22-03-2013, 09:07 AM
Til ur- og uinteresserede samt eventuelle (med)neurotikere, er her lidt dokumentation for mine observationer.
Det var jo egentlig lidt af et nederlag, at jeg så tæt på sommertid måtte se urmageren stoppe balancen på mit ur. Ønsket om at få denne lænke af:
Resulterede i et besøg hos den før omtalte urmagere. Hans egen interesse for urets balance og reguleringsmuligheder betød så, han stoppede balancen. Det var mit mål, at uret fra vintertid til sommertid ikke på noget tidspunkt måtte afvige mere end ±5sek. fra min tidsreference (den accepterede referenceværdi). For at dette mål kunne opnås, har det helt naturligt været nødvendigt, at være selektiv omkring hvordan uret placeres om natten. Når uret har været på armen har det være under påvirkning efter mit brugsmønster. Ingen hensyn til temperatur udsving, stød eller hvilken position mit håndled har befundet sig i og deraf også uret.
Der hvor kæden nok virkeligt sprænger af for de fleste er, i mit forsøg på at opnå stor nøjagtighed for mit vækkeur der nok er omkring 80 år. Værket er JAEGER-LECOULTRE CALIBRE: 206, med 8 dages gangreserve:
”Fordelen” ved mit vækkeur er, at det i 23 timer og 58 minutter af døgnet står i fuldstændigt samme position. Temperaturudsvingene i vores soveværelse må antages at være minimale. Det må det ses som et betydelig faktor (fejlkilde), at der jo dagligt luftes ud hvoraf temperaturen oftest falder. Da gangreserven (hvor meget fjederen er trukket op) har stor indvirkning på balancen, som i øvrigt svinger med en meget ringe amplitude (visuelt vurderet).
Forudsætningerne for at opnå nøjagtighed for mit vækkeur har været:
1. Urværket skal kun trækkes op søndag aften (gangreserve kommer ikke under 12,5% = +24 timer jf. tidligere test af den reelle gangreserve der er mere end 192 timer)
2. Urets alarm trækkes op søndag til torsdag aftenen og alarmen ringer mandag til fredag morgen. (Alarmen ringer ud og kan ikke stoppes => jeg står op)
3. Nøjagtigheden skal opnås på langsigt, således at det accepteres at uret i løbet af ugen kan vinde og tabe lidt.
Da uret ikke har sekundviser er det givet, at der minimum skal gå 2-3 uger før jeg selv flytter på regulatoren til balancen. Som nøjagtigheden er blevet bedre er denne periode udvidet til 4-5 uger som med større sikkerhed at kunne aflæse eventuelle afvigelser.
For nuværende er min største udfordring at selv meget små påvirkninger af regulatoren giver større udsving end tilsigtet. Om en svanehals regulator med skrue kunne udligne dette ved jeg ikke. Min observations fejlmargen er sat til 30 sek. Dette er muligvis for lavt sat. Desværre er stopursmetoden ikke mulig, når uret ikke har sekundviser.
Netop i dette tilfælde vil den grumme, det foragtelige instrument vibrografen jo netop være meget interessant at have ved hånden, for at få afklaringen om værkets præcision ved forskellige observationen hvor gangreserven gradvis forøges.
De bedste neurotiske hilsner
BobT
Det var jo egentlig lidt af et nederlag, at jeg så tæt på sommertid måtte se urmageren stoppe balancen på mit ur. Ønsket om at få denne lænke af:
Resulterede i et besøg hos den før omtalte urmagere. Hans egen interesse for urets balance og reguleringsmuligheder betød så, han stoppede balancen. Det var mit mål, at uret fra vintertid til sommertid ikke på noget tidspunkt måtte afvige mere end ±5sek. fra min tidsreference (den accepterede referenceværdi). For at dette mål kunne opnås, har det helt naturligt været nødvendigt, at være selektiv omkring hvordan uret placeres om natten. Når uret har været på armen har det være under påvirkning efter mit brugsmønster. Ingen hensyn til temperatur udsving, stød eller hvilken position mit håndled har befundet sig i og deraf også uret.
Der hvor kæden nok virkeligt sprænger af for de fleste er, i mit forsøg på at opnå stor nøjagtighed for mit vækkeur der nok er omkring 80 år. Værket er JAEGER-LECOULTRE CALIBRE: 206, med 8 dages gangreserve:
”Fordelen” ved mit vækkeur er, at det i 23 timer og 58 minutter af døgnet står i fuldstændigt samme position. Temperaturudsvingene i vores soveværelse må antages at være minimale. Det må det ses som et betydelig faktor (fejlkilde), at der jo dagligt luftes ud hvoraf temperaturen oftest falder. Da gangreserven (hvor meget fjederen er trukket op) har stor indvirkning på balancen, som i øvrigt svinger med en meget ringe amplitude (visuelt vurderet).
Forudsætningerne for at opnå nøjagtighed for mit vækkeur har været:
1. Urværket skal kun trækkes op søndag aften (gangreserve kommer ikke under 12,5% = +24 timer jf. tidligere test af den reelle gangreserve der er mere end 192 timer)
2. Urets alarm trækkes op søndag til torsdag aftenen og alarmen ringer mandag til fredag morgen. (Alarmen ringer ud og kan ikke stoppes => jeg står op)
3. Nøjagtigheden skal opnås på langsigt, således at det accepteres at uret i løbet af ugen kan vinde og tabe lidt.
Da uret ikke har sekundviser er det givet, at der minimum skal gå 2-3 uger før jeg selv flytter på regulatoren til balancen. Som nøjagtigheden er blevet bedre er denne periode udvidet til 4-5 uger som med større sikkerhed at kunne aflæse eventuelle afvigelser.
For nuværende er min største udfordring at selv meget små påvirkninger af regulatoren giver større udsving end tilsigtet. Om en svanehals regulator med skrue kunne udligne dette ved jeg ikke. Min observations fejlmargen er sat til 30 sek. Dette er muligvis for lavt sat. Desværre er stopursmetoden ikke mulig, når uret ikke har sekundviser.
Netop i dette tilfælde vil den grumme, det foragtelige instrument vibrografen jo netop være meget interessant at have ved hånden, for at få afklaringen om værkets præcision ved forskellige observationen hvor gangreserven gradvis forøges.
De bedste neurotiske hilsner
BobT
![[-]](https://urdebatten.dk/images/collapse.png)