05-05-2012, 01:55 PM
Denne tråd er kommet så vidt omkring, at den har hensat mig i ”det fabulerende hjørne”, når det nu drejer sig om vandtæthed og komplicerede ure.
Dog vil jeg ”en passant” nævne kronografens anvendelsesmuligheder, som vi tidligere har drøftet indgående her på forum.
Hvad angår vandtætheden til de store dybder, der medfører +45 mm størrelse, tykke glasdimensioner og komplicerede skrue og tætningssystemer…
… er jeg kommet frem til at stille det kætterske spørgsmål: ”Er dette ikke også en anakronisme?”.
Ræsonnementet går således:
Når vi betragter billedet af ROV’en ”Hercules” - i færd med at inspicere nogle kasser på dækket af Titanic vraget, ser vi jo ingen tykke pansrede indkapslinger.
En af mine bekendte her i Silkeborg, er mekanisk troldmand – og har opbygget en virksomhed med speciale i at levere dybhavsudstyr.
Lad os se på noget af grejet, der arbejder på vanddybder på til 6 km.
Her er en magnet pumpe, beregnet til prøvetagning. – I den cylindriske top bemærker man en sort ”bule”, der er en svær trykkompenserende gummi membran.
Pumpehuset er fyldt med silikoneolie, der på arbejdsstedet har samme tryk som omgivelserne. Instrumentet er trykkompenseret til 6000 m dybde.
Om end robust, er pumpehuset langt fra pansret. Fordelen er mindre materialetykkelser, lettere forarbejdning, lettere service og større anvendelighed.
På billedet af en peristaltisk pumpe, ses trykkompenseringen og dens princip tydeligt.
Her er en gearmotor, der fjernstyret kan udføre bevægelser på 6 km dybde – ligeledes trykkompenseret.
Når de mindre materialetykkelser har været nævnt, skal det også fremhæves, at det ikke er uproblematisk, at sænke et instrument ned på stor dybde, og dirigere det til at foretage forskellige målinger og manøvrer.
Alene det, at have et spil med tilstrækkeligt kabellængde – og tilstrækkeligt stærkt kabel er kompliceret.
Her ses en lille ”let sag”, der kan håndtere 3 km flerlederkabel. – Spillet drives af en 40 hestes motor, er 1,8 m langt og vejer 1 ton.
Når man hejser noget ned på stor dybde, er det ikke alene vægten af nyttelasten; men også egenvægten af det udrullede kabel, der sætter standarderne for styrken.
I det hele taget er man ikke længere særligt begejstret for, at hejse tungt grej ned på stor dybde, da det er besværligt og behæftet med store risici for mistet udstyr og fejloperationer.
På næste billede ses en ”Deep sea lander”.
Atter er operationsdybden op til 6 km, og den ”lille charmetrold” er hverken pakket ind, eller på anden måde pansret eller indkapslet.
”Landeren” virker ved at være belastet med ballast til lige netop at synke. Den frigives fra skibets spil og begynder sin nedsynkning.
Vel landet på havbunden, går den i gang med sit undersøgelsesprogram, med indsamling af prøver og navnlig målinger direkte på stedet.
Det var kun i gamle dage, at man sendte en grab ned, og hentede noget materiale op. Materialet dekomponerede ved dekompressionen, og var tæt på videnskabelig uanvendelighed, når det landede på skibets dæk.
Når ”landeren” har udført sit program, smider den sin ballast, og begynder opstigningen.
Her ses den tilbagekomne ”lander”, der er udrustet med radiotransponder og zenon ledefyr.
Noget udstyr sender man blot ned, og betjener med en ROV. På nedenstående billede ses en actuator:
Det er en kontakt (pinden i toppen), der kan påvirkes af robot armen på en ROV. Actuatoren er udrustet med indikatorer for den aktuelle kontaktindstilling, så ROV’ens video kan ”overvåge slagets gang”.
Actuatoren er trykkompenseret til brug på 6 km dybde.
Fordelene er, at ROV’en blot har sin ”navlestreng” med, der er en fiberoptisk forbindelse til moderskibet.
Den kræver intet tungt kabel eller grej til at blive sænket ned til arbejdsstedet. Den sejler derhen, op eller ned, som operatøren dirigerer den til.
Med andre ord: ”Nu om stunder er der er ingen – ved deres fulde 5, der kunne drømme om, (unødigt) at pansre og tryksikre dybhavsudstyr”.
…. Bortset fra de der fremstiller dykkerure.
Som eksempel på et moderne dykkerur, fremstillet i overensstemmelse med nutidig teknologi er:
Sinn UX EZM B2, der (ligeledes) er trykkompenseret ved at være fyldt med silikoneolie.
Uret er vandtæt og anvendeligt til stor dybde, og efter sit konstruktionsprincip til praktisk talt enhver dybde.
Der er en praktisk begrænsning på 6000 m – Achilleshælen er quartz krystallets indkapsling, der er lufttom.
Ved dybder over 6000 m er uret så sammentrykket, at silikoneoliens tryk overstiger, hvad quartz oscillatorens hylster kan klare.
Men er det egentligt ikke umådeligt gammeldags, at lave en pansret urkasse og lægge outdated mekanik ind i den…
… når det nu er så besnærende enkelt at lave det elegant, holdbart, præcist og pålideligt i overensstemmelse med nutidig teknologi?
Svaret har Tio Malo nok givet på forhånd: ”For legebørn ville det være alt for let, og slet ikke kompliceret nok!”
Med venlig hilsen - Geodoc
… uddrag af, hvad Tio Malo Skrev:…..At urene er over 45 mm i diameter og trykprøvet til 1000 - 10.000 meters dybter, fortjener med meget få undtagelser, samme formål som min Jeeps liftkit og de store traktordæk. Eller at bilen er udstyret med mere end 8 cylindrer... Det får os drenge til at føle vi er nogle helvedes karle og bortset fra, at både 12 cylinder og en monstertruck hypotetisk kan bruges en gang i mellem til noget sjovt, tvivler jeg på, at ejeren af en XX-brand dykkerklokke, tested til 10.000 meters dybde, nogensinde klasker James Cameron på ryggen og siger at "skal vi ikke lige tjekke Marianergravens bund igen".… ja med så tankevækkende et indlæg, kan man da ikke få andet end en herlig lørdag.
Men sådant kognitivt set, må det være lidt af den samme følelse - når ens klokke kan klare gigantiske dybder.
Jeg har selv dykket ca. 40 år, er instruktør (men lidt samme som med det forældede private flycertifikat, der mangler timerne fra de sidste 15 år fra mine logbøger og de er derved værdiløse pt.), men synes stadigvæk, at der er ingen heroisk machoisme i det at dykke og plasker helst selv kun i så varmt vand at det er nok at have kun en T-shirt under PC-vesten.
Under 10 meter bliver vandtemperatur lav, også i tropikken, farverne "forsvinder" pga. lysets bøjning, det begynder at blive lidt tusmørkeagtigt og der er oftest ikke så meget at se end tæt på overfladen, hvor farvestrålende koraller og fisker trives - og så er man fri for udligningspauser ved opstigningen....mmmmm... rent afslapning og Zen....
Og ang. de der holdbarhedsgrænser; jægerkorpset brugte i hine tider Citizen "Pingo", som er tested til 200 meter (og til min daglige undren har trykknapper uden skruekroner) og den holder (i dag bruger de her frømænd vist et eller andet Suunto wrist computer som samtidigt agerer som et ur... <!-- s:lol: --><img src="{SMILIES_PATH}/icon_lol.gif" alt=":lol:" title="Laughing" /><!-- s:lol: --> (+ en smiley som symboliserer begrebet "GRIMT!!!").
Så, at jeg har en Rolex Sub på håndleddet når jeg bader børnene i badekar eller hopper i hotellets svømmepool på ferie, er en gigantisk overdrivelse, jeg kun kan begrunde med - at jeg godt kan lide urets udseende og at klokken skal både være robust og vandtæt. Netop: Vandtæt
Lidt ligesom at den ene af husstandens biler skal kunne køres med +200 km/t på tysk motorvej - som marchhastighed, og den anden skal kunne køre over stok og sten & pløjemark til den lokale Brugsen - hvis nu lysten eller behovet ville melde sig <!-- s:lol: --><img src="{SMILIES_PATH}/icon_lol.gif" alt=":lol:" title="Laughing" /><!-- s:lol: -->
Jo, vi er urinteresserede / nørder, men nogen gang synes jeg, at det ville være sundt at indrømme, at vi stort set kun plejer vores indre barn med alle de ekstra egenskaber, vores klokker og andet legetøj har og kan.
Det gør ikke vores lidenskab / interesse / hobby mindre værd!
Ligesom Hannova skrev, 35 sekunder fra at flyleder giver "GO" for piloten som så skubber håndtagen i bunden so to say <!-- s:lol: --><img src="{SMILIES_PATH}/icon_lol.gif" alt=":lol:" title="Laughing" /><!-- s:lol: --> DET kan man bruge sin chrongraf til !!
Det om vandtæthed etc - hav en herlig lørdag !
Cheers - John
Dog vil jeg ”en passant” nævne kronografens anvendelsesmuligheder, som vi tidligere har drøftet indgående her på forum.
Hvad angår vandtætheden til de store dybder, der medfører +45 mm størrelse, tykke glasdimensioner og komplicerede skrue og tætningssystemer…
… er jeg kommet frem til at stille det kætterske spørgsmål: ”Er dette ikke også en anakronisme?”.
Ræsonnementet går således:
Når vi betragter billedet af ROV’en ”Hercules” - i færd med at inspicere nogle kasser på dækket af Titanic vraget, ser vi jo ingen tykke pansrede indkapslinger.
En af mine bekendte her i Silkeborg, er mekanisk troldmand – og har opbygget en virksomhed med speciale i at levere dybhavsudstyr.
Lad os se på noget af grejet, der arbejder på vanddybder på til 6 km.
Her er en magnet pumpe, beregnet til prøvetagning. – I den cylindriske top bemærker man en sort ”bule”, der er en svær trykkompenserende gummi membran.
Pumpehuset er fyldt med silikoneolie, der på arbejdsstedet har samme tryk som omgivelserne. Instrumentet er trykkompenseret til 6000 m dybde.
Om end robust, er pumpehuset langt fra pansret. Fordelen er mindre materialetykkelser, lettere forarbejdning, lettere service og større anvendelighed.
På billedet af en peristaltisk pumpe, ses trykkompenseringen og dens princip tydeligt.
Her er en gearmotor, der fjernstyret kan udføre bevægelser på 6 km dybde – ligeledes trykkompenseret.
Når de mindre materialetykkelser har været nævnt, skal det også fremhæves, at det ikke er uproblematisk, at sænke et instrument ned på stor dybde, og dirigere det til at foretage forskellige målinger og manøvrer.
Alene det, at have et spil med tilstrækkeligt kabellængde – og tilstrækkeligt stærkt kabel er kompliceret.
Her ses en lille ”let sag”, der kan håndtere 3 km flerlederkabel. – Spillet drives af en 40 hestes motor, er 1,8 m langt og vejer 1 ton.
Når man hejser noget ned på stor dybde, er det ikke alene vægten af nyttelasten; men også egenvægten af det udrullede kabel, der sætter standarderne for styrken.
I det hele taget er man ikke længere særligt begejstret for, at hejse tungt grej ned på stor dybde, da det er besværligt og behæftet med store risici for mistet udstyr og fejloperationer.
På næste billede ses en ”Deep sea lander”.
Atter er operationsdybden op til 6 km, og den ”lille charmetrold” er hverken pakket ind, eller på anden måde pansret eller indkapslet.
”Landeren” virker ved at være belastet med ballast til lige netop at synke. Den frigives fra skibets spil og begynder sin nedsynkning.
Vel landet på havbunden, går den i gang med sit undersøgelsesprogram, med indsamling af prøver og navnlig målinger direkte på stedet.
Det var kun i gamle dage, at man sendte en grab ned, og hentede noget materiale op. Materialet dekomponerede ved dekompressionen, og var tæt på videnskabelig uanvendelighed, når det landede på skibets dæk.
Når ”landeren” har udført sit program, smider den sin ballast, og begynder opstigningen.
Her ses den tilbagekomne ”lander”, der er udrustet med radiotransponder og zenon ledefyr.
Noget udstyr sender man blot ned, og betjener med en ROV. På nedenstående billede ses en actuator:
Det er en kontakt (pinden i toppen), der kan påvirkes af robot armen på en ROV. Actuatoren er udrustet med indikatorer for den aktuelle kontaktindstilling, så ROV’ens video kan ”overvåge slagets gang”.
Actuatoren er trykkompenseret til brug på 6 km dybde.
Fordelene er, at ROV’en blot har sin ”navlestreng” med, der er en fiberoptisk forbindelse til moderskibet.
Den kræver intet tungt kabel eller grej til at blive sænket ned til arbejdsstedet. Den sejler derhen, op eller ned, som operatøren dirigerer den til.
Med andre ord: ”Nu om stunder er der er ingen – ved deres fulde 5, der kunne drømme om, (unødigt) at pansre og tryksikre dybhavsudstyr”.
…. Bortset fra de der fremstiller dykkerure.
Som eksempel på et moderne dykkerur, fremstillet i overensstemmelse med nutidig teknologi er:
Sinn UX EZM B2, der (ligeledes) er trykkompenseret ved at være fyldt med silikoneolie.
Uret er vandtæt og anvendeligt til stor dybde, og efter sit konstruktionsprincip til praktisk talt enhver dybde.
Der er en praktisk begrænsning på 6000 m – Achilleshælen er quartz krystallets indkapsling, der er lufttom.
Ved dybder over 6000 m er uret så sammentrykket, at silikoneoliens tryk overstiger, hvad quartz oscillatorens hylster kan klare.
Men er det egentligt ikke umådeligt gammeldags, at lave en pansret urkasse og lægge outdated mekanik ind i den…
… når det nu er så besnærende enkelt at lave det elegant, holdbart, præcist og pålideligt i overensstemmelse med nutidig teknologi?
Svaret har Tio Malo nok givet på forhånd: ”For legebørn ville det være alt for let, og slet ikke kompliceret nok!”
Med venlig hilsen - Geodoc
![[-]](https://urdebatten.dk/images/collapse.png)