06-10-2007, 07:10 AM
Tjoo - vurderingen på 100k er måske ikke helt ved siden af.
Indenfor de sidste 5 år har specielt japanerne vist en større interesse for gammelt Fender-grej.
Her indtager Stratocasteren klart "førerpositionen".
Priserne har derfor været stærkt stigende - men da der også er tale om affektionsværdi og at vi har at gøre med et stykke "værktøj" som ikke bliver umoderne eller slidt ned, gør priserne mere flydende.
Solgte for et par år siden min Gibson ES 335 fra 1968 til en yngere mand, som skulle bruge den i sin uddannelse, og som havde et næsten lidenskabligt forhold til den. Til trods for at jeg havde et bud fra en samler i Tyskland valgte jeg at sælge 335eren 4k under prisen, da jeg vidste, at guitaren betød meget mere for den unge mand end for samleren i Tyskland.
En vintage guitar/forstærker skal nemlig bruges i stedet for at hænge på et herreværelse til pynt.
Mht Super Reverben er priserne mere konstante - vil tro, at den kunne trække ca 30k hjem i ren handel.
Havde faktisk to Super Reverbs Blackface, men den anden fra 1964 blev stålet fra en bandbil sammen med min Les Paul "Black Beauty" fra 1968.
Les Paulen var lavet i 200 eks./verden, så tyvene kunne ikke komme af med den - jeg "frikøbte" den på godbanearealet i Århus en mørk nat, - Super Reverben var gone for good
Generelt kan man sige, at Gibson Les Pauls er bygget på en måde, der hindrer "mandagsmodeller", mens Fender Stratocastere er mere svingende i kvalitet. Har spillet på en Strat fra 1958, der nærmest var uspillelig - mens en Mexico-produceret Strat fra 1999 (3500.-) simpelthen spillede og lød som en drøm
Bottomline: skidtet skal bruges til glæde for så mange som muligt - man kan sige, at det forpligter at opbevare en vintage-guitar til den næste ejer/bruger.............
Indenfor de sidste 5 år har specielt japanerne vist en større interesse for gammelt Fender-grej.
Her indtager Stratocasteren klart "førerpositionen".
Priserne har derfor været stærkt stigende - men da der også er tale om affektionsværdi og at vi har at gøre med et stykke "værktøj" som ikke bliver umoderne eller slidt ned, gør priserne mere flydende.
Solgte for et par år siden min Gibson ES 335 fra 1968 til en yngere mand, som skulle bruge den i sin uddannelse, og som havde et næsten lidenskabligt forhold til den. Til trods for at jeg havde et bud fra en samler i Tyskland valgte jeg at sælge 335eren 4k under prisen, da jeg vidste, at guitaren betød meget mere for den unge mand end for samleren i Tyskland.
En vintage guitar/forstærker skal nemlig bruges i stedet for at hænge på et herreværelse til pynt.
Mht Super Reverben er priserne mere konstante - vil tro, at den kunne trække ca 30k hjem i ren handel.
Havde faktisk to Super Reverbs Blackface, men den anden fra 1964 blev stålet fra en bandbil sammen med min Les Paul "Black Beauty" fra 1968.
Les Paulen var lavet i 200 eks./verden, så tyvene kunne ikke komme af med den - jeg "frikøbte" den på godbanearealet i Århus en mørk nat, - Super Reverben var gone for good
Generelt kan man sige, at Gibson Les Pauls er bygget på en måde, der hindrer "mandagsmodeller", mens Fender Stratocastere er mere svingende i kvalitet. Har spillet på en Strat fra 1958, der nærmest var uspillelig - mens en Mexico-produceret Strat fra 1999 (3500.-) simpelthen spillede og lød som en drøm
Bottomline: skidtet skal bruges til glæde for så mange som muligt - man kan sige, at det forpligter at opbevare en vintage-guitar til den næste ejer/bruger.............
..nothin' but the blues

![[-]](https://urdebatten.dk/images/collapse.png)