23-05-2013, 03:17 PM
Jeg er sikker på at trådstarter, med ”Speedmaster”, har ment den klassiske Speedmaster, og gerne, som foreslået af flere med kaliber 321.
Det kan man på ingen måde være uenig med bidragyderne om.
Da jeg aldrig er gået af banen for en ”skæv vinkling”, supplerer jeg hermed:
”Commuters Ticket to the moon”.
Da måneeuforien var på sit højeste, forsøgte Omega, at gøre NASA interesseret i en mere moderne Speedmaster: Mark II.
På daværende tidspunkt havde NASA hænderne fulde, og ønskede ikke at bruge tid på en fornyet test af ure, for de havde allerede et ur, der opfyldte kravene.
Til trods for, at en nøgtern vurdering af Mark II må anerkende en mere praktisk anvendelighed, indvendig lynette med færre fremspring på urkassen og et mere kompakt design…
… blev, og forblev, Mark II den oprindelige Speedmasters "evigt forsmåede lillebror".
Det gør ikke uret mindre interessant (som lillebror), bl.a. på grund af sin historie som ”under dog”.
En kaliber 1863 er ganske givet et kig værd.
Nedenfor ses en kaliber 861, anvendt i Speedmaster Mark II. Værket er iøjnefaldende mindre finisheret end 1863.
I forhold til kaliber 861, er 1863 jo heller ikke udstyret med den uappetitlige(?) delrin-bremse.
En anden magtfuld og karismatisk Speedmaster, som man kunne ofre opmærksomhed på, er Speedmaster 125, udgivet i anledning af Omega’s 125 års jubilæum.
Kun produceret i 2000 (unummererede) eksemplarer, og eneste Omega med kaliber 1041.
Speedmaster 125 (fra Omegamania kataloget)
Sådan ser kaliber 1041 ud. – Mere om kaliberen hos: Ranfft
Ganske pudsigt, at Omegas plan for 125 års jubilæumsuret var, at ilægge det en kaliber 1045 (Lemania 5100), som Ranfft beskriver således.
Kaliber 1045 blev ikke færdig til udgivelsesåret (1973), så det blev i stedet en forbedret kaliber 1040, i kronometer udgaven kaldet 1041, som ikke siden er anvendt af Omega.
Man kan måske ånde lettet op over at 1045 ikke blev færdig til jubilæumsåret, for godt nok er 1040(41) en ”øjebæ”; men 1045 er en ”overordentlig øjebæ”.
Ganske pudsigt er kaliber 1045 både elsket og hadet.
Feinsmeckere bryder sig ikke om den udstrakte brug af kunststof i værket og urmagere bryder sig ikke om at skrue i værket.
Tilhængerne sætter pris på værkets udbredte brug i militære ure, hvor det har vist sig endog overordentligt robust.
Det skal retfærdighedsvis siges, at Omegas anvendelse af Lemania 5100 ikke var den med største antal kunststofdele i værket.
I Speedmaster modelserien, anvendte Omega 1045 i samme kasse som den oprindelige Speedmaster, en udgave som den hedengangne Chuck Maddox kaldte ”The holy Grail”, da den var umådelig besværlig at støve op.
En anden Speedmaster med 1045 er:
Speedmaster Mark V "Teutoner". Man bemærker den karakteristiske centrale minuttæller, med en lille ”tværstang” på viseren.
Det var Chuck Maddox, der gav Mark V tilnavnet ”Teutoner”, da modellen først og fremmest var rettet mod det tysktalende marked.
En anden ”Teutoner”, var udrustet med kaliber 861, og fik af Chuck Maddox tilnavnet ”Moby Dick”, da den var lige så vanskelig at støve op, som den hvide hval.
”Moby Dick”, med den karakteristiske lyse Rhodium platinerede skive.
Ligesom Mark II var et kreativt udslag af ”måne feberen” i slutningen af 1960’erne, var Speedmaster Alaska Project, et tilsvarende opfindsomt initiativ fra Omega’s side.
Alaska var udviklet til brug på ekspeditioner til månens bagside, hvor temperaturforholdene er ekstreme.
Her ses Alaska ved siden af Broad Arrow (kaliber 3303) – Sidstnævnte er af flere benævnt ”Omegas smukkeste Speedmaster”.
Her ses Speedmaster Alaska (Nr. 532 af 1970) i ”det store skrud”.
Alaska er en LE, og som nævnt i 1970 eksemplarer.
Speedmasteren har ”måttet lægge ryg til” umådeligt mange LE, der ofte er fremstillet i (alt for) mange eksemplarer.
Speedmasterens yhyre store variation omfatter også quartz, hvor X-33 på ganske kort tid er blevet en klassiker; i hvert fald blandt de, der ikke får ticks af quartz.
Speedmaster Professional X-33 – i, et for et pilotur, lidt aparte omgivelser.
Lad mig afslutningsvis vende tilbage til glasbagkasser – og udtrykke stor sympati for den - navnlig blandt amerikanske urentusiaster, udbredte skik at forsyne en Speedmaster kal. 321 med en custom glasbagkasse.
Det har altid virket en anelse ”fimset” (undskyld mit franske), at påskønne et værk, som (kun) urmageren ser med 7-10 års mellemrum.
Men selvfølgelig kan det også være en ”del af legen”, at man skal helt tæt på og studere sænkede registre på skiven, applikeret logo og ”knækket” eller lige bagkasse ....
– for endeligt at udbryde: ”Aha! En kaliber 321 – virkeligt klasse”
Med venlig hilsen - Geodoc
Det kan man på ingen måde være uenig med bidragyderne om.
Da jeg aldrig er gået af banen for en ”skæv vinkling”, supplerer jeg hermed:
”Commuters Ticket to the moon”.
Da måneeuforien var på sit højeste, forsøgte Omega, at gøre NASA interesseret i en mere moderne Speedmaster: Mark II.
På daværende tidspunkt havde NASA hænderne fulde, og ønskede ikke at bruge tid på en fornyet test af ure, for de havde allerede et ur, der opfyldte kravene.
Til trods for, at en nøgtern vurdering af Mark II må anerkende en mere praktisk anvendelighed, indvendig lynette med færre fremspring på urkassen og et mere kompakt design…
… blev, og forblev, Mark II den oprindelige Speedmasters "evigt forsmåede lillebror".
Det gør ikke uret mindre interessant (som lillebror), bl.a. på grund af sin historie som ”under dog”.
bjoernbertelsen Skrev:…. For mig så er det mest rigtige en 3570'er men selvom der er nogen som ser ned på 3573'eren pga. safirglas og glasbagkasse, så synes jeg nu nok den er tiltalende.Som glad tilhænger af glasbagkasse, kan jeg kun give Bjørn ret.
Helt ærligt hvem vil ikke kigge på det værk hele tiden??
En kaliber 1863 er ganske givet et kig værd.
Nedenfor ses en kaliber 861, anvendt i Speedmaster Mark II. Værket er iøjnefaldende mindre finisheret end 1863.
I forhold til kaliber 861, er 1863 jo heller ikke udstyret med den uappetitlige(?) delrin-bremse.
En anden magtfuld og karismatisk Speedmaster, som man kunne ofre opmærksomhed på, er Speedmaster 125, udgivet i anledning af Omega’s 125 års jubilæum.
Kun produceret i 2000 (unummererede) eksemplarer, og eneste Omega med kaliber 1041.
Speedmaster 125 (fra Omegamania kataloget)
Sådan ser kaliber 1041 ud. – Mere om kaliberen hos: Ranfft
Ganske pudsigt, at Omegas plan for 125 års jubilæumsuret var, at ilægge det en kaliber 1045 (Lemania 5100), som Ranfft beskriver således.
Kaliber 1045 blev ikke færdig til udgivelsesåret (1973), så det blev i stedet en forbedret kaliber 1040, i kronometer udgaven kaldet 1041, som ikke siden er anvendt af Omega.
Man kan måske ånde lettet op over at 1045 ikke blev færdig til jubilæumsåret, for godt nok er 1040(41) en ”øjebæ”; men 1045 er en ”overordentlig øjebæ”.
Ganske pudsigt er kaliber 1045 både elsket og hadet.
Feinsmeckere bryder sig ikke om den udstrakte brug af kunststof i værket og urmagere bryder sig ikke om at skrue i værket.
Tilhængerne sætter pris på værkets udbredte brug i militære ure, hvor det har vist sig endog overordentligt robust.
Det skal retfærdighedsvis siges, at Omegas anvendelse af Lemania 5100 ikke var den med største antal kunststofdele i værket.
I Speedmaster modelserien, anvendte Omega 1045 i samme kasse som den oprindelige Speedmaster, en udgave som den hedengangne Chuck Maddox kaldte ”The holy Grail”, da den var umådelig besværlig at støve op.
En anden Speedmaster med 1045 er:
Speedmaster Mark V "Teutoner". Man bemærker den karakteristiske centrale minuttæller, med en lille ”tværstang” på viseren.
Det var Chuck Maddox, der gav Mark V tilnavnet ”Teutoner”, da modellen først og fremmest var rettet mod det tysktalende marked.
En anden ”Teutoner”, var udrustet med kaliber 861, og fik af Chuck Maddox tilnavnet ”Moby Dick”, da den var lige så vanskelig at støve op, som den hvide hval.
”Moby Dick”, med den karakteristiske lyse Rhodium platinerede skive.
Ligesom Mark II var et kreativt udslag af ”måne feberen” i slutningen af 1960’erne, var Speedmaster Alaska Project, et tilsvarende opfindsomt initiativ fra Omega’s side.
Alaska var udviklet til brug på ekspeditioner til månens bagside, hvor temperaturforholdene er ekstreme.
Her ses Alaska ved siden af Broad Arrow (kaliber 3303) – Sidstnævnte er af flere benævnt ”Omegas smukkeste Speedmaster”.
Her ses Speedmaster Alaska (Nr. 532 af 1970) i ”det store skrud”.
Alaska er en LE, og som nævnt i 1970 eksemplarer.
Speedmasteren har ”måttet lægge ryg til” umådeligt mange LE, der ofte er fremstillet i (alt for) mange eksemplarer.
Speedmasterens yhyre store variation omfatter også quartz, hvor X-33 på ganske kort tid er blevet en klassiker; i hvert fald blandt de, der ikke får ticks af quartz.
Speedmaster Professional X-33 – i, et for et pilotur, lidt aparte omgivelser.
Lad mig afslutningsvis vende tilbage til glasbagkasser – og udtrykke stor sympati for den - navnlig blandt amerikanske urentusiaster, udbredte skik at forsyne en Speedmaster kal. 321 med en custom glasbagkasse.
Det har altid virket en anelse ”fimset” (undskyld mit franske), at påskønne et værk, som (kun) urmageren ser med 7-10 års mellemrum.
Men selvfølgelig kan det også være en ”del af legen”, at man skal helt tæt på og studere sænkede registre på skiven, applikeret logo og ”knækket” eller lige bagkasse ....
– for endeligt at udbryde: ”Aha! En kaliber 321 – virkeligt klasse”
Med venlig hilsen - Geodoc
![[-]](https://urdebatten.dk/images/collapse.png)