11-10-2010, 12:28 PM
3-5 år er muligvis lidt lavt sat, men heller ikke så langt fra, hvad der typisk rekommenderes for ure af denne type. Pointen er dog at man nok ikke bør gå "the full mile" med disse ure, på samme vis som med mere robuste konstruktioner. Nedsat gangreserve og andre tegn på servicebehov er jo samtidig et godt fingerpeg om øget friktion, og når man lige tygger lidt på de dimensionelle forhold i f.eks. tourbillon-cagen, ø7.2mmx2.5mm pakket med 70 komponenter, så siger det sig selv at der ikke skal megen friktion til før noget knækker, så hellere safe end sorry med hensyn til serviceintervaller.
15 k er rent pessimistisk gætværk fra min side, men under 10 k for et fuldt service uden udskiftning af dele hos AP, tror jeg omvendt heller ikke på. Skal der byttes dele, så ryger prisen jo betragteligt op
Mads jeg er ganske enig med dig i at konstruktionen med synlige lagersten til drivhjulene er skrøbelig, men igen det er en Ferrari jo også. Det der fascinerer er jo netop den kompromisløshed i konstruktionen for at opnå en så tynd kaliber som muligt. Et dressur er og bliver aldrig et hverdagsur. Ser man på holdbarhed, gangreserve osv., så matcher det ikke hvad man f.eks. får i en diver.
Til gengæld er dressurene den eneste direkte målbare "nøgne" disciplin, time only, hvor tyndet kan du lave det? hvor manufakturerne gennem de sidste 100 år har udkæmpet en prestigekamp om at fremstille det umulige, en disciplin hvor AP stort set hele vejen igennem har ført an, svinget taktstokken og sat standarden. Eneste undtagelse er jo verdens tyndeste automatikurværk, hvor kaliber 2120 måtte se sig slået af piagets´ kal.P12. Fullsize-rotor kontra microrotor er ingen undskyldning, for det handler kun om hvor tyndt det kan laves.
Endelig vågnede AP op til dåd igen og sætter standarden for hvor tyndt et tourbillonur kan blive, endda med automatik og verdens mindste tourbillon-cage og verdens første tourbillon-cage i elektro-korroderet titanium og..., efter alt for megen designfiflen i alt for lang tid i deres RO-kollektion...
Ikke fordi at jeg ikke fascineres af f.eks. et PP sky moon, men det er svært at forholde sig til, hvor imponerende mekanik det i sidste ende er, hvis ikke der er nogen afgrænsninger for hvad det må fylde. JLC´s er jo betragteligt mere kompakt.
15 k er rent pessimistisk gætværk fra min side, men under 10 k for et fuldt service uden udskiftning af dele hos AP, tror jeg omvendt heller ikke på. Skal der byttes dele, så ryger prisen jo betragteligt op
Mads jeg er ganske enig med dig i at konstruktionen med synlige lagersten til drivhjulene er skrøbelig, men igen det er en Ferrari jo også. Det der fascinerer er jo netop den kompromisløshed i konstruktionen for at opnå en så tynd kaliber som muligt. Et dressur er og bliver aldrig et hverdagsur. Ser man på holdbarhed, gangreserve osv., så matcher det ikke hvad man f.eks. får i en diver.
Til gengæld er dressurene den eneste direkte målbare "nøgne" disciplin, time only, hvor tyndet kan du lave det? hvor manufakturerne gennem de sidste 100 år har udkæmpet en prestigekamp om at fremstille det umulige, en disciplin hvor AP stort set hele vejen igennem har ført an, svinget taktstokken og sat standarden. Eneste undtagelse er jo verdens tyndeste automatikurværk, hvor kaliber 2120 måtte se sig slået af piagets´ kal.P12. Fullsize-rotor kontra microrotor er ingen undskyldning, for det handler kun om hvor tyndt det kan laves.
Endelig vågnede AP op til dåd igen og sætter standarden for hvor tyndt et tourbillonur kan blive, endda med automatik og verdens mindste tourbillon-cage og verdens første tourbillon-cage i elektro-korroderet titanium og..., efter alt for megen designfiflen i alt for lang tid i deres RO-kollektion...
Ikke fordi at jeg ikke fascineres af f.eks. et PP sky moon, men det er svært at forholde sig til, hvor imponerende mekanik det i sidste ende er, hvis ikke der er nogen afgrænsninger for hvad det må fylde. JLC´s er jo betragteligt mere kompakt.
![[-]](https://urdebatten.dk/images/collapse.png)