-house værker (ingeniører, urmagere, værk-designere, indkøbere, ect.), købe maskineri til at producere disse værker (mio. kr. dyrt CNC anlæg plus prooduktionslokaler, medarbejdere, osv), ansætte urmagere til at finisherer og samle værkerne, osv. osv. Denne type produktion er velegnet til små micro-brands, da det giver dem en chance for at drive en virksomhed med urproduktion uden at have mange medarbejdere og maskineri. Uden værkindkøb ingen firma, da de ikke har ressourcer til in-house værk produktion. Det er sådan Oris kører biksen, hvilket er fair nok. Værkerne i disse ure er standart ETA værker som Oris ikke rører og måske giver 200 kr. for stykket.
Mellem-klassen (15-70.000 kr.)
Her kører produktionen efter to løsninger. Enten indkøbes værkerne som i low-end klassen, men her er forskellen at firmaet selv har urmagere siddende der adskiller værket og finisherer og forfiner det pr. håndkraft, hvorefter det igen samles og monteres i uret præcis som vi så hos Oris. Forskellen ligger i omgangen med værket, og den energi de bruger på at forfine det. Typisk forbedres gang-delene, så værket kan opfylde COSC og lignende. Derudover finish af alle værkets dele. IWC kører denne metode på deres ETA baserede ure. Forskellen ift. low-end her findes så i, at firmaet skal have urmagere ansat som på timeløn bruger mange ressourcer på at forbedre værket og det koster selvfølgelig. En regning der ryger videre til kunden.
Mellemklasse mærkerne kan også køre værkproduktion in-house som f.eks. Rolex. Her vælger man så at fremstille værkerne fra bunden frem for at indkøbe dem. Dette kræver at man har en R&D afdeling til at udvikle værkerne med alt hvad dertil hører; Ingeniører, produktionsteknikere, designere, urmagere, ect., der kan konstruerer et værk fra bunden samt opbygning og drift af de tilhørende produktionsfaciliteter (mio. kr. dyrt maskineri plus medarbejdere), hvor værkerne kan fremstilles. Desuden en hord af ansatte der varetager forsyningskæden med indkøb af materialer osv. Som man nok kan forestille sig kræver det en stor årlig produktion og salg af ure, for at man har ressourcer til at køre en in-house produktion. Det tager typisk enten store investeringer fra start som f.eks. Roger Dubuis fik fra deres ejer, eller at man løbende udbygger over 10-20 år og så har ressourcer til at kaste sig ud i in-house værkproduktion.
Hvad der så foregår pr. maskine eller pr. håndkraft af det ovenstående arbejde er meget individuelt. Rolex producerer en lille mio. ure årligt hvor langt de fleste værker en næsten ens. Dermed har de en enorm produktionsmængde, der gør det rentabelt at mekanisere langt flere processer end den lille biks med en produktion på 5.000 meget forskellige værker årligt.
Det svarer vel lidt til at en slagter køber en automatisk pålægsskærer fordi han slicer 1000 stk. pålæg dagligt. Den koster måske 20.000 kr. men skærer fine ens skiver flottere end i hånden, og dobbelt så hurtigt som en kniv pr. håndkraft. Dermed kan en maskinel proces betale sig da man gør arbejdet bedre og hurtigere. Men skærer man kun 10 skiver pålæg dagligt er investeringen i denne maskine urentabel, da processen aldrig vil tjene investeringen hjem frem for at gøre det i hånden med en kniv. Det er groft sagt her Rolex er eksperter: De har så stor produktion, at de kan mekanisere og automatisere langt mere end andre. Fordelen er højere præcision i de maskinelle processer frem for at gøre det i hånden. De steder man stadig med fordel kan bruge urmagere gør de det skam også. Værkerne samles og monteres også pr. håndkraft som vi så hos Oris. Det er MEGET få der har en årlig produktion der gør en omfangsrig maskinel produktion rentabel. At udvikle en maskine, der kan påsætte visere mere præcist end en urmager koster måske 10 mio. kr., og laver man 5000 ure årligt hænger den investering jo slet ikke sammen, frem for at få en urmager til det.
High-end (75.000- op)
Her bruges fortrinsvis kun in-house som er beskrevet ovenfor. Enkelte værker indkøbes fra underleverandører, hvor de modtages i stumper som så forædles af urmagere. Her fortages stort set alt finish og montage i hånden. Alle stumper fremstilles pr. maskine, da præcisionen er langt bedre. Prisen på uret stiger her markant, da urmagerne bruger lang tid på at finisherer, tilpasse og monterer i hånden. Værket er endevendt i mindste detalje og alle flader, kanter, hjørner osv. efterset og sikret at ALT spiller. Denne produktion kræver MANGE urmagere, der arbejder pr. håndkraft, men der hvor man med fordel kan bruge maskiner til produktionen og sikre et bedre mere præcist produkt gør man det. Jeg har hørt at håndarbejdet og finishen på et AP udgør ca. 1/3-1/2 (afhænger af komplikation) af urets produktionspris. Ergo ville et AP koste det halve, hvis denne high-end urmager finish manglede.
Opsamling:
Det vil være en misforståelse at mene, at en maskinel produktion ikke giver produkter af højere kvalitet. Tvært imod. En maskinel produktion er bare ikke så fleksibel som en urmager, og langt dyrere at investere i, og derfor kræver det meget store produktioner at mekanisere en proces. Ergo er der ikke meget maskinelt arbejde hos de små producenter, da det ikke er rentabelt. Så bare at koble en maskinel produktion op med at det er billigt og dårligere vil være en kæmpe misforståelse. Urmagere skal bruges der hvor de gør mest gavn, nemlig i finisheringen og værkmontagen, eller der hvor en maskine ikke har fleksibiliteten. Og her bruger ALLE velrennomerede firmaer urmagere uanset størrelse. Maskiner bruges der hvor de er bedst; Fremstilling af lav-tolerance komponenter som skruer, tandhjul, kasser, værkplader, ect. og hvor kravet til fleksibilitet er lille. Der hvor "pillearbejdet" og tilpasningerne kommer ind overtager urmageren.
/Mads
Low-end ure (med udgangspunkt i schweiziske ure til priser fra 3.000-20.000 kr.)
Her designes urene in-house, men delene købes fra underleverandører som ETA, der har produceret og samlet værket, så det er klar til at smide direkte i kassen. Dermed foretager producenter (her Oris) intet ud over at montere urets dele. Dvs. sætte skive og visere på værket, smide det i kassen, tryk- og præcisionsteste og færdig. Det eneste der foretages i hånden er montagen, og da de måske producerer 20.000 ure årligt, er det alt for dyrt at udskifte disse processer med maskineri.
Denne produktion er billig at etablere pga. stort set ingen håndkraft pånær montagen og ingen produktionsapparat til værker. Man behøver ikke bruge mio. på udvikling af in-house værker (ingeniører, urmagere, værk-designere, indkøbere, ect.), købe maskineri til at producere disse værker (mio. kr. dyrt CNC anlæg plus prooduktionslokaler, medarbejdere, osv), ansætte urmagere til at finisherer og samle værkerne, osv. osv. Denne type produktion er velegnet til små micro-brands, da det giver dem en chance for at drive en virksomhed med urproduktion uden at have mange medarbejdere og maskineri. Uden værkindkøb ingen firma, da de ikke har ressourcer til in-house værk produktion. Det er sådan Oris kører biksen, hvilket er fair nok. Værkerne i disse ure er standart ETA værker som Oris ikke rører og måske giver 200 kr. for stykket.
Mellem-klassen (15-70.000 kr.)
Her kører produktionen efter to løsninger. Enten indkøbes værkerne som i low-end klassen, men her er forskellen at firmaet selv har urmagere siddende der adskiller værket og finisherer og forfiner det pr. håndkraft, hvorefter det igen samles og monteres i uret præcis som vi så hos Oris. Forskellen ligger i omgangen med værket, og den energi de bruger på at forfine det. Typisk forbedres gang-delene, så værket kan opfylde COSC og lignende. Derudover finish af alle værkets dele. IWC kører denne metode på deres ETA baserede ure. Forskellen ift. low-end her findes så i, at firmaet skal have urmagere ansat som på timeløn bruger mange ressourcer på at forbedre værket og det koster selvfølgelig. En regning der ryger videre til kunden.
Mellemklasse mærkerne kan også køre værkproduktion in-house som f.eks. Rolex. Her vælger man så at fremstille værkerne fra bunden frem for at indkøbe dem. Dette kræver at man har en R&D afdeling til at udvikle værkerne med alt hvad dertil hører; Ingeniører, produktionsteknikere, designere, urmagere, ect., der kan konstruerer et værk fra bunden samt opbygning og drift af de tilhørende produktionsfaciliteter (mio. kr. dyrt maskineri plus medarbejdere), hvor værkerne kan fremstilles. Desuden en hord af ansatte der varetager forsyningskæden med indkøb af materialer osv. Som man nok kan forestille sig kræver det en stor årlig produktion og salg af ure, for at man har ressourcer til at køre en in-house produktion. Det tager typisk enten store investeringer fra start som f.eks. Roger Dubuis fik fra deres ejer, eller at man løbende udbygger over 10-20 år og så har ressourcer til at kaste sig ud i in-house værkproduktion.
Hvad der så foregår pr. maskine eller pr. håndkraft af det ovenstående arbejde er meget individuelt. Rolex producerer en lille mio. ure årligt hvor langt de fleste værker en næsten ens. Dermed har de en enorm produktionsmængde, der gør det rentabelt at mekanisere langt flere processer end den lille biks med en produktion på 5.000 meget forskellige værker årligt.
Det svarer vel lidt til at en slagter køber en automatisk pålægsskærer fordi han slicer 1000 stk. pålæg dagligt. Den koster måske 20.000 kr. men skærer fine ens skiver flottere end i hånden, og dobbelt så hurtigt som en kniv pr. håndkraft. Dermed kan en maskinel proces betale sig da man gør arbejdet bedre og hurtigere. Men skærer man kun 10 skiver pålæg dagligt er investeringen i denne maskine urentabel, da processen aldrig vil tjene investeringen hjem frem for at gøre det i hånden med en kniv. Det er groft sagt her Rolex er eksperter: De har så stor produktion, at de kan mekanisere og automatisere langt mere end andre. Fordelen er højere præcision i de maskinelle processer frem for at gøre det i hånden. De steder man stadig med fordel kan bruge urmagere gør de det skam også. Værkerne samles og monteres også pr. håndkraft som vi så hos Oris. Det er MEGET få der har en årlig produktion der gør en omfangsrig maskinel produktion rentabel. At udvikle en maskine, der kan påsætte visere mere præcist end en urmager koster måske 10 mio. kr., og laver man 5000 ure årligt hænger den investering jo slet ikke sammen, frem for at få en urmager til det.
High-end (75.000- op)
Her bruges fortrinsvis kun in-house som er beskrevet ovenfor. Enkelte værker indkøbes fra underleverandører, hvor de modtages i stumper som så forædles af urmagere. Her fortages stort set alt finish og montage i hånden. Alle stumper fremstilles pr. maskine, da præcisionen er langt bedre. Prisen på uret stiger her markant, da urmagerne bruger lang tid på at finisherer, tilpasse og monterer i hånden. Værket er endevendt i mindste detalje og alle flader, kanter, hjørner osv. efterset og sikret at ALT spiller. Denne produktion kræver MANGE urmagere, der arbejder pr. håndkraft, men der hvor man med fordel kan bruge maskiner til produktionen og sikre et bedre mere præcist produkt gør man det. Jeg har hørt at håndarbejdet og finishen på et AP udgør ca. 1/3-1/2 (afhænger af komplikation) af urets produktionspris. Ergo ville et AP koste det halve, hvis denne high-end urmager finish manglede.
Opsamling:
Det vil være en misforståelse at mene, at en maskinel produktion ikke giver produkter af højere kvalitet. Tvært imod. En maskinel produktion er bare ikke så fleksibel som en urmager, og langt dyrere at investere i, og derfor kræver det meget store produktioner at mekanisere en proces. Ergo er der ikke meget maskinelt arbejde hos de små producenter, da det ikke er rentabelt. Så bare at koble en maskinel produktion op med at det er billigt og dårligere vil være en kæmpe misforståelse. Urmagere skal bruges der hvor de gør mest gavn, nemlig i finisheringen og værkmontagen, eller der hvor en maskine ikke har fleksibiliteten. Og her bruger ALLE velrennomerede firmaer urmagere uanset størrelse. Maskiner bruges der hvor de er bedst; Fremstilling af lav-tolerance komponenter som skruer, tandhjul, kasser, værkplader, ect. og hvor kravet til fleksibilitet er lille. Der hvor "pillearbejdet" og tilpasningerne kommer ind overtager urmageren.
/Mads
![[-]](https://urdebatten.dk/images/collapse.png)