Japansk nytårsgave

[hannover_dk]

Jeg deltager uden for konkurrence, med en ikke ur-relateret historie - som dog ender positivt.

Vi har i sommerhuset et orange Julestjerne i vinduet (billede nederst). Vinduet vender ud til en skrænt der fører ned til havet.

Stjernen købte min mor og far i Sverige da de var der som flygtninge under Julen 1944. En kristen Julestjerne i et halvjødisk flygtningehjem, - far var født jøde, mor ikke, men ingen af dem gik egentligt op i religion, så det var vel nok bare et udtryk for tradition, og jeg ved de siden satte stor pris på den.
Den kom med hjem til Danmark i Maj 1945, og da de gik bort, kom den ud til mig, hvor den har hængt hver Jul siden.

For en del år siden, jeg vil tror ca 1990, var vi i sommerhuset 23/12. Det var en pivende vinterstorm minus 5 grader med snefygning, og et hav i oprør. Vi havde gang i pejsen, og pludseligt hørte vores ældse søn på ca 12 - en lyd; Som et næb der "prikker" på en rude. Han gik hen til vinduet mod havet, og sagde så, som børn kan sige: Der ligger sgu en gammel dame i sneen.

Vi susede ud og fik hende ind. Hun var totalt underkølet, drivvåd og fyldt med is og sand. Hun kunne intet sige og knapt røre sig. Vi rev det meste af det våde tøj af hende, men undlod undertøjet, det føltes ikke rigtigt at klæde sådan en pæn ældre dame (ca 70) nøgen.

Vi gned som gale på hende og varmede direkte med en varmeblæser hen imod hende og ringede efter ambulance. Hun kom sig en smule og kunne sige at hun var så forfærdelig bange og at hendes navn var Hilde - men det var alt.

Ambulancen var laaaang tid om at komme gennem snestormen. Da ambulanceførerne kom, var det slut med fin-følelsen. Af med alt tøjet og indrulning i alu-folie som hjalp med at få varmen op, og så gik det ellers med udrykning mod Hillerød.

Jeg gennemsøgte vejviser, for at finde en "Hilde" i lokalområdet, og fandt en Hildegaard xxxxx. En opringning viste, at det var ret person. Hendes mand fortalte, at hans kone altid blev deprimeret omkring Jul. De havde drukket snaps til middagen, og pludseligt var hun gået tur. Han var endnu ældre, og nåede ikke med.

Han fortalte, at hun blev så deprimeret, fordi hun under krigen, i 1944 - det år stjernen kom op i Sverige, som ung (jødisk) kvinde var kommet i Tysk koncentrationslejr, hvor begge hendes forældre var blevet myrdet, og hun selv kun lige overlevede.

Hun havde derfor nu besluttet at gøre en ende på det hele. Hun gik ned ad vor vej, ned af skrænten og direkte ud i det stormende hav. Dér var det gået op for hende, at hun ikke kunne klare smerten, og hun kravlede ind igen og op af trappen på skrænten (150 trin)
Da hun kom op på det flade, gav hun op og lagde sig rent ud sagt, for at dø, i sneen.

Der fik hun øje på vores vindue - 60 meter borte, med stjernen, og bestemte, at den måtte være tegn på at hun skulle kæmpe og leve. Hun kravlede gennem sne de 30 meter ind til grunden hvor hun stødte på vor rosenhæk. Så lagde hun sig ned og rullede sidelæns gennem den kraftige hæk og videre sidelæns rul hele vejen op gennem haven. Der var et tydeligt spor i hele kroppens længde af rulleturen i sneen.

Der ramte hun huset, lige under vort vindue og stjernen, og kunne lige klare at banke på ruden med en stenbesat ring hun havde på fingeren.

Jeg synes nok man kan tale om en egentlig ledestjerne i det fald og, at I lige skulle ha en sand julehistorie som endte godt. Hilde fik lov at komme hjem fra hospitalet Juleaften, fik det meget bedre, og vi fik hele historien af hendes mand som kom lige efter Jul, med en stor flaske champagne.
Ikke et ord om ure, men det er positivt, sandt - og det er jul - så uden for konkurrence. Her stjernen i år - i koldt men dog ikke mørke og blæsende vejr