2500 Co-Axcial - låser værket ?

[Geodoc]

Aies Skrev:Jeg har kig på et Planet Ocean med 2500 co-axial værket.
Det er jo (desværre) ikke der fine nye in-house værker, men "bare" et ombygget ETA værk

Kan man forvente at dette værk er rimeligt driftsikkert, eller er det et værk med børne sygdomme ?

Synes jeg et sted har læst noget om at nogle af de tidlige modeller pludselig kan låse/stoppe - men kan desværre ikke finde det igen (typisk - ikk. ?)

Er der noget om dette, og hvordan kan man i givet fald se om den model man har fat i kan være et af dem i risiko zonen.

Uret jeg har kig på er privat salg, og uret er fra 2008

PS: Ja - ville rigtig gerne have et af de nye 232'ere, men vil lige vente til de dukker op med kantstens afskrivning

Egentligt ikke særligt nemt, at svare på, og slet ikke (navnlig for mig) – at svare kort på

Omegas første CoAx kalibre var ganske korrekt plaget af nogle børnesygdomme.
Internettets og sociale medier i øvrigt, har bidraget stærkt til, at diverse ursamleres irritation over problemerne, (ukritisk) er citeret igen og igen…
… med det resultat, at disse værker ledsages af usikkerhed og tvivl, og faktisk er blevet miskrediterede mere end omfanget af de konstaterede problemer berettiger til.

På et andet urforum, har jeg læst en kort beskrivelse af hvad CoAx egentligt går ud på,

Citat:” Coaxial er en måde at drive værket på kort fortalt går det ud på at bruge begge side af tanden på et tandhjul til at drive værket samme vej.... ”

Om end jeg er en stor beundrer af korte forklaringer, mener jeg ikke ovenstående er helt dækkende.

Jeg tillader mig derfor at svare noget bredere (dødkedeligt og alenlangt), navnlig da der tilsyneladende stadig forekommer misforståelser om CoAxial gangen.

Det skulle vise sig, at blive et livsværk for George Daniels, at udvikle og implementere CoAxial gangen.
Ikke alene skulle de tekniske problemer overvindes; men også fodslæbende R&D afdelinger hos flere urmærker – gjorde Daniels vej mere tornebestrøet end rimeligt.

Blandt de mærker, der blankt sagde nej til at forsøge sig med CoAx var Urban Jürgensen og Rolex.

Et længere varende samarbejde med Patek Philippe løb ud i sandet.
Som eksempler på hvad PP’s R&D-afdeling ”diskede op med” af, hvad man må betragte som arrogante drillerier, kan nævnes:
#1. PP forlangte, at CoAx’en skulle kunne indbygges i nogle af deres flade værker, så vidt jeg husker 2,6 mm tykke.
George Daniels drog hjem, og returnerede godt et halvt års tid senere med et fladt PP værk med arbejdende CoAx.
#2. PP forlangte, at CoAx’en skulle lægges i et af deres bestående værker… med en gearing i løbeværket, der ikke var optimal for CoAx.
Det er sandsynligvis her vi kan finde forklaringen på, at nogle af George Daniels PP-CoAxial værker kunne finde på spontant at gå i stå.
… og ligeledes konstatere, at dette medførte afbrydelsen af samarbejdet mellem Daniels og PP.

Det skal bemærkes, at ingen af Daniels egne CoAx værker led af denne kalamitet.
Tvært imod søgte Daniels at bevise, at CoAxial gangen kunne klare sig med lange service intervaller, ved at lade et værk gå konstant og aldeles urørt.
Det gik nøjagtigt hver dag i 10 år, og opgav ved, at en anden del end det CoAx-relaterede brød sammen.

Det var ad denne tornebestrøede vej, suppleret med en bitter patentstrid, at George Daniels ”kom i havn hos Omega”.

Omega var som sådan ikke meget bedre end de øvrige mærker; men adskilte sig ved, i det mindste at forsøge.
Omega’s mest markante ”bøf” med CoAx var: At forblive i troen på, at et højt svingningstal i enhver henseende er fremmende for præcisionen.
Det gælder ikke for CoAx, der (som Daniels fremhævede) bedst arbejder ved svingningstal lavere end 28.000 BPH.
Ikke desto trods valgte Omega i 2500A versionen, at piske den op i 28.800 BPH, hvilket senere ”er dysset ned”.

Her, kan man kan læse mere om modifikationerne fra 2500A til 2500C
Hvilke dele en kaliber 2500 omfatter og hvordan den justeres, kan man læse om her.

Walt Odets har skrevet artiklen: The Omega Co-Axial: "An impressive aschievement", der på første side viser en sammenlignende animation af almindelig schweizer ankergang og CoAxialgangen.

Det er så vidunderligt lysende klart, at i forhold til ankergangen er CoAxialgangen betydeligt friktionslettet.
Hvor CoAxialgangen blot har et alfelet ”knips” mellem paletterne og ganghjul(ene)…
… ses det tydeligt, at ankergangen har en lang glidende (friktions belastende) kontakt med ganghjulet.

Vil man dykke ned i de forskellige ”gange”, kan nedenstående henvisninger virkeligt anbefales.
Det er animationer af de forskellige teknikker, hvor man kan stoppe og ”steppe” langsomt gennem takterne, og virkeligt få syn for sagn om, hvordan kraften leveres på forskellige måder.
Ligeledes kan man få en oversigt over de forskellige deles navn, hvilket (ganske vist på tysk) er ganske beskrivende for delenes funktion.

Her er: Schweizer ankergang.
Her er: Breguet’s friktionslettede escapement, der for mig at se, må have været en stor inspiration for Daniels.
Her er: Kronometergang, hvor vi finder en enkelt hvilesten, mens CoAxial gangen har 2 hvilesten.

Man kan åbne de forskellige animationer i flere vinduer, og nyde deres forskellige virkemåde, og evt. starte/stoppe/steppe sig gennem ”takterne”, for virkeligt at opleve, hvor og hvordan impulsen afleveres
– god fornøjelse.

…. Og tilbage til et egentligt svar:
# En kaliber 2500 fra 2008 vil næppe have nogle ”børnesygdomme”.
# Mellem linierne i dit spørgsmål læser jeg, Jeg er godt klar over, at 2500 ikke heeeelt er den ”rigtige”; men det er den økonomien rækker til
– og har jeg opfattet dette korrekt, er der næppe nogen anden vej, end ”at suge yderligere på lappen” for at få det ”rigtige”.

Personligt ville jeg ikke betænke mig på en kaliber 2500, da den emmer af Omega og horologi historie, og teknisk er en manifestation af de kvaler Daniels måtte gennemgå for at introducere CoAxialgangen.

Som antydet, man kan lægge forskellig vægt på teknik, historie, in house osv. – Det ”mærker man bedst helt inde i sig selv”.

Med venlig hilsen - Geodoc